Onsdag den 15. December.
Kiære Thorwaldsen!
Min Veninde Fru Borries, hvem vi længe har lovet at giøre bekiendt med Dem, beder os at formaae Dem at komme til dem i Selskab med Oehlenschläger og mig paa Fredag Aften. De boer i Huset med os og saavel Manden som Konen er elskværdige Personer med Sands for Kunst, Konen er selv Kunst[n]er, hun maler vakkert og spiller Claveer til Fuldkommenhed. Kom hvis De kan og tag os med paa Vejen
Deres hengivne Veninde
Christiane Oehlenschläger