[...]
Aldrig har jeg seet ham herligere end Juleaften 1825. Aftenen tilforn gjorde vi efter hans Ordre uhyre Indkjøb af Vin, Rom, Sukker, Citroner etc., og han var selv nærværende, da Koop, Schmidt og jeg tillavede Punschextrakten, som han med jovial Kjendermine prøvede og rettede. I Mangel af gode Gjæs (de romerske ere mere berømte ved deres Skrig end ved deres Kjød), bleve tvende vældige Kalkuner kjøbte, hvis fede Rygge han selv befølte. Paa Højtidsaftenen pustede og svedte han ved Skorstenen for ret at lave os en god Julegrød, og nu og da lod han sig til Syne og rapporterede paa den pudserligste Maade sine snart glade Forhaabninger, snart ængstelige Tvivl om Grødens lykkelige Udfald. Imidlertid havde han med en endnu rigere Haand end Aaret tilforn bragt os Alle en Julegave af antike Stene, som vi i den gladeste Stemning sad og spillede Lotteri om. Døren fløj op, og med Triumf i hver Mine bragte han os nu Grødfadet, hævet højt i Vejret, ind paa Bordet, og nu begyndte en Juleaften, hvis Lige jeg aldrig har havt, og som jeg ikke er i Stand til at beskrive.
[...]