Danmarks Stolthed, Europas Beundring,
Oldtidens store Søn
i den smaalige Nutid,
den ædle Mand, den sande Vise,
Billedhuggeren
Thorvaldsen
helliges disse Blade
med
Ærefrygt og Kjærlighed.
Højt fra Mit Danmarks blomsterklædte Dale
Ned til de gamle Guders gyldne Sale,
Ned mod det elskte Romas grønne Høje
Stirrer mit Øje.
Frihedens Flamme, Kejserrigets Trone
Styrted’ i Mulm for Munkekongens Krone.
Dybt mindes Mars og Græklands Pierider
Hensvundne Tider.
Mægtige Roma, Jordens Herskerinde,
Blev af Din Storhed ene kun Dit Minde?
Blev ingen Heros fra de gamle Dage
Mere tilbage?
Jo! Fra det kolde sneebedækte Norden
Oprandt en Stjerne herlig over Jorden.
Dybt selv i Døden Rom og Hellas glæder
Thorvaldsens Hæder.
Aand fra de store minderige Dage! –
Ak! til Din Priis er’ Læberne for svage.
Vældigt din Storhed toner lig en Torden
Henover Jorden.
Højt sig Din Roes mod Stjernehæren svinger!
Derfor jeg daarlig ej Dig Virak bringer.
Den, som med Ømhed skuede min Smerte,
Hylder mit Hjerte.