Redaktørerne ved Ny Portefeuille, J.C. Schythe
København
Omnes
Dateringen fremgår af det tidsskrift, hvor teksten blev trykt.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
THEATER, MUSIK, LITERATUR OG KUNST.
Thorvaldsensk Album, samlet og udgivet af Frederik Barfod. Første Hefte, 1844. — Det var at vente, at Thorvaldsens pludselige Død, der traf os som en Torden i klar Luft, vilde vække Digterne til Sang, Kunstnerne til Bedrift og fremkalde en Række af Thorvaldseniana, en heel Literatur, hvori ethvert Træk af hans Liv, lille eller stort, menneskelig-skrøbeligt eller guddommelig-ophøiet, skulde have sin Berettigelse ved selve Gjenstanden alene. Det var dernæst at ønske, at hele dette rige Materiale maatte engang i Tiden overgives en smagfuld, kundskabsrig og med Thorvaldsens Genius fortrolig Mand, der af alle disse membra disjecta forstod, med kjærlig og kritisk Aand at udstøde det Tilfældige og Betydningsløse, det Middelmaadige og Upoetiske, for af det Tilbageblevne at opføre den store Mester et aandeligt Pantheon, et monumentum ære perennius. Hvad man ventede indtraf: Poeterne reiste sig en masse; de besang hans Død, som de havde besunget hans Liv og hans Værker; og endnu ere Harperne ikke forstummede. Med dette af Hr. Fr. Barfod benævnte Thorvaldsenske Album er da nu ligeledes begyndt den Række af Thorvaldseniana, som sikkert ikke ville udeblive, — thi et egentligt “Pantheon”, et aandeligt “Museum” for hvad der af Poesiens Skatte knytter sig til Thorvaldsen, er det Barfod’ske Album langt fra at være. Til at foranstalte et saadant vilde Hr. Barfod uden Tvivl heller ikke være Manden, skjøndt vi skulde tage meget feil, om det ikke var et saadant, Publicum nærmest havde ønsket. Hvorfor Hr. Barfod ikke kunde være den, af hvem man kunde vente et Thorvaldsens Pantheon derfor angiver han selv ganske åbenhjertig Grundene i Indledningen til sin Bog, thi han erklærer ligefrem, at han har været fremmed for Thorvaldsens Personlighed, at han forstaaer sig kun maadeligt paa hans Virksomhed, at han endog savner Forstand til at vurdere de tilværende Kritikers kunstneriske Betydenhed eller Betydningsløshed, og at han kun har paataget sig dette Arbeide, for at det ikke under en anden Forlæggers Ledning skulde komme i endnu slettere Hænder. I Sandhed, naar man ikke spænder Forventningerne høiere, ville Læserne ikke let kunne faae Grund til at beklage sig, forudsat, at man med en saadan Selvbekjendelse ikke afskrækker dem ganske. Hvorvel vi nu give Hr. Barfod Ret i, at han virkelig mangler de Egenskaber, han nævner, skjøndt nogle af dem synes temmelig nødvendige for den, der tænker paa at meddele Andre “i en let overskuelig Hovedsum” hvad der “fortjener at overleve Døgnet” af den Anerkjendelse, som Landsmænd og Fremmede have ydet den store Kunstner, saa besidder Hr. Barfod dog paa den anden Side en Egenskab, der er høist priisværdig ved Udgivelsen af “_Thorvaldseniana_” (thi kun som saadanne kan hans Arbeide taale at betragtes) og det er en utrættelig Samlerflid. Vi tvivle ikke om, at han med den samvittighedsfuldeste Iver har gjennemgaaet hele den Molbech’ske “Athene”, den Rahbek’ske “Tilskuer” og det Soldinske “Skilderi”, foruden Aargang paa Aargang af “Dagen” og “Statstidenden”, men om det Udbytte, han bringer os deraf, “fortjener at overleve Døgnet” ja det er et andet Spørgsmaal, som vi i det mindste fra det æsthetiske Synspunkt nødes til at besvare aldeles benegtende. Hr. Barfod har meddeelt sine Thorvaldseniana i to Hovedgrupper: 1) Fædrelandets Anerkjendelse af sin verdenshistoriske Søn og 2) Udlandets Anerkjendelse af Samtidens Kunstnerkonge. Hvad den fædrelandske Hyldest angaaer, da inddeler han den igjen i tre Afsnit, den fra 1819, da vi endnu kun kjendte Thorvaldsen af Rygtet, den fra 1838, da han, hjemvendt til Fædrelandet, hilstes med Begejstring af Nationen, og den fra 1844, “da et heelt, veemodigt Folk begrov sin største Søn og var sig fuldelig bevidst, at det gjorde det.” Hvad nu det første af disse Afsnit angaaer, da maa man strax beklage, at Hr. Barfod ikke har været heldig nok til inden Udgivelsen at komme i Besiddelse af den af ham omtalte “Thorvaldsenske_ Stambog”, som denne bragte med sig fra Danmark ved sin Bortreise, og hvori der, efter Hr. Barfod’s Sigende, skal findes “et Par særdeles smukke Digte af Baggesen og Haste, der først kunne følge efter i et Tillæg; vi beklage dette endnu mere, da det, som han giver os fra den Tid, er i den Grad fattigt og ubetydeligt, at han endog har været nødsaget til at optrykke den Lahde’ske Subskriptionsplan paa Udgivelsen af Thorvaldsens Figurer til Tegneøvelse, tilligemed den Oehlenschlæger’ske Text til disse; ikke at tale om nogle mageløs slette Vers af en Byfoged A. Olsen i Norge, og en Subscriptionsindbydelse paa Tydsk af L. Kruse til at bidrage 15000 Scudi for ar erhverve Alexandergruppen i Marmor. Endnu mindre kunne de Poesier og Taler, hvormed Thorvaldsen ved sin Hjemkomst hilstes i 1819 siges “at fortjene at overleve Døgnet.” Man læse blot til en Prøve Digtene af Rahbek, Oehlenschlæger og Liebenberg ved Festen for Thorvaldsen i det Borup’ske Selskab! Man læse Beretningen om Skydebanefesten den 14de Oct., Talen og Sangene, eller rettere sagt: man prøve blot paa at læse dem, og man behøver ikke noget bedre Beviis paa, hvorledes det stod sig dengang i Danmark med Digternes Kunstsands og Kunstbegeistring. Kun i en eneste lille Sang træffe vi paa en sund og original Tanke, der er udført med Varme og Humor — og denne Sang er af O. Bang, medens man i alle Laugspoeternes samtidige Digte, hos Oehlenschlæger, Rahbek, Baggesen, Ingemann, F. Schmidt o. Fl. forgjeves søger et Glimt deraf. Ja det er haardt nok at maatte tilstaae, at, selv naar vi komme til Ende med det hele Hefte, der dog gaaer til 1837, er det den svenske Digter Nicander, der har sunget bedst om den danske Mester, og i hvis tvende Smaadigte, som ere tagne af hans “Hesperider”, der udtaler sig den mest levende Erkjendelse af hans Fortjenester og Storhed. Et Par Smaadigte af L. Bödtcher, skrevne for det saakaldte “Romergilde”, ved hvilke de Danske, der have levet i Rom, i en lang Række af Aar feirede Thorvaldsens Fødselsdag i Hjemmet, have sig frem imellem Mængden og slutte sig til Nicanders i Indhold og Tanke. See det er omtrent det æsthetiste Udbytte af 112 tættrykte Sider; — man vil dog vel indrømme, at det ikke let kunde vare mindre. Men hvor ligger nu Skylden for denne Tørhed, denne næsten utrolige Sterilitet? Hos Digterne eller hos Udgiveren? I dette Punkt troe vi at maatte frikjende den Sidste aldeles: han har vist Intet sprunget over, der fortjente at bevares og erindres, og hvis han skulde dadles for Noget, da maatte det snarere være, fordi han har opfrisket, hvad der helst maatte skjules med Glemsel, fordi han har afdækket, hvad der helst burde vedblive at være tilsløret — kort sagt fordi han ikke har husket paa Historien om Noah og Cham og i sit stille Sind tænkt paa: de te fabula narratur. Hvad han derimod ubetinget fortjener at dadles for, er, at han har indblandet i et Værk, der handler om Thorvaldsen, adskillige politiske Allusioner, samt uden Hjemmel har anført en Privatyttring, der er ligesaa upassende for den, der skal have brugt den, som for den, hvem den skulde træffe, men allermest for den, der er ubesindig og hensynsløs nok til at offentliggøre den gjennem Pressen.
Dette er en trykt anmeldelse af Frederiks Barfods antologi, Thorvaldsensk Album i tidsskriftet Ny Portefeuille, op. cit.
Sidst opdateret 30.05.2017