THOR og THORVALDSEN.
Mel. Hvi rose i saa vore Fædre etc.
Om Asathor og om hians Hammer
Qvad mangen en Hedenolds Skjald,
Mens Hornet blandt Helte med Skrammer
Gik rundt i den festlige Hal:
Vel Guldhorn og Kæmper ei findes,
Dog Druer og Mænd end i Nord,
Og hvad som er vel værd at mindes,
En Hammergud trods nogen Thor.
Skjöndt Himmelboer, siges den Herre,
Knap hiin Side Elben bekjendt,
Og det, der for ham end er værre,
Forlængst er hans Guderÿe endt:
Den Anden vi har ved vor Side,
Hans Navn er ei Digt eller Dröm,
Mod Himlen hans Hæder vil skride
Ustandset af Seklernes Ström.
Greb Thor til sin vældige Hammer,
Da knused han Jetternes Klögt;
I Sporet gik Manddrab og Jammer,
Selv Guderne bæved af Frygt:
Om Hamren i Thorvaldsens Hænder
Sig flokker den himmelske Hær,
Og studsende Hellas gjenkjender
I Stenen sit Liv og sin Færd.
Engang, lÿder Sagnet om Guden,
Til fremmede Land han drog hen;
Hjem vendte han Miölner foruden,
Og borte var Kraften med den:
List Hamren af Thorvaldsens Gjemme,
Du fjerner ei Kunstnerens Maal;
Thi finder han, ude og hjemme,
I Aanden det skabende Staal.
Vor Thorvaldsen vel kun nedstammer
Fra dem, som löd Asathors Bud,
Men bedre han bruger sin Hammer,
End fordum den hedenske Gud:
Thi tömte et Guldhorn de Fædre
Til Ære for knusende Thor,
Det bör sig vel Sönner at hædre
Den skabende Kunstner fra Nord.
Dr. Balfungo