Thorvaldsen er død.
Vi maatte ikke henregne os til den danske Presse, hvis vort Publicum ikke kunde finde sig i, at vort Blad, uagtet dets mere spøgende Tendens, istemte det vemodige Budskab: Thorvaldsen er død.
Thorvaldsen er død ‒ leve Thorvaldsen! ‒ ja, saaledes kan man raabe ved enhver Konge, der døer; men til Thorvaldsen er det ikke saa let at finde en Efterfølger ‒ Thorvaldsen er død.
Selv de, der ikke kjendte ham, den elskværdige gamle Mand, ja selv de, der ikke have seet hans Værker, ville ikke blive urørte ved Efterretningen. Naar noget Stort og Herligt gaaer til Grunde, dirrer en Streng i ethvert Bryst ‒ og den store Afdøde var vor Landsmand.
Men man tilgive os, at vi ikke kunne jamre, som om det var et uventet, unaturligt Slag, der havde truffet os. Vi kunne ikke fordølge for vor sunde Menneskeforstand, at Thorvaldsen dog kun var et dødeligt Menneske og allerede 74 Aar gammel.
Og selve hans Død var jo blid og smuk ‒ rolig og kraftfuld gik han bort. De gamle Helte rede til Odin iførte Harnisk og Hjelm ‒ han gik med Øiet ufordunklet ind til den evige Skjønhed.
Og han døde som en stor Mand: Den store Mand segner og bliver baaret ud, fulgt af Publikums Briller og Lorgnetter. Teppet gaaer op; der er kun en Tilskuer mindre.