S a n g
i Anledning af
F e s t e n p a a S k y d e b a n e n,
den 16de October 1819.
Af
Chr. Fr. Wilster.
––––––––––––––––––
Mel. Ung Adelsten paa Thinge stod.
I Danmarks Navn, i Kunstens Navn
Om Danmarks Kunstner Sangen tone!
Ømt slutter Dana i sin Favn
Den gode Søn, hvem Laurens Krone
Er Musens Løn, og Danskes Fryd
Taknemlighedens Jubellyd.
Saavidt som Kunstens skjønne Liv
Sit stolte Herredom udstrækker,
Saavidt som Kunstens Tryllebliv
Om Skaberkraft Ideen vækker,
Vor Thorvaldsen! man nævner Dig,
Og Danmarks Fryd er inderlig.
I Syden under Myrthens Green
I Gruben kold og livløs hvilte
Den fine hvide Marmelsteen;
Fra Norden Kunstneraanden ilte,
Og Skjønheds Liv af Stenen sprang,
Om Danmark Memnon-Støtten sang.
Europa studsed, ahned ei
Hos Gothen slig en Kraft at finde,
Men Kunsten gaaer sin bedste Vei,
Naar Nord og Syd sig huldt forbinde,
Naar begges Aand kun vorder een,
Og Myrthen favner Bøgens Green.
I Syd Din Kraft udfolded sig,
I Marmorlandet var Du hjemme,
Men Fødelandet vinked Dig,
Du hørte froe dets Moderstemme,
Thi helligt er for Kunstens Aand
Bestandig hvert Naturens Baand.
Velkommen da, Du Hædersmand!
Lyt venligt til vor Takkestemme!
Indaand Begeistring i det Land,
Hvor dog Din Aand var altid hjemme!
O Danmarks Fryd er bedste Løn
For Danmarks dyrebare Søn!