Dette er en genudgivelse af artiklen:
Hanne Westergaard: ‘En Sergel på Skagen’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 1989, p. 80-83.
Se den oprindelige artikel i denne scanning.
På begge sider af trappen, der fører fra spisestuen til første sal i Michael og Anna Anchers Hus på Skagen, hang i kunstnerparrets tid tegninger af Wilhelm Marstrand. Midt for på første sal, så at sige på hæderspladsen, hang et skitseblad med to profilfremstillinger af en mand vendt mod højre. I midten og rumligt forrest står han i ¾ figur iført en lang frakke, med hånden i sidelommen og brillerne skubbet op i panden. Til højre og mere i baggrunden tegner han bøjet over et bord eller en skrivepult. I begge fremstillinger ser han umådelig oplagt og veltilfreds ud.
Bladet er et kraftigt stykke papir, som måler (største mål) 198 X 223 mm = ca. 7,5 X ca. 8,5 danske tommer. Hele højre side og det meste af overkanten er skarpt afskåret. Tegningen er gjort med pen og brunt blæk og skygget med en let grå lavering, der især er benyttet til at skabe rum omkring figuren ved skrivepulten. Der er blyantsstreger under hele denne figur, og i den forreste især under ansigt, hår og briller. Stregen er kraftig, bestemt – de gustne overvejelser, der måtte have fundet sted, anes kun i de få blyantsantydninger. Her er ingen tøven, alt ånder spontaneitet. Tegningen er hverken signeret eller dateret.
De to figurer er anbragt på fladen med sikker hånd. Manden har en langtfra ædel næse, noget libertineragtig og opadstræbende og med en stiv hårtot strittende ud af næseboret. Hans underlæbe er kødfuld; når han smiler, ligger der en lille ekstra runding af kinden tæt ved næsefløjen, og han har en god dobbelthage. Svarende hertil har han nogen embonpoint. Brillerne er runde og hans uordentlige hår er samlet i en nakkepisk. På den tegnende figur rejser håret sig ligefrem elektrisk på issen, mens pisken løfter sig lodret i den begejstringsrus, som ansigtsudtrykket vidner om. Eller, anskuet omvendt, pisken der begynder helt oppe ved bladets overkant, er inspirationens siksaklyn, der slår ned i hans baghoved.
For en dansker er denne figur indbegrebet af en Holbergfigur, fyldt af humør som den er. Og af Holbergillustratorer er Wilhelm Marstrands navn altid det, der først melder sig. Sådan må det også have været for Karl Madsen, da han lige efter 1928 inventariserede kunstværkerne i ægteparret Anchers hjem. Han bestemte tegningen som værende af Marstrand.
Da Anna og Michael Anchers eneste barn, malerinden Helga Ancher, døde 1964, havde hun testamentarisk bestemt, at hendes forældres hus skulle gøres til et museum og indsat kunsthistorikeren Jan Zibrandtsen til museumsfagligt at gennemføre bestemmelsen. Da han ved gennemgangen af materialet nåede frem til det, der som det dyrebareste blev opbevaret i bankbox, nemlig Marstrand-tegningerne, studsede han ved denne tegning, da han sammenholdt den med Karl Madsens inventarliste. Det kunne ikke være Marstrand, det måtte være den svenske billedhugger Johan Tobias Sergel. Ved Sergeludstillingen i 1976 på Thorvaldsens Museum havde han anledning til at drage sammenligninger, og i oktober 1979 fik han mulighed for at bringe tegningen til Stockholm, hvor Ulf Cederlöf på afdelingen for tegning og grafik på Nationalmuseum straks bekræftede hans formodninger. Tegningen er af Sergel.
“Jag kommer mycket val ihåg Sergelteckningen förestallande gode vannen, amiral Carl August Ehrensvärd. Det var en teckning som bildhuggaren utfbrde på amiralens gård kort före julen 1796 och som han sedan förde med sig som minne av vannen under sin sejour hos Abildgaard i Köpenhamn vintern 1797. Mitt intresse för teckningen bottnade i att den bildade utgångspunkten för en lång rad liknande, standardiserade Ehrensvardpörtratt Sergel tecknade ned i sina brev till amiralen. Man kan säga att Sergel har funnit fram till urtypen för sina Ehrensvärdporträtt.”I
Altså: Sergel og ikke Marstrand. Ehrensvärd og ikke en Holbergfigur. Hvordan kan nu det være gået til? Anna og Michael Ancher har næppe kendt til Sergels tegninger, men de kendte dog Marstrands. Og det gjorde sandelig også Karl Madsen, om nogen. Hvordan kunne de da alle tage så gruelig fejl?
Tegningen tilhørte altså N. A. Abildgaard og er sikkert solgt enten på hans egen dødsboauktion 1818, hvor der var fire tegninger af Sergel, alle uden titel og mål, eller på hans enkes i 1850, hvor der var to tegninger af Sergel, en med titel (og det var ikke denne) og en uden. Begge målte 7 X 8 tommer. Derefter tier kilderne. Selv, hvor vi fra disse auktioner kender købernes navne, lader tegningerne sig ikke spore videre. Dog kan fejltilskrivningen først være sket efter 1873, da Marstrand døde og altså ikke mere kunne sige fra over for tilskrivningen til hans navn. Men da var Sergels navn heller ikke længere kendt her i landet. Bortset fra fagkredse var han en glemt mand. Julius Langes bog om Sergel og Thorvaldsen udkom først 1886. Men også derefter var, hvad der gik under Marstrands navn, et langt interessantere samleobjekt.
Wilhelm Marstrand var en god og klog læser af Holberg, og han levede dertil meget for teatret. Johannes Fibiger har i sine erindringer fortaltII, hvordan man i Marstrands ungdomskreds bl.a. med broderen Oswald Marstrand og Ilia Fibiger spillede Barselstuen som dilettantkomedie i det gamle Giethus, der lå, hvor nu Det kgl. Teater ligger. Marstrands Holbergbilleder har Jan GarffIII analyseret meget fint: hvordan det levende, talte, bevægede øjeblik nødvendigvis må fastfryses og bliver det i et frontalt billede, netop sådan som man ser det på scenen. Og hvor velgennemarbejdede de er: iført tidens dragter (Marstrands dødsboauktion 1873 er den første i en historiserende tid, hvor der findes en samling dragter), ofte fortolkende teksten, det være sig i arrangementet af en scene eller blot i en gestus; men aldrig fortolkende ud over Holbergs egne ord.
I den tegning, som tilhører Helga Anchers Fond, er der intet af det, som karakteriserer Marstrand som Holberg-illustrator. Der er intet scenebillede, ikke præciseret rum overhovedet, ingen direkte henvendelse til publikum. Der er heller intet af hans stil som tegner. Der er ganske vist en nok så drøj humor og karakteristik af det udvortes, men den er også godmodig. Den er ikke afslørende eller satirisk, man føler, at der ligger virkeligt venskab bag. Marstrands humor var anderledes, ofte lidt karikerende, altid i overensstemmelse med Holbergs tanker.
Og dog var tegningen ved seive sin placering i Anchers Hus fremhævet som den fornemste ikke blot i kraft af sin kvalitet (som enhver kan se), men som Marstrandtegning.
Når kunstnere og kunsthistorikere ser kvaliteten, men ikke stilen, forekommer forklaringen nærliggende: de må have haft visuelle og følelsesmæssige oplevelser, som fuldstændig har forblændet dem, så de ikke længere er i stand til at tro deres egne øjne, f.eks. scenens kunst, hvor gammelkendte tanker og ideer pludselig står iklædt kød og blod og er blevet virkelighed. Scenens kunst forfører. Og punkt for punkt er tegningens figur en syntese af de Holbergfigurer, som Olaf Poulsen skabte – staturen, kostymeringen, masken, den runde humor, vitaliteten – selv næsetotten, som Olaf Poulsen måske slet ikke havde, men som giver noget analogt: den vejrer stemninger.
Olaf Poulsen skabte sine store Holbergskikkelser omkring og lige efter 1900. Hvor og hvornår Anna og Michael Ancher har erhvervet tegningen, har ikke kunnet oplyses, men Karl Madsens bog om Marstrand udkom 1905, og denne tid passer med Anchers økonomiske omstændigheder. Karl Madsen får syndsforladelse, fordi det interessanteste står tilbage: Robert Neiiendam fortæller om Olaf Poulsen og hans bror EmilIV, at i modsætning til deres forgængere skabte og fornyede de deres Holbergfigurer netop over Wilhelm Marstrands billeder. Uden at figurerne ligner hinanden som tvillinger, må de, der har set Olaf Poulsen som Per Degn, dog have nikket genkendende ved tegningen.
Ringen var sluttet, fortryllelsen fuldendt: mere end en generation efter hans død genopstod Marstrands elskede og beundrede billeder lyslevende på teatret. Så ud, bevægede sig, tænkte, talte, åndede som han havde tænkt sig dem og blev virkelige for dem, der så dem. Derfor har man på grund af en tilfældig og tilnærmelsesvis fysiognomisk lighed kunnet opfatte denne a la prima tegning som et hastigt Marstrandsrids til en eller anden Holbergscene og forveksle en Holbergfigur med den på det tidspunkt længst forglemte Ehrensvärd, der på tegningen godter sig, mens han – sin vane tro – tegner et par fyldige kvindebalder.
Elementary, my dear Watson.V
Sidst opdateret 11.05.2017
[Forfatterens note i teksten] Brev af 8/2 1988 fra Ulf Cederlöf til Hanne Westergaard.
[Forfatterens note i teksten] Johannes Fibiger: Mit Liv og Levned, Kbh. 1898.
[Forfatterens note i teksten] Jan Garff: Omkring Holberg. Lommebog 31, Statens Museum for Kunst, 1985.
[Forfatterens note i teksten] Dansk biografisk Leksikon XVIII, 1940.
Se i øvrigt artiklens to illustrationer på s. 81 og 83 i originalscannet.