H.C. Andersen, H.N. Clausen, H.P. Holst, Adam Oehlenschläger, E.C. Tryde
Bertel Thorvaldsen
København
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Thorvaldsens
Bisættelse.
d. 30te Marts 1844.
Kjøbenhavn.
Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.
———————
Afskedsord
til
Thorvaldsen
i Kunstakademiets Antiksal,
af
Dr. H. N. Clausen.
Timen kalder herfra til Herrens Tempel, — til Helligdommen hist, hvor Apostelskaren venter,
hvor Engelen retter sit Blik mod det lange, stillevandrende Tog, og Frelseren aabner sin Favn mod det dyrebare Hoved, der føres hen for hans Fødder. Men ogsaa her er et helligt Sted. Hvor det Store og Herlige fremstaaer som Menneskers Værk, der er det Guds Aand, som vidner med Menneskets Aand; og vi staae her omgivne af det Skjønneste, Jorden har at fremvise, af ædle, høie Skikkelser, der ere Gjenskin af Oldtids svundne Herlighed, og af en Herlighed, som denne Kiste siger os, ogsaa hører til Det, der er svundet. Vi staae paa det Sted, hvorfra Historiens Aarbøger skulle vidne med Stolthed, at den store Mester er udgangen at bestride sin lysende Bane over Jorden, hvorhen de skulle vidne, at han søgte tilbage atter og atter, for at finde, hvad han intetsteds fandt udenfor Fødelandets Grændser, sit venlige Hjem, sin qvægende Hvile; — paa det Sted, hvor han for halvhundrede Aar siden indviedes til den Glorie, der skulde omstraale hans Navn, og hvor det sidste Værk, der færdigt gik ud fra hans skabende Haand, staaer for os i sin mægtige Storhed. Det er disse Mure, som have gjenlydt af Folkets Jubel, da det stolteste Triumphtog bragte ham ind i vor Midte; her have vi seet de herlige Værker fremstaae under hans Hænder, have — ak, hvorofte! — valfartet til hans Bolig, som til den lyse, stille Helligdom, hvor Livets Ufred og dets Mislyd ikke trængte ind, hvor det klare Skjønhedsliv, den høie Ro, den huldsalige Kjærlighed lyste os imøde, og velgjørende meddeelte os sit Væsens Liv. Og disse Mure have modtaget ham for sidste Gang, da Døden allerede havde sænket sig over ham, men blid og salig, som den kun synes at høre hjemme i den fromme Digtning; — vi saae Freds-Engelen, saa skjøn som han selv har fremstillet os den, svæve om den høie Pande, tillukke det lyse Øie. Ja, det er et helligt Sted, vi betræde, rigt paa høie, hellige Minder, der skulle gaae i Arv til Slægterne efter os; og fra dette Sted kunne vi ikke bryde op til den alvorsfulde Vandrings Gang, uden at Ordet har lydt over det dyrebare Hoved.
Ak! men det er et Smertens, et Veemodens Ord, som trænger sig frem af Sjelens Dyb. Thi der er Smerte, som gjennembæver vort Inderste, der er Veemod, som smelter Menneskets Bryst, naar Forgængeligheden sætter sit Mærke paa det Skjønneste og Herligste, Jorden har i Eie, naar Det, der giver Livet den sande Storhed og den sande Glands, tages bort fra vore Øine. Thorvaldsen — hvilken gribende Klang, hvilken begeistrende Magt laae dog i dette Navn, da vi lyttede til hans Roes fra fjerne Bredder, da vi talte Dagene til hans Komme, da vi jublede ham imøde paa vore
Kyster, da han stod der i sin høie, simple Storhed iblandt os. Men den er ikke mere synlig iblandt os, den mægtige Aand, for hvem Tankens og Følelsens rige Verden stod udpræget i de reneste, klareste Omrids, som fremtryllede til Liv og levende Form Alt, hvad der er sandt og sundt og kraftigt, hvad der er skjønt og ømt og yndigt i Livet, hvad der er saligt og seierrigt og uforkrænkeligt i Døden. Det store Middelpunkt for et høiere aandeligt Liv er taget ud af vor Midte; den herligste Menneskeform, der vandrede blandt os som levende Aabenbarelse af Aandens Skjønhed og Adel, er sunket tilbage til Støvet. Derfor staaer Kunstens lyse Festsal som Sørgehal, og der er Sorg, dyb og inderlig Veemod overalt i Danmarks Land.
Men naar det er vor Klage, at vi have havt ham, have ham ikke mere, da er det vor Stolthed, at vi have havt ham. Aarhundreder maae søges tilbage i Kunstens Historie, førend den kunstneriske Skaberkraft træder os saa rig og saa reen, saa stor og saa elskelig imøde, og Aarhundreder kunne hengaae, inden saa lys en Stjerne oprinder atter paa Kunstens Himmel. Og denne Mand — o! lad Ordet høres i denne Stund, ved hans Kiste i Kunstens Helligdom — tilhørte os; denne Mand, Europas Beundring, var Danmarks Søn, dets trofaste Søn i Tanke og Tale, i Sind og Gjerning. Og os var det forundt, at frydes ikke alene ved hans Kunst, men ved den ædle og elskelige Menneskelighed i hans Person; os forundtes det, at berede ham en Hjemstavn, Hjemmets Fred og Glæde, — forundes det nu at følge ham til hans Hvilested. Og har han virkelig været vores, have vi eiet ham i Sandhed, da tages han ikke fra os; thi sine bedste Gaver, Velsignelserne, som høre Aanden til, tager Herren ikke fra Dem, der vide at skatte deres Værd. Thorvaldsen drager ikke fra os. Han kom ikke til os som flygtigt besøgende Gjæsteven; han vendte tilbage, som Sønnen, der af Hjertets ømmeste Drift føres i Moderens Favn; og sit hele store Liv, henlevet i Sydens klassiske Lande, dets hele rige Frugt, fordeelt over alle Egne af den dannede Verden, har han, trofast og kjærlig, samlet og bevaret for os. Naar den rige Arv,
„ei hans Arvelod fra Fader, Moder,
nei, men den, han fik fra Himlens Blaa,
ei hans Arvelod af Jordens Goder,
nei, men den, som aldrig kan forgaae*I —
naar denne Arv aabner sig for os, naar vi, beskuende og beundrende, vandre omkring i den store Skjønhedens Verden, han har opladt for os: o! skulde vi da ikke have ham nærværende iblandt os, saaledes som vi saae og kjendte og elskede ham? Og naar vi værne og frede om Skjønhedens livsalige Rige, som ved ham er grundet i vor Midte, naar dette Rige fremblomstrer iblandt os, ikke blot i Kunstens Verden, men i Livet og dets hele Færd, da vil hans Aand tage Bolig iblandt os, og bringe Velsignelse over vor Gjerning. —
Saa lader os da følge Gravklokkens Kald, og tiltræde Vandringen med de dyrebare Levninger af Danmarks største Mand, af vor Tidsalders største Kunstner. Og al den milde, salige Fred, Din høie Aand har udgydt over Dine Værker, og som fra dem strømmer veldædig ind i vor Sjel, ville vi samle, og lære vore Børn at samle, om Dit herlige Navn og Dit hellige Minde!
——————
|
Kunstnernes Farvel af H. P. Holst. |
Med tunge, tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Her, hvor vi lytted til hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester;
Men faderløse staae vi nu med Graad
Og stirre paa hans Jordlivs sidste Rester.
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See! det er Arven fra vor store Fader —
Men hvo af os tør beile til hans Krands?
Hvo hæver Arven, som han efterlader?
Derfor med tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
——————
|
Cantate i Frue Kirke. Ordene af Oehlenschläger. Musiken af Gläser. |
Chor.
Folket samler sig i store Rækker
Om en Kiste, hen i Kirken sat;
Rige Hæderstegn dens Laag bedækker.
Har en Helt, en Fyrste, dig forladt,
Fædreland? — Ak gjennem Taaren sukker
Danmark: Nei! det var en Billedhugger!
Men ei Helten, over trættte Been,
Reiste selv sig større Mindesteen.
Recitativ.
Da Frost og Blæsten med Iis og Snee
Fløi hid, for Vinterens Fest at hædre,
Da lod i Sneefoget grandt sig see
Fra Islands Øe Dine Heltefædre.
Som Engle kom de fra Himlens Hal,
De sjunge: Vi bringe dig til din Skaber!
Dit Fædreland ei dig miste skal,
Din Genius aldrig Danmark taber.
Da smilte Du, da henslumred Du,
Og fulgte gierne de gamle Helte;
Thi dine Værker — de staae endnu
I Marmorsnee, som kan ikke smelte.
Choral.
Friskt i din Krands var sidste Blad;
I Vennekreds tilfreds Du sad;
Da hen i Kunstens Hal Du gik,
Og der, i Dødens Øieblik,
Udbredte Tonens Vinger sig
Og bragte Dig til Himmerig.
Saa redte de den Døde Seng
I Skolen, hvor som lille Dreng
Han gik, paa Anlæg, Tanke rig.
Der stod den store Mesters Lig.
Der, Thorvald! længe skal din Aand
Veilede mangen Ynglings Haand.
Sang.
Til Syden han drog, hvor Støtterne staae,
De herligste Minder af Hellas Bedrifter.
Det var den Bog og de Viisdomskrifter,
Som Thorvalds Aand kunde bedst forstaae.
I deres Aand han sin egen saae;
Og deres Betydning han os forklared
I Værker, som selv Ham aabenbared.
Antiken var ei Antike meer;
Den levende blev; — han dybt den fatter.
Og Phidias og Prariteles atter
I Ham forbauset Europa seer.
Tre Stemmer.
Men ei blot Kunst fra Korinth, Athen,
Ham danned og blev hans Aand tilgode:
Hvor Rafael, hvor Michel-Angelo stode,
Der klang ved Hammeren Thorvalds Steen.
Og Mediceernes Laurbærgreen
Sig frodigt ind i hans Værksted bøied,
Og styrked ham og forfrisked ham Øiet.
I Basrelieffet Correggios Ord
Han gjentog, — Naturen det selv befaler:
„O Rafael! jeg er ogsaa Maler.” —
Og hvo er Den, som ei Thorvald troer?
Flere Stemmer med Chor.
Og stort, som Aanden sig udvikled Hjertet,
En Røst fra Himlen han fornam:
Han følte: hvad der Christus havde smertet,
Og hvad der havde glædet ham.
Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie
Nedfoer paa Sky, ved milde Lyn,
Og rørte ved et jordiskt Øie,
Da Thorvald saae et himmelskt Syn.
Og hvad han saae, han Danmark viste:
De store Billeder de staae nu om hans Kiste;
Og Jesus strækker — salig skjøn —
Sin Haand mod ham og siger: Kom, min Søn!
Slutningschor.
Farvel, Du store Thorvald! Hor Fædrelandets Røst!
Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!
Hør Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hjerte
aned Kunst!
Tak, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taage-
dunst.
Dig signe Mænd og Gubber, og Qvinder, Børn
saa smaae!
De skal i modne Fremtid din Herlighed forstaae.
Du skjænkte Danmark Ære! — hvad kan vi skiænke
dig?
Vor Kiærlighed! Du seer den hist fra dit Him-
merig !
———————
Tale
i
Kirken.
Af Stiftsprovst E. Tryde.
Det er i Midten af Danmarks Folk; det er i et Møde, hvor dets Konge er forenet med dets ædleste Borgere af enhver Stand til en fælleds, høitidsfuld Sørgefest over den store Mester, der har været, der vil vedblive at være, Verdens Beundring og vort Fædrenelands Stolthed; det er i den Helligdom, som ved hans Haand, midt iblandt Europas langt større og mægtigere, er hævet til at staae mageløs og ene; det er ved Albert Thorvaldsens Baare, at den eenlige Røst nu opløfter sig, der skal udtale det Sorgens, Kærlighedens, Taknemmelighedens, Beundringens Ord, der skal være det fælleds Udtryk for den dybe Følelse, som fylder denne hele, store, sorgindhyllede Folkeskares Bryst. — Det Kald er ikke let, dømmer skaansomt I Mænd! Brødre! og Du min ædle Konge! — om Stemmen skulde briste, om det tykkes Eder kun at være en dump, svag Gjenlyd, af hvad der saa dybt og stærkt toner i Eders Inderste.
Hvad mine sørgende Medborgere paa dette Sted og i denne Time ønske, er vist ikke en Priis over den store Hedengangnes Kunstnerværd; dette kræver og vil finde en anden Tolk ved en anden Anledning, ligesaa fuldt som den høie Taksigelse, der skyldes ham, fordi han har nedlagt sine Værkers rige, uvurdeerlige Skat i det lille, trofaste, kjærlige Folks Skjød, hvis herligste Søn han er; — heller ikke en Skildring af hans reent, menneskelige Personlighed; denne kan kun værdigen fremstilles af dem, der under en nær og fortrolig Omgang have optaget et Billede deraf i sig, og formaae at gjengive det med de klare, lysende Træk, hvormed Kjærligheden maler; — men hvad der billigen kan ønskes, er, at Billedet af den høie Mesters indvortes Væsen, saaledes som dette under hans Kunstner-Virksomhed har uddannet sig, maa svæve for os i denne Time, og at vi, om end kun gjennem det jordiske Taageslør, maae ligesom kunne skue og føle en saadan Kunstnersjæls Forklarelse.
O, Du rige, skjønne Sjæl! hvilken Fylde af det Ædleste og Høieste, som Menneskelivet omfat-ter, har Du ikke baaret i Dig. — Vi kunne sige: det menneskelige Hjerte indslutter ingen Fryd og ingen Smerte, ingen ædel Følelse, intet helligt Haab, Intet der er os dyrebart, som Du ei har vidst at give et Udtryk og at lade fremstaae for os i Skjønhedens Skikkelse; de sindrigeste Tanker, det lunefuldeste Spøg udstrømmede med lige Lethed fra den aldrig udtømte Kilde i dit Inderste; fast Alt, hvad der er fremtraadt i Slægtens Liv, som Stort og Ophøiet, som Skjønt og Indtagende, har din Haand udpræget i fagre, rene, kraftigt fremtrædende Former, Oldtidens Helte og Gudeskikkelser; den nyere Tids Heroer, Vise, Digtere og Kunstnere, Krigens Bedrift og Fredens Kunst; de høieste Ideer, som have bevæget Menneskelivet, have lyst igjennem din Sjæl og ere fremstillede af Dig i klare, betydningsfulde Symboler; Begejstringens, Dybsindighedens, Fromhedens, Andagtens dybe, stille Liv, ligesaafuldt som Lidenskabens, den rastløse Higens, den hæftige Attraaes brusende Følelser ere i store, gribende Billeder udgangne fra Din Sjæl! —
Hvilket stort, mægtigt Liv maa da ikke have boet i den! hvilken Strøm af levende, stærke Følelser bevæget sig gjennem den! hvilke klare lysende Tanker i mange Timer som tindrende Stjerner være oprundne for den! — Det faae Man ikke, naar han stod i sin ædle Simpelhed, med sit ligefremme, fordringsløse Væsen iblandt os, og der gives maaskee dem, som ville mene, at det var ikke saameget ham, som hvad de kalde hans Genius, der frembragte hans Værker. — Men saavist som de Gaver, vi modtage fra Kunstneren, fra Digteren, fra Tænkeren, fra enhver begeistret Aand, netop derved vorde os saa dyrebare, ja hellige, at de ere frembragte under en høiere Indflydelse, at her er Mere, end hvad, der kun vilde være en Aabenbarelse af Individets eget Liv, at hvad der bliver til i Begeistringens underfulde Time, er Noget, Ingen formaaer at fremkalde ved sin egen Villie, men kun ved den Naade, som gives heroven fra, han maa nu takke derfor, eller ikke; saavist er Begeistringen dog Mere, end et Veir, der farer hen over de Udkaaredes Sind, som Vinden over Havet, kun fremkaldende en Øieblikkets Bevægelse, men efterladende intet blivende Spor. — Vi føle, vi erkjende, at Kunstens, at Begeistringens Værker udøve en dannende, forædlende Indflydelse paa vort Sind, at de sandeligen ei blot til Lyst, til en ydre Forskønnelse af Livet, ere blevne til, men at det indvortes Menneske i os under deres Betragtning paatrykkes et ædlere Præg, modtager en Udvikling, og fremtræder ligesom i os selv i en skjønnere Skikkelse; men formaae Begeistringens Frembringelser at udøve denne Indflydelse paa os, skulde de da ikke udøve en endnu langt større paa den begeistrede Frembringer selv? Skulde vi kunne tænke os den Sjæl forblive i en mindre forædlet Skikkelse, og ligesom ubevidst om det Evige, Sande og Hellige, fra hvem dog det udgaaer, der kalder Forædlingen og Bevidstheden om det Hellige frem hos os selv? og naar vi nu see den indpræge sine Billeder snart Udtrykket af den høieste Manddoms Kraft og Roe, snart Træk af den fineste Qvindeligheds Reenhed og Ynde, snart af den dybeste Tænkning, snart af den inderligste Følelse, snart af den sødeste Glæde, snart af den bittreste Smerte; naar vi ved at træde frem for dem ahne, hvor uendelig Meget de i deres stumme og dog saa talende Sprog have at sige os, naar de forbindende sig til omfattende Livsbilleder røbe det Blik, der samler det Mangfoldige til Eenhed, og som ikke finder Hvile ved det Enkelte: O, da føle vi, hvilket stort Liv en saadan Sjæl bærer i sit Inderste, et Liv af en høiere Oprindelse, men som dog ogsaa er hans, og hvori han stræber at gjøre os deelagtige; et Liv forskjelligt fra det, som leves under de udvortes Vilkaar og Forhold, men som leves i Studiets og Frembringelsens skjønne Timer; og hvormange vare ikke disse for denne udødelige Mester! — Og just fordi dette Liv, en saadan Sjæls sande, egentlige Liv, jo herligere og skjønnere det er, jo videre ogsaa adskilt fra det udvortes og sædvanlige, just derfor formaaer den ofte mindst at knytte den naturlige Forbindelse mellem det indvortes og udvortes Liv, just derfor gjenkjende vi stundom ikke det ene af disse i det andet. — Nu har Dødens Engel med en let Haand løst disse Baand for denne Herlige, og vi, for hvem det Liv, han i sin Tilværelses sande, rette Timer levede, saa deiligen har aabenbaret sig, vi kunne ogsaa nu ligesom skue og føle det i sin Forklarelse.
I sin Forklarelse, i sin Saliggørelse; o! vi tør sige det! — Vel bør vi altid ihukomme og allermindst paa dette Sted forglemme, at derunder al menneskelig Stræben mod det Høiere, selv under den meest opløftende Begeistring, dog snart fornemmes en nedtyngende Magt; at hvor henrevne vi end kunne føle os under Betragtningen og Beskuelsen, ville vi gribe Livet, det Salige selv, da lukker Himmelen sig over os, og at saaledes gaaer det selv de Ypperste af Jordens Børn; — vel skal den christelige Bekjendelse høres ogsaa i denne Stund, at end ikke ved Aandens høieste Flugt, end ikke ved den herligste Daad, opløfter Nogen sig selv til Forklarelsen og Saligheden, at Himmelen kun aabner sig, naar han lærer at kjende den Forsoning, der borttager den Skyld og Brøde, som hviler ogsaa paa hans Hoved, den Forløsning, som frigjører fra den Magt, som vil neddrage i det Lave; og dersom den Herlige hvis Støv vi her jorde, ei havde kjendt den Guds Naade, der er aabenbaret i Jesus Christus, selv om han havde været den Største af dem, der ere fødte af Qvinder, vi kunde i denne Time vel have bedet for hans Sjæl, men ikke priset den salig. — Men skulde vi paa dette Sted kunne nære Tvivl om at blandt alt det Herlige, der aabenbarede sig for ham, blev heller ikke det Herligste, det som har kaldet den høieste Priis og Tilbedelse frem, der er hørt paa Jorden, skjult for hans Øie? — Skue den Engel, som knæler paa dette hellige Sted, med Daabens indviede Skaal i sine Hænder! gak hisset ind, hvor Billedet af Herren, der bøier sig selv under den hellige Indvielse, er fremstillet, og spørg Dig, om han, der har seet med Sjælens Øie, hvad han har udpræget, ikke har ahnet, har følt, hvad det er at bøie sig under den Aandens Daab, som kun skjænkes ved Guds Naade! — Opløft dit Blik mod det herlige Værk, der omgiver dette Chor, lad det følge Frelserens Gang til Golgatha, sine det Aasyn han vender til den Skare af Mænd og Qvinder, som fulgte efter ham, og Du tvivler ei mere om, at han som lagde dette Kjærlighedens og Smertens Udtryk i Forsonerens Aasyn, han har ogsaa solt i sin Sjæl den Forsonings hellige Magt Frelseren fuldbragte! Gak, atter hist ind, hvor Du skuer Billedet af Frelseren, der rækker sine Venner det nye Testamentes Kalk, som besegledes ved hans Blod; træd, derpaa frem, for det høie Christusbillede paa dette Altar! gjør endnu mere, bøi dig ned ved Altarets Fod og skue op i den Himmelskes Aasyn, og naar Du da har seet ind i disse Træk saa fulde af Naade og Sandhed, da vidner Du, om vi ikke tør sige, at han som formaaede at skjænke os dette Syn, han har og selv seet den Himmel aabne sig, som kun oplader sig for den Andægtige og Bedende? — Lad dit Øie følge de lange Rækker af Apostlenes ædle Skikkelser, betragt disse Træk af de dybeste Tanker, af den helligste Alvor i deres Aasyn, og Ingen vil sige, at det kun var en let, en flygtig Berørelse af det Hellige der er gaaet hen over hans Sind. Derfor Du Herlige! føle vi ogsaa som Christne din Forklarelse, føle at Du var omsluttet med os af den samme Troes hellige, stærke Baand; Baand som Døden ei har formaaet at løse, som ogsaa nu under den jordiske Adskillelse forene os med Dig; thi vi kunne sandelig sige, at der er Intet, hverken i Liv eller Død, hverken i det Høie eller Dybe, hverken i det Nærværende eller Tilkommende, der formaaer at adskille dem, som ere forenede ved Guds Kærlighed i Jesus Christus.
Med denne Kjærlighed bevaret i dit Sind, med Aandens Liv endnu varmt i dit Hjerte, med Begeistriugens Flamme endnu lysende om din Pande, er din Sjæl, midt i det Folks Favn, der sluttede sig saa gjerne omkring Dig, indgaaet til sin Forklarelse.
Derfor stride vi nu vel med dyb, med inderlig Veemodighed, med Kærlighedens Sorg til Indvielsen af dit Støv; men og med Kærlighedens Haab, der bier i troe og stille Forventning paa Opfyldelsen af de salige Forjættelser.
Jordspaakastelsen blev derpaa foretaget og efter en stille
Bøn, endte Taleren Handlingen med disse Ord:
Herren gav, Herren tog, Herrens Navn
være lovet!
Amen!
——————
|
Slutnings-Chor af H. C. Andersen. (Til Musik af Hartmann.) |
Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand,
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viste;
Hans Død vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see hans Kiste!
Sin Sendelse paa Jorden har han endt —
Vi har ham seet og kjendt!
Hans Liv var lykkeligt, hans Død var smuk,
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige.
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var!
Fra fattigt Huus det gik ud over Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden!
Opløs dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel!
I Jesu Navn, sov vel!
Disse fem tekster er udkommet i et trykt hæfte, og den sidste tekst, “Slutnings-Chor” af H.C. Andersen, findes også som et selvstændigt dokument i arkivet.
Sidst opdateret 13.04.2015
[I teksten markeret med stjerne, som henviser til følgende note:] Af H. P. Holst’s Sang ved Thorvaldsens Indtrædelse i Museet (efter hans tredie Tilbagekomst fra Italien), den 25de October 1842.