...
Jeg har havt en mærkværdig Glæde, som Du maaskee forunderer Dig over at jeg ei endnu har omtalt: jeg mener vor Thorvaldsens Værksted.
Man maatte virkelig være saare lidet Patriot og endnu mindre Konstelsker for ei at gjøre dette til en af de første Gjenstande for sin Videbegjerlighed, naar man kommer til Rom Jeg ventede derfor blot paa et beleiligt Øieblik til at ile derhen, og har nu havt den store Statisfaction for et Par Dage siden at besøge dette Konstens sande Tempel i Forening med Prof Brønsted og Lunzi.
Her saae jeg da den herlige colossale Jason med det gyldne Skind paa Armen, som skaffede Thorvaldsen: et saa stort Navn, og som jeg saa ofte hjemme i Fædrelandet hørte omtale med saamegen Respect. Det er rigtignok en sand Helteskikkelse. En Venus med Æblet kunde jeg aldrig blive træt af at beskue, der var baade noget sandseligt og noget overjordisk i denne Skikkelse, og omendtskjøndt jeg ei fordrister mig til at erklære henne skjønnere eller fuldkomnere end den Medicæiske Venus, kan jeg dog ikke nægt, at hun virkede stærkere paa min Fantasie end hiin. Hvilken Forskel paa denne Venus, som staar i Naturens uslørede og uffecterte Dragt, med den ubeskriveligste Ynde udbredt over de spæde harmoniske Former, og Canovas Venus, som staar ligesom en Coquette med en fordreiet Hals, krybende sammen og holdende et klæde foran sig, at man ikke skal see, hvad man meget vel veed, at den virkelige Frue Venus ikke gjorde nogen Hemmeligehed af. – En anden dejlig Statue er Mercurius, som sees i en halv siddende Stilling paa en Træstub med Dragen Argus ved sine Fødder, som han havde dysset i Søvn med sin Fløjte og i Begreb med at drage Sværdet af Skeden for at afhugge hele Hovedet. Den Expression og Noblesse, som hersker i hele Gudens Attitude og Mine, er mesterlig; ligesom ogsaa alle Legemets Former er et Ideal af mandlig Skjønhed. – En Hyrdedreng med sin Hund fængslede ogsaa min Opmærksomhed. Han er en Copie af Naturen efter en romersk Bondedreng, og med Hundens Originalitet havde jeg den Ære at gjøre personligt Bekjendtskab; den tilhører Thorvaldsen, er en Slags stor Spits med en meget nobel Mine, som om han allerede var storsnudet over at være bleven gjort udødelig. – Det nyeste Arbeide er en Gruppe af de trende Gracier, som enskjøndt de endnu kun vare af Leer, dog inspirerede høi Beundring og alt havde bragt hele Rom til at tale om. Ogsaa diss ere fuldkomne nøgne og bevise, at den sande Grace findes i Gjenstanden selv og ei i forfængelige udvortes Prydelser, at intet er yndigere og elskværdigere end den simple Natur. Hvilken forskjellig Følelse opvække ikke disse end Canovas Gracier med deres Kaaber, som Vinden førerer omkring på Afveie. Nej! man kan sige hvad man vil, Resultatet af alle Konstens Bestræbelser bliver dog stedse, at det virklig Skjønne, Store og Sublime ene og alene findes i det Simple og Naturlige; jo mindre jeg er istand til at analysere Konsten deri, jo større er Konstværket.
Af Basrelieffer har jeg beundret ”Alexanders Triumph”, som er meget vidtløftig og bestaar af en uendelig Mængde Figurer, den ene skjønnere end den anden; adskillige christilige Sujetter, f. Ex. Qvinderne der lede om Frelseren ved Graven. Ogsaa er her nogle Scener af Homer og tvende dejlige Medallioner, hvor af den ene forestiller Morgenen i skikkelse af en qvindelig Figur, der flyver med en Amor med en Fakkel på Skulderen og strøer Blomster over Jorden, og den anden: Natten, ogsaa en qvindelig Skikkele med tvende sovende Børn i Armen, og bagefter en lille nydelig Natugle. –
Man har paastaaet, at Basrelieffer var Thorvaldsens egentlige Fag; men jeg troer, at man i den senere Tid er kommet efter, at han ei besidder mindre Talent til store Figurerer, og det forekommer mig umueligt andet end at enhver upartisk Dommer maae sætte ham over Canova, og saaledes ansee ham for den største Mand i sit Fag, som Verden eier. Canovas Bestræbelser synes fornemmeligen at gaae ud paa at behage eller at faae Folk til at sige ved første Øiekast: Gud! hvor nydeligt! oh Dieu! comme cela est joli! quel travail! (jeg taler fransk, da jeg anseer hans Arbeider for at være i ægte fransk Smag); derimod ved at betragte Thorvaldsens Værker siger man snarere aldeles intet, thi man er i Forlegenhed for at finde Ord til at udtrykke den usædvanlige og dybe Følelse, som diss i deres alvorlige og fordringsfrie Simpelhed opvække, ligesaa lidet som Elskeren er istand til at beskrive hvad det er, der drager ham med saa uimodstaaelig Magt mod den elskede Gjenstand.
Jeg kunde nævne endeel andre af Thorvaldsens Mesterværker, men jeg er altfor incompetent til at raisonnere derover, jeg kan kun taus beundre dem. Slige Ting lade sig heller ikke beskrive. Men har Du Lyst til at gjøre den interessante Erfaring, at det kolde Marmor kan oplive Din Phantasie og bringe Dit Hjerte til at banke: da skynd Dig at tage Postheste og kom til Rom.
