| TIL THORVALDSEN af H.V Kaalund. Kjøbenhavn. Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1847. |
Vær velkommen, Søn af gamle Norden,
Vær velkommen til Din Moders Bryst!
Henrykt føler hun, hvad Du est vorden,
Som ved Aandens Værk forbauser Jorden,
Nævner Dig sin svage Alders Lyst!
Længe har forgjæves hun imøde
Aabnet Dig sin moderlige Favn;
Hendes Kæmpe-Sønner ere døde,
O! men de, hun har endnu, de gløde,
Mens de juble fro Dit Brodernavn.
Tak da for den skjønne, rige Gave;
Tak for Æren, som Du skjænkte dem!
Tak fordi Du fjernt i Sydens Have,
Længtes til de gamle Kæmpegrave,
Til dit fattige, dit simple Hjem!
Skjøndt Dig flyder Fyrsteblod i Aaren,
Blevst Du ej blandt Rigdoms Glimmer fød
Til den Højhed, som forblinder Daaren!
Nej! af Armod est Du født og baaren,
Og til Fostermoder fik Du Nød.
Al din Rigdom var dit store Hjerte,
Din begejstrede, Din lyse Aand.
Som Prometeus greb Du Himlens Kjerte,
Skjænked’ Leret Liv og Fryd og Smerte,
Trylled’ Guder frem med Skaberhaand!
Lille Bertel, som med valne Hænder
Og i Armods Klæder ukjendt gik,
Sender nu sit Navn til Verdens Ender,
Hyldes overalt, hvor han sig vender,
For den Adel, han fra oven fik.
Og naar de, som kappes om at bære
Dig, beskedne Thorvaldsen, paa Haand:
“Jordens Mægtige”, forglemte ere,
Da skal Skjalde sjunge til Din Ære,
Da skal Du henrykke ved Din Aand.
Frem af Jorden gamle Marmorrester
Hæves skal og tale underfuldt,
Som det Eviges, det Skjønnes Præster,
Vidne herligt om den store Mester,
Naar i Muld Du længst har ligget skjult!
See: beundrende Dig hylder Jorden!
O, men hun, som tog Dig først i Favn,
Mest Dig elsker dog; det gamle Norden
Føler dybt, ved Dig hun rig er vorden,
Jubler moderøm Dit Sønnenavn!
Her er intet kjælent, yppigt Eden,
Her er ingen evig Blomsterflor;
Hjemligt bygger Fuglen dog paa Heden,
Skjøndt at Stormen suser over Reden,
Skjøndt kun hist og her en Lyngblomst groer!
Og en Udørk, hvor ej Vaaren kommer,
Er dit Fødeland dog heller ej;
Kort, men skjøn er Nordens grønne Sommer!
Fremmed staar Du hist blandt Sydens Blommer,
Med dit Øies blaa Forglemmigei!
Vil Du fast fra Hjemmet Afsked tage
I det første Gjensynsøjeblik?
Hør Dit gamle Danmarks Moderklage:
“Bliv dog her, hvor Dine Barndomsdage,
Hvor din Livets-Foraarsalder gik!”
Nu tilgiv en Yngling, som har prøvet,
Dig at hylde af sin fulde Sjæl!
Dig, hvem Fyrster rakte Laurbærløvet,
Dig, som hæver Aanden op fra Støvet,
Mod det evige Forklaringsvæld!