Christian 8.
Rom
Christian 8.
Rom
Dateringen fremgår af dagbogen.
Thorvaldsen has arrived in Rome that day and has tea in the evening with Christian (8.) Frederik and the Duchess of Westmoreland, Jane Fane. She entertains the company with a political controversy she has had with the ultra-royalist Pierre Louis Jean Casimir de Blacas d’Aulps.
[Dagbog 16.12.1820:]
Postdag til Danmark, skrevet 26 Sider. Thorvaldsen ankom idagI til Rom og var hos os om AftenenII, synes meget vel befindende, medbragte et sort SchavlIII fra Wien og Foræringen fra min Søster JulianeIV, en lille Tegnebog. – Hert af WestmorlandV hos os.
Le 16 j’ai eu le grand plaisir de voir arriver ici notre célèbre sculpteur Thorwaldsen en parfaite santé depuis son voyage qui l’a fait maigrir un peu à ce quil dit. Il prit le Thé chez nous où vint aussi la comtesse Westmoreland femme d’esprit un peu extravagante à ce quon prétend et qui parle beaucoup. Elle nous a conté la cause de sa broullerie avec le comte de BlacasVI provenant du compliment qu’elle lui avait fait au sujet de la naissanceVII du Duc de BordeauxVIII, savoir que si le Ciel eut volu que ce soit une fille elle s’étoit imaginé que cela aurait pu être pour le bonheur de la France que Mademoiselle eut épouse dans le tems le Duc de ChartresIX ce qui aurait assuré à longtems le repos de la France. Ceci indisposant déjà le comteX la conversation se porta sur la Reine d’AngleterreXI et il dit que jamais Reine de France eut eu à soutenir un tel procèsXII sur quoi la comtesseXIII répliqua cepandant nous avons vu de nos jours Marie AntoinetteXIV subir au procèsXV bien plus atroce, mais il est vrai que tous les honnêtes gens l’ont amèrement plainte; mais cette comparaison quoique lointaine entre Marie Antoinette et la Reine d’Angleterre outragea tellement le comte quil se tourna et passa dans sa chambre en frappant la porte, et depuis ils ne se sont plus fait visité. La comtesse dit avoir le droit de parler plus librement puisque son attachement à la famille des Bourbons est assez généralement connue.
Uddrag af Christian (8.) Frederiks dagbog, jf. Fabritius, Friis & Kornerup (ed.), op. cit.
Den engelske hertuginde af Westmoreland, Jane Fane, havde spøgende sagt til den franske ultraroyalist og Bourbon-tilhænger Pierre Louis Jean Casimir de Blacas d’Aulps, at hvis den nyfødte bourbon Henri d’Artois havde været en pige, så havde hun kunnet gifte sig med orleanske Ferdinand Philippe og på den måde sikret stabilitet i det franske monarki, der på det tidspunkt var under “restauration” efter Napoleons fald 6.4.1814.
Orléanister var en fransk, lettere højredrejet fraktion, der indbefattede mange liberale og intellektuelle. De ønskede et konstitutionelt monarki med begrænset magt til kongen og mest magt til parlamentet. Orleanisterne var i opposition til de konservative og ultraroyale bourboner, der ønskede enevælden fuldt og helt genetableret. Både orleanister og bourboner var i opposition til republikanerne, der slet ikke ønskede en konge.
Da Blacas senere i samtalen med Jane Fane havde anført, at den franske dronning aldrig ville kunne komme i forlegenhed på samme måde som den engelske dronning, Caroline af Brunswick-Wolfenbüttel, der netop havde været igennem en skandaløs retsag anlagt af sin mand, kong Georg 4., havde Jane Fane repliceret, at bourbon’ernes sidste dronning, Marie-Antoinette, som bekendt også havde været igennem en pinlig retssag. Dette var dråben, der havde fået bægeret til at flyde over for Blacas, der var gået i vrede og havde smækket døren efter sig.
Last updated 10.06.2016
Thorvaldsen ankom til Rom 16.12.1820 efter sit Danmarksophold 1819-1820.
Jf. Thorvaldsen-kronologien 16.12.1820.
Dette sjal gav Christian (8.) Frederik efterfølgende i julegave til sin hustru Caroline Amalie, jf. dagbog 24.12.1820.
Den danske prinsesse Juliane Sophie.
Den engelske hertuginde af Westmoreland, Jane Fane (1775-1857), gift med 10. Jarl af Westmoreland, John Fane (1759-1841).
Den franske greve, hertug, prins og ambassadør, ultraroyalisten Pierre Louis Jean Casimir de Blacas d’Aulps.
Den 29.9.1820.
Sidste legitime arvtager til den franske krone gennem kongeslægten Bourbon, Henri d’Artois (1820-1883), kendt under titlerne “Duc de Bordeaux” og “Comte de Chambord” og navnet “Dieudonné”, den gudgivne. Betragtet som “Henrik 5.” af hans tilhængere.
Den franske prins Ferdinand Philippe (1810-1842), “Duc d’Orléans” og “Duc de Chartres”, søn af den senere franske konge, Ludvig-Filip I (1773-1850).
Dvs. Pierre Louis Jean Casimir de Blacas d’Aulps, der tilsyneladende ikke kunne se noget skægt i en alliance mellem bourboner og orleanister.
Dvs. prinsessen af Wales Caroline af Brunswick-Wolfenbüttel (1768-1821), der var dronning af England i ganske kort tid, fra 29.1.1820 til sin død 7.8.1821.
Her henvises til den retsag, som Caroline af Brunswick-Wolfenbüttels mand, kong Georg 4. af Storbritannien, 1820 havde anlagt mod sin hustru med krav om skilsmisse. Georg 4. beskyldte Caroline for utroskab; mange intime (og sandsynligvis opdigtede) detaljer kom frem, og retssagen blev et offentligt tilløbsstykke.
Dvs. Hertuginden af Westmoreland, Jane Fane.
Den østrigske ærkehertuginde Marie-Antoinette (1755-1793), der var dronning af Frankrig fra 1774 til 1792 som ægtefælle til bourbonske kong Ludvig 16.
Dronning Marie-Antoinette blev henrettet i guillotinen den 16.10.1793 efter en retssag ved “Le Tribunal Révolutionnaire”, hvor hun var blevet anklaget for forbrydelser mod den franske nation og for at holde orgier på slottet Versailles samt for incest mod sin 8-årige søn. Sidstnævnte anklage blev frafaldet igen efter Marie-Antoinettes stærke appel til alle Frankrigs mødre.