Nicolas Louis Planat de la Faye
Eichstätt
Stort rødt laksegl med to våbenskjolde (med utydeligt præg), der bevogtes af en ørn og en løve og omkranses af en bekronet baldakin. Forneden krydsede palmegrene(?) og over skjoldene endnu en krone.
Poststemplet: EICHSTÄDT / 6 OCT., samt ved ankomsten til Rom formentlig: 15OTTOBR[E].
Bertel Thorvaldsen
Rom
Udskrift: All Illustrissimo Signore / Il Signor Cavaliere Thorwaldsen / celebre Scultore / Roma. / ( Stato Pontificio )
Dateringen fremgår af brevet.
Planat de la Faye tells Thorvaldsen that Duchess Augusta Amalia von Leuchtenberg is very pleased with the reports she has received from Rome regarding Thorvaldsen’s work on the monument to her late husband, Eugène de Beauharnais. As the Duchess has a very precise idea about the monument, the Colonel points out on her behalf that her husband must be clearly shown to hand his laurel wreath – the only of his honours that he has left after all the others have been taken away – to History, which must also be clearly shown to accept it.
Monsieur le Chevalier,
Son Altesse Royale Madame la Princesse Auguste Duchesse de LeuchtenbergI me charge d’avoir l’honneur de vous écrire au sujet du monumentII dont Elle vous a confié l’exécution. Tout ce qu’on lui a rapporté de Rome, lui a donné la douce conviction qu’il sera digne du sujet, et que ce sera une des plus belles productions de votre génie. Néanmoins dans un pareil sujet dont la perfection tient si fort à cœur à l’auguste veuve du Prince EugèneIII, Son Altesse Royale croit encore devoir vous soumettre les observations suivantes, basées sur le sentiment qui l’a inspirée, lorsqu’Elle a conçu l’idée de ce monument.
Il Lui a paru d’après le dessinIV, que le bras droit de la figure du Prince devrait avoir un peu plus de développement, afin qu’à l’aspect du grouppe, chacun put deviner l’intention principale, savoir: “que le Prince Eugène dépouillé de toutes ses grandeursV, remet à l’histoire sa couronne de lauriers, la seule qui lui reste et que personne n’a pu lui ravir”. Son Altesse Royale desire que cette idée dominante soit clairement exprimée, de manière que par le geste et l’attitude des deux figuresVI, on ne puisse douter “que le Prince remet à l’histoire sa couronne de lauriers, et que l’histoire la reçoit de sa main.”
Son Altesse Royale Madame la Duchesse en me chargeant, Monsieur le Chevalier, de vous transmettre ces observations n’a point la prétention d’enchaîner votre talentVII, mais Elle éprouve le besoin de vous faire connaître toute sa pensée, et de vous identifier avec le sentiment qui L’a inspirée.
Heureux d’avoir cette occasion de vous témoigner toute mon admiration,
J’ai l’honneur d’être avec la plus haute consideration,
Monsieur le Chevalier,
EichstettVIII le 5 octobre
1827.
Votre très humble et très
obeissant serviteur
Planat de la Faye.
Lieutenant Colonel et
Gentilhomme de cour de
S.A.R.IX Madame la Duchesse
de Leuchtenberg.
|
|
Eugène de Beauharnais, 1827, inv.nr. A156 |
Last updated 02.11.2020
Den tyske prinsesse af Bayern og hertuginde af Leuchtenberg Augusta Amalia von Leuchtenberg.
Gravmonumentet for hertug Eugène de Beauharnais af Leuchtenberg til St. Michaelskirche i München, jf. originalmodellen til en del af monumentet, portrættet af Beauharnais, A156.
Hertugen af Leuchtenberg Eugène de Beauharnais, der var søn af Joséphine de Beauharnais (1763-1814) og Alexandre de Beauharnais (1760-1794) og fra 1806 adopteret stedsøn af Napoleon 1.
Den omtalte skitse, som Thorvaldsen tilsyneladende havde sendt hertuginden til nærmere godkendelse, er p.t. ikke nærmere identificeret.
Eugène de Beauharnais var ikke blot adopteret stedsøn af Napoleon 1., men også en af hans nærmeste og mest betroede medarbejdere. Han blev fra 1804 betitlet Hans Kejserlige Højhed og i 1805 udnævnt til vicekonge af Italien, og flere andre særdeles vægtige titler fulgte. Efter Napoleons fald i 1815 blev de dog ugyldige og bortfaldt. Måske er det derfor, hans enke ønskede ham fremstillet uden andre hædersbevisninger end sine laurbær, sin ære – for på den måde at vise, at han havde dén i behold. Som det fremgår af brevet, ønskede hun, at Historien skulle tage imod Eugène de Beauharnais’ laurbær med en umisforståelig gestus.
Hertugindens præcisering af sine ønsker for gestikken ses ikke tydeligt reflekteret i Thorvaldsens endelige gravmonument i St. Michaelskirche i München. Mens hertugen ganske vist holder sine laurbær frem i sin højre hånd i retning af en siddende kvindelig fremstilling af Historien, så tager denne til gengæld ikke tydeligt imod dem; hun bruger begge sine hænder til at holde på henholdsvis sin skrivetavle og sit skriveredskab. Blandt de af Thorvaldsens skitser til monumentet, der i dag er bevaret på Thorvaldsens Museum, ses Historien heller ikke fremstillet med en modtagende gestik. Dette er imidlertid tilfældet for den tyske arkitekt Leo von Klenzes skitse af monumentet, jf. D1541.
Thorvaldsen lagde helt gennemgående vægt på sin kunstneriske frihed, hvilket brevets afsendere synes at have været opmærksomme på.
Eichstett, nu Eichstätt, fyrstesæde i det nordlige Bayern. I dag kendes Eichstätt som en lille domkirke-, universitets-og administrationsby.
S.A.R. er kortform for “Son Altesse Royale”, dvs. Hendes Kongelige Højhed.