Mel. Danmark deilig Vang
Kæmpeaand fra Kraftens Alder
Djerve Søn af Nord!
Som med sølvgraa Isse kalder,
Og med Flammeord,
Frem til Kamp hver nordisk Broder
For den gamle Heltemoder!
Hør: i Fimbul Natten svare
Dig en Yngling Skare:
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa,
Skal vi elske tro saa længe
Hjerterne kan slaae!
Tro, som vore djerve Fædre,
Og i Krig og Fred det hædre!
See: ved Fortids store Minder
Blusse vore Kinder!
Her, blandt Nordens stolte Have,
Her er Fredens Bo;
Gyldne Ax paa Kæmpegrave,
Til vor Føde groe;
Skud vi er af Egens Stamme;
End kan vore Hjerter flamme;
End har Troskab, Mod og Nemme
Her i Danmark hjemme!
Længe lød Dit Raab i Ørken,
Taushed Svar kun gav:
”Sandhed slumred længst med Styrken
I dens Heltegrav!
Endnu Freias Stjerne blinker;
Men en Signe vi den vinker;
Af de djerve Kæmpeviser
Flittertiden fniser.”
Som en Kæmpe mellem Dværge
Stred Du Gud i Vold;
Sandhed var Dit gode Værge,
Barnets Tro Dit Skjold!
Fast Du stod mod Løgnens Vælde,
Fast, som Norges gamle Fjælde!
Sang, som Regner, mellem Krybet,
Midt i Ormedybet.
Ja, i mange tunge Dage
Har Du ærligt stridt;
Miskjendt, uden Klynk og Klage,
Til Dit Haar blev hvidt –
Held! Men Seier har du vundet,
Snart er Døgnets Nat forsvundet,
Snart skal Aandens Sol fra Norden
Funkle over Jorden.
Klart Du tyded for os Unge
Sagas Runestav;
Stormen lærte Dig at sjunge
Og det stolte Hav;
Snart Din Sang til Brage-Harpen
Tordned’ vældig som et Sarpen,
Snart os tryled Dine Psalmer,
Under Fredens Palmer.
Slaa endnu Din Harpe længe,
Sanger djerv og graa!
Men saalænge Danmarks Vænge
Eier Piger smaa,
Eier Mænd, som Dansk kan sjunge,
Skal af Gamle, skal af Unge
Tro Din Kæmpevise høres,
Og hvert Hjerte røres.
H. V. K.