Ludwig Schorn
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Thorvaldsens Monument
over Hertugen af LeuchtenbergI
–––––––––
I.
Da i Februar 1824 Sørgebudskabet om Hertug Eugen as Leuchtenbergs tidlige Død satte hele Europa i deeltagende. Bevægelse – opstod hos en Architekt, der havde staaet i venskabeligt Forhold til ham, og af ham været mangfoldigviis beskæftiget, den Tanke, at gjøre Udkast til et Mindesmærke over ham, paa hvilket den Hedengangne blev fremstillet, hvorledes han, staaende for Gravens Port, havde aflagt al Verdens Værdighed og Herlighed, og alene overrakte Historien, der nu begyndte at optegne hans Bedrifter, den Hæders-Laurbærkrands han ved mandig Dyd Heltesind havde erhvervet sig. Dette Udkast vandt Fru Hertuginde v. Leuchtenbergs Bifald, og hun overdrog dets Forfatter, Hr. v. Klenze ihenseende til Udførelsen at træede i Forbindelse med vor Tids første Billedhugger, Thorvaldsen. Omendskjøndt ikke vant til at arbeide efter fremmede Udkast, var Thorvaldsen, efterat nogle af ham foreslagne Forandringer vare antagne, villig til at udføre Monumentet paa den Maade, at Figurerne vel i Almindelighed efter hiin Idees Angivelse, men i det Enkelte frit bleve udkastede og udførte i Marmor af ham, men de architektoniske Dele forfærdigedes i München efter Hr. v. Klenzes Tegninger. Ogsaa underkastede han sig den Betingelse, naar de i Rom udførte Statuer vare oversendte, da selv at komme til München og være nærværende ved Monumentets Opstilling.
Thorvaldsens Andeel af Arbeidet var tilendebragt i Sommeren 1829, og i Efteraaret ankom Statuerne til München. Der begyndtes strax paa Opreisningen af de architektoniske Dele. Man befriede begge Korsarmene i den St. Michaelske Hofkirke fra de Gitterstole og Pulpiturer, som vanzirede dem, skaffede den ved Hjørnet af den venstre værende Prædikestol en anden Opgang, og vandt paa denne Maade ved Bagvæggen af samme Korsarm et stort og skjønt Rum, det bedste og værdigste, der kunde findes i denne Kirke for Opstillingen af et saa udmærket Værk.
Alt Architektonik havde man allerede fuldendt, og provisorisk opstillet Statuerne paa deres Sokkel, da Thorvaldsen, efter sit Løfte ankom til München; dog forhaledes Afdækningen af Monumtentet, der skulde finde sted Dagen for Hertugens Dødsdag, d. 20de Februar, endnu nogle Uger, da Billedhuggeren ønskede flere Forandringer ved Anordningen af Statuerne.
Siden d. 12. Marts er Monumentet nu fuldkomment aabnet for Publikums Beskuelse, og, havde allerede Forberedelserne til dets Opstilling vakt den almindelige Deeltagelse og spændt Forventningerne på det Høieste, saa er det nu Gjenstand for opmærksom Betragtning af en stor Mængde, der hiddrages af Deeltagelse for den hædrede Fyrste eller af Sands for Kunstens Skjønhed.
Paa en omtrent 6 Fod høi, 15 Fod bred og 6 Fod fremspringende Sokkel staae Figurerne foran en af tvende korinthiske Pilastre dannet, til Muren lænet Portal, som indeholder en foroven smallere Dør. I Midten ligefor Døren, paa et forhøiet Plinthus sees Hertugens Statue, 9 Fod høi. Han er beklædt med en kortomgjordet Tunica, som lader Brystet aabent, og en over Ryggen nedfaldende Kappe; ved hans Side hænger endnu Sværdet. Alt øvrigt jordisk Smykke har han aflagt, thi bagved ham og for hans fødder hvile Harnisket, Commandostaven, og den med Jernkronen omgivne Hjelm,’ længer tilbage endnu en Kongekrone. Sin venstre Haand har han lagt paa Hjertet og i den udstrakte højre holder han en Laurbærkrands, Symbol paa hans uforgjængelige Hæder. Hans Hoved er sænket mod samme Side, som i den ædle og dog ydmyge Bevidsthed at al ydre Glands er forgængelig; men han har i dennes Sted beholdt den indre Fred og Klarhed, der aabner Veien mod Himmelen. En sagte Bevægelse med den venstre fod og dertil svarende Tilbagetræden af den venstre Skulder, synes at antyde, at han er i Begreb med at vende sig om til den bagved ham værende Gravport. I det mandigskjønne Ansigts ungdommeligt prægede Træk hvile Mildhed og dyb Sjælsroe; et Smiil af den reneste Velvillie spiller paa hans Læber, medens man vel seer paa den skjøndt hvælvede Pande, at den har dannet sig alvorsfulde Tanker og budet Aarhundredes Storme Trods. Figuren er en ædel Helteskikkelse, i hvis grandiose Form høi Værdighed forener sig med ungdommelig Kraft.
Ved hans høire Side, noget dybere og længere fremad, sidder Historiens Muse. Hun er vendt udad imod Tilskueren; med sin venstre Haand holder hun paa de korslagte Knæ en Tavle og i den høire Griffelen, hvormed hun optegner Fyrstens Bedrifter. Hendes hoved er vendt en Smule iveiret, som om hun netop, grundende over sin Gjenstand, standsede med sin Skrift. Hendes Haar er uden krands, simpelt adskilt og bundet; hendes Gevandt bestaaer af en fiinstribet, lang, gjordet Tunica, med et over Skuldrene og nedenfor Hofterne faldende Kastegevandt; den Stoel, hvorpaa hun sidder, er af den antike Form, som man seer paa det herkulaniske Malerie af Klio, og bedækket med en Vildsvinehud, som nedad Siden i Forening med Gevandtets Folder danner en grandios Maske.
Paa venstre Side af Hertugen, og i samme Høide som Historiens Sindbillede (hiint siddende, denen staaende af 6 Fod Høide) er den af Thorvaldsen tilføiede Gruppe, Livets og Dødens Genier. Den sidste, større og stærkere, end sin Broder, med store, nedsænkede Vinger, med sin høire Haand støttende den udslukkende Fakkel mod Jorden, slynger sin venstre om den Yngres Hofter, og vender sit Ansigt imod ham. Det skjøntlokkede Hoved er omkrandset med Valmuer, og i hans milde Øine er Medfølelsen for den sørgende Broder umiskendelig. Denne, den Yngre, læner sig med den høire Haand paa den Ældres Skulder, med Ansigtet smertefuldt vendt iveiret. Det langt nedhængende, simpelt adskilte Haar er smykket med en Krands af Immorteller, de kortere Vinger hævede iveiret, og i den venstre Haand bærer han den opad vendte Fakkel. Begge Genier ere nøgne, med Undtagelse af et let Gevandt, som er gjordet den Ældre om hofterne, og falder ned foran Midten af Kroppen og til halvdelen af det venstre Laar; den Yngre tjener et Kastegevandt, slynget fra den høire Skulder tilbage omkring den venstre Arm, til en simpel og sømmelig Beklædning.
Bagved Hertugens Figur, i Marmorportalen, er Døren, og over denne staaer i gylden Skrift den Afdødes Valgsprog: ”Honneur et fidélité.” Portalens Krandsgesims er smykket med Palmetter og Ranker, i hvis Midte Korset hæver dig udaf det sammenslyngede J. H. S. V. I Forening hermed naaer Monumentet en Høide af 30 bayerske Fod. Paa Sokkelen er anbragt en Tavle, baarden af to svævende Genier, med Indskrift:
“Heic placide ossa cubant
Eugenii Napoleonis
Regis Italiae vices quondam gerentis
Nat. Lutet. Parisior. D. III. Sept. MDCCLXXXI.
Def. Monachii D. XXI. Febr. MDCCCXXIV.
Monumentum posuit vidua moerens
Amalia Augusta
Maximil. Jos. Bav. Regis filia. ”
Denne tekst er trykt i Kjøbenhavns-Posten, og er første del af en artikel i fire dele. Resten af artiklen udkom 12.5.1830, 13.5.1830 og 18.5.1830. Der er tale om en oversættelse af en tekst skrevet af Ludwig Schorn, som tidligere samme år blev trykt i Kunstblatt.
|
|
Eugène de Beauharnais, 1827, inv.nr. A156 |
Sidst opdateret 17.10.2014
[Til teksten er her tilføjet følgende note:] Efter Schorns, i ”Kunstblatt”, April d. A., indførte, udførlige Meddelelse.