6.8.1841

Sender

Redaktørerne ved Aarhus Stiftstidende

Sender’s Location

Aarhus.

Recipient

Omnes

Dating based on

Dateringen fremgår af avisen, hvor teksten blev trykt.

Abstract

The author describes a celebration on Himmelbjerget arranged by the Danish poet Steen Steensen Blicher. The monument to Frederik 6. on the hill at Skanderborg Castle and the appointment of the commission for the monument are mentioned on this occasion.

Document

Himmelbjergsfesten.

(Indsendt.)

Folkefesten paa HimmelbjergetI sidste Tirsdag den 3die August blev høitideligholdt af en talrig Folkemasse, der var strømmet sammen fra Landets forskjellige Egne. Man traf Folk her fra det Slesvigske, fra Sjælland, Fyen, og høit oppe fra Thyland og Vensyssel, og man kan vel anslaae Forsamlingens Antal til 2 a 3000, af hvilke henved Halvparten vare Bønder, som vare hiddragne fra alle Kanter. Paa Bjerget var opreist to Rækker Telte med alle Slags Forfriskninger, og derovenover, ved Foden af den høieste Bjergtop, havde et anseeligt Musikcorps (af Regimenterne i Horsens og Randers) placeret sig og udførte derfra deres vidtklingende Melodier. Fra den tidlige Morgenstund vrimlede det paa Bjerget af Mennesker, der i glad Bevægelse bølgede frem og tilbage og med den fremrykkende Dag stedse meer og mere toge til i Mængde. Nu og da satte Folkemassen sig i stærkere Bevægelse og strømmede sammen paa eet Punct, naar enten en Tale skulde holdes eller en Sang afsynges; som Talere fremtraadte saaledes dHrr. Pastor St. St. Blicher Adjunct Fr. Sneedorff-Birch, Skolelærer Sørensen fra Vensløv i Sjælland, o. Fl. Ogsaa Bondepoeten Peder Jensen havde vidst at skaffe sig endeel Tilhørere, der med megen Ivrighed, trængte sig omkring ham, naar han med Salvelse foredrog sine nyeste Aandsfostre. Ogsaa her blev det afgjort hvor det MonumentII, som Jyderne agte at oprette til et varigt Minde om deres afdøde, uforglemmelige Konge, Frederik den SjetteIII, skal reises, nemlig paa Slotsbanken ved Skanderborg, tillige udnævntes en CommitteeIV som fremtidigen skal bestyre Oprettelsen af dette Mindesmærke. Paa Bjerget blandede man sig mellem hverandre, uden at tænke paa Rang eller Stand, og dog har der maaske aldrig paa eet Sted og paa eengang været saamange Decorerede forsamlede som her; rigtignok bestod Decorationen kun i et simpelt Stykke trefarvet (grønt, blaat og hvidt) Baand, som Enhver kunde tilkjøbe sig for hvad man selv vilde give. Om Eftermiddagen dannede man ved en Kreds en fri Plads, med Musikkorpset i Midten, og dandsede nu længe der i munter Samdrægtighed mellem hverandre. Veiret havde hele Dagen været meget graat og truet med Regn, men om Eftermiddagen klarede Himlen op, de mørke Skyer forsvandt og den oplivende Sol brød frem. Siden, da Dagen begyndte at helde, drog Folkemængden, med Musiken i Spidsen, op paa den høieste Top af Bjerget, hvorfra nu den vidtudstrakte underskjønne Omegn tog sig henrivende deilig ud i den Afvexling af Lys og Skygge, som den nedadgaaende Sol efterlod sig. Her, paa Spidsen af Bjerget, fremtraadte nu atter Skjalden Steen Steensen Blicher og holdt et Foredrag, der optoges med levende Bifald. Derpaa istemmede Musikkorpset Melodien til en Folkesang, og da den var endt, udbragtes et “Leve!“ for St. Blicher, ledsaget af gjentagne Hurraraab. Senere blev der dandset og sjunget indtil den næste Dags Morgen. Gid denne herlige og muntre Folkefest endnu ofte maa blive feiret saaledes, og gid den stedse meer og mere, ved bestandig Udvikling, maa virke til sit Maal: Almeenaandens Oplivelse! Og da Kongen nu, som Bjergets Eier, selv har givet sit Minde til denne Folkefest, haaber man, at den vil til næste Sommer, ved Medvirkning af Stedets Øvrighed, faae et fuldkomnere Arrangement.

General Comment

Dette er en trykt tekst bragt i Aarhus Stiftstidende 6.8.1841, omhandlende en af Blichers Himmelbjergsfester, med omtale af Frederik 6.-kommissionen, der stod bag oprettelsen af Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke. Valget af en bestyrelse til Frederik 6.-kommissionen bliver også nævnt, selvom det officielle valg havde fundet sted i Skanderborg to dage før 4.8.1841. Se artiklen for mere herom.

Archival Reference

Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1841, Aarhus Stiftstidende 6.8.

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Subjects

Persons

Commentaries

  1. Himmelbjergsfesterne foregik i perioden 1839-1844 og var arrangeret af den danske digter Steen Steensen Blicher. De var ment som en hyldest til det danske folk på tværs af klasseskel. Demokratiske strømninger kan derfor siges at have præget disse sammenkomster. Himmelbjerget blev i første omgang foreslået som placering for Frederik 6.s mindestøtte, der dog i sidste ende blev placeret på Skanderborg Slotsbanke. Se referenceartiklen Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke for mere herom.

  2. Dvs. Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke.

  3. Den danske kong Frederik 6., der døde den 3.12.1839.

  4. Dvs. Frederik 6.-kommissionen. Den var dog allerede tidligere trådt sammen, men først omkring tidspunktet for Himmelbjergsfesten blev den officielt valgt som projektets bestyrelse, jf. dokumentet af 26.11.1841. Se referenceartiklen Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke for mere herom.

Last updated 19.11.2018