Henrik Hertz
København
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Sang af Henrik Hertz til Thorvaldsen ved hyldestfesten på Hôtel d’Angleterre i København
Til
Thorvaldsen
den 7de October 1838
Mel. Mit fulde glas og Sangens muntre TonerI.
Vi hilse Dig, der atter Danmark gjæsterII,
Vi hilse Dig paany med Sang.
Vi bringe Dig, vor Landsmand og vor Mester!
En Velkomst ved PokalersIII Klang.
Vi prise Dig, hvis Liv og Kunst
Staaer under gode Guders Gunst. :|:
Thi dette Liv, naar Modgang det betynger,
Er ofte kun et flygtigt Bliv.
Men hvert af Dine Værker Dig forynger
Med Straaler af et evigt Liv.
I hvert et Værk, Din Aand har skabt,
Du vinder hvad Dit Liv har tabt. :|:
Ja, Dig har HebeIV rakt sit gyldne Bæger,
At ei Dig smerte Tidens Baand.
Og Amorinen i Din Tanke leger,
Som fordum for AnacreonV.
On Aar forsvinde, Dage flye —
Din Aand sig former ung paany. :|:
— Den dybe, tause NatVI med tunge Vinger
(Dens Billed Du i Stenen bandt)
Den synker mild og sagte ned, og svinger
Sit rige, stjernede Gevandt.
Og lyt! Af Nattens dunkle Flor
Udvikler sig et festligt Chor. :|:
Fra HeliconVII et Chor af Muser svæver,
Som Du har skabt demVIII, let i Dands.
Og under Plektret Lyren helligt bæver,
Mens Choret rækker Dig en Krands.
I Hymnens Flugt, i Strengens Lyd
OlympIX Dig sender salig Fryd. :|:
Og dulgt af Choret dvæler Fader LiberX,
Til ThyrsusXI lænet gratiøst,
Som Du ham greb paa Høiene ved Tiber,
Han af Dit Marmor har sig løst.
Han strækker ud mod Dig sin Haand
Og vinker os med henrykt Aand. :|:
I Pagt med ham, der gavmild gjød FalernerXII
I TibursXIII Lund, paa Flaccus’XIV Bøn,
I Pagt med ham og under Nattens Stjerner
Vi hylde Dig, Geniets Søn!
Med fulde Glas, til Glassets Klang
Dig hilser Dine Landsmænds Sang! :|:
Henr. Hertz.
Dette er en trykt sang, skrevet i anledning af den store hædersfest for Thorvaldsen på Hôtel d’Angleterre i København 7.10.1838.
Festsangen er i syv strofer, henvendt til Thorvaldsen. Han beskrives som forynget af sine værker. Han har fået gudernes nektar af Hebe, jf. A874, og har kærligheden i sine tanker som Anakreon, jf. Amor hos Anakreon, jf. A416. Hertz fremmaner også festaftenens gang via Thorvaldsens værker: Han lader Natten, jf. A369, sænke sig, muserne fra Musernes dans på Helikon, jf. A341, komme svævende, og Bacchus, jf. A2, række hånden ud. I pagt med sidstnævnte opfordres der til en skål.
Hebe, 1816 - Antagelig 1820, inv.nr. A874 | |
Amor hos Anakreon, Vinteren, Tidligst 1823, inv.nr. A416 | |
Bacchus, december 1804, inv.nr. A2 | |
Musernes dans på Helikon, 1816, inv.nr. A341 | |
Natten, Tidligst juni 1815 - Senest august 1815, inv.nr. A369 |
Sidst opdateret 28.04.2017
Hertz må mene “Mit fulde Glas og Sangens raske Toner” – en sang af den norske præst, digter og oplysningsmand Jens Zetlitz (1761-1821). Melodien til denne sang var et yndet udgangspunkt for sangskrivning i samtiden.
Thorvaldsen var vendt tilbage til Danmark omkring tre uger, før festen for ham på d’Angleterre blev afholdt. Han ankom til København 17.9.1838.
Dvs. stort øl- eller vinglas, se Ordbog over det Danske Sprog.
Ungdommens gudinde Hebe, der skænkede gudernes udødeliggørende nektar, jf. Thorvaldsens Hebe, A874.
Den græske digter Anakreon (ca. 570 – ca. 485 f. Kr.) fra Teos på Lilleasiens vestkyst. I et digt fra digtsamlingen Anakreontea (ca. 100 f. Kr.) med digte af Anakreon og forskellige andre forfattere beskrives det, at Anakreon en regnvejrsnat lukkede en frysende dreng ind og lod ham varme sig ved ilden. Som tak for omsorgen afslørede drengen sig som Amor og skød en pil i hjertet på digteren. Thorvaldsen har afbildet denne scene i relieffet Vinteren. Amor hos Anakreon, jf. A416.
Hertz refererer til Thorvaldsens relief Natten, jf. A369.
Det græske bjerg Helicon i det sydvestlige Boiotia. Helicon blev i antikken også beskrevet som musernes hjemsted.
Hertz refererer til relieffet Musernes dans på Helikon, jf. A341.
Olympen eller Olympos er et bjerg i Grækenland, som mange af guderne ifølge græsk mytologi boede på.
Liber er et synonym for Bacchus. Referencen går på Thorvaldsens statue Bacchus, jf. A2.
Dvs. en thyrsosstav, en stængel af kæmpefennikel omvundet med vedbend og med en kogle på toppen, båret i forbindelse med Dionysoskulten som et fallisk symbol.
Falerner (af lat. Falernus, den egn i Campanien, hvor vinen blev fremstillet) er en vin, som var berømt i oldtiden. Se ordet i Ordbog over det Danske Sprog.
Den antikke by Tibur, nu Tivoli, der ligger ca. 30 km øst for Rom.
Dvs. den græske digter, der i dansk sammenhæng normalt blot går under navnet Horats, Quintus Horatius Flaccus (65 f.Kr. – 8 f.Kr.).