Ornamentikken i 1800-tallet

Ornamentik i arkitektur var meget populær i 1800-tallets Europa. Specialfremstillede glaserede mursten og dekorerede teglsten pyntede på facaderne. Smukke mosaikgulve, flotte træskærerarbejder, detaljeret stukarbejde og sirlige mønstre ætset i vinduesruder skabte en overdådig stemning i interiørerne. De ætsede vinduesruder, der ofte var udsmykket med romantiske motiver i sarte nuancer,var en vigtig del af den detaljerigdom, der karakteriserede 1800-tallets arakitektur (fig. 1). Som i London, Paris og Berlin var de fleste mønstre, som anvendtes i København i 1800-tallet, typisk en blanding af populære stilarter: Græske og romerske i 1830’erne og ‘40’erne, italienske i 1840’erne og ‘50’erne. Senere kom skrækromantikken, den historicistiske eklekticisme osv.¹

Fig. 1. Ætset vinduesrude i gadedør.

De fleste ætsede ruder i Danmark forekom i offentlige eller halvoffentlige områder såsom i butikker, restauranter, forhaller og trappeopgange i beboelsesejendomme, hvor man skabte en luxuøs stemning og en overordnet helhed i arkitekturen. Ætsede ruder i dørene gav adgang til lyset og holdt samtidig nysgerrige blikke på afstand. Udsmykkede med krummelurer og blomstermotiver var ruderne et velkomment syn for såvel gæster som beboere: Man kunne nyde en trappeopgangs flotte interiør uden at synet blev forstyrret af en beskidt baggård.

Vinduesglasset bestod primært af mundblæst cylinderglas, som Danmark hovedsagelig fik fra Tyskland. Glasset blev transporteret til landet på specialbyggede hestevogne. De glarmestre og svende, som gerne ville specialisere sig, rejste til Tyskland for at lære det sidste nye om faget, og det var sikkert de mænd, der tog de første »mønsterbøger« med hjem til Danmark efter sådanne studierejser. Nogle af mønstrene blev ændret, forenklet eller på ny sat sammen for at tilpasses dansk smag og danske mål. Ætsning af glas nåede sit højdepunkt i slutningen af 1800-tallet. Med et almindeligt stykke vinduesglas kunne man få en ganske flot virkning med mange nuanceskift og en silkeblød overflade. Teknikken at ætse glasruder gav glarmestrene mulighed for at hævde, at deres arbejde burde regnes for kunsthåndværk.

Et billede af Paradis

Men hvad har ætsede ruder at gøre med Thorvaldsens Museum? Planerne for museet har været gennem flere justeringer siden Bindesbølls første skitser. Beslutningen om en ændring af gårdhavens funktion fra en smuk og romantiske have til Thorvaldsens mausoleum krævede nye overvejelser med hensyn til indretning.

Ideen med et gravkammer indrettet som et billede af »Paradis« kan føres langt tilbage i tiden. De etruskiske gravkamre ligesom de senere romerske gravhuse, var alle steder man “beboede”. Velhavende romere etablerede begravelseshaver beplantet med frugttræer, roser, slyngplanter og vin til de dødes ære. Trods deres formelle grundplaner må disse haver have været yndige og fredfyldte oaser. Brønde, statuer og stier under skyggedannende, stedsegrønne træer symboliserede haverne i det næste liv. Her kunne man holde familiekomsammen på sørgedage. Pompejanske gravsteder var ligefrem indrettede med borde og bænke, således at man kunne spise sammen med de afdøde. Vægge og lofter var overdådigt dekorerede med blomstermotiver, som symboliserede liv og glæde.²

Thorvaldsen blev også begravet i en paradislignende have indrettet efter det danske klima. Fra det øjeblik, man kommer ind i Thorvaldsens Museum, befinder man sig i en sansernes have. Bag de tykke mure ligger gårdhaven, som danner en fredelig oase midt i den fortravlede storby. En scenografi af plantevækst skaber en frodighed, hvor store palmer bøjer sig slankt hen mod Kristussalens mægtige portal, og laurbær og egetræer skyder højt mod himmelen. Her hersker stilheden. Bag et lille mosgrønt stakit slynger snerle, vin, vedbend, nasturtium, passionsfrugt og andre eksotiske slyngplanter sig i fuldt flor op ad de nøgne laurbærstammer. Unge danske egetræer, omslynget af kaprifolie og humleranker, står solidt nedfældet i græsset og dekorerer den vestlige kortsides murpiller. Gårdhaven blev ikke beplantet. Derimod skabte Bindesbøll et helhedsindtryk af en frodig, paradislignende have ved at illudere planterne i fresker på gårdhavens facader. Gårdens farveholdning er abstrakt. De frodige planter i okkergule silhuetter med pompejanskrøde frugter står i skarp kontrast til de sorte vægge (fig. 2).

Fig. 2. Parti af Thorvaldsens Museums gård 1923.

Korridoren i stuen, som omkranser gårdrummet, var inspireret af villaer fra Pompeji med åbne indre søjlegange omkring en brønd. Men for at tilpasse huset det danske klima blev »søjlegangen« ud mod museets gård lukket med fløjdøre.³ For at gravkammeret skulle få den fred og ro, som Thorvaldsens grav fortjente, blev vinduerne ætset matte med klare mønstre af planter fulde af symbolik. Store, frodige liljer i fuldt flor, spændstige laurbærranker, krogede egegrene og bløde og elegante palmegrene dekorerede i mange år glasruderne i gårddørene. Man kan se paralleller mellem planternes symbolværdi i arkitekturudsmykning, i romantikkens landskabsmaleri og i poesien. I antikken blev både eg og laurbær bundet som sejrskranse. Laurbærbladene bevarer deres farve og symboliserer evigt liv, hvor egen er symbol for styrke og troskab.⁴ Romerne brugte palmegrene som sejrstegn, og hos de kristne kom palmegrenene til at symbolisere Kristus’ triumf over døden.

De matte ruder med legemsstore mønstre i klart glas skabte et spil med lyset. Bindesbøll arbejdede meget med lys, med lysindfald og med lysets kvalitet. De ætsede ruder filtrerede det skarpe sollys i korridoren og kunne skabe en drømmeagtig stemning af diffust lys og skygge. På gråvejrsdage fangede de matterede felter lyset, og mønstrene på glasset fremstod mørkere og mere markant. I stærkt sollys blev motivernes blomster og blade aftegnet på korridorens gulve, skiftende i skarphed og intensitet som lysets spil på skovbunden en sommerdag. Der kom kun klart lys ind gennem de øverste vinduer i korridoren. Bindesbøll ville have det »spærrede lys« ind som en slags atelierlys.⁵

Dekorationer i Bindesbølls ånd

Som overalt i museet må man regne med, at vinduesudsmykningen er sket efter Bindesbølls mere eller mindre detaljerede anvisninger. Den kunsthåndværker, der var ansvarlig for selve fremstillingen af motiverne på gårddørene, var H. C. From.

Henrich Christian From (1811-1879) kom som ung i snedkerlære og blev som 20 årig svend i 1831. Han studerede ved Kunstakademiet fra 1832 til 1843, først arkitektur, dernæst maleri. I 1837 blev han præmieret som landskabsmaler. Han udstillede mange gange på Charlottenborg, hvert år mindst et maleri, og i perioden 1836 til 1854 udstillede han i alt 25 malerier.

Fig. 3. / SIDE 138. H. C. From: Skitser til vinduesudsmykningen, liljeranker.

Fig. 4. H. C. From: Skitse til vinduesudsmykningen, palmegren.

Fig. 5. H. C. From: Skitse til vinduesudsmykningen, laurbærgren.

Fig. 6. H. C. From: Skitse til vinduesudsmykningen, egebladsgren.

I 1843 deltog H. C. From under Johan Frederik Holms ledelse i udsmykningsarbejdet på Thorvaldsens Museum. From fik ansvaret for at udføre en del af udsmykningen i gården og i graven. Hans første opgave var at tegne skitser til de træer og slyngplanter, der dekorerer de pudsede flader på gårdens facade. Disse dekorationer blev udført i løbet af sommeren og efteråret 1844. From var også ansvarlig for de malede liljer og roser på gravens vægge og for korset på gulvet og palmegrenene på dækstenen. De naturalistiske grene og blomstermotiver på dørene mod gården blev tegnet af From et par år senere i 1846. Glarmester Fischer udførte de ætsede glasruder i 1847.⁶

Fire motiver blev anvendt til de 2×7 porte, der danner gårdens langsider: Liljer, palmer, laurbær og egeløv. Hver port består af to fløjdøre, som hver har tre ruder, der tilsammen danner en af de nævnte motivtyper. Disse modsvares af de tre ruder i den anden fløjdør, uden at de to motiver dog er helt symmetriske. Der findes to modsvarende tegninger af hver af de fire motivtyper (fig. 3-6).⁷

Gårdens vestlige kortside har tre fløjdøre, hvoraf den miderste stod i klart glas. På en tegning til de 16 fløjdøre til gården har Bindesbøll noteret: >2 [sæt] med egeløv, 2 [sæt] med palmer, 2 [sæt] med laurbær og 2 [sæt] med liljen (fig. 7 og 8).⁸

Desuden har der været tegnet et separat motiv til de store fløjdøre til Kristussalen. Motivet består af to overdådige liljestilke, som ligger meget tæt op ad de tegninger, From udførte til udsmykningen af Thorvaldsens grav. Oven over de store døre har der siddet to sæt ruder med et ætset mønster, der mindede om et soltegn (fig. 9).

Metoden

H.C. Froms originalskitser er udført i blyant på transparentpapir. Arealet inden for stregerne blev fyldt ud med sort tusch. Her skulle motivet stå i klart glas. Skitserne har været ændret flere gange. De fleste tegninger er blevet overført til transparentpapir af tykkere kvalitet. Man anvendte samme teknik, nemlig blyant og tusch, men her ses kun ganske få ændringer på tegningerne. Originaltegningerne har været beregnet på at kunne klæbes direkte op på glasruderne, så man kunne aftegne motivet efter dem. Man kan tydeligt se de små pletter, som er aftegninger af det klæbemiddel, man anvendte.

Fig. 7. Plan over de ætsede ruders motivfordeling.

Fig. 8 a-b. / SIDE 142 og 143. Aksel Johansen: Østfacaden i Thorvaldsens Museums gård med de ætsede lilje- og sol motiver i portens ruder.

Fig. 9 a-b. H. C. From: Skitse til soltegnsdekorationen i Kristussalens port.

Skønt ætsede ruder var meget anvendt i 1800-tallets København, var den teknik, man brugte på Thorvaldsens Museum lidt anderledes, end den de fleste giarmestre normalt brugte: »Glasset fik ved Hjælp af et Pulver af Flusspat et mat Overtræk, som med en Pind toges bort, hvor det skulde være klart; Overtrækket blev dernæst brændt fast i en Muffelovn«.⁹

Den mest almindelige metode anvendt ved ætsning af glas gjorde brug af syrebad i store åbne kar. Glasset blev afdækket med zinkskabeloner og påført voksfarve i udskæringerne. Glasset blev dernæst omkranset af voks og overhældt med flussyre i et kar. Syren var stærk og afgav en giftig damp, da glasset skulle ligge i de åbne kar i et døgn. Mattering af glas ved sandblæsning kendes først her i landet fra omkring 1885.¹⁰

Ruderne går itu

Men hvorfor blev de ætsede ruder fjernet? En række konstruktionsmæssige svagheder var sandsynligvis årsag til dette. Selve ætsningsprocessen svækkede de kun 2 mm tynde glasruder og gjorde dem sårbare, således at ruderne kunne gå itu, hvis dørene smækkede i, for eksempel i blæsevejr. Vinduesrammerne i dørene var lavet af jernsprosser, der giver sig ved temperaturskift, hvilket måske var endnu en grund til, at nogle af ruderne gik i stykker.

I forhold til de ætsede glasruder, der prydede mange beboelsesejendomme i København, var glasruderne på Thorvaldsens Museum nærmest kunstværker. Der blev ikke lavet zinkskabeloner, men derimod tegnet direkte på glasset efter Froms originale tegninger, der var meget skrøbelige. Ruderne blev derved vanskeligere at genskabe. Efterhånden som ruderne gik i stykker, blev de ætsede ruder erstattet med sandblæste ruder og i enkelte tilfælde helt uden motiv. Ved de forskellige overfladebehandlinger opstod der et farveskift fra de blålige ætsede ruder til de hvide sandblæste, og således blev Bindesbølls strenge krav om »form, dekoration og symbol« brudt.

Nedtagning

I et brev dateret den 13 september 1921 til daværende direktør Th. Oppermann skrev professor, arkitekt Carl Petersen og arkitekt H. Koch »En meget stor del af Ruderne er gået i Løbet [stykker?] og erstattet af nye, der i Farve og Stofvirkning har en helt anden Karakter, end de oprindelige« Carl Petersen anbefaler derefter at »… erstatte disse Ruder med klart Glas, navnlig fordi det vil være muligt, at udtage og bevare de sandblæste Ruder omhyggeligt, til en senere Tid, som muligt finder, at vi har gjort Fejl«.

I et notat fra Sigurd Schultz d. 4. februar 1943 kommenterede han et forslag om udarbejdelsen af en slags »byplan« for Thorvaldsens Museum. Et af punkterne var »Indsættelse af nye Ruder mod Gaarden« idet »at de i Tidens Løb foretagne Forsimplinger og Forgrovninger fjernes og en Tilbageføring helt i Bindesbølls Aand og Stil finder Sted«.

I en rapport fra maj 1962 angående de ætsede ruder fra korridoren i stuen skriver Sigurd Forch-hammer: »Ruderne blev fundet løseligt nedsat i en åben trækasse i >Det lille Museum<. her l mange brudstykker uordnet i bunden af kassen. alle glasstykker var meget snavsede og der sad klumper gammel kit kanterne p de fleste. ruder forskellige glassorter tykke tynde uj glas med sm bl helt plane ruder. ogs tegningerne er forskellig f finhed. nogle enkelte ru overfladen som efter sandbl et m tal skrevet blyant til den store port tv mangler>

Ruderne i den store port i tværkorridoren har sandsynligvis altid stået i klart glas. Man har ikke hverken fundet tegninger eller glasstumper, der dokumenterer noget andet.

Bindesbøll som scenograf

Da museet åbnede, var den scenografiske virkning i stueetagen dramatisk, idet Thorvaldsens grav ikke kunne ses uhindret fra hverken sidekorridorerne eller Kristussalen. Med sine oprindelige ætsede glasruder smykket af store, overdådige liljer og mægtige soltegn har især Kristussalen haft en tæt, kapelagtig stemning, der må have været en fantastisk oplevelse for den besøgende. I vor tid, hvor man har fjernet de dekorerede ruder og indsat klart glas, bliver Thorvaldsens grav nærmest sat i en slags montre: En glasboks med klare glasfelter på alle fire sider. Det blide atelierlys, og frem for alt stemningen og mystikken ved den gennemskinnelige barriere, der kun tillod et fragmenteret syn af graven, er væk i dag. Den besøgenes blik rettes tankeløst ind i gårdhaven fra alle vinkler og ikke kun mod de skulpturer, man kommer for at se.

Bindesbøll var iscenesætter med en romantisk fantasi og skabte på yderst scenografisk vis en illusion af en åben loggia i korridoren. Man kan sagtens forestille sig tværkorridorens midterport som en sceneåbning, hvorfra de besøgende kunne betragte den indre gårds oasestemning. Dette var det eneste sted, hvorfra man kunne kigge langs bygningens hovedakse igennem klare glasruder ind til gravkammeret. Og som Marit Ramsing skrev i sin artikel »Bindesbøll i arbejde«, »Han [Bindesbøll] iscenesætter. Og han gør det langt grundigere, end man tidligere har været klar over«.¹¹

Prøveopsætning

Da jeg påbegyndte mine undersøgelser af museets ætstede glasruder i februar 1994, fik jeg mulighed for at undersøge de gamle tegninger og resterende stumper af de nedtagne ruder i museets magasin. Med hjælp af computeren ønskede jeg at genskabe de stemningsfulde motiver, som havde været brugt i vinduespartierne, og derefter lave en prøveopsætning, hvor motivet stod i sandblæst glas og resten klart, en måde der også blev anvendt i 1800-tallets København. Målet var at finde tre intakte ruder fra samme motivsæt, helst fra Kristussalen. Desværre fandtes derfra kun én intakt rude. Projektet blev ændret, og jagten gik videre, og til sidst lykkedes det at finde tre intakte ruder fra samme motivsæt. H. C. Froms skrøbelige gamle tegninger blev brugt som underlag for nye tegninger på tegnefilm, af hvilke der kunne tages aftryk, og oplysningerne blev tastet ind i en computer.

Dernæst skar computeren mønstrene ud i selvklæbende film, som blev klæbet på de nye ruder. På grund af den giftige damp fra ætsningsprocessen og vor tids strenge miljøkrav blev ruderne sandblæst. Bagefter fjernede man plastfilmen, og ruderne var klar til opsætning af husets glarmester.

Projektet havde to aspekter: At vise en alternativ måde at anvende de gamle dekorationer samt at genskabe en del af museets oprindelige udtryk. Både de originale ruder fra 1847 og de nye blev sat op som prøve i sommeren 1994.

Referencer

1. Mark Girovard: Victorian Pubs. studio vista 1975 [...]
2. James Stevens Curl: A celebration of death [...]
3. Marit Ramsing: Bindesbøll i arbejde. Udsmykningen af lofterne i Thorvaldsens Museum i: Architectura nr. 14, København 1992, s. 22-51.
4. Lisbeth Balslev Jørgensen: Thorvaldsens Museum, symbol og fortolkning, i: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1970, s. 13.
5. Knud Millech: Bindesbølls Museum. Bygningens æstetiske funktion og idé samt udviklingen i forarbejderne, i: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1960, s. 44.
6. Weilbachs Kunstner leksikon, København 1947, bd. I, s. 347.
7. Sigurd Forchammer: Rapport over de Ætsede ruder fra korridoren i stuen, 16.5.1962
8. Knud Millech, op.cit. (note 5), s. 58.
9. Chr. Bruun og L. P. Fenger: Thorvaldsens Musæums Historie, København 1892, s. 109.
10. Kaj Sckotz-Hansen: Glarmesterhåndbogen, København 1949, s. 167-169.
11. Marit Ramsing, op.cit. (note 3) s. 22-51.

Sidst opdateret 14.06.2024