Arkivet, Thorvaldsens Museum

Anno 182 Julii 3
LN^o 164 Advocat Aars, som constitueret Regier. Advocat
mod
JN^o 65/15.1823. suspenderet Toldcaßerer Hans Henrik Gunnerus
I denne Sag blev saaledes voteret:

1. Motzfeldt. Under 4^de August 1820 beordrede Finants Dept Smaalehnenes Amt til / paa Grund af den paa Toldkaßerer Gunnerus’s Ansøgning til Kongen om Eftergivelse af hans i Journal Extracten for 1819 anføre contante Caßebeholdning faldne afslaaende Resolution ./. at affordre Gunnerus den contante Beholdning saavel efter Told, som Consumtions Extracten, tilsammen 2202 Sp. 56½ s med Afdrag af 53 Spdlr, altsaa med 2149 Sp. 56½ ß, og hvis Gunnerus enten ikke med Contanter eller Zahlcaßererens Quitteringer giorde Rede for denne Summa da at fremgaae mod ham som en Oppebørselsbetient, der er i Caßemangel. Da Gunnerus ved Toldcaßens Eftersyn d. 12 ” næstefter ikke kunde gjøre Rede for Beløbet erklærede Amtmanden ham i Brev af s. D. ei alene fra Embedet suspenderet, men paa Person og Gods arresteret, hvorefter Gunnerus blev indsat i Arrest paa Fredriksteens Fæstning og hans Eiendele, taxerede til et Beløb af 495 Sp. 76 ß sequestrerede til Sikkerhed for Caßen. Regieringsadv. blev derpaa den 22 næstefter beordret til at anlægge Sag imod Gunnerus til Undgiældelse efter Loven. Ifølge Hovedstævning af 6^te Sept. 1820 og Continuations D. af 12 Jan^r 1821 har Regieringsadv. saavel ved Fredrikshalds Byethings Dom af 7^d May 1822, som ved Aggershuus St.O.R. Dom af 25 Novb. f. A. faaet Gunnerus tilpligtet at have sit Embede forbrudt og at betale til Statscaßen: a. som Caßemangel 6348 Sp. 53½ ß med dobbelte Renter. – b, at erstatte Statscaßen hvad der til hans og Families Underholdning er udbetalt siden Suspensionen, nemlig 1116 Sp. 23 ß, og c, erstatte alle af Sagen flydende Omkostninger. Diße Domme, hvormed Gunnerus har erklæret sig misfornøiet ere ifølge Finants Dept^s Ordre af 6^te Merts [sic] s. A. af Regier. Adv. Hertil indankede Gunnerus Defensor, Adv. Sørensen, har igentaget den ved St.O.R. nedlagte Paastand om at Sagen urettelig var indstævnt for St.O.R., istedet for directe for H:R: Men uagtet Udtrykkene i Frd. 17 Frb. 1774 synes meget, at tale for Defensors Mening, troer jeg dog, at der er overveiende Grunde for, at denne Sag kunde behandles ved Melleminstantsen, da jeg nemlig anseer det som et beneficium for det Offentlige at det kan faae saadanne Sager indstævnte directe for H.R. og hvilket Benef. det Offentlige maae kunne renuncere paa og virkelig renunceret paa ved at beordre Sagen indanket for St.O.R. Jeg anseer det in casu saa meget mindre tvivlsomt at antage denne Mening, som Tiltalte selv, der som examinat juris maae antages at kende Loven, saavel ved sine Udtrykke i Skrivelser til Dep^t og Amtet, som i sine Indlægge til og Protocollutioner ved U.R. paa det tydeligste har lagt for Dagen at han troede, at Sagen først burde behandles ved St.O.R. – denne Indsigelse maae saaledes forkastes. – Defensors anden Paastand om Sagens Henviisning til nye Oplysninger, finder jeg ei heller tilstrækkelig Grund til at følge; thi en Deel af de i Hens. til Caßemangelens Størrelse fremsatte Indsigelser finder jeg aldeles afbevist ved de fremlagte Documenter og for en Deel andre er der fra Tiltaltes Side tilveiebragt saa mange Oplysninger, som det stod i hans Magt, og som efter mit Omdømme maae bevirke sammes Antagelse; men hvilket Alt bliver specielt at undersøge, naar jeg kommer til at omhandle Caßemangelens Størrelse. Realiteten blive saaledes at paakiende Tiltalte har i hans til U.R. indgivne uhyre vidtløftige Indlæg med 164 Bilage afdeelt Sagen i 6 Poster, som hver især med en trættende Vidtløftighed er giennemgaaet, men da nogle af diße Poster deels er Sagen ganske uvedkommende, deels angaar Ting, som for Tiden ei kan komme under Paakiendelse eller være giældende for Domstolene, skiønt det vist nok vil giælde meget med Hensyn til Benaadning, saa troer jeg at Sagen rigtigst lader sig opløse i følgende 4 Hovedspørgsmaale: 1^o Om der var lovlig Grund for det Offentlige til at lade den paßerede Arrest og Sequestrations Forretning paa Tiltaltes Person og Gods effectuere den 12 Aug^t1820? 2^o Hvor stor Tiltaltes Caßemangel er? 3. Om Tiltalte bør erstatte de til hans og Families Underholdning under Suspensionen af Statscaßen udbetalte Summer, samt give Erstatning for de af hans Familie i samme Tid afbenyttede Værelser i Toldbodgaarden? 4^o Hvad Straf han har paadraget sig? Angaaende det 1 ” Spørgsmaal, da er det ved Tiltaltes egen Erkjendelse ei alene i Generalextracten for 1819, hvor den contante Beholdning for Tolden opgives til 1096 Sp 93½ ß og for Consumtionen 1105 Sp. 83 ß, og i en Ansøgning til Hs Mst. af 25 May 1820; men endog ved flere Tilstaaelser fra hans Side under selve Sagen godtgjort, at han indesad med offentlige Penge, og da han nu efter Erklæring til Amtet af 12 Aug^t ikke kunde gjøre Rede og Rigtighed herfor, finder jeg de aldeles overreensstemmende med Kammerretsanordningen af 18^d Marts 1720 Capt. § 11 at hans Person og Gods belagdes med Arrest. Vel indvender nu Tiltalte, at Summen ikke den Gang, da Arresten foregik var saa stor opgivet, da foruden andre Summer, som han paastaaer decorterede, og hvorom nærmere bliver at handle ved 2^det Spørgsmaals Besvarelse, selve Dept i Decisionerne til Regnskabet for 1820 har erkiendt, at der i fornævnte Sum maatte afgaae 93 Sp. 51½ ß; men da Kammerretsanord. uden at bestemme nogen vis Størrelse, fastsætter, at enhver der ei kan aflevere eller gjøre Rigtighed for de oppebaarne Penge, kan arresteres, saa kan denne, endog i Forhold til Hovedsummen, ubetydelige Afgang ei bevirke den paastaaede Underkjendelse af Arresten. Tiltalte har ogsaa anmærket at der i Extracten for Juni 1820 findes anført, at de contante Summer fra forrige Aar indtil videre anføres men jeg er enig med St. O. R. i, at med Ordet ”indtil videre”, ikke kan forstaaes andet, indtil samme paa behørige Steder vorder indbetalt. Endvidere har Tiltalte urgeret over, at han blev indsat som Arrestant paa Fredriksteens Fæstning; men da Kammerretsanord: Cap. 1 § 15 viser, at der er vedkommende Commandanteres Pligt at modtage og forsvarlig bevogte Oppebørselsbetiente, der ere i Kaßemangel, og det forekommer mig klart, at i et saadant criminelt Tilfælde, som nærv. maa staae i Overøvrighedens Magt enten ved den militaire eller civile Øvrighed at effectuere Arresten, som finder jeg heller intet juridice paa denne Fremgangsmaade at udsætte; men Arrest og Sequest. Forretn. maae blive ved Magt at kiendes. –

2det Hovedspørgsmaal. Tiltalte er paastaaet at betale som Caßemangel a for 1816 efter Decision af 21 Febr 1821 b, – 1817 – Do Do c, – 1818 – Do Do d, – 1819 – Do af 22 Marts 1821 e, for Tidsrummet fra 1 Janr – 12 Augt1820, efter Decision af 30 Novb 1821 f. Auctionsbeløbet for en bortsolgt Toldbodbaad g. til Marine Dept ifølge dets Skriv. af 23 Augt 1821 og Gunnerus’s egen Tilstaaelse for oppebaaret Indtægt til Enroullerings Fondet og Lodsunderstøttelses Caßen

250 Sp. 103½ s 1025 – 26 393 – 77½ 131 – 97   5061 – 112½ s. 11 – 6     94 – 1. Tilsammen 6968 Sp. 63½ ß

 
Diße Summer har Gunnerus i det Væsentligste og til forskiellige Tider under Proceduren at være rigtige, og blot paastaaet afdraget enkelte Summer, som siden specielt bliver at giennemgaae. Saaledes ansætter han i sin Skrivelse til Finants Dep^t af 13 Nob^r 1820, Bilag N^o 16 sin Caßemangel omtr til 3595 Sp. 113½ ß, og i Seßionen d. 26 Jan^r 1821 har han vedgaaet at være i circa 5830 Sp. Giæld til Statscaßen, hvori han saaledes som i Brevet af 13 Novb^r 1820 fradrager 2234 Sp. 6½ s som at den endelige Caßemangel skulde være 3595 S. 113½ s. Videre har han d 9 Marts 1821, da Regier.adv. Fuldmægtig fremlagde Finants Depts

Skrivelse af 21 Febr 1821, hvori Giælden for 1820 opgaves til samt efter Decisionerne for 1816, 17 og 18, som oven anført

4233 Sp. 62½ 1669 – 87. 5903 Sp. 29½

 
foruden muligt Ansvar for 1819 og mere for 1820, naar Regnskaberne vare blevne reviderede, vedgaaet Rigtigheden af de opgivne Summer med Undtagelse af de ovennævnte Liquidationer, og da nu desuden Kammerretsanordn. § 1 ubetinget paalægger Oppebørselsbetienten at tilsvare alt hvad han efter Decisioner og Antegnelserne til hans Regnskab bliver skyldig, saafremt han ei kan afbevise samme, saa troer jeg mig blot forpligtet til at undersøge, hvorvidt der er fremkommet Beviis for de specielle til Omdrag anførte Summer, da den almindelige Fragaaelse af sine Erkiendelse [sic], som Gunnerus den 11 Jan^r har gjort, ei efter 1-15-1 kan giælde og en generel Benægtelse hverken i Almindelighed og endnu in casu mod Lovens Ord kan giælde. – De specielle Summer, som Gunnerus har paastaaet afdraget, ere følgende:
a, 415 Sp. 15, som skal være fra 1815 og saaledes vedkomme hans Formand Toldkaßerer Egidius. Vel har Finants Dept. i Skrivelse af 1 Sept 1821 oplyst, at diße 415 Sp. 15 ß var blot en Overførsel fra General-Consumtions Extract til General Told-Extract for 1815 og hvorved intet forøget Ansvar skulde opstaae for Gunnerus, men denne Overførsel kan jeg ikke skiønne kan bevirke det paastaaede Resultat; thi saasnart Ansvaret er fra 1815, altsaa før Tiltaltes Embedstid, og der som in casu intet Beviis gives for, at han har paataget sig at tilsvare eller berigtige Formandens Embeds Ansvar, indseer jeg ikke hvadenten saa det vedkommer Tolden eller Consumtionen, at Gunnerus kan paalægges samme, langt mindre under saa strænge Forpligtelser, at han skulde oparbeide samme i Jern. Han maae altsaa godtgiøres diße 415 Sp. 15 ß. –
b, 93 Sp. 51 ß, som Major Vogel vedkommende, der var constitueret forinden Gunnerus tiltraadte Embedet; men da denne nu er godtgjort Gunnerus ved Decisionerne til 1820 Aars Regnskab, see Bilag N^o 41, kan ingen nye Godtgiørelse finde Sted. –
c, 1600 Spdl^r, som skal være ham frastiaalne af Bogbinderdreng Johannes Petersen mere, end denne under Tyvssagen har tilstaaet men da Gunnerus ei under Sagen mod benævnte Petersen har aflagt Eed paa at have mistet flere Penge, end 56 Sp. og saaledes ikke under denne Sag enten ved sin Eed kan eller paa anden Maade har tilveiebragt Beviis for at Petersen har taget mere, saa maa dette som res judicata nu bortfalde, og Underdommeren har at [sic] haft fuld Føie til at nægte Gunnerus den paastaaede Eeds Aflæg.
d. 125 Sp. 60 ß, som udbetalte i Gage til Underbetientene for Juli 1820
e. 200 Sp. 100 ß, Som Tiendegodtgjørelse for 1819.
Begge disse Summer ere i Bilaget N^o 38 som Decisionen paa 1820 Aars Regnskab, dens 19^de Post godtgjort Tiltalte paa 4 Sp. nær, da nemlig den udbetalte Gage blot er godtgjort med 121½ Spdl^r; men da Gunnerus intet Beviis har tilveiebragt for at Gagen for Juli udgjorde 125 S. 60 ß kan Godtgjørelse for diße 4 Sp. ei tilstaaes.
f. 60 Sp. som udbetalt Morgenstierne i Sallar i en Confiskationssag.
g. 184 Sp. 99. som udbetalt Angiveren i en Toldconfiskationssag, Engebret Gundersen men indsat til Ansvar i Decisionen af 30 Novbr 1821, fordi Udbetalingen ei var legitimeret ved Quittering. I Henseende til diße 2 Summer, saa da Gunnerus har gjort alt sit til ved fremlagde Copieskrivelser og Attest af 26 Feb^r 1819 fra Fredrikshalds Postcontoir til at godtgjøre, at Diße Summer virkelig ere betalte, og da det havde staaet til det Offentlige ved under et Thingsvidne eller paa anden Maade at affordre Morgenstierne den Tilstaaelse som Gunnerus ei uagtet mange Paafordringer har kunnet erholde, saa formener jeg, at Gunnerus maae nyde Afdrag i Caßemangelen med den sidste Summa

184 Sp 99 s

thi det anførte Sall. 60 Sp. til Morgen* har jeg ikke kunnet opdage, at være Gunnerus udsat til Ansvar.
h, Endelig har Gunnerus paastaaet liquideret den i 13^de Post i Decisionen for 1816 udsatte Fragtafgivt 15 Sp. 37 ß som nu erholdelig hos Hærene; men da Udsættelsen grunder sig paa en Feilregning fra Regnskabsførerens Side, kan det ei komme Staten til Tab, at Hærene siden ere blevne uvederheftige. Beløbet kan saaledes ei komme til Afdrag.

De Summer som saaledes kommer til Afdrag ere 599 Sp. 114 ß, hvor til endvidere kommer de under Sagens Drift indbetalte Summer og for realiserede Effecter indkomne Penge, nemlig:

a. indbetalt i Zahlkaßen efter Dept Skrivelse af 26 Octb. 1821 b. ligesaa indbetalt Værdien af forauctionerede Effecter c. For en fremlagt, men ei til Udgift ført Quittering

109 Sp. 16 s 502 – 118 ß 8

620 Sp. 10s

Altsaa i et Hele Afgang 1220 Sp. 4 ß, og naar samme fradrages den foran opgivne hele paastaaede Sum 6968 Sp. 63½ ß, bliver igjen 5748 Sp. 59½ ß. hvilke Gunnerus som Caßemangel maae tilpligtes at udrede tilligemed dobbelte Renter saaledes som i U. R Dom er bestemt; thi uagtet vistnok ikke Renterne der paa det aller nøiagtigste ere beregnede saa da ingen speciel Indsigelse i denne Hens. er fremsat, formeener jeg det rigtigst at følge samme. –

3^die Spørgsmaal om det til hans og Families Underholdning af Statscaßen udbetalte m. v. finder jeg meget tvivlsomt; thi det er betænkeligt at paalægge Gunnerus mere, end enhver anden Arrestant, nemlig at udrede alle af hans egen Arrest og Varetægt, samt af Acterne flydende Omkostninger; thi hvad i øvrigt er udbetalt til hans og Families Underholdning bør snarere betragtes som en Gave; thi hvis Statscaßen ei havde sørget for hans Families Underholdning, er det jo en Selvfølge, at Lovens Bestemmelse om Fattigvæsenet, at dette sidste maatte have paataget sig Familiens Underholdning, og i hvilket Fald Gunnerus dog aldrig vilde have blevet sagsøgt til at erstatte Fattigvæsenet, hvad der saaledes var bleven ydet til hans Familie. Jeg troer derfor, at der er tilstrækkelige Grunde for ei at tilpligte Gunnerus, at erstatte de udbetalte 1116 Sp. 23 s. samt Erstatning for Afbenyttelsen i Toldbodgaarden; men at det er nok i Conclusionen at tilpligte ham at udrede samtlige af hans Arrest og Varetægt, samt Actionen flydende Omkostninger –

Angaaende det 4^de Spørgsmaal bemærkes, at da han efter foranførte maae ansees overbeviist om Caßemangel, maae han fradømmes sit Embede efter Kamerretsanord. [sic], paalægges at erstatte Caßemangelen med dobbelte Renter under de Tvangsmidler, som Frd. 26 Frb. [sic] 1739 og 4 Marts 1690 bestemmer. – Om Processualia intet særdeles at anmærke; thi Opholdet er meest foraarsaget ved Tiltaltes egen overdrevne Vidtløftighed. Thi

Concluderes:

Den paa Tilt. Person og Gods iværksatte Arrest og Sequestration bør ved Magt at stande og bør Tiltalte Kammeraßeßor Hans Henr. Gunnerus have sit Embede som Told- og Consumtions Caßerer ved Fredrikshalds Toldsted forbrudt, samt desuden under de Tvangsmidler, som Frd. 26 Feb^r 1739, sammenholdt med Frd. 4 Marts 1690 indeholder erstatte Statscaßen, som Caßemangel 5748 Sp. 59½ ß med 8 pCt aarlig Rente af 1669 Sp. 87 ß fra 21 Feb^r 1821, af 131 Sp. 97 ß fra 22 Marts f. A. og af Resten 3946 Sp. 115½ s fra 30 Novb^r f. A. til Betaling skeer; saa betaler han og samtlige af hans Arrest og Varetægt, samt denne Action lovlig flydende Omkostninger, hvorunder følgende Sallarier: til Procur. Lundøe 80 Sp., Defensor Procur Franck 25 Sp., Overauditeur Hjelm og Procur. Stampe, hver 30 Sp. og til den const. Regjeringsadv. Aars 50 Sp. foruden Vedkommendes Skyds og Diæt efter approberede Regl. For øvrigt bør Tiltalte have for Regier. Adv. Tiltale i denne Sag frie at være. –
2. Langberg. Skiønt jeg er enig i, at forkaste Tiltaltes formelle Indsigelser paa een nær, saa skal jeg dog berøre at P r Indsigelser som ei ere omtalte af Motzfelt. Hvad angaaer den Indsigelse, at St. O. R. skulde være incompetent til at paakiende denne Sag ifølge Frd. 17 Feb^r 1774, da er det vel med Hensyn til Udfaldet ligegyldigt; enten den bilægges eller ei, da Tiltaltes Skiæbne maae blive den Samme; men da Indsigelsen forkommer mig grundet, da den citerede Frd: er en befalende og ikke blot tilladende Lov. St. O. R. Dom vil saaledes blive at kiende uefterrettelig; men St. O. R. kan ei blive at idømme noget Ansvar med Hensyn til den derved forlængede Arrest; thi b^mtee Ret havde ingen Anledning til [at] afvise Sagen forinden i selve Dommen, og saaledes er ingen Tid tabt med at Sagen blev endelig paakjendt[.] Eiheller kan Regier. Advoc. paabindes Ansvar, da han har fulgt sin Ordre. – Forresten har Tiltalte indvendt, at Arresten i sin Form er ulovlig, som ei udført ved nogen competent Foged; men dette er alt besvaret af Motzfeldt. Den anden Indsigelse gaaer ud paa Sequestrations Forretningen, hvilken han anseer ulovlig paa den Grund, at der med Undersøgelsen de 12 Aug^t 1820 ei skal være forefundet den Caßemangel, som Dep^ts Ordre omtaler; thi efter Resolutionen af 26 Juli 1820 var der kun Spørgsmaal om en Beholdning af 2149 Sp. 56 ß, hvor Dept. senere har erkiendt at burde afgaae 524 Sp. 106 ß, altsaa igjen 1624 Sp. 70½ ß; men i Caßen forefandtes Contanter og Anvisninger til et Beløb 1924 Sp., altsaa 300 Sp. mere. Men da Angiæld. selv under b^mte Forretning vedgik, at han ikke havde den i hans Ansøgning og Toldregnskab for 1819 af ham selv opgivne Beholdning, og saaledes erkiendte at de forefunden Penge og Beviser vedkom andre Indtægter, saa bortfalder denne Indvending. – En 3^de Erindring er, at hans Regnskaber for flere Aar, nemlig 1816, 17, 18 og 19 endda paa den Tid hverken vare reviderede eller deciderede og at det saaledes ikke bestemt kunde vides om han stod i noget Ansvar. Men da Ansvaret, nemlig den contante Beholdning fra 1819 af ham selv var opgivet, saa behøvedes ei andet for at vide, at i det mindste denne Sum burde være i Caßa. Om Revision og Decision kunde først blive Spørgsmaal, naa man vilde gjøre ham ansvarlig for en større Sum. – En 4^de Indsigelse skulde være, at Regierings adv. skulde være incompetent til at paatale en større Sum, end 2149 Sp. 56½ ß, som den høieste Resolution ommelder; men de Regier. Adv. af Finants Dep.^t succeßive tildeelte Ordre og Opgivender af Ansvars Summer, som skulde indlemmes i hans Paastand, vise det Modsatte. Sagen kunde gjerne siden ved Continuations Søgsmaal ud vides [sic] til fl. Mangler. – En 5^te erindring: at Decisionerne i Regnskaberne ei afgive Beviis for Ansvaret; hvis Størrelse derimod nu bør bestemmes af Domstolene; og at dette ei kan skee, fordie [sic] Regnskaberne med Antegnelser og Besvarelser ei under Sagen uagtet Opfordring af G. ere fremlagte. – Defensor har af den Grund paastaaet Dommene kiendt uefterrettelige. – Det er rigtignok besynderlig, at denne G ^s Opfordring ei er efterkommet; dog troer jeg at denne Mangel ei kan bevirke den tilsigtede Hjemvisning; men at Sagen kan paakjendes, da G. selv har opgivet de Summer med hvilke han formener i Decisioner urettelig at være belastet, og naar man saaledes som de foregaaende Retter har gjort frifinder Tilt. for at tilsvare enhver ubeviist og ei erkjendt Udgiftspost, han selv har opgivet, saa lider han ingen Skade. I Realiteten: Enig med N^o 1 i samtlige Poster undtagen de under litt. f. omtalte 60 Sp, som Tilt. bør fritages for at tilsvare; thi da han med fremlagte Attester og Udskrifter af sin Copiebog har ført alt det Beviis, som stod i hans Magt for at denne Remisse er gjort til Morgenstjerne, og Reg. Adv^t ei har agtet det værdt at indhente denne Erklæring, saa tilsiger i det mindste Billighed at fritage Tilt. for denne Sum, saa meget mere, som der ei er nogen moralsk Tvivl om, at han har remitteret den omhandlede Sum. Ansvarssummen bliver alts. 60 ” mindre, eller 5688 Sp. 59 s. – Den Sum, som godtgjøres Tiltalte bør tillige indbefatte Renter saaledes, at de 415 Sp. 15 s. lequideres [sic] i de 1669 Sp. 87 s. og at Renten saaledes blot bliver at svare af 1254 Sp. 72. s. fra 21 Feb 1821 Decisionens Dato. – Ang. Actionens Omg^r m. v. enig med N^o 1 i, at Tilt. ei under denne Sag kan idømmes Forskuddet, Statscassen har gjort til hans Families Underholdning. –

concs.

St. O. Rettens Dom bør uefterrettelig at være. Kammer Ass. H.H. Gunnerus bør have sit Embede som Told og Consum. Casserer ved Fr.hald Toldstæd forbrudt; saa bør han og betale til den Norske Statscasse oppebaarne Intrader til Beløb 5594 Sp. 59½ s. med dobbelte Renter deraf nemlig af 1254 Sp. 74 s. fra 21 Feb. Af 131 Sp. 57 s. fra 22 Mte og af 4208 Sp. 9½ s. fra 30 Nov. 1821. Fremdeles betaler han til Enroulleringsfondet 72 Sp 65½ s og til Lods-Understøttelseskassen 21 Sp. 55½ s. med lige Renter af begge Summer fra 23 Aug. 1821 indtil Betaling skeer. – Auc. Omgr. og Arrest og Seqv. Forretningen som Motzfeldt. –

3. Collett. I Henseende til den af Langberg paa Grund af Frd. 1774 releverede Omstændighed, ifølge hvilken han kender St. O. R. Dommen uefterrettelig, maae jeg anmærke, at jeg rigtig erkiender, at 8^nte Forordning er en positiv Lovbestemmelse; men seer man hen til at dens hele Context udviser, at det har været Lovgivernes Hensigt, at Kammersager skulde fremmes med mueligste Hurtighed, og man fremdeles bemærker, at begge Parter have været enige om at indlede Sagen til St. O. R. Paakienelse, saa formeener jeg, da volenti not sit injuria, at her saa er tilstrækkelig Grund til at kiende St. O. R-Dommen uefterrettelig. – Hvad Sagen selv angaaer er jeg enig med Motzfeldt, naar allene undtages de 60 Sp., som af Langberg er anført og for hvilke Gunnerus har selv bragt skiellige Beviis. Med denne Forandring tiltræder jeg Motzfeldts Conclusion

4. Debes. Med Colletts Bemærkning enig med Motzfeldt.

5. Omsen. Da jeg egentlig forkaster Gunneri samtlige formelle og reelle Indsigelser, saa vilde det være meget vidtløftigt om jeg skulde anføre, hvori jeg er enig med Motzfeldt. Derimod vil jeg blot anføre, hvori jeg ei er enig. Med Hensyn til Indsigelsen, støttet paa Frd. 1774 formener jeg at den maae bortfalde formedelst de af Motzfeldt og Collett anførte Grunde, hvortil kommer, at H. R. flere Gange forhen har antaget det samme, og saaledes hyldet det samme Princip, som af ST. O. R. er antaget. – Gunnerus har fremsat utallige Indsigelser, hvis Gennemgaaelse vilde udfordre meget lang Tid. Saaledes har han indvendt, at Regier. Adv. var uberettiget til at indlade sig paa Arrestforretningen; men da Gunnerus siden Contrastævning har paastaaet Arresten underkiendt, saa maatte Regier. Adv. derved ligefrem være bleven berettiget til at paastaae den stadfæstet. – Forsaavidt Gunnerus paastaaer, at i Beløbet 6348 Sp. 33½ ß foruden Underholdnings Pengene skal afgaae 415 Sp. 15 s, da finder jeg ingen Grund til at bifalde hans Indsigelse i saa Maade. Flere Gange har han lovet at ville bevise, at denne Sum angik hans Formand og desuden blot stod anført som et Overdrag; men dette Beviis har han ei præsteret. Naar han i sine Extracter opfører Summer, som contante Beholdninger, saa maae han antages at have modtaget dem af sin Formand. Skulde hans Regnskaber indeholde noget Urigtigt i saa Henseende, saa maa han holde sig til hans Formand. Fremdeles naar han under lit^r f. vil, at 60 Sp. skal udgaae, som betalte til Morgenstierne, saa formener jeg, at hans Paastand er uhiemlet; thi Gunnerus har ingen Competence til at udbetale nogensomhelst Sum til Regier. advocat. Morgenstierne; ligesom det ei kan paaligge det Offentlige [at] bevise saadanne Udbetalinger. Ligeledes kan han ei tilkomme de under Lt^r g. anførte 184 Sp 99 ß, som udbetalte til en Angiver; thi denne Udgiftspost er ei godtgiort med nogen Quittering. I de øvrige Udsættelsesposter er jeg enig med Motzfeldt. – Hvad angaaer de 620 Sp. 10 s som skal være indkomne efter at St. O. R. D. er afsagt, da skiønner jeg ei, at H:R: derpaa kan indlade sig; men saadan Liquidation bør skiee ved selve Exemtions Forretningen. – Jeg skiønner ei rettere, end at Statscaßen tilkommer Erstatning for de til Gunnerus og hans Familie udbetalte Underholdnings Penge. Det samme kan dog ei siges til den Familien indrømmede Huusleilighed. – Om Proc. intet videre at bemærke. Thi

Conclud.

St O. R. Dom bør ved Magt at stande. I Sall. til den const. Reg. Adv. H. R. advocat Aars betaler Tiltalte Kammeraßeßor H.H. Gunnerus 60 Sp.

Kiönig. Enig med Omsen.

Justitiarius Bull. Efter min Mening var det urigtigt, at denne Sag blev indstævnet til St. O. R., men da der skal være Præjudicater for det Modsatte, kan St. O. R. Dom vel ei kiendes uefterrettelig; men jeg skulde hellere concludere til Byethings Dommens Stadfæstelse. – Iøvrigt enig med Omsen.
LN^o 167. Anno 1824 Julii 6^te

JN^o 99 Høiesteretsacvocat Petersen, Actor