Arkivet, Thorvaldsens Museum

‒ En uventet Bistand har for nylig det Thorvaldsenske Museum erholdt i en Dame, der i en begejstret Tale for en meget stor Forsamling har udviklet det Skjønne, der ligger i denne Idee, og med varm Kjærlighed har anbefalet dens Realisation til Publicums Omsorg. Grundtanken i hendes fortræffelige Foredrag, der blev optaget med stort Bifald af hendes henved tusinde Tilhørere, var denne: at Konstens Museer ere for vor Tid, hvad Templerne vare for Oldtiden; og ligesom Grækenlands herlige Gude-Verden vel i religiøs Betydning forlængst var gaaet til Grunde, men, da den forkrænkelige Idee var iført evig uforkrænkelige Skjønheds-Former, atter levede op i Konstens Rige til et nyt forklaret Liv, saaledes maatte Begejstringen for det Skjønne, der i sin Kilde og i sine Virkninger er Religiøsiteten saa nær beslægtet, ogsaa have sine Templer, hvori dens herligste Værker, som Konstens veltalende Præster, kunde forkynde dens Lærdomme for Folkene til Glæde og Opløftelse for hver ædel Sjæl. Den Dame, der nedlagde sin varme Forbøn for dette skjønne Foretagende, var Md. Nielsen, selv en af Konstens ypperste Præstinder, og Forsamlingen holdtes, som man vel alt har gjættet, i vort Theater, som i det mindste den Aften var „ei blot til Lyst.”