Comment on A Turbulent House
[Note 4 i teksten med følgende indhold:] I ovenciterede Afhandling understreger Lars Rostrup Bøyesen meget stærkt Thorvaldsens (NB: formodede) personlige Uvilje mod Museets ornamentale og billedlige Udsmykning baade ude og inde – i Forlængelse og Forstærkelse af Bruuns og Fengers Fremstilling. Hertil er dog forskelligt at bemærke.
Thorvaldsens brevlige Udtalelse til Museums-Kommissionen, »at Soliditet, Sikkerhed mod Ildsfare, god Belysning og et simpelt Udseende, er ikke blot alt hvad jeg ønsker ved denne Bygning, men at jeg endog ønsker, at alle udvortes architektoniske Dekorationer og Zirater maatte saavidt muligt undgaaes ved den«, er skrevet den 8. Maj 1839, altsaa før Bindesbøll tegnede sit approberede Projekt Juli s. A. Thorvaldsens Uvilje kan saaledes ikke have været saa fremtrædende, at den har afholdt Bindesbøll fra at køre frem med sine Udsmyknings-Ideer paa et Tidspunkt, hvor det endnu ikke var afgjort, hvem der skulde være Museets Arkitekt, og hvor dette Spørgsmaal navnlig afhang af Thorvaldsens Ønsker. Iøvrigt sigter Bruun og Fenger Brevet for at være Collins »Paafund« (Thorvaldsens Musæums Historie, S. 47). Det lyder troligt. I hvert Fald har Thorvaldsen ikke selv konciperet det.
Ved Synet af de første dekorerede Lofter skal Thorvaldsen have bemærket: »Det bliver Bindesbølls og ikke mit Museum« (Bruun og Fenger, S. 104). Disse Ord blev if. Bruun og Fenger »sagt med et Stænk af Jalousi«, if. Rostrup Bøyesen »udbrudt« »lidt ærgerligt og skinsygt«. Hvorfor nu Jalousi og Skinsyge? Kan det ikke have været elskværdig Ironi? Vi ved jo, at Thorvaldsen var Ironiker – vel heller ikke Københavner for ingenting.
Endelig, hvis Thorvaldsen holdt igen paa Bindesbølls Udsmyknings-Lyster (det har han sikkert gjort), kunde det maaske ogsaa skyldes en berettiget kunstnerisk Kritik. Ingen vil nægte, at Museet blev større og mere monumentalt i sin Virkning ved at komme af med en Del af det, der er vist i det approberede Projekt.
Forøvrigt var Thorvaldsen ikke bange for Farver. »See engang«, sagde han til Baronesse Stampe en af sine sidste Levedage, da de sammen saa paa Slottet og Museet, »hvor de skidne Mure griner stygt; (de griner af Hansen), nei, Museet det smiler, see engang, det er ligesom en Blomst« (Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, Kbh. 1912, S. 252). Han har altsaa foretrukket Bindesbølls romantiske Polykromi for C. F. Hansens graa Klassicisme.
Man bør være varsom med at paastaa, som Rostrup Bøyesen gør det, at Bindesbøll – efter at have faaet Magistratens Bevilling til at dekorere Museets Lofter – »overrumplede« Thorvaldsen »med Pengene i Haanden«, og at »paa Bunden af sit Hjerte var den gamle Konferentsraad inderligt mod Planen«.
Last updated 31.01.2014