Om nogle Portrætbuster i Thorvaldsens Museum


Den lange Række af Portrætbuster af mere eller mindre kendte Personligheder, som Thorvaldsen har gjort, indledes med Bernstorffbusten fra 1795. Endnu helt i Rococoens Stil er saavel denne som den uforlignelige Buste af Madam Høyer. Fra de allerførste Romeraar følger saa de stramme, stærkt klassisk prægede Buster af Bernstorff og Tyge Rothe. De er Frugter af Thorvaldsens tidligste Antikstudier, blevet til under Indflydelse af hans egne Marmorkopier efter antike Portrætbuster. Efterhaanden finder han sig en Busteform, som en Tid tilfredsstiller ham og ikke mindst hans samtidige, Modellerne til Busterne. Det er Kolossalbusten, i storslaaet, almen Opfattelse, sikkert inspireret af visse af Tidens Yndlingsantiker, saasom den af Goethe tilbedte Hera Ludovisi, eller af de kolossale Kejserbuster paa Kapitol. Men Thorvaldsen idealiserer og forskønner ikke. Hans Buster fra disse Aar er gode, nøgterne Portrætter, pompøst virkende i det store Format. Saadan har han f. Eks. fremstillet Baron og Baronesse Schubart, Grev Rantzau-Breitenburg og de to, som her skal omtales, Elisa v. d. Recke og Tiedge. Rækken slutter med hans egen Kolossalherme fra 1810.

Efter Napoleons Fald trækker Verden sig atter i Lave. De ubegrænsede Muligheders Tid er forbi. Ligesaa den sværmeriske Herosdyrkelse. Menneskene kommer ned paa Jorden igen, bliver borgerlige. De egner sig ikke mere til at sættes op i heroisk Format. Kunstneren ser dem, som de er, og afbilder dem, som han ser dem, menneskeligt, individuelt, uden ydre Attributer ‒ højst et enkelt Draperi eller et Baand over Brystet. Der er Købmænd, Kunstnere, Kejsere og Konger. Det er Tidens Mennesker. De store Kanoner er nivelleret ned i Plan med de øvrige. Betegnende nok sidder nogle af de mest fængslende Ansigter paa de navnløse, de uidentificerede Buster. Man higer efter at faa at vide, hvem de var, hvordan deres Liv formede sig. Undertiden lykkes det. I Tidens Løb har en og anden Buste faaet Navn og Historie føjet til det Liv, den har i Gibsen eller Marmoret. Men der er endnu nogle og tyve ubekendte og derfor endnu Gaader at løse i Thorvaldsens Museum.

Elisabeth von der Recke Elisabeth von der Recke

Fig. 1-2. Thorvaldsen: Elisa von der Recke. Kolossalbuste. Marmor. En face og Profil, A852.

Der ligger næsten et halvt Aarhundrede mellem den første Bernstorffbuste fra 1795 og Busten af Baronesse Stampe fra 1842. Mellem de to Yderpunkter ligger en lang kunstnerisk Udvikling. Thorvaldsens sidste Buster fra hans Ophold her i Danmark er ikke de ringeste. Snarere virker de umaadeligt stærkt, næsten brutalt klart. Det er fremragende Danske set paa Baggrund af Danmark. I det internationale Kunst- og Turistcentrum Rom, hvor mange rejsende kom og gik, har de danske staaet mere blegt. I Hjemlandet er der Harmoni mellem Folk og Forhold.

Indtil for ganske nylig har der i Magasinet paa Thorvaldsens Museum henstaaet to kolossale Marmorbuster af den Type, Thorvaldsen med Forkærlighed dyrkede omkring 1805. Der har været rejst Tvivl om deres Ægthed, men en omhyggelig Gennemgang af Sagens Akter og Busternes Historie viser, i Forbindelse med Busternes udmærkede Kvalitet, at denne Tvivl ikke mere er berettiget.

De to Buster, der henholdsvis forestiller den kurlandske Digterinde Elisa von der Recke (1754-1833) (Fig. 1-2) og den tyske Digter C.A. Tiedge (1752-1841) (Fig. 3) blev købt til Museet i 1920 af en Efterkommer af Fru v. d. Reckes Slægt i Kurland. De er publiceret i en Artikel af Dr. Paul Rachel: »Zwei Büsten Elisas von der Recke und eine Büste Christoph August Tiedges« i Dresdener Geschichtsblätter 1921, no. 34, S. 48. I Følge denne Afhandling er Busternes Proveniens fuldt klarlagt. Indtil de blev solgt til Museet, har de opholdt sig paa det Medem’ske Gods Remten, hvor de sidst ejedes af Grevinde Ellen Medem. Rachel oplyser endvidere, at han i Berlin hos en Frøken Anna Parthey, en Efterkommer af Elisas Ven Gustav Parthey, har set en kolossal Gibsbuste af Elisa, der i Størrelse nøje svarer til Marmorbusten, og som han ansaa for at være en Afstøbning efter denne.

Christoph August Tiedge Christoph August Tiedge

Fig. 3. Thorvaldsen: C.A. Tiedge. kolossalbuste, A851, til venstre.
Fig. 4. Originalmodel. Gibs, A240, Til højre.

Af den Korrespondance, Rachel i 1918 førte med Grevinde Ellen Medem vedrørende Busterne, fremgik det, at der var endnu en Buste af Elisa (Fig. 5-6), i mindre end naturlig Størrelse i Familiens Eje paa Godset Elley i Mitau. Denne var ligesom de to store hugget i carrarisk Marmor og udført af Thorvaldsen. Ogsaa denne lille Buste har siden fundet Vej til Museet. Den blev af Familien von Medem solgt til en tysk Historiker, Dr. Günther Rudolph, efter hvis Død den købtes til Museet i 1931. Dette Køb var saa meget mere interessant, som det berigtigede, at en lille Gibsbuste (Fig. 7-8) af samme Dame i Højesteretssagfører Steins Eje her i København, var den originale Gibsmodel til den nyerhvervede Marmorbuste. Modellen har tilhørt Freund, der skal have faaet den af Thorvaldsen i Rom. Billedhugger Hertzog købte den efter Freunds Død, og fra ham overgik den til Billedhugger Stein, hvis Søn altsaa nu ejer den.

Den store Marmorbuste af Elisa v. d. Recke maaler fra Issen til Soklens Underkant 68,5 cm. Den har Skuldrene med og er afskaaret lige under Brystet, der hviler direkte paa en drejet Sokkel. Bryst og Skuldre er dækket af en enkelt draperet Kjole. Busten har været brudt i Stykker paa Bagsiden lige over Soklen og er kittet sammen igen. Haaret er sat op i en mærkværdig Frisure. To svære Fletninger er lagt omkring Hovedet og holder bagtil sammen paa en lille Sløjfe af Baghaaret. Fortil opløses Haaret i en Kaskade af Pande- og Sidekrøller, der indrammer et ret groft Ansigt, hvor Alderen har trukket skarpe Furer fra den voldsomme Næse ned mod Mundvigene. Hagepartiet er kraftigt, Underlæben en Smule fremtrædende. Det er ikke noget flatterende Portræt, især ikke, naar man sammenligner det med Schweizermaleren Anton Graffs yndefulde Portrætter af Elisa von der Recke fra de yngre AarI og Tiedges begejstrede Beskrivelser af hende. Men det er sikkert vellignende. Det er altsaa »die hohe Elisa«, som Thorvaldsens nøgterne Blik opfattede hende i hendes 52. Aar. Højtidelig, god og ædel, men absolut ikke spændende, er ogsaa det Skudsmaal, Caroline von Humbolt og andre, der har kendt hende ved denne Tid, giver hende. Udførelsen i Marmor er gedigen. Selve Marmoret ikke saa kridtet som det, der er anvendt til Baronesse Schubarts Buste. Hvor Gibsmodellen er henne, om den overhovedet eksisterer mere, maa blive et aabent Spørgsmaal. Maaske var det den, Rachel saa hos Frøken Parthey i Berlin.

Den lille Marmorbuste (Fig. 5-6) maaler 41,3 cm. Den adskiller sig fra den store, især i Haarsætningen, der er lettere, mere tvangfri, passende til det i det hele mere intime Præg, der er over denne mindre Buste. Haaret er strøget op fra Baghovedet og holdt sammen af et Baand, der er vundet to Gange om Hovedet; fortil falder det i bløde Lokker omkring Ansigtet. Ogsaa Kjolens Drapering er en Smule forskellig fra den store Buste. Udførelsen i Marmoret er mere pillen; i det lille Format virker den næsten porcellænsagtig. Det har maaske været en medvirkende Grund til, at man engang antog den for et Arbejde af CanovaII. Gibsmodellen hos Højesteretssagfører Stein, der paa Bagsiden er signeret Albert Thorvaldsen med gotiske Bogstaver, svarer nøje til den udførte Buste; kun giver Gibsen endnu mere Fornemmelse af Kvindelighed og Ynde, to Egenskaber, der er ganske fremmede for Kolossalbusten.

Elisabeth von der Recke Elisabeth von der Recke

Fig. 5-6. Thorvaldsen. Elisa von der Recke. Petit. Marmor. En face og Profil, A869.

Til Tiedges Buste ejede Museet i Forvejen den originale Gibsmodel. (Fig. 4III). Den er 65 cm høj og virker derved mere værdig og pompøs end det tilsvarende Marmoreksemplar, der kun maaler 60,5 cm. Den noget større Klods, der er indskudt mellem Busten og Soklen paa Gibssen, giver Hovedet Rejsning, mens det i Marmoret virker mere duknakket. Tiedge er et typisk Rundhoved. Haaret, der er skilt i Midten, de tunge, langagtige Træk, de dybe Panderynker, det hele salvelsesfulde Udtryk giver den gamle Huslærer rammende. Men den værdigt udseende ældre Herre kunde godt gælde for at være en større Aand end den brave Tiedge, hvis Digte forlængst er glemte. I de Par Kobberstik af ham, paa Titelbladene til Udgaver af hans VærkerIV er det skolelæreragtige betydelig mere understreget.

Den kurlandske Digterinde Elisa von der Recke, en kvindelig Skønaand, aandsbeslægtet med Madame de Staël og Friederike Brun, var født 1754 paa Slottet Schönberg i Kurland som ældste Datter af Friherre, senere Rigsgreve von Medem. Efter en glædeløs Barndom og Ungdom og et ulykkeligt Ægteskab, der opløstes ved Skilsmisse, begyndte hendes Rejseliv rundt til Badesteder og Fyrstehoffer, hvor hun traf de fleste af sin Tids Berømtheder. Paa en af disse Rejser mødte hun G.A. Tiedge, en maadelig Digter, men en »ren Sjæl«, der straks vandt den sværmeriske Digterindes Hjerte. Fra 1802 levede de to aldrende Skønaander sammen, dels paa Rejser, dels i Berlin og Dresden. 1804-06 var de i Italien og opholdt sig en hel Del i Rom. Engang i Løbet af Vinteren 1805-06 maa Thorvaldsen have modelleret deres Buster. Mærkværdigt nok nævner hverken Elisa eller Tiedge i deres ellers meget omfattende Dagbøger fra ItaliensrejsenV, at de er blevet portrætteret af Thorvaldsen, skønt Elisa omtaler og sammenligner Canova og Thorvaldsen, hvis Studio’er jo betragtedes som Seværdigheder, enhver Romerrejsende med Respekt for sig selv maatte besøgeVI. Canova, der paa dette Tidspunkt nylig havde fuldført sin berømte heroiske Napoleonstatue, har hun kun Lovord for. Om Thorvaldsen skriver hun:

»Hoch neben Canova steht Thorwaldsen, ein junger liebenswürdiger Däne, dem jetzt schon der Kranz des vollendeten Meisters von berechtigten Stimmen zuerkannt wird, deren einige sogar in der Begeisterung ihn über jenen selbst erheben. Wenn indess der edle Thorwaldsen ein solches Lob auf ungeheuchelte Art fast mit Unwillen zurück weiset, so lässt der vortrefliche Canova hingegen ihm die allervollste Gerechtigkeit wiederfahren; beide sind eines Ruhmes genossen, und kein Neid stört dies schöne Wechselverhältniss, in welschem einer des andern Meisterwerke africhtig bewundert.

Nicht leicht hat wohl ein jünger Künstler so schnelle Fortschritte gemacht, als unser Thorwaldsen. Noch vor wenigen Jahren lebte er still von der kleinen Pension seines Hofes. Vertrauend seinem Genius, und im Vorgefühl seiner Kraft, versuchte er einen Jason darzustellen, wie er siegend das erkämpfte goldne Vliess emporhält. Das Modell zog Kenner und Liebhaber herbei; ein Engländer, von der Vortreflichkeit des Werkes hingerissen, liess es in Marmor ausführen. Nun war Thorwaldsens Ruhm gegründet, und er rechfertigte durch nachherige Arbeiten die grossen Erwartungen, die sein erstes Werk erregt hatte«.

Saa rosenrødt, som Elisa tegner Forholdet mellem de to Kunstnere, har det dog næppe været. Deres Værker vidner bedre end nogen skreven Efterretning om den stille Rivaliseren, der fandt Sted imellem dem.

Elisabeth von der Recke Elisabeth von der Recke

Fig. 7-8. Thorvaldsen. Elisa von der Recke. Petit. Originalmodel. Gibs. En face og Profil, A852. (Tilh. Højesteretssagfører Johannes Stein, København.)

Derimod findes Busterne nævnt et Par Gange i hendes omfattende Korrespondance. Vigtigst er et Brev, som hun har skrevet til Thorvaldsen fra Carlsbad 1810, der findes i Brevarkivet paa Thorvaldsens Museum. Det vidner, borset fra de interessante Oplysninger om Busterne, om det venskabelige Forhold hun stod i til Thorvaldsen, Familien Humbolt og den danske Arkæolog Zoëga; Brevet aftrykkes her en Smule forkortet.

Carlsbad d: 11 August 1810.

An Thorwaldsen.
Sie lieber Thorwaldsen gehören zu den Wenigen, von denen ich die schöne Ueberzeugung habe, dass Entfernung des Ortes Ihre Freunde nicht aus Ihrem Gedächtnisse entfernt. Das Andenken der in Ihrem Umgange genossenen Stunden lebt in meiner Seele fort durch herrliche Erinnerungen: schenken Sie mir die Freude auch ferner an Ihre fortdauernde Freundschaft glauben zu können. Sorgen Sie dafür, dass meine letzte bey Ihnen abgesetzte Kiste mit den kleinen Marmorbüsten, sobald und so vortheilhaft als möglich, nach Gotha an Herrn Kaufmann Wilhelm Buttstädt für mich gesandt werde. Nach einem heute von Frau von Humbold erhaltenen Briefe, sind die grossen Marmorbüsten schon nach Gotha an Wilhelm Buttstädt abgesandt. Frau von Humbold schreibt mir zugleich dass die fünfte Kiste mit den kleinen Büsten, bey Ihnen abgesetzt sey. ‒ Ich hoffe dass in einer der 4 abgesandten Kisten, meine Bücher, Zeichnungen, Kupferstiche, und Reinhardts Landschaft befindlich seyn wird; das Brief unserer theuren Frau von Humbold drückt sich hierüber eben so unbestimmt aus als über die Dauer ihres Aufenhaltes in Rom; daher schreibe ich dieser Freundin dies noch nicht, sondern wende mich an Sie mit der Bitte mir sobald als möglich unter den vortheilhaftesten Bedingungen auch meine bey Ihnen abgesetzte Kiste zukommen zu lassen. ‒ Ach! lieber lebte ich unter Ihrem herlichen Himmel, als hier wo mein Körper sooft vom bösen Einflusse der Witterung leidet. In kranken trüben Stunden erheitert mein Gemüth sich noch jetzt durch Erinnerungen an Rom die meine Seele so bereicherten. Oft wandle ich in Gedanken unter Ihren herlichen Schöpfungen und seufze, dass ich Ihre Fortschritte nicht mehr in der Nähe bewundern kann. Freund Tiedge lebt noch immer kränkelnd bey mir, HenrietteVII ist glücklich verheirathet, und Mutter zweyer Knaben. Kürzlich hatte ich die Freude Sie 4 Wochen bey mir zu sehen. Oft-oft versetzten wir uns da mit unseren Gedanken zu Ihnen nach Rom ‒ ‒ Der Tod unseres würdigen Zoegas ist ein Verlust auch für mein Herz und für meinen Geist. ‒ ‒ An Freund Reinhard habe ich oft geschrieben, ohne durch eine Antwort erfreut zu werden, indessen bitte ich Sie grüssen Sie diesen Kraftmenschen von mir, Tiedge und Henriette recht herzlich. Werden wir uns wohl noch in dieser Welt wiedersehen?

Elisse von der Recke.

De i Brevet omtalte store Buster kan vist nu uden Risiko udlægges som Museets to Kolossalbuster af Elisa og Tiedge. Det kan til yderligere Sandsynliggørelse tilføjes, at mens Tiedge var en fattig og meget upraktisk Digter, var Elisa en ret velaflagt Verdensdame. At Tiedges Buste er udført for hendes Regning, er der ingen Tvivl om.

Fra anden Side kan det oplyses, at Elisa netop i Efteraaret 1810 sørgede for, at de to Marmorbuster af hende og Tiedge, tilligemed et Par Landskaber af den tyske Maler J. Chr. Reinhart ‒ det ene sikkert det i Brevet nævnte, malet for hende selv, det andet malet for hendes Søster ‒ blev udstillet paa Berlinerakademiets KunstudstillingVIII. Til Reinhart skriver hun d. 2. November 1810 fra Berlin: »Wie ihre Landschaften und Thorwaldsens Büsten hier Sensation gemacht haben, werden Sie bei den Schadows hören.«IX ‒ »Die Schadows« er Billedhuggeren Johann Gottfried Schadows Sønner, der netop i de samme Dage begav sig til Rom. Den gamle Hofbilledhugger har ogsaa set Busterne paa Udstillingen, men synes knapt saa begejstret som Fruen selv. Han noterer den 8. Oktober 1810: »Frau v. d. Reck war um diese Zeit hier und zeigte ihre Buste von Thorwaldsen, der grade in diesem Fache unserm Professor Rauch sehr nachsteht«.X

De »smaa Buster« er antagelig Museets lille Buste af Elisa von der Recke og en tilsvarende af C.A. Tiedge. At en saadan har eksisteret synes godtgjort ved et Tilbud, Thorvaldsens Museum modtog for nogle Aar siden paa en Marmorbuste i lille Format i tysk Privateje, forestillende Tiedge, og, efter hvad man af et Fotografi dengang kunde skønne, udført af Thorvaldsen.

Th. Oppermann, der i »Meddelelser fra Thorvaldsens Museum« 1931, S. 56 omtaler Købet af den lille Elisa-Buste, udtaler her som sin Overbevisning, at den lille Buste skulde være et Forarbejde til den store. Det er naturligvis muligt, at Sagen forholder sig saaledes. Men mon det ikke snarere er Tilfældet, at begge Buster er fremgaaet af en udtrykkelig Bestilling fra Damen selv. Den store Buste var næsten for pompøs til daglig Brug. Den stiller store Krav til Placering og Omgivelser. En Replik fra et Brev fra Elisa til hendes Niece Hertuginden af Sagan, fremdraget af Paul Rachel:XI »Hoffentlich schrecke sie ihre Büste nicht durch ihre Kolossalität ab«, kunde tyde paa, at selv »die hohe Elisa« kunde faa for megen Monumentalitet. Den mindre Buste er mere indtagende, mere menneskelig at se paa; egnede sig vel ogsaa bedre til Erindringsgave. Det var nemlig dengang særdeles almindeligt, at man forærede sit Portræt bort til Venner og Bekendte. Det vides med Bestemthed, at netop Elisa var rundhaandet med Buster af sig selv. Baade af Billedhuggeren Klauer, der til særlig fordelagtig Pris paatog sig Massefremstilling og endog Forsendelse af Buster, og af Schadovv er hun blevet portrætteret. Busterne blev fordelt blandt de udvalgte i hendes VennekredsXII.

Af en Opgivelse hos Thiele vidste man, at Thorvaldsen havde gjort en Buste af den østrigske Mæcen Fyrst Nicolaus Esterhazy (1765-1833). Hvor Busten befandt sig, var man derimod uvidende om. Det vakte derfor baade Glæde og Overraskelse paa Thorvaldsens Museum, da en Ætling af Fyrst Nicolaus, Fyrst Paul Esterhazy ved et Besøg i Museet i Sommeren 1936 blandt de uidentificerede Portrætbuster genkendte sin Tip-tip-Oldefaders Fysiognomi paa Busten Nr. 293 (Fig. 9-10). Fyrsten mente, at Museets Buste maatte være den samme, som han selv besad i to Gibseksemplarer paa Slottet Eisenstadt i Burgenland i Østrig, og som i hans Familie hidtil havde været anset for at være gjort af Canova. Af de Fotografier af de Eisenstadt’ske Buster (Fig. 11-12), som Fyrsten senere med stor Beredvillighed sendte til Museet, fremgik det med Tydelighed, at disse, skønt noget afvigende i Detailler, ligesom Nr. 293 maatte være udført af Thorvaldsen, eller i det mindste være Afstøbninger af et Værk af ham.

Nicolaus Esterházy Nicolaus Esterházy

Fig. 9-10. Fyrst Nicolaus Esterhazy. Originalmodel. Gibs. En face og Profil, A293.

Museets Buste Nr. 293, der er en Originalmodel i Gibs, er 53 cm høj, maalt fra Issen til Fodstykkets Underkant. Det er en af Thorvaldsens bedste Buster, fremragende ved sin indtrængende Karakteristik af Modellen og ‒ som de fleste af Thorvaldsens Buster fra hans modnere Aar ‒ gjort med beaandet Realisme. Busten, der kun er et Hoved paa et firkantet Udsnit af Halsen, er uden Tvivl gjort ad vivum, Ansigt til Ansigt med Modellen. Den forestiller en Verdensmand, men ikke nogen overfladisk bonvivant, en Mand, hvem Aarene vel ikke er gaaet sporløst henover, men som dog Formue og Position har tilladt at betragte Livet og dets Tilskikkelser til en vis Grad fra oven. Olympisk Ro præger dette Ansigt, der minder ikke saa lidt om Goethes. Den høje Pande, der yderligere fremhæves af det tilbagestrøgne, letkrøllede Haar, tyder paa Klogskab.

De to Eisenstadt’ske Buster er identiske. Den ene er en Afstøbning efter den anden, eller maaske er begge Afstøbninger efter en tredie; det kan ikke afgøres efter Fotografierne. Smaa Forskelle er der kun i Soklen og Anbringelsen paa denne. Den ene er saaledes lidt mere fremadbøjet. Denne Buste er tilsyneladende flere Gange overmalet, derved Uklarheden i visse Enkeltheder. Begge er skaaret af under Brystet og smykket med Draperi og »den gyldne Vlies«. Hovedet, især Haaret synes paa de østrigske Buster at være retoucheret noget; det hele virker glattere, mere almindeliggjort, end det stærkt individuelt prægede Hoved paa Museet. Det maa efter Udførelsen at dømme formodes, at Nr. 293 er modelleret af Fyrsten under en personlig Seance. Senere er dette Hoved saa blevet monteret paa det draperede og ordensprydede Heltebryst, der sikkert var en Rekvisit i det Thorvaldsen’ske Værksted. Man sammenligne f. Eks. Byronbusten, der er blevet til omtrent samtidig, i Maj 1817XIII. Hovedet er drejet en Ubetydelighed, for at Fyrsten kan se lige ud.

Spørgsmaalet er, hvor Marmorbusten eller -busterne er blevet af? Der er ved en fagmæssig Undersøgelse af Busten i København konstateret Maalepunkter til Udførelse i Marmor paa Ørerne og under Hagen.

Det er ogsaa sandsynligt, at den pompøse østrigske Buste har været hugget i Marmor. Fyrst Paul Esterhazy har intet kunde melde om disse eventuelle Marmoreksemplarers Skæbne.

Thiele skriver i sin Thorvaldsen-BiografiXIV, at Fyrst Esterhazy i Foraaret 1817 havde været i Rom og der besøgt Thorvaldsens Studier, »Vor Kunstner modelerede hans Buste og modtog et Par Bestillinger til Fyrstens Galeri i Wien, nemlig paa en Buste, den seirende Amor, og paa en anden, som skulde fremstille en dansende Bacchantinde.« Af den efterfølgende Korrespondance vedrørende denne Sag er to Breve fra Fyrsten til Thorvaldsen bevaret i Brevarkivet paa Thorvaldsens Museum. I Følge det ene, dateret Pottendorf den 2. Oktober 1817, er Busten blevet bestilt udført i Marmor. Fyrsten skriver bl.a.:

». . . . je m’empresse d’agreer sur tous les points l’engagement pris dans votre lettre surmentionnée de me fournir au plus tard au bout d’un an, pour le prix de Quatre mille ecus romains /: y compris les 600 Ecus deja avancés /: deux statues, l’une représentant une Bacchante dansant, et l’autre un Amour vainqueur, ainsi que pour le prix de cent Ducats d’or, mon propre portrait en buste, le tout en marbre tel que je vous l’ai démandé«.

Med Hensyn til de bestilte Arbejders videre Skæbne oplyser ThieleXV, at den korte Leveringstid, et Aar, som venteligt var, ikke blev overholdt af Thorvaldsen. Endnu i 1819, da han rejste hjem til Danmark paa Besøg, var de ikke afsendte. Da Thorvaldsen paa Tilbagerejsen til Rom næste Aar opholdt sig en Tid i Wien, traf han Fyrst Esterhazy igen. Det var ved et Aftenselskab hos denne, at han fik Underretning om den ulykkelige Sammenstyrtning, der var sket i hans Studio, hvorved flere af hans Værker molesteredes. Deriblandt var netop den Amorstatue, Fyrsten havde bestilt. Thiele meddeler, at begge Statuerne siden blev opstillet i det Esterhazyske Galleri i Wien. Saavel disse Værkers som Marmorbusternes Skæbne er nu ukendt.

Den Kvindebuste af Gibs, der bærer Nummeret 312 a (Fig. 13), blev i 1908 skænket til Museet af en i München bosiddende Polizeirat, Baron v. Binzer. Han forklarede om denne Bustes Historie, at hans Bedstemoder Emilie von Binzer, født von Gerschau, der var opdraget ved Hertuginden af Sagans Hof, havde arvet Busten efter Hertugindens Død. Han opgav, at den forestillede Grevinde Clara von Bressler, en Ungdomsveninde af hans Bedstemoder og ligesom hun en Plejedatter af Hertuginden. Busten skulde være gjort af Thorvaldsen. Et Marmor-eksemplar af samme Buste var efter Baronens Mening hos Hertuginden af Sagans Søster, Hertuginde Acconja-Pignatelli’s Arvinger. Da Busten var kommet til Museet, opdagede man, at den var en Variant af en i Museet allerede beroende, uidentificeret Buste Nr. 312 (Fig. 13). De to Buster navngaves saa som Grevinde Bressler, og under dette Navn er Nr. 312 afbildet hos Johs. V. Jensen og Aage Marcus: Thorvaldsens Portrætbuster, 1926.

Wilhelmine Benigna Biron Wilhelmine Benigna Biron

Fig. 13. Thorvaldsen: Hertuginde Wilehlmine af Sagan. Til venstre Kat. 312. Originalmodel, Gibs, A312.
Til højre Kat. Nr. 312a. Afstøbning i Gibs af samme, med ændret frisure, A811.

I 1931 gjorde imidlertid Dr. Bruno Schröder, Staatliche Skulpturensammlungen, Dresden, Museet opmærksom paa, at denne Identificering maatte være fejlagtig og hvile paa en falsk Familietradition. Ganske vist var Grevinde Clara Bressler i 1818 paa Rejse i Italien med Hertuginden af Sagan, men hun døde allerede i Florents i Foraaret 1818, mens Hertuginden og hendes yngre Søster Pauline, samt Emilie von Gerschau fortsatte Rejsen til Rom. Forøvrigt har Thiele en Meddelelse om, at en Hertuginde af Sagan blev modelleret af Thorvaldsen i Rom; han siger ganske vist i Foraaret 1819, men han kan jo have taget fejlXVI. Hertil kommer, at Marmoreksemplaret af Nr. 312, der nu findes i Staatliche Skulpturensammlungen i Dresden (Fig. 14-15), efter hvad Dr. Bruno Schrøder oplyserXVII, stemmer nøje overens med Familieportrætter af Hertuginde Wilhelmine Katharina Benigna (1781-1839), der som den ældste Datter af den sidste Hertug af Kurland Peter Biron og Dorothea von Medem, Elisa von der Reckes Søster, arvede Hertugdømmet Sagan. Marmorbusten i Dresden blev købt af en Grev Bressler, der havde arvet den efter sin Tante, Grevinde Raiska paa Gersdorf, uden at vide, hvem den forestillede. Først da Grev Bressler i Thorvaldsens Museum havde set den originale Gibsmodel med Betegnelsen Grevinde Bressler, havde han ogsaa givet sin Buste dette Navn. Forøvrigt var Hertuginden Veninde med en ældre Grevinde Bressler. Det kan muligvis være gennem hende, at Busten er kommet ind i Familien.

Dr. Bruno Schröder mener derfor, at der ikke kan være nogen Tvivl om, at Marmorbusten i Dresden og den tilsvarende Gibsmodel Nr. 312, saavel som Varianten Nr. 312 a i Thorvaldsens Museum forestiller Hertuginden af Sagan.

De to Buster, af hvilke Nr. 312 er en Originalmodel og Nr. 312 a kun en Afstøbning, er nøjagtig lige høje, de maaler fra Issen til Plintens Underkant 58 cm. Kun Frisuren, nærmere bestemt Pande- og Sidekrøllerne paa Nr. 312, adskiller de to Buster. Men denne lille Forskel er tilstrækkelig til at give de to Ansigter et vidt forskelligt Udtryk. Mens Nr. 312 a synes at være et Portræt af en purung Pige, virker Nr. 312 modnere, mere damet. At der samtidig er blevet gjort to Portrætter af samme Dame, turde maaske i dette Tilfælde skrives paa den kvindelige Forfængeligheds Konto. Det er sandsynligt, at Hertuginden har været i Tvivl, om hun skulde overlevere Efterverdenen et Billede af sig selv med den dengang saa moderne Frisure med Pandekrøllerne, som Verdensdame a la mode, eller om hun skulde se bort fra Moden og lade sin smukke Pande kommer til sin Ret. I alle Tilfælde ser det jo ud til, at begge Buster er blevet udført i Marmor.

Johs. V. Jensen har karakteriseret denne yndefulde Kvindetype med følgende Ord:XVIII »Det er en ung Dame med et vældig stort Haar, sat op i Fletninger som et Tag omkring Hovedet og yndige, blide Træk, dugget af Frodighed og Uskyld; Ansigtets Form tyder paa en østeuropæisk, slavisk eller magyarisk Oprindelse«. Det Faktum, at Hertuginden af Sagan var Kurlænderinde bekræfter paa det smukkeste den sidste Hypotese. Hun var, da hun blev portrætteret, ca. 38 Aar gammel og havde været gift to Gange. Alligevel giver især Nr. 312 a en et Indtryk af noget overordentligt ungt og fint og yndigt. Hun blev senere gift en tredie Gang, men forblev barnløs.

Hvis ikke Busterne paa Haaret nær, Træk for TrækXIX stemte overens, kunde det have været fristende at antage, at de to Buster ogsaa forestillede to forskellige Kvinder, in casu Hertuginde Wilhelmine af Sagan og hendes et Aar yngre Søster Pauline, gift Hohenzollern-Heckingen, der ogsaa var med paa Rejsen til Italien. Men denne Tanke maa opgives, naar man læser de interessante Beskrivelser af de to Søstre, som den allerede tidligere omtalte Emilie von Binzer giver i sine ErindringerXX. Om Hertuginden af Sagan skriver hun følgende:

»Die Herzogin Wilhelmine war im Jahre 1819 achtunddreissig Jahre alt, und noch von blendender Schönheit. Sit hatte in ihrer Jugend hellblondes Haar, (das mit der Zeit dunkler ward, endlich färbte sie es auch und ist, meiner Ueberzeugung nach, mit 58 Jahren daran gestorben), grosse braune Augen, die schönste Stirn und den edelsten Nasenansatz, weiter unten wich die Nase vom Idealen ab, blieb aber immer fein. Mund und Zähne waren tadellos; der Körper war, ehe sie zu stark wurde, von vollendetem Ebenmasse; damals hatte er noch die Grenze der Schönheit nicht überschritten. Sie hatte den Instinkt, dass sie dem Charakter derselben entsprechend eigentlich hätte grösser sein sollen, und beneidete mich oft lachend um die zwei Zoll, die mir mehr zugemessen waren, als ihr, und die ich gut hätte entbehren können, da man mich wegen meiner Dünne und Länge mit einem Spargel verglich; sie mass fünf französische Fuss, gerade so wie Napoleon I«.

Pauline derimod skal have set ganske anderledes ud. Hun havde en meget stærkt buet Næse. »Sie sieht aus wie ein Papagei, der eine Kirsche isst«, er der engang blevet sagt om hende. Den tredie Søster var Johanne Katharina, gift Acconja-Pignatelli; den fjerde, Dorothea, blev gift med en Talleyrand.

Thorvaldsens Portrætbuster var i den eksisterende Thorvaldsen-Litteratur blevet stedmoderligt behandlet, indtil Johs. V. Jensen og Aage Marcus tog sig for at fotografere og udgive de Buster, der er i Thorvaldsens Museum. Det var en god Begyndelse. I de 12 Aar, der siden da er forløbet, er der kommet et og andet frem, som kan føjes til de Oplysninger, Bogen bragte. Det her meddelte er tænkt som et Brudstykke af et Oprydningsarbejde for at skaffe Klarhed over forskellige dunkle Punkter vedrørende Thorvaldsens Portrætbuster.

Kommentarer

  1. [Note 1 i teksten med følgende indhold:] En Række Portrætter af Elisa von der Recke er afbildet hos Paul Rachel: Elisa von der Recke. I-II. Leipzig 1900-1902.

  2. Den italienske billedhugger Antonio Canova.

  3. [Note 2 i teksten med følgende indhold:] Afbildet og omtalt hos Johs. V. Jensen og Aage Marcus: Thorvaldsens Portrætbuster. Kbh. 1926, S. 87; T. 10.

  4. [Note 3 i teksten med følgende indhold:] C.A. Tiedge’s Werke. Hersg. von A.G. Eberhard. Halle 1832. Titelkobber: Tiedge’s Portræt sign. “Gottschick sc.” ‒ C. A. Tiedge’s Leben und poetischer Nachlass. Hrsg. von Karl Falkenstein. Leipzig 1841. Titelkobber: Tiedges Portræt sign. “Winkler dir.”

  5. [Note 4 i teksten med følgende indhold:] C.A. Tiedge’s Leben und poetischer Nachlass. ‒ Elisa von der Recke: »Tagebuch einer Reise durch einen Theil Deutschlands und durch Italien, in den Jahren 1804 bis 1806«. Hrsg. von Böttiger. I-IV. Berlin 1815.

  6. [Note 5 i teksten med følgende indhold:] Elisa von der Recke: Op. cit. II, S. 390 ff., IV, S. 103 ff.

  7. [Note 6 i teksten med følgende indhold:] Elisas Plejedatter Henriette d’Anselme, der var med hende og Tiedge i Italien.

  8. [Note 7 i teksten med følgende indhold:] Otto Baisch : Johann Christian Reinhart und seine Kreise. Leipzig 1882, S. 224.

  9. [Note 8 i teksten med følgende indhold:] Otto Baisch: Op. cit. S. 225.

  10. [Note 9 i teksten med følgende indhold:] Johann Gottfried Schadow: Kunst-Werke und Kunst-Ansichten. Berlin 1849, S. 110.

  11. [Note 10 i teksten med følgende indhold:] Paul Rachel: »Zwei Büsten Elisas von der Recke und eine Büste Christoph August Tiedges«. Dresdener Geschichtsblätter 1921, no. 3/4, S. 52.

  12. [Note 11 i teksten med følgende indhold:] Paul Rachel: Sstds. S. 48 ff.

  13. [Note 12 i teksten med følgende indhold:] Afbildet hos Johs. V. Jensen og Aage Marcus: Op. cit. T. 29

  14. [Note 13 i teksten med følgende indhold:] J. M. Thiele: Thorvaldsen. I, 1805-1819, Kbh. 1852, S. 320.

  15. [Note 14 i teksten med følgende indhold:] J.M. Thiele: Op. cit. I, S. 320 ff., II, S. 88 ff.

  16. [Note 15 i teksten med følgende indhold:] J.M. Thiele: Op. cit. I, S. 437.

  17. [Note 16 i teksten med følgende indhold:] Bruno Schröder: Zwei Frauenbildnisse Thorwaldsens. Reclams Universum. Heft 20. 1930.

  18. [Note 17 i teksten med følgende indhold:] Johs. V. Jensen og Aage Marcus: Op. cit. S. 72

  19. [Note 18 i teksten med følgende indhold:] Formodentlig er den fuldkomne Lighed fremkommet ved, at man har taget en Afstøbning af Originalmodellen og forandret Haaret paa den. Museets Afstøbning, hvor Støberandene ses tydeligt paa Haaret, maa igen være afstøbt efter det nye Eksemplar. Marmorbusten i Dresden, der vel er udført efter no. 312, viser en lille Afvigelse fra Originalmodellen. Den snoede Haarlok, der paa no. 312 paa hver Side af Hovedet fører fra de nedhængende Sidekrøller ind i Flettefrisuren, mangler paa Marmorbusten. Sml. Fig. 13 og Fig. 14.

  20. [Note 19 i teksten med følgende indhold:] Emilie von Binzer: Drei Sommer in Löbichau 1819-21. Stuttgart 1877, S. 41 ff.

Sidst opdateret 03.06.2019