Thorvaldsens Museum.
Undertegnede have fra vedkommende Forening i Kjøbenhavn modtaget en Opfordring til at foranledige Bidrag til det paatænkte Museum for Thorvaldsens Værker samlede her i Byen og i Omegnen. I denne Anledning tillade vi os at bekjendtgjøre, at et Exemplar af den udstedte Indbydelse med Subscriptionsplan henligger hos enhver af os til Eftersyn og Paategning, samt at vi ere villige til, i sin Tid, at modtage og at indsende de Bidrag, som nogen her i Byen eller i Omegnen af Interesse for dette Forehavende maatte ville yde. Hvorhos vi ikke undlade at bemærke, at selv de mindste Bidrag til det paatænkte Værks Fremme med Fornöielse modtages.
Aalborg, den 10de Februar 1837.
| Fogtmann, Biskop. |
Schmidt, Justitsraad. |
Hansen, Justitsraad. |
Tauber, Rector. |
| Vahl, Regimentschirurg. |
Jens S. Herskind, Consul og Overkjøbmand. |
–––––––––––––
Ogsaa jeg er bleven beæret med Opfordring til, igjennem dette Blad, og paa anden Maade, efter Evne, at virke for dette National-Anliggende og derhos anmodet om at give nedenstaaende Artikel i Dansk Folkeblad Nr. 51 Plads her i Bladet. Denne Artikel lyder saaledes: ”Fra et Antal Medborgere er i disse Dage udgaaet en offentlig Indbydelse, som har Udførelsen af et stort Foretagende til Gjenstand. Indbydelsen er ikke stilet til Indbyggerne af enkelt Stad eller Provinds, til Medlemmer af enkelt Stand, men til Landsmænd og Landsmændinder over den hele danske Stat; den er udsendt til alle landets Kjøbstæder, og vil derfra, ved velvillige og nidkjære Mænds Omhu, blive meddeelt til Omegnens Beboere. Det er saaledes til Folket, at Opfordringen er udgaaet; det er til et Nationalværks Udførelse at der opfordres til virksom Deeltagelse, og Folkebladet bør ikke forsømme at bidrage Sit til at understøtte Opfordringen.
Et Museum for Thorvaldsens Værker
, en Bygning, værdig til at indslutte Samlingen af de ypperste Værker, som den nyere Billedhuggerkonst har frembragt, er det, der er paatænkt at skulle reises i Danmarks Hovedstad, af det danske Folk.
”Thi i det danske Folks Lod at skulde de falde, at vor Tids største Konstner, saa stor, at ikke Aarhundreder have frembragt hans Lige, skulde tilhøre det. I Danmarks Hovestad er Albert Thorvaldsen fød. Der er ingen Mand i Danmark, der elsker sit Fædreland og dets Ære, fra Kongen af indtil den ringeste Undersaat, som jo er stolt af dette Navn. Thi Manden, som bærer det, har bragt Hæder og Glands over det danske Navn; og naar vi beundrede de Skikkelser, der gik frem af hans skabende Haand, naar vi hørte hans Berømmelse forkyndes fra Land til Land, saae Europas Rige og Mægtige forene sig om at hylde hans Storhed, da kunde vi alene kalde ham vores; hvilken dansk Mands Bryst føler sig ikke udvidet ved denne Tanke! Skulde da ikke Folket føle Drift og Trang til at hædre Folkets Mand? Vel sandt, hædret er han bleven som Faa paa Jorden. Paver og Konger have opsøgt Konstneren imellem hans Billedstøtter, haye kappedes om hans Værker, som den herligeste Pryd for deres Kirker og Slotte, og lønnet Mesteren med Guld og Ærestegn. men een Hæder, een Erkjendelse vil være Thorvaldsen kjær som ingen anden. Thi han tilhører os, ikke alene fordi Danmark er hans Fødeland, Kjøbenhavn hans Fødestad. Snart et halvhundrede Aar fjernet fra sine Landsmænd, er han vedbleven at være dansk i Sind som i Sprog; at gjensee Danmark er hans kjæreste Tanke, hans faste Forsæt; her at see sig forstaaet og paaskjønnet, vilde være hans ædleste Løn.
”Og naar en bygning fremstod i Thorvaldsens Fødeby, reist ved Folkets frivillige Bidrag, som skulde, efter hans Udvalg og Anordning, overantvorde hans Værker og hans Roes til Efterverdenen; naar Fremmede herefter skulle drage til Øresund, for at beundre denne rige, uvurdeerlige Skat af Nordens store Konstner, og Mindesmærket stod her om, hvorledes det danske Folk havde vidst at skjønne paa sin Rigdom: var det da Konstneren eller var det Folket, som var hædret meest? Thi endnu er det sjeldent, at et Folk forstaaer at hædre sine store Mænd, imedens det eier dem. En sildig Efterslægt opreiser dem maaske Mindestøtter; men disse vidne kun imod den Slægt, som forsømte, hvad der nærmste paalaae den. –
”Men saa store Anstrængelser – vil En og Anden indvende, – saa store Summer anvendte paa et Værk, som hvor smukt og betydningsfuldt det end kan være, dog ikke hører til dem, der betale sig med Renter! og det paa Tider, hvor Alt gjenlyder af Klage og Bekymring over Fædrelandets Fremtid!
”Vi ville for det Første formane Enhver, som fører denne Tale, til at lægge Haand paa Brystet, og svare sig selv i al Oprigtighed: om han da er tilsinds at offre det Bidrag, for hvilket han her krymper sig, paa Fædrelandets Alter? og om nan med lige Tapperhed afviser Fristelser af ganske anden Art, hvor det gjælder Udgift til Forlystelser, Vellevnet eller Forfængeligheds Tilfredsstillelse? Hvo som ikke trøster sig til at svare bejaende paa disse Spørgsmaal, lade sig i det Mindste nøie med, stiltiende at holde sin Skjærv tilbage, som Ingen kan ønske at modtage, men misbruge ikke, ved en Leilighed som denne, patriotiske eller oeconomiske Tankesprog til, hos Andre at kjølne en ædel Begeistrings Varme!
”Men dernæst – det er sandt, en stor Pengesum maa bringes tilveie; og dog igjen, hvor liden maa den ikke kaldes, naar Sagen bliver seet fra den rette Side! Vi ere vante til fra ældre Tider, ved ethvert Foretagende, som kræver nogen Opoffrelse, at see hen til Regjeringen eller til enkelte Rigmænd, og vente paa, at de skulle aabne den milde Haand; vi tænke altfor lidt paa, at hvad der er uoverkommeligt for den Enkelte, selv den Rigeste, er Smaating for Mængden, af hvilken Ingen behøver at være rig, kun at alle de smaa Kræfter virke tilsammen. Man betænke, at, dersom alene hvert tiende Menneske i Danmark gav et Bidrag af tre Mark, vilde disse Tremarker løbe op til en sum af 100,000 Rbd., fremdeles til en Sum af 200,000 og 300,000 Rbd., naar et saadant Bidrag blev gjentaget i to tre Aar. Skulde derfor den fornødne Sum overstige Kræfterne, da vilde det kun være Beviis for, at den Sands og Følelse mangler i Folket, hvorpaa der var gjort Regning, – hvorpaa der maa gjøres Regning ved ethvert Foretagende at den Art, der er et Folks Hæder. Er derimod denne Aand og Følelse saaledes tilstede, at det kan lykkes at vække Begeistring for Værket i Stad og Landsby, fra Palladset til Hytten, da vil Pengebeløbet ikke kunne komme i Betragtning.
”Og det er dette, vi ikke kunne drage i Tvivl: at det danske Folk, Mænd og Qvinder af alle Classer og Stænder, her vil finde en Leilighed, hvor det føler sig tilskyndet til at virke i Forening, og fra alle Sider, Hver efter sin Evne, at bidrage til at reise for Samtid og Eftertid et værdigt Mindesmærke om Nationens Taknemmelighed imod den store Konstner.
–––––––––
”Til Efterretning tilføies: at, ligesom i enhver af Danmarks Kjøbstæder Committeer ville modtage Subskription, saaledes findes hos de Herrer Redacteurer af alle Tidender i Provindserne Planer, paa hvilke Enhver kan tegne sig, og som uddeles til Enhver, der maatte have Villlie og Leilighed til at fremme Subskriptionen i sin Kreds. Skulle Nogen ønske at indbetale Bidrag uden Navns Opgivelse, da ville disse Bidrag sammesteds blive modtagne, de være nok saa ringe. I Kjøbenhavn blev i de første Dage, efterat Indbydelsen var bekjendtgjort, mange Bidrag tegnede af Individer at den arbeidende og tjenende Classe fra 1 Rbd. til 1 Mk. Det er just dette Exempel, vi haabe vil blive fulgt og understøttet af Mange.”
–––––––––
For at fremme ovenstaaende Øiemed optager jeg endvidere af Commiteens Skrivelse til de Mænd, der har søgt at interessere for Sagen, følgende dertil sigtende Yttringer: ”Ved dette Foretagende kommer det især an paa, at Erkjendelsen af Thorvaldsens Værd og Fortjenester bliver klar og levende i Folket, at en almindelig Enthusiasme kan fremkaldes, for at lægge Stemningen for den store Landsmand for Dagen ved et offentligt Vidnesbyrd.” Enhver Dansk, i hvis Bryst en begeistret Tanke kan rummes, vil sikkert med Varme omfatte dette Anliggende, og søge, idet han bidrager til at fremme Thorvaldsens Hæder, at fremme Nationens; og at en saadan enthusiastisk Stemning vil kunne vækkes hos Folket, er vel udenfor al Tvivl, aldenstund man maa sande med Folkeblandet, at ”naar de rette Vedkommende, Geistlige og Skolelærere, Godseiere og Fabrikbestyrere, ville i alle Landets Provindser arbeide paa at vække den, ville neppe Mange i Folket staae saa lavt, være saa utilgængelige for en høiere Interesse end den materielle, at de ikke skulle føle Lyst og Glæde ved at give deres Skjerv til et Værk, som vil blive til Fædrelandets Hæder og Pryd.”
Endvidere har jeg foranstaltet Subscriptionsplaner henlagte hos Hr. Assessor, Ridder Kayerød, paa Stiftsbogtrykkeriets Contoir hos Hr. Cancelliraad, Procurator Jensen, paa Klubben ”Enigheden” og i det dramatiske Selskabs Conversationsværelse. Hos mig selv findes ogsaa et Exemplar af Committeens Indbydelse til Gjennemlæsning for Enhver, der ønsker det. For hvad der tegnes vil Beretning efterhaanden blive givet her i Bladet. Jeg bør ikke undlade at gjøre opmærksom på, at ”den ringeste Skjerv, der bydes med et velvilligt Sind”, med Glæde vil blive modtaget og at man kan tegne sig for Bidrag eengang for alle, eller aarlige Bidrag i 3 Aar. De tegnede Bidrag ville ikke blive indkrævede strax, men først da, naar Planen nærmer sig sin Iværksættelse.
Nedenstaaende Artikel af ”Kjøbenhavnsposten” om denne Sags Fremme i Kjøbenhavn vil ikke undgaae Læsernes Opmærksomhed: ”I de 8 Dage, der ere forløbne siden Subscriptionsplanen udkom, er den Sum, hvorfor der er tegnet, stegen til 15 à 16,000 Rbd.; blot ifølge nogle af de private Lister, som Committeens Medlemmer have uddeelt her i Byen. De fleste af disse Privatlister, saavelsom samtlige til Autoriteter og Corporationer sendte Lister og endelige alle udenbyes, ere endnu ikke indkomne. Hiin Sum er for en Deel tilveiebragt ved en stor Mængde smaa og meget smaa Bidrag. – Hs. M. Kongen har bevilget Portofrihed for den hele Correpondence angaaende dette Anliggende.”
Vi optage endnu følgende Brudstykke, denne Gjenstand angaaende af ”Kjøbenhavnsposten”:
”Kan der tænkes et skjønnere Mindesmærke om Thorvaldsens Værd og vor Taknemmelighed, end et Museum for alle hans Værker? Det er noget andet end disse Obelisker og Søiler og Buster, med latinsk Lepidarsnak og tomme Emblemer; – det er Thorvaldsens selv i al sin Skjønhed, der til evige Tider skal være iblandt os. Det er noget andet, end disse Mumier i Linned og Peber – det er hans Sjæl, hans hele rige Sjæl, der evig ung til leve med os; lyslevende skal han boe iblandt vore Efterkommere, og begeistre dem for den evige Skjønhed, ”en faderlig Ven og kjærlig Veileder for Danmarks unge Kunsterne i sildige Tider, som han er det den Dag i Dag.” Den er et Pantheon her i det kolde Nord, vi ville grunde, det er Grækenlands Guder, der skulle faae Borgerret i den Stad Kjøbenhavn, det er den christelige Plastik, der skal plante sit marmorhvide Kors iblandt os, og de ville gjøre Korstog hertil fra Øst og fra Vest og beundre og efterligne.
”Og de ville drage herhid fra Øst og fra Vest, og de ville sige: See alt det har en dansk Mand skabt, og alt det have hans Medborgere samlet: de fortjente at have ham, thi de vidste at skatte hans Værd. Det er noget andet end disse Blyheste, som jordisk Forfængelighed satte sig selv, end disse Marmorsarcophager, hvorunder jordisk Forfængelighed begrov sig selv; ja det er noget andet end selv hiin stolte Vendômesøile ”ex ære capto”, som ingen Moder kan see uden Taarer.” – ”Ingen Bønder ere udpantede for at more nogen Fyrste, og pynte hans Torve og Haver.” – det er frie Mænds frie Værk.! Det er derfor ikke blot et Minde om Thorvaldsens Virken og en Prydelse for Danmark, – det er tillige et Minde om den Borgeraand, som Frihedslængslen havde født, om den Nationalfølelse, som Culturen havde vakt i Danmark.
”Det er en saadan Foreningsaand, der har udrettet, hvad stort der er gjort paa Jorden, og dens Værker staae endnu som Vidner om den Begeistring, hvis Affødning de vare. Nu er vor Tid vel ikke rig, hverken paa Begeistring eller paa Penge, men det skulde i Sandhed være høist sørgeligt, om der ikke fandtes saa megen Almeenaand, saa megen Kunstsands, saa megen Nationalfølelse, som der udfordres til, paa en værdig Maade at bringe en skjøn Idee til Udførelse. Der gives dem, som tvivle – det forekommer os derfor at være en Æressag for Nationen at gjendrive en saadan Tvivl. Vi kunne ikke andet end ønske, at denne Sag maa finde beredvillig Understøttelse og al den Fremgang, som forstandig Iver og livlig Kjærlighed kunne berede den.”
W. v. Söderberg,
Redacteur af Aalborg Stiftstidende.