En overpræget mønt fra Kreta på Thorvaldsens Museum

En mønt i samlingen

I øjeblikket er møntsamlingen på Thorvaldsens Museum ved at blive elektronisk registreret i forbindelse med en total-publikation af samlingen på nettet (1)I. I den forbindelse dukker der interessante emner op. Et af disse emner er en mønt fra byen Faistos på Kreta (fig. 1), der viser sig at være overpræget på en mønt fra det antikke Zakynthos. Mønten bærer detaljer, som ikke blev berørt i den første publikation af samlingen fra 1850 (2)II, dog har den franske numismatiker G. Le Rider noteret møntens særlige proveniens (3)III. Den er et spændende eksempel på den kretensiske numismatik og fortæller meget om møntproduktionen på Kreta i 300-tallet f.Kr. og om, hvordan øen importerede sølv gennem handel og lejesoldater. Derudover er mønten et glimrende eksempel på møntsamlingens tilblivelse; en samling, der består af mønter fra både Bertel Thorvaldsens (1770-1844) og Peter Oluf Brøndsteds (1780-1842) samlinger (4)IV.

Møntsamlingen på Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens møntsamling blev dannet i de 40 år billedhuggeren opholdt sig i Rom. Her stiftede han blandt andre bekendtskab med den danske arkæolog P.O. Brøndsted. Brøndsted havde opbygget en betragtelig samling af antikke mønter under en videnskabelig forskningsrejse gennem Grækenland, der strakte sig over årene 1810-13. I 1823 lånte Brøndsted 2000 italienske scudi af Thorvaldsen til publiceringen af sine rejseberetninger, og stillede blandt andet sin møntsamling som sikkerhed for lånet (5)V. Imidlertid blev lånet aldrig betalt tilbage, og i 1840 overdrog Thorvaldsen den endnu ubetalte gæld, og dermed også Brøndsteds møntsamling, til komiteen for oprettelse af Thorvaldsens Museum. Da Brøndsted døde i 1842 uden endnu at have betalt sin gæld, overgik samlingen til det kommende museum.

Ludvig Müller (1809-1891) blev i 1848 ansat som den første museumsinspektør ved det nyoprettede Thorvaldsens Museum. Han påtog sig jobbet ved siden af sin stilling ved Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, hvor han havde været ansat siden 1841 som assistent, og fra 1847 som inspektør. Han havde således en solid baggrund for arbejdet med mønterne, som hurtigt blev katalogiserede og udgivet som hans første numismatiske publikation. Et imponerende arbejde, der kun skæmmes ved den sparsomme afbildning af de beskrevne genstande (6)VI. Ud af 3467 inventarnumre er det kun 38, der er afbildet, svarende til lidt over en procent. På trods af den mangelfulde afbildning er beskrivelsen af mønterne klar og præcis med alle detaljer grundigt beskrevet.

I arrangementet af mønterne viste Müller sin originalitet og uafhængighed. Publikationer af antikke græske mønter fulgte normalt Joseph Hilarius Eckels geografiske arrangement (7)VII. Her blev den antikke verden opdelt i de tre geografiske hovedområder Europa, Asien og Afrika og startede således med udgangspunkt i Spanien og bevægede sig østover, gennem Italien, Grækenland, Asien, Syrien og til slut Afrika (8)VIII. Men Müller argumenterede for, at denne løsning havde flere mangler og arrangerede i stedet mønterne ud fra et historisk, kronologisk og kunstmæssigt system. Müller mente, at hans inddeling passede bedre med Thorvaldsens lille privatsamling, som udgør en del af et kunstmuseum (9)IX. På trods af Müllers grundighed i beskrivelsen af mønterne, bærer kataloget enkelte steder præg af, at Müller har haft travlt. I beskrivelsen af de enkelte mønters indskrifter og motiver generaliserede Müller. Han beskrev typen snarere end den individuelle mønt, og han noterede ikke hvor meget af den enkelte indskrift eller det enkelte motiv, der var bevaret.

Helt naturligt blev den del af samlingen, som oprindeligt havde tilhørt Brøndsted inkorporeret i kataloget. Müller markerede dog Brøndsteds mønter med et B for at adskille dem fra Thorvaldsens møntsamling (10)X. Mønten fra Faistos (fig. 1) er netop en af de mønter, der oprindeligt havde tilhørt Brøndsted (11)XI.

Mønten er en sølvmønt og bærer på forsiden en afbildning af Herakles med kølle og bue og på bagsiden en tyr gående mod højre, omgivet af en laurbærkrans. Det særlige ved denne mønt er, at motiverne er præget oven på andre motiver – en såkaldt overpræget mønt. Dette ses tydeligst på møntens bagside, hvor profilen af et ansigt ses til højre for tyren, der tilmed mangler hovedet. Også i møntens forside er der ’huller’ i motivet, der antyder det tidligere motiv.

Ved at præge det nye motiv på en tidligere præget mønt slap man for at omsmelte metallet. Det var dog nødvendigt at opvarme de gamle mønter, da metallet ellers var for hårdt til at blive præget (12)XII. Kun et par slag var nok til at overpræge det gamle motiv. Men hvis metallet var koldt eller ikke opvarmet tilstrækkeligt, skulle der fire til fem slag til at for lave en god overprægning. Dog var dette ikke nok til at fjerne den gamle prægning fuldstændigt (13)XIII. For studiet af mønter er disse overprægninger utroligt værdifulde, idet de er med til at fastlægge en relativ kronologi, da de nye motiver må være senere end dem, de er præget over. Fra Danmark har vi tilsvarende eksempler på en-skillingen fra 1771, der efter at være blevet randstukket og opvarmet blev anvendt som blanket til Frederik VI’s 12-skilling fra 1812 (14)XIV. I studiet af antikke græske mønter er overprægede mønter et af de vigtigste kronologiske parametre for de mange græske bystaters udmøntninger, der meget sjældent bærer angivelse af år for udmøntning.

Men hvad betyder denne overprægning for Faistosmønten og hvorfor har man ikke bare lavet en ny mønt? For at svare på disse spørgsmål må vi undersøge Kretas historiske forhold.

Den kretensiske møntproduktion

Hovedværket om kretensiske mønter er skrevet af G. Le Rider (1928-2014) og bærer titlen Monnaies Crétoises (1966). På baggrund af et omfattende katalog beskriver Le Rider de kendte kretensiske mønter og redegør for de overordnede tidsrammer for de kretensiske poleis’ udmøntninger. Enkelte senere publicerede skattefund har efterfølgende skærpet kronologien (15)XV.

I en stærkt restaureret indskrift fra Faistos, der er dateret til anden halvdel af 500-tallet f.Kr. omtales ”to hundrede staterer” ([δια]κατιονς σ[τατερανς]) (16)XVI. Da det er tvivlsomt, at Faistos på dette tidspunkt havde et fungerende møntsystem, er det sandsynligvis blot angivelsen af en udmålt værdi. Men indskrifter fra omkring 500 f.Kr. fundet i flere af de kretensiske byer omtaler både staterer (στατηρανς, στατερανς) og drakmer (δαρκνας, δαρκμας) i sammenhænge, der sandsynliggør, at der er tale om møntenheder. Dog argumenterer Manolis I. Stefanakis i en artikel over den tidlige brug af mønter på Kreta for at: ”it may be fair to assume that for a period from the 6th century until the 3rd cauldrons and tripods were used in combination with monetary payment” (17)XVII. Han argumenterer således for, at det ikke er umuligt, at kretenserne i flere århundreder efter introduktionen af mønter også brugte trefodsstativer i metal og større metalkar som betalingsmiddel. Disse genstande har været af stor værdi og har således ikke indgået i den almindelige tuskhandel.

Kreta er den sydligste af de græske øer, og den var i 500-tallet afskåret fra de almindelige øst-vest orienterede maritime handelsruter. På dette tidspunkt var øen Ægina en stærk handelsmagt og æginetiske mønter dominerede derfor de græske øer Kykladerne og Kreta og blev den almene handelsvaluta (18)XVIII. Det tidligste skattefund fra Kreta, Matala skatten fra omkring 500 f.Kr., indeholdt omkring 70 æginetiske didrakmer, der på forsiden bærer en havskildpadde og på bagsiden en femdelt inkus firkant (19)XIX (fig. 2-3). Fra omkring 480 f.Kr. mistede Ægina gradvist handelsmagten, mens Athen blev en stadig større magtfaktor i løbet af 400-tallet. Tilstrømningen af æginetiske mønter til Kreta faldt og det er derfor ikke underligt, at de første kretensiske poleis slår egne mønter fra omkring 470/50 f.Kr. (20)XX. Dette kan ses som et klart udfald af den faldende import af æginetisk valuta. En anden mulighed er, at de kretensiske poleis begyndte at slå egne mønter som en reaktion på de politiske udfordringer der kunne ligge i at benytte mønter fra Ægina i en tid hvor Ægina var i strid med Athen (21)XXI.

K1 K1
Fig. 2
Ægina. AR. Didrakme. 10,71g. 550-480 f.Kr. Havskildpadde med række af knopper ned ad ryggen / firkantet inkus inddelt i trekantede felter. ThM K1. Foto: Thorvaldsens Museum.

K5 K5
Fig. 3
Ægina. AR. Didrakme. 11,25g. 550-480 f.Kr. Havskildpadde med udekoreret skjold / firkantet inkus inddelt i fem trekantede felter. ThM K5. Foto: Thorvaldsens Museum.

Det er blevet foreslået, at Kreta havde en meget lille adgang til lokalt sølv, og at øen derfor var fuldt afhængig af importeret sølv (22)XXII. Studier af de kretensiske skattefund viser derfor en afhængighed af skiftende fremmed valuta (23)XXIII. Skattefund og løsfund viser, at de importerede mønter især var staterer fra Ægina, der i stigende grad bliver suppleret med fremmed valuta indtil 330 f.Kr., didrakmer fra Kyrene mellem ca. 330 og 270 f.Kr. og senere mønter fra Rhodos og athenske tetradrakmer (24)XXIV.

De kretensiske poleis anvendte i vid udstrækning overprægning af importerede mønter. Dette sikrede en forsyning af sølv og begrænsede omkostningerne ved at lave nye blanketter til prægning. De kretensiske møntværksteder reducerede derudover vægten på de overslåede mønter. Den bedste måde at gøre det på var enten ved at omsmelte metallet og slå en ny mønt med mindre metal eller ved at opvarme en mønt, fjerne lidt metal og overpræge blanketten. Denne sidste mulighed virker som den mest benyttede på Kreta (25)XXV. Som skrevet ovenfor genbrugte værkstederne indtil ca. 330 f.Kr. mønter fra Ægina. Sølvmønterne fra Ægina vejede omkring 12,2 g, mens de overslåede mønter blev reduceret med 6-12%. Ved at reducere møntens vægt, forhindrede de kretensiske byer, at mønterne forlod øen (26)XXVI, samtidig med, at den reducerede vægt var med til at dække det tab, der sker ved omsmeltning og omarbejdning af metallerne (27)XXVII. Kretensiske mønter er faktisk sjældent fundet udenfor øen, og stammer udelukkende fra den hellenistiske periode (330-29 f.Kr.). Det eneste større fund af kretensiske mønter er fra øen Sifnos og bestod udelukkende af bronzemønter. Fundet blev gjort i 1961 og bestod af 46 mønter fra Axos og to fra Gortyn. Varoucha-Christodoulopoulou har argumenteret for, at mønterne har tilhørt en pirat, der var med til at plyndre Sifnos i 155 f.Kr. under den anden kretensiske krig (28)XXVIII. Bronzemønter fra enkelte kretensiske byer (Aptera, Arsinoe og Knossos) er blevet fundet under udgravningerne af Athens Agora, og enkelte kretensiske mønter er fundet på Delos, Artemision og Kythera. Inventarlisten fra Apollontemplet på Delos fra starten af 200-tallet nævner desuden æginetisk-kretensiske staterer (29)XXIX. Dette er samtlige kendte fund af kretensiske mønter fundet udenfor Kreta. Kretensiske mønter er derfor ikke så ofte til salg på møntauktioner, og det er usædvanligt at se mere end to til tre kretensiske mønter i selv større auktionskataloger (30)XXX.

Tilstrømningen af fremmed valuta fra Ægina er oftest blevet forklaret med den handel, som Ægina førte gennem byen Kydonia på Kretas vestkyst. En anden kilde til fremmed valuta var de mønter, som kretensiske handelsmænd selv kunne hente hjem. Den sidste kilde var mønter tjent af kretensiske lejesoldater. D. MacDonald har kort beskrevet, hvordan uroligheder i det græsk-makedonske Kyrene i Nordafrika sikrede en fast forsyning af sølvmønter til Kreta, tjent af de kretensiske lejesoldater, der deltog i krigene i perioden 330-270 f.Kr. (31)XXXI. MacDonald pointerer, at mønter fra det centrale Grækenland og Peloponnes på samme måde kan være hentet gennem lejesoldaters løn. Desværre er de skriftlige kilder for det sene 400-tal og tidlige 300-tal meget få og tilstedeværelsen af kretensiske lejesoldater i Centralgrækenland og på Peloponnes kan ikke dokumenteres. Dog ved vi, at et stort antal lejesoldater har været i områderne i 400- og 300-tallet, og det ville være naturligt at finde kretensiske soldater blandt dem (32)XXXII. Derudover argumenterer MacDonald for, at lejesoldaterne ligeledes kunne hjembringe sølv og guld i anden form end mønter (33)XXXIII.

Fig. 4.
Kreta, Kydonia. AR. Stater. 11,06g. 400-tallet f.Kr. Skildpadde / firkantet inkus inddelt i otte trekantede felter. KMMS inv. BP 1367.1. Foto: Rasmus Holst Nielsen, Nationalmuseet.

Fig. 5.
Kreta, Kydonia. AR. Stater. 11,06g. 400-tallet f.Kr. Skildpadde / firkantet inkus inddelt i fem trekantede felter. KMMS inv. BP 366.103. Foto: Rasmus Holst Nielsen, Nationalmuseet.

Kydonia, Gortyn og Faistos var ifølge Le Rider de tre første poleis, der slog egne mønter fra omkring midten af 400-tallet (34)XXXIV. Hvor Kydonia primært kopierede de æginetiske motiver (fig. 4-5), valgte Gortyn og Faistos andre og nye motiver. Begge byer anvendte i den første periode de samme motiver, nemlig på forsiden Europa siddende på tyren og på bagsiden et løvehoved (fig. 6). Fra omkring 360 f.Kr. begyndte de to byer at slå mønter med forskellige forsidemotiver, men bibeholdt begge tyren på bagsiden. På forsiden af mønterne fra Gortyn ses Europa siddende i et træ (fig. 7), mens forsiden af mønterne fra Faistos har en afbildning af Hermes eller den mytiske bronzekæmpe Talos, der skulle beskytte Europa fra piraterne i farvandene omkring Kreta. Fra omkring 330 f.Kr. afløses Hermes og Telos på Faistos-mønterne af en afbildning af Herakles, stående nøgen med bue og kølle (35)XXXV (fig. 8).

Fig. 6.
Kreta, Gortyn. AR. Stater. 11,96g. 470/50-360 f.Kr. Europa siddende på tyr / løvehoved i firkantet inkus. KMMS inv. KP 875.36. Foto: Rasmus Holst Nielsen, Nationalmuseet.

Fig. 7.
Kreta, Gortyn. AR. Stater. 11,34g. 322-300 f.Kr. Europa siddende i et træ / en stående tyr, der ser sig tilbage. ThM K1081. Foto: Thorvaldsens Museum.

Fig. 8.
Kreta, Faistos. AR. Stater. 11,80g. 330-322 f.Kr. Herakles stående med kølle og bue.
Til v. hænger et løveskind i et træ; til h. et korn / gående tyr, indskrift: (C)ΑΙΣΤΙΚΟ(Ν) (spejlvendt). KMMS inv. KP 1158.35. Foto: Rasmus Holst Nielsen, Nationalmuseet.

Faistosmønten fra Thorvaldsens møntsamling

I kataloget over Thorvalsens møntsamling beskriver Müller først møntens forside: ”Herakles, staaende med den h. Haand stöttet paa Köllen og Buen i v. Haand; ved Födderne en Laurbærgreen. Foroven sees paa den ene Side den ophængte Lövehud, paa den anden Side en Slange, som rejser sig.” Om bagsiden skriver han: ”En gaaende Tyr, omgivet af en Laurbærkrands” (36)XXXVI. Han nævner altså hverken konturerne af det ansigt, der anes i profil på møntens bagside og tyrens manglende hoved eller andre uregelmæssigheder i motivet: Den ufuldstændige kølle og den noget utydelige slange, samt Herakles’ manglende ansigtstræk og de manglende områder i kroppen. En væsentlig detalje er den lille snoning, der ses i Herakles’ venstre skulder, og som anes gentaget i den højre underarm. Imidlertid findes mønten med korrekt beskrivelse i Le Riders katalog (37)XXXVII. Han argumenterer for, at der i møntens forside, gennem den stående Herakles, ses tre parallelle linjer, der kunne have været en trefod. Mønten vejer 11,86 g., hvilket passer nogenlunde med den reducerede vægt på de kretensiske sølvstaterer, og motivet passer med den gruppe af mønter, som Le Rider placerer i perioden 330 til 322 f.Kr. (38)XXXVIII.

Fig. 9.
Kyrene. AR. Stater. 7,38g. 308-277 f.Kr. Apollons hoved med vædderhorn / silfium-planten, indskrift: ΚΥ-ΡΑ. ThM K2038. Foto: Thorvaldsens Museum.

Ifølge mønsteret beskrevet ovenfor slår de kretensiske poleis især deres mønter over mønter fra Kyrene i perioden 330 til 270 f.Kr. Didrakmer fra Kyrene er i denne periode udsmykket med et uskægget hoved af Apollo (fig. 9). Så umiddelbart kunne dette tyde på, at Thorvaldsens mønt kunne være overpræget på en af disse mønter, men de kyreniske didrakmer vejer kun 6,5-8 g., altså for lidt i forhold til denne mønt.

Fig. 10.
Zakynthos. AR. Stater. 10,30g. 370-350 (357?) f.Kr. Apollons hoved m. olivenkrans / trefod, indskrift: (mellem trefodens ben) I A, (til v. og h.) ΔΙΩ ΝΟΣ. KMMS inv. RP 2631.1. Foto: Rasmus Holst Nielsen, Nationalmuseet.

Fig. 11.
Illyrien, Damastion. AR. Tetradrakme. 12,50g. 345-330 f.Kr. Apollons hoved m. olivenkrans / trefod, indskrift: ΔΑΜΑΣ ΤΙΝΩΝ. KMMS inv. BP 1087.1. Foto: Rasmus Holst Nielsen, Nationalmuseet.

Fig. 12.
Sicilien, Tauromanion. AR. 12,01g. 275-210 f.Kr. Apollons hoved m. olivenkrans / trefod, indskrift: ΤΑΥΡΟΜΕΝΙΤΑ(Ν). KMMS inv. KP 1512.3. Foto: Rasmus Holst Nielsen, Nationalmuseet.

Le Rider konkluderer, at mønten muligvis kommer fra enten Zakynthos (fig. 10), Axos eller Damastion (fig. 11), der alle prægede mønter med et uskægget hoved i profil på forsiden og en trefod på bagsiden. Til denne liste kan også føjes Tauromanion på Sicilien, der i 200-tallet ligeledes slår mønter med et uskægget hoved i profil og en trefod (39)XXXIX (fig. 12). Dog argumenterer Le Rider for, at stilen i Faistosmøntens hoved ligner mest mønter fra Zakynthos. Et nærmere studie af mønterne fra Zakynthos afslører, at under trefodens skål ses en detalje, der ligner en lille snoning. Denne detalje er ikke til at se i Le Riders publikation, men den går faktisk igen på mønten fra Thorvaldsens samling. Det er således meget sandsynligt, at Thorvaldsens mønt fra Faistos er overpræget på en stater fra Zakynthos.

Hvordan den er kommet fra Zakynthos til Faistos, er ikke nemt at vide, men jeg vil alligevel prøve at give et bud i næste afsnit.

Fra Zakynthos til Kreta

Zakynthos er en ø, der ligger vest for det græske Peloponnes og var tilknyttet det antikke område Elis. På øen lå bystaten, der bar samme navn som øen. Her begyndte man at slå mønter omkring år 520 f.Kr. (40)XL. I perioden 370-350 f.Kr. blev der slået mønter med Apollons hoved med laurbærkrans på forsiden og en trefod, samt indskriften ZAKYNΘION (Zakynthion) på bagsiden (41)XLI. Denne datering, 370-350 f.Kr., er noget tidligere end Le Riders datering af mønterne fra Faistos, 330 til 322 f.Kr. Dog har Kenneth Sheedy foreslået at udmøntningen af Heraklesmønterne er startet omkring 340 f.Kr. (42)XLII, hvilket passer bedre med udmøntningen fra Zakynthos.

Øen Zakynthos har meget lidt historisk at prale af. Kun en enkelt gang i græsk historie bærer øen en vigtig rolle. Ifølge Plutarchs (cirka 46-127 e.Kr.) samling af historiske biografier (de såkaldte Parallelle Liv, en dobbeltbiografi over hhv. store mænd i Rom og Grækenland) fungerede øen som rekrutteringsområde for Dion af Syrakus og som udgangspunkt for hans ekspedition mod tyrannen Dionysus II omkring 357 f.Kr. Dion var oprindeligt rådgiver for og svoger til den syrakusanske tyran Dionysus I, men hans ambitioner og et brev sendt af Dion til den puniske by Karthago vakte Dionysus II’s mishag. Dionysus II, der i 367 f.Kr. var blevet tyran efter sin far, forviste derfor Dion til Grækenland, hvor han levede i Athen nogen tid, før han gennemrejste Grækenland for at lave alliancer med forskellige græske byer. I 357 f.Kr. samlede han en hær på 800 mand, der skulle hjælpe ham med at erobre Syrakus. Hæren, der primært bestod af lejesoldater, mødtes på Zakynthos, hvorfra de rejste videre mod Syrakus. Dions hær erobrede Syrakus og fordrev Dionysus II og hans tilhængere. Dion, der ellers havde lovet at indføre demokrati i byen, blev udråbt til tyran, men undlod at effektuere sine løfter om demokrati. Han blev derfor efter kort tid ved magten dræbt af sine egne lejesoldater fra Zakynthos.

Mønter fra Zakynthos fra 357 f.Kr. (fig. 10) bærer ud over Apollons hoved og trefoden også indskriften IA – en forkortelse for Zakynthos – og navnet ΔΙΩΝΟΣ (Dionos). Denne indskrift er generelt accepteret som Dion af Syrakus. Disse mønter kunne være slået som betaling til de soldater, der hjalp Dion med at erobre magten, men de er alligevel for sjældne (43)XLIII. Det er derfor mere sandsynligt, at de er en slags erindringsmønter (44)XLIV.

På Thorvaldsens mønt er det ikke muligt at identificere en indskrift. Hverken IA, ZAKYNΘION eller ΔΙΩΝΟΣ. Det kan derfor ikke konkluderes, om mønten er slået i forbindelse med Dions ophold på øen. Men eftersom Dion netop samlede en større hær af legesoldater på Zakynthos, og at kretensiske lejesoldater var til stede på Peloponnes, umiddelbart øst for Zakynthos, er det ikke umuligt, at en eller flere af disse oprindeligt kom fra Faistos. I enkelte tilfælde er mønter fra Zakynthos fundet på Kreta: En mønt med Apollons hoved på forsiden og trefod på bagsiden med et ekstra indslået stempel og to mønter overpræget i Gortyn på mønter med Apollonhoved og trefod (45)XLV. Disse mønter er fra samme periode som Thorvaldsens mønt. Jeg vil derfor argumentere for, at mønten i Thorvaldsens samling med stor sandsynlighed er medbragt til Kreta af en lejesoldat, muligvis i forbindelse med Dions ekspedition til Syrakus. Det giver denne kronologi:

- Udmøntet i Zakynthos i 370-350 f.Kr. (muligvis 357?).

- Bragt til Kreta i 370-322 f.Kr. af lejesoldat.

- Overpræger i Faistos i 330 til 322 f.Kr.

Sikkert er det i hvert fald, at mønten bliver købt af Brøndsted et sted i Grækenland i første halvdel af 1800-tallet og ender på Thorvaldsens museum.

Referencer

Kommentarer

  1. Selve databasen stod klar i 2014, men dog uden indhold. Først i foråret 2017 begyndt undertegnede at lægge beskrivelser af mønterne, samt mål og vægt ind på siden. I skrivende stund er lidt over halvdelen af samlingen registreret. Samtidig er fotograferingen af mønterne påbegyndt i sommeren 2018.

  2. Müller 1850, nr. 821.

  3. Le Rider 1966, 88 nr. 20, Pl. XXI, 17.

  4. Jeg vil takke Thorvaldsens Museum og Den kongelige Mønt- og Medaillesamling for brug af billeder. Desuden ønsker jeg at takke Helle Horsnæs, museumsinspektør ved Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, for kommentarer og faglig sparring.

  5. Mørkholm 1982a, 10.

  6. Mørkholm 1982a, 16.

  7. For eksempel Eckhel 1775 og 1792-1798.

  8. Mørkholm 1982a, 14-15. For beskrivelser af Eckhels system, se Mørkholm 1982b, 8-10.

  9. Müller 1850, I. Et af problemerne ved den geografiske opstilling er, at de Makedonske konger – Alexander III og hans efterfølgere – har slået mønter i områder der geografisk ligger meget langt fra hinanden. Dette har skabt nogen forvirring, da de er registreret under Makedonien, se for eksempel Mørkholm 1982b, 9.

  10. Müller 1850, III; Mørkholm 1982a, 14.

  11. Brøndsted rejste aldrig selv til Kreta, men har sandsynligvis købt mønten på sin rejse gennem Grækenland. For en nyere gennemgang af Brøndsteds rejser til Grækenland, se Schou-Rode 2008 og Haugsted 2008. Begge artikler er udgivet i forbindelse med konferencen ”Peter Oluf Brøndsted (1780-1842), A Danish Classicist in his European Centext” afholdt ved Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab i oktober 2006.

  12. Flensborg 1996, 268 ”Overprægning”.

  13. Stefanakis 1999, 262.

  14. Flensborg 1996, 268 ”Overprægning”.

  15. Se Sheedy 2012, 119 for henvisninger.

  16. Stefanakis 1999, 249.

  17. Stefanakis 1999, 250.

  18. Sheedy 2012, 108.

  19. Sheedy 2012, 118-19.

  20. Sheedy 2012, 117; Stefanakis 1999, 257.

  21. Stefanakis 1999, 258.

  22. Sheedy 2012, 117; Stefanakis 1999, 248.

  23. For gennemgang af hovedskattefund, se Le Rider 1966, 7-49.

  24. Sheedy 2012, 118; Stefanakis 1999, 248.

  25. Stefanakis 1999, 262.

  26. Sheedy 2012, 118.

  27. Stefanakis 1999, 261.

  28. Varoucha-Christodoulopoulou 1968, 215. Se også Stefanakis 1999, 248.

  29. Stefanakis 199, 248-49.

  30. Markowitz 2014.

  31. MacDonald 1996, 41-43. For ideen om, at de overprægede kyrenske mønter er et resultat af lejesoldaternes løn se Le Rider 1966, 133-46, 187 og 194; samt Mørkholm 1991, 67-70 og 89.

  32. MacDonald 199, 43.

  33. MacDonald 199, 44.

  34. Omkring 450 f.Kr.: Le Rider 1966, 171-74. En tidligere datering omkring 470 f.Kr., se Stefanakis 1999, 247 n. 1.

  35. Le Rider 1966, 195.

  36. Müller 1850, 123 nr. 821.

  37. Le Rider 1966, 88 nr. 20, Pl. XXI, 17.
    ”Au revers, tête imberbe à dr. ; au droit, bien qu’il soit difficule de juger d’après un moulage, on a l’impression que le corps d’Héraclès est traversé obliquement par trois barres parallèles, qui suggèrent un trépied (on voit peut-être sur la poitrine d’Héraclès, sous son cou, le bord de lébbès) : il pourrait s’agir en ce cas d’une monnaie de Zacynthe, le style de la tête … convenant mieux à cette ville qu’à Axos ou à Damastion.”

  38. Le Rider 1966, 153-158, 195.

  39. Se for eksempel SNG Cop, Sicily, Pl. 20, 935 (dog med hovedet vendt mod venstre).

  40. Gardner 1885, 85-89.

  41. Gardner 1885, 92-99.

  42. Sheedy 2012, 120.

  43. Gardner 1885, 96. Gardner skriver, at mønterne med Dions indskrift er sjældne, især i sølv, men nævner ikke hvor mange der er fundet. Det er derfor uvist præcis hvor mange mønter af denne type, der findes. I Den kongelige Mønt- og Medaillesamling findes en mønt fra Zakynthus med denne indskrift. En hurtig søgning på American Numismatic Sociatys hjemmeside, www.numismatics.org/ giver kun én sølvmønt fra Zakynthus med indskriften: http://numismatics.org/collection/1944.100.38781?lang=da. Så det er en sjælden mønt, men ikke unik.

  44. Gardner 1885, 96.

  45. Le Rider 1966, Gortyn: 74 nr. 46 (pl. XVII, 13) og 79 nr. 53 (pl. XVIII,6); Zakynthos med stempel: 206 nr. 34 (pl. XXXII,21). Se desuden side 127.

Sidst opdateret 10.12.2019