Baggesen
efter Fred. Brun, fød Münter,
fordansket ved C. J. Boye.
Til H. K. H. Prinds Christian af D.
Han er ei meer, den høie Danmarks Sanger!
Ei Ørnevingen meer han folder ud;
Ei meer i al sin Straaleglands den pranger
Paa Sangens Høiliigt med vor Aand til Gud.
Det slaaer ei meer, det ømme Digterhierte!
Held det! hver Livets Krænkelse er glemt!
Ei Lyrens Skiemt bortspøger meer vor Smerte,
Ei meer for Tankens Alvor er den stemt.
Den rige Harpes fulde Tone tier!
O Fyrste! Du vil sørge tungt med mig!
Dens dybe, underfulde Harmonie
Forstod Din Aand, og de bevæged’ Dig
Høit bruste de, som Havets stegne Vande,
Der rulle fiernt, begrændst af ingen Kyst;
Snart trilled’ de med Nyn mod Blomsterstrande,
Med Fryd for Tanken, og til Hiertets Lyst.
I hver hans Skiebnes Vexling huld den samme
Du var hans Kummers fyrstelige Ven,
Naar Modgangs Sky steg med sin Tordenflamme;
Hans Lyst, naar Himlen blaanede igien.
Paa denne øde, blomsternøgne Hede,
Hvor tørstigt Sommersand drak Tankens Elv,
Fremsprang engang et Væld af hellig Glæde,
Med Draabens Perle, reen som Himlen selv.
Da blomstrede os her et Ungdoms Eden
I saligt Venskabs rene Himmellyst –
Ak! ene – end staaer jeg nu paa Heden;
Nu trøster kun Erindringen mit Bryst.
Sov sødt i Fred paa unge Engles Vinger,
Sov vugget blidt, Du, min Immanuel!
Paa Myrtehøie, Rosers Hegn omringer,
Vaagn op! men ei ved Glemsels dunkle Væld.
Nei! hvor fra Thronen Sandheds Elv udflyder,
Som Æther, klar, i Ly af Palmers Tag,
Ustillet Tørst sin Livsdrik Kilden byder,
Af Lyset dobbelt fyldt ved hvert et Drag.
Med bange Ønsker længtes han saa saare
At hvile, Danmark! i Dit Moderskiød!
Hans Øie brast med denne Veemodstaare,
Og ak! et fremmed Land ham Gravsted bød.
Saalænge Uskylds fromme Taarer trille
Ved Duft af Barndomsmindets Rosenflor,
Skal Hiertets bedste Sang: ”Da jeg var lille,”
Gienlyde sødt saavidt, som Bøgen groer.
Saalænge Dannersproget livligt toner
I Mindeqvad og zephyrvinget Skiemt,
Og ”Hellig, Hellig” naaer mod Herrens Throner,
Han aldrig bli’er i Danmarks Hierter glemt.
Saa vandrer da til Staden, hvor han døde;
Hent Laurbærløv og bryd Cypressens Green.
Ham følge Klager! Sorg gaae ham imøde,
Naar hiem i bringe Skialdens hellige Been.
Gaaer, Jomfruer! gaaer ham med Chor imøde!
Til Eders Priis saa tidt hans Harpe klang;
Lovsynger huldt hans Navn med Toner søde!
Ham med Uskylds Gratie til Sang.
Hvil saa i Gravens Fred, Du høie Digter!
Vor Taare falder paa Dit hellige Støv
Ei noget Foraars Flor Din Gravhøi svigter
Ei Digtergudens evigunge Løv.
Skrevet paa Lüneborger Hede ved den første Efterretning om Digterens Død i Hamborg.