The Thorvaldsens Museum Archives

Da alt er forbi mellem os, vil muligvis et sidste besøg være Dem alt for ubehageligt, og iøvrigt glæder det mig ikke synderligt at skrive til Dem nu, det skulle da være for at lette mit hjerte en smule, ligesom det vil være forgæves og urigtigt, om jeg søgte at gendrive, hvad De har sagt om mig, da jeg ikke kan tro, at De har været oprigtig i så henseende.
De har kendt mig for godt til for alvor at kunne tro, at jeg har en så overfladisk karakter, at jeg skulle have lagt min skæbne, alle forhåbninger om lykke, som jeg kunne have i denne verden (det er unødvendigt, at jeg erindrer Dem om hvad De har gjort hertil), i hænderne på en mand, for hvem jeg ikke havde den mindste følelse. De ved godt at jeg har elsket Dem højere end noget andet i verden, langt mere end mig selv, og også i dette øjeblik er der ikke den ting i verden, jeg ikke ville gøre for at være Dem til glæde. Jeg tør sige, at jeg har stolet på Dem, som man bør stole på Gud, det gør mig ikke skam at bekende det i min sidste meddelelse til den person, som jeg i næsten et år har set op til som min kommende ægtefælle.
Hvis det er muligt for Dem at tro, at Deres berømmelse, hvor stor den end være, skulle have fået mig give mit samtykke til bliver Deres, tillægger De mig alt for stor tåbelighed; en hustru har ikke megen del i denne slags hæder. Jeg ville sikkert have nydt den, som alt, der kunne tjene Dem til ære eller glæde; men med de tanker jeg havde gjort mig om Dem, ville det have været mig kærere at leve tilbagetrukket med Dem end at færdes i den store verden, og at lindre Deres sorger og sygdomme end at fornøje mig i Deres beundreres selskab. Hvis jeg havde haft megen kvindelig forfængelighed, ville jeg måske ikke have samtykket i at forlade min familie og omgangen med venner, der kendte mig fra min bardom, og af hvilke jeg var skattet meget langt udover min fortjeneste, fremfor at leve mellem fremmede og mig ligegydige mennesker og sætte al min lid til et eneste hjerte. Og sikkert nok var det den tanke jeg havde om dette hjerte, der gjorde mig lykkelig og tryg, og jeg tvivlede ikke på, at jeg på en eller anden måde kunne forøge et menneskes lykke, som var bleven mig så kært, ikke gennem hans offentlige berømmelse, men ved det begreb, som et intimt bekendtskab og iagttagelse havde givet mig af hans karakter i forbindelse med den hengivenhed, jeg troede, at han nærede for mig.
Her vil De indvende, at egenkærlighed, og en alt for poetisk indbildningskraft har ladet mig tage fejl. Jeg ville snarere sige et alt for tillidsfuldt hjerte, og et hjerte, som vanskelig kan nære mistro overfor en, som det engang har skænket så megen agtelse og hengivenhed. For denne vildfarelse er jeg bleven alt for hårdt straffet, og jeg føler også medlidenhed med Dem, hvis mistroiskhed, efter hvad De har sagt, ikke lader Dem fæste lid til en ren og naturlig følelse uden at søge efter fjerntliggende og usandsynlige bevæggrunde.
Men nok om det; når De har fremført Deres tvivl overfor mig, har jeg altid svaret dem på en frimodig og oprigtig måde, som burde have overbevist Dem, hvis ikke stædigt besluttet på det modsatte. Til uheld for mig har jeg ikke fundet den samme frimodighed hos Dem. Ellers ville vort mellemværende ikke have været svævende så længe, og skønt jeg må lide for at udsætte mig for så mange ubehageligheder og så megen uvished. Jeg håber, at De aldrig må komme til at føle så stor en smerte som den, et oprigtigt og følende hjerte må lide ved at skifte mening om den, for hvem det nærede den største agtelse og tillid.
Jeg er ikke lunefuld eller vankelmodig i et sådant tilfælde, hvor det gælder to menneskers skæbne, og hvor følelsen bør være så stærk, før man forpligter sig, at den ikke let skifter karakter. Da jeg nu nødtvunget har måttet mærke en forandring hos Dem, ikke fordi de små opmærksomheder og kærtegn udeblev, som man, efter min erfaring ikke bør tillægge for megen værd, men fordi De, trods vor i så lang tid almindelig bekendte forlovelse, har til hensigt at ville betræde en lang rejse, ret som om De netop med velberådet hu ville flygte, uden at lægge nogen sorg derover for dagen og uden at tænke på mine planer eller sige det ringeste derom, tværtimod undgik De at tale derom.
Dette og andet lod mig føle, at jeg var min ære skyldig at give en person fri, som havde betaget mig så meget, og som ikke mere kunne interessere sig for mig. Under disse omstændigheder og efter hvad De nys havde betroet mig, burde De have takket mig for mit skarpe blik på sagen og for min oprigtighed. I stedet har De betegnet de skridt, jeg har foretaget mig af pligt – for ikke at røbe den smerte De forvoldte mig – om end med et såre dybt bedrøvet hjerte, som krænkelser og forhånelser. Deres forslag om muligvis at rejse til Skotland efter Deres besøg i Danmark synes mig at være en alt for bizar Idé til at jeg behøver at fritage Dem derfor.
Den tanke at rejse herfra er mig usalig, og dog, hvor forunderlig er menneskers skæbne: for få måneder siden troede jeg, at det ville blive min største lyksalighed. Men jeg gentager det: måske vil skylden helt og holdent ikke være på Deres side, vi har måske gensidig taget fejl af hinanden mod vor vilje: mens jeg tiltroede Dem en ren og varig følelse, har de ikke følt mere end en lunefuld og flygtig passion.
Dog måske har jeg uret i at tale således. Jeg ved meget vel, at forholdene har været Dem imod og til ubehag. Undskyld at jeg siger, at Deres anklager mod mig er inkonsekvente. De siger, at De altid har fundet mig ubehagelig kølig. Hvorfor har de da begæret et så uværdigt hjerte? Samtidig med at De anklager mig for denne kulde, tillægger De mig en mangel på finfølelselse, som ville gøre enhver hæderlig kvinde skamfuld, idet De siger, at jeg har fristet Dem imod Deres vilje. Jeg gyser ved tanken at skulle rense mig for en sådan anklage. Det er sandt, at jeg har været nødt til at sige ting, som jeg ikke burde have sagt, hvis jeg havde haft en eller an den mandlig slægtning eller en Person, egnet og berettiget til at tage sig af vore sager og lægge en plan, der tiltalte os begge. Men da jeg befandt mig her næsten alene og som udlænding og troede at mærke, at Deres ringe kendskab til skik og brug i den store verden gjorde Dem usikker i Deres optræden, så har jeg sagt Dem disse ting, dog ikke før jeg havde modtaget mange breve og meget tilskyndet dertil at forskellige venner og
veninder: at det ikke sømmede sig for mig, hverken at vente her eller at rejse hid og did efter Deres forgodtbefindende uden at have antaget Deres navn, eller De samtidig havde givet mig gode grunde for at bevise mig Deres hengivenhed for mig og nødvendigheden for at rejse, i hvilket tilfælde jeg ville have følt mig forpligtet til at følge den plan, som passede Dem bedst uden hensyn til, hvad andre ville sige. Det har ikke været mig muligt at forklare Deres adfærd, ikke heller at finde grunden til omslaget i Deres følelser for mig. Det ville ikke have undret mig, hvis ikke den mand, til hvem jeg havde knyttet mig, netop havde søgt mig, for at gøre mig så mange tilståelser af kærlighed, venskab og agtelse, eller til en mand, hvis karakter jeg havde troet at kende.
Jeg mener, at vor fortrolighed udsprang af opholdet i Albano. Kan De huske, at Deres helbred var meget dårligt, og alle Deres tanker drejede sig om døden, og at jeg bad Dem om at ledsage Dem, alene for at gøre Dem vel ved luftforandringen og ved nydelsen af den landlige gred, idet jeg havde hørt visse af Deres venner sige: Thorvaldsen ødelægger sig selv i Roma, hvor han er altfor syg til at udføre de værker, han har påtaget sig, og kan dog ikke rejse bort, uden at en eller anden lægger planen for hans rejse.
Da vor afrejse begunstigede dette, så foreslog jeg Dem at følge med os, og måske har Deres mistænksomhed og Deres eftertanke forklaret denne blot venskabelige handling som et udslag af hyldest til Deres berømmelse. Men Gud skal vide, at dengang voldte Deres uro mig såmegen pine, at da jeg kun i ringe grad kunde adsprede eller lindre Dem, så var den tanke
mig ikke ukær, at De hurtigt burde rejse til Lucca, skønt jeg interesserede mig for Dem; så smerteligt var det mig at se Dem lide, når der ingen Lindring fandtes. I dette tidsrum talte De altid om døden og om Deres ulykke. Da De begyndte at komme Dem, beklagede De Dem over at have sluttet et venskab, som måtte ende med min afrejse, og siden, da De havde fået den dé, at De endnu kunne blive lykkelig, og at jeg ville have nogen indflydelse derpå, så smigrede den tanke mig, og jeg vil håbe, at et bedre og værdifuldere motiv end forfængelighed har knyttet mig så stærkt til Dem. Dengang havde De ingen andre anklager imod mig, end den, at jeg – efter den forestilling, De havde fået om mig – ikke kunde elske Dem så højt som De mig.
Fra den Tid af veed De selv, hvorledes vort Forhold er blevet. Jeg er rede til at vedgå, at mange ubehagelige ting har kunnet forurolige Dem, at omstændighederne ikke har kunnet opmuntre mig i synderlig grad, og at jeg tilsidst ikke har været noget åndrigt Selskab, og at forskellige vanskeligheder har optårnet sig for os, som jeg dog synes, at vi ved en smule fasthed havde kunnet overvinde.
Det piner mig mest af alt, at disse omstændigheder har givet Dem et forkert begreb om mig. Om denne sag kan De sige, hvad De synes. De, som kender mig, vil kunne dømme derom, og hvad de andre angår, er jeg måske altfor ligegyldig. Jeg er sikker på, at skøndt jeg tilsidst har været nødt til at erkende den Uret, De har begået mod mig, skal jeg aldrig omtale den for andre. Jeg frygter at have trættet Dem med dette Brev, som jeg ikke troede skulle blive så langt. Grunden dertil har jeg sagt Dem i begyndelsen af brevet, og hvis jeg har skrevet noget, som kunde mishage Dem, beder jeg Dem om forladelse derfor, ligesom for hvad der har kunnet krænke Dem, idet jeg forsikrer Dem, at det aldrig har været min hensigt, og, skønt fjern og ulykkelig, vil De have en oprigtig veninde til døden. (uden Underskrift.)

[Oversat af Louis Bobé jf. Thorvaldsen i Kærlighedens Aldre, København 1938, s.115-121, let revideret]