»… Billedet af Hviden Christ,

med Majestæt og Konge-Lader milde

Lad det kun staae, som Billedstøtten hist

Af den Høilovede, ved Jordans Kilde!«

(N. F. S. Grundtvig, Albert Thorvaldsen’, 1844)

I årene efter Thorvaldsens hjemkomst til Danmark i september 1838 skrev Grundtvig flere digte til hans ære, og kort efter Thorvaldsens død 24. marts 1844 skrev han yderligere et par digte viet »Konstens Konge«.¹

Et af dem har titlen ‘Albert Thorvaldsen’, og i dette digt blev titlen til Thorvaldsens Museums 2007-udstilling hentet.

Emnet for denne udstilling var de kristne motiver i Thorvaldsens œuvre, med den monumentale Kristus-statue som det på alle måder selvfølgelige omdrejningspunkt.² I den guldbelagte niche i koret i Vor Frue Kirke står statuen i den marmorudgave, Thorvaldsen færdiggjorde 1827-28 på grundlag af gipsmodellen fra 1821, og kun få hundrede meter herfra står en afstøbning af gipsmodellen i Thorvaldsens Museums såkaldte Kristussal. Her danner statuen slutpunktet i hele bygningsanlæggets aksefaste plan.³

Marmorstatuens højre hånd var det motiv, der fuldstændig dominerede udstillingens plakat. Motivet fungerede her som pant på den godt 3,5 meter høje Kristus-statue, samtidig med at håndfladen med det gabende sår tydeligt refererede til den historiske Jesusskikkelse, der korsfæstet, død og begravet genopstod på tredjedagen (fig. 1).

Fig. 1. Plakaten til udstillingen ‘Hvide Krist. Thorvaldsens religiøse motiver’, fotograferet foran Thorvaldsens Museum. Fra plakaten over montrene og vægfladerne til skiltningen blev lilla den gennemgående farve i udstillingen. Kombinationen at rødt og blåt, det jordiske og det himmelske, gør lilla til noget ganske særligt. Dette og brugen af lilla i kirkelig sammenhæng forekom derfor at være vigtige pointer bag valget. Lilla er ellers en farve, som er ganske fremmed i Thorvaldsens Museums polykrome udsmykning.

Kristus-statuens sejrsgang

Adskillige mindre udgaver af Thorvaldsens Kristus-statue findes i kirker rundt omkring i landet. I flere generationer er statuen blevet betragtet som prototypen på en tredimensionel Kristus-fremstilling. Det gælder også i flere andre lande, i USA ikke mindst hvor Thorvaldsen fik en række arvtagere.⁴ Afstøbninger af apostlene og døbefonten blev udstillet i New York så tidligt som i 1853,⁵ og Kristusstatuen er blevet et yndet stykke inventar i protestantiske kirker i Midtvesten.⁶

Mormonkirken har også taget Thorvaldsens Kristus-statue til sig. Siden 1966 har en marmorudgave i fuld størrelse haft sin plads i det nordlige besøgscenter ved mormonernes tempel i Salt Lake City i Utah, og med kirkens omfattende missions-arbejde er statuen – gengivet i allehånde materialer og formater – nået vidt omkring.⁷ Denne virksomhed har haft kolossal betydning for udbredelsen af kendskab til Thorvaldsens Kristus-statue både i og uden for USA. Fotografiet, der her vises som fig. 6, eksemplificerer den næsten globale resonans, Thorvaldsens Kristus-statue har opnået.

I det følgende præsenteres et par af de temaer og pointer, som blev udfoldet i udstillingen ‘Hvide Krist. Thorvaldsens religiøse motiver’. Grundtvig har været en central kilde, og hans brug af begrebet ‘Hvide Krist’ danner det oplagte udgangspunkt for præsentationen af udstillingens disposition og indhold. I samme forbindelse refereres også til det grundtvigske ‘Badet og Brødet’ og ‘Menneske først og Kristen siden’, begge i relation til Thorvaldsen og hans værker i Vor Frue Kirke.

Det andet tyngdepunkt i artiklen vedrører oplevelsen og anvendelsen af Thorvaldsens skulpturer i Vor Frue Kirke. Der fremlægges to aspekter, dels et par prøver på den teologisk-liturgiske tilgang til Kristus-statuen over godt 150 år, dels en skitse til en fænomenologisk begrundet analyse af værket. Begge læsninger befæster den dobbelthed, som på flere planer synes at være til stede i Thorvaldsens fortolkning af Jesus & Kristus.

Grundtvig

Spørgsmålet om hvorvidt Thorvaldsen var troende eller ej, interesserede mange i hans samtid, og som i så mange andre sammenhænge knytter der sig en del mere eller mindre sandfærdige anekdoter til emnet. Ved begravelseshøjtideligheden i Vor Frue Kirke, 30. marts 1844, blev spørgsmålet også rejst, endog af præsten, og i digtet ‘Albert Thorvaldsen’ henviser Grundtvig hertil: »Varst du en Christen? som en Æres-Sag, man spurgde høit,/da man bar dig til Jorde,/(...)«. Og Grundtvig fortsætter: »Og dine Billeder i Kirkesmag/Bevise kun, du vidste hvad du gjorde,/(...)«. For derefter at opsummere:

»Du kiendte kun den falske Christendom,
Og den betragted du med Ynk og Harme,
Hvor du den saae i Axelstad og Rom:
Den istapkolde og den lummervarme;
Saa Hele Verden veed det godt og grant,
Du var ei Catholik, ei Protestant.«

Mere end det kirkelige er det tydeligvis kristendommen, som er Grundtvigs ærinde i digtet til Thorvaldsen.

Karakteristisk nok optræder begrebsparret menneske og kristen, eller »Menneske først og siden Kristen«, som det ofte refereres, da også i dette Grundtvig-digt. De første ord lyder: »Et Menneske du var, (...)«, og derefter følger spørgsmålet: »Varst du en
Christen? (...)«.

Spørgsmålet om Thorvaldsens personlige tro synes hos Grundtvig at forblive ubesvaret, men digterpræsten ser Kristus-statuen som et udtryk for Thorvaldsens evne til som kunstner at favne såvel det hedenske som det kristne univers (fig. 2). I den forstand tages statuen, eller som Grundtvig skriver » Billedet af Hviden Krist «, til indtægt for Thorvaldsens forhold til tro og kristendom. Digtet er rigtignok et lejlighedsdigt, men rummer tydeligvis overtoner af teologisk betydning.

Fig. 2. Vue fra udstillingen ‘Hvide Krist. Thorvaldsens religiøse motiver’, fra afsnittet om Jesu apostle i retning mod udstillingens slutpunkt, den knap 1,5 m høje version af Kristus-statuen, muligvis modelleret af Pietro Tenerani under Thorvaldsens opsyn. Thorvaldsens Museum. A 83.

Kristus ses som indgangen til dåben, »ved Jordans Kilde!«, og han er indgangen til frelsen. Grundtvig lader digtet viet Thorvaldsen og hans Kristus-fortolkning munde ud i dåbsmotivet. Det sker med henvisning til en af kirkehistoriens pionerer, Euseb af Caeserea (ca. 260 – ca. 340). I digtets 6. og sidste strofe drager Grundtvig en parallel til Eusebs beretning om den hedenske kvinde fra Paneas, som i taknemmelighed over for Kristus lader en »Billed-Støtte«, formentlig et relief forestillende Kristus, opstille ved sit hus. Og Grundtvig slutter med ordene: »Hvor giennem Fonten rinder Livets Strøm,/ Naaer Sundheds-Blomsten til Hans Klæders Søm!« Med denne metafor pointeres det, at det menneske, der modtager dåbens gave, kommer til Kristus.

Adskillige digtere gjorde det til et vigtigt motiv i deres tekster, at Kristus-statuen så at sige fulgte Thorvaldsen under begravelseshøjtideligheden i Vor Frue Kirke og gravlæggelsen i Thorvaldsens Museums indre gård. Undertiden indebar det ligefrem overfortolkninger af Thorvaldsens religiøse sindelag. Til sammenligning var Grundtvigs syn anderledes diskuterende og nuanceret.

Den åbenhed og rummelighed, som karakteriserer Grundtvigs syn på Thorvaldsens tro og hans kunstneriske arbejde med kristne motiver, blev af væsentlig betydning for den videre omgang med Thorvaldsens skulpturer og tegninger, samt de skriftlige kilder, i udstillingen ‘Hvide Krist’.

Til kilderne

Traditionen og konventionen har ført til, at interessen for Thorvaldsen i langt overvejende grad har været koncentreret om hans brug af den græsk-romerske mytologiske motivverden og om hans portrætbuster. Kristus-statuen og de mange andre kristne motiver i Thorvaldsens œuvre har derimod hidtil været underbetonet.

Hvor denne motivkreds har været behandlet, har interessen i overvejende grad samlet sig om de formelle og stilhistoriske aspekter. Ved andre lejligheder er det kristne betydningsindhold blevet karakteriseret som rent magisk og er ikke blevet sat i relation til relevante bibelske, kirkehistoriske og liturgiske emnefelter. Men listen over emner, der stadig trænger sig på for Thorvaldsen-forskningen, er lang og det tværfaglige potentiale stort. Da de indledende undersøgelser i museets samlinger med henblik på udstillingen om Thorvaldsens kristne ikonografi påbegyndtes i efteråret 2003, viste det sig hurtigt, at materialet er så omfangsrigt, at der er stof til en selvstændig publikation om emnet.

Udstillingen

Om Thorvaldsens forhold til kirken ved vi, at han var døbt og konfirmeret. Arkivalske kilder til hans dåb er der ingen af, men i samlingerne på Thorvaldsens Museum findes hans konfirmationsbevis (fig. 3). Med dette dokument som udgangspunkt og med Thorvaldsens begravelse fra Vor Frue Kirke i København som slutpunkt, fik udstillingen ‘Hvide Krist’ således en form for biografisk bestemt ramme.

Fig. 3. Thorvaldsens konfirmationsbevis. Teksten lyder: »Første Søndag efter Paaske d:15 April 1787 er Mons^r Berthel Thorvalsen offentligen bleven confirmeret i sin Daabs Pakt i Holmens Kirke…«. Thorvaldsens Museum, Brevarkivet, m29 I, nr. 5.

Inden for denne ramme kunne en række aspekter af Thorvaldsens kristne ikonografi præsenteres. Skulpturer og tegninger af Thorvaldsen og af enkelte andre kunstnere vistes i indbyrdes dialog og i sammenhæng med tekster fra de nyeste udgaver af såvel Biblen som Den danske Salmebog.⁸

Stoffet blev præsenteret emnemæssigt snarere end kronologisk. Både København og Rom var repræsenteret, ligeledes de opgaver Thorvaldsen fik i opdrag af både den protestantiske og den katolske kirke. Det forekom indlysende at sætte særligt fokus på de Thorvaldsen-værker, som hviler på de to sakramenter i den protestantiske kirke, dåben og nadveren. Eller »Badet og Brødet«, for som i udstillingens titel at citere Grundtvig.

Der har været en pointe i at vise en udstilling ene og alene om den kristne ikonografi i Thorvaldsens œuvre – blottet for sideblik til hans fortolkninger af den græsk-romerske gudeverden og uden elementer fra de mere eksotiske dele af hans private samling. Den her afbildede signet med den kufiske indskrift »Den er tryg, som tror på Gud« kunne f.eks. have åbnet døren på klem for emner som multi-religiøsitet i Thorvaldsens samlinger eller billedforbud og ikonoklasmer inden for forskellige trossamfund (fig. 4). Den kristne emnekreds i Thorvaldsens biografi og værk måtte forsøges præsenteret med den selvgyldighed, der i generationer har kendetegnet snesevis af andre udstillinger på Thorvaldsens Museum.

Fig. 4. Signet med kufisk indskrift »Den er tryg, som tror på Gud«. Brændt karneol. Thorvaldsens Museum. G 39. Fotograferet sammen med aftryk i gips.

Fra Hvita-Kristr til Hviden Christ

Projektet blev hjulpet godt på vej af Grundtvigs digt ‘Albert Thorvaldsen’. ‘Hviden Christ’ fra dette digt, forenklet til ‘Hvide Krist’, blev udstillingens titel, fordi begrebet er så billeddannende, og fordi Grundtvigs tilgang til spørgsmålet om Thorvaldsens tro og forhold til kristendommen rummer så centrale pointer om Thorvaldsen som menneske og kristen, centrale i relation til Grundtvigs egen verdensopfattelse og centrale i forhold til Kristus-statuens hele virkningshistorie.

Hvita-Kristr var det mest populære tilnavn til Kristus i islandsk middelalder. Skjalden Sighvat fra 1000-tallet brugte det, og det forekommer i adskillige islandske sagaer.⁹ Ifølge Ordbog over det Danske Sprog er ‘hvid’ oprindelig hedningernes hentydning til farven på de klæder, de kristne lod sig døbe i.¹⁰ Men ethvert spor af, hvad der i hedningernes øjne kunne opfattes som nedsættende, er helt og aldeles fraværende hos Grundtvig. Som også hos de andre digtere, der i 1800-tallets første halvdel anvender begrebet ‘Hvide Krist’.

Når begrebet er brugt om Thorvaldsens Kristus-statue, kan man næppe – måske heller ikke i Grundtvigs digt – se bort fra det faktuelle: det materiale, statuen er gjort af, er hvid marmor. Denne helt håndgribelige forståelse var under alle omstændigheder et selvklart argument for at bruge det oprindelig oldnordiske ‘Hvide Krist’ som titel på udstillingen (fig. 5).

Fig. 5. Et blik ind i det første udstillingsrum i ‘Hvide Krist. Thorvaldsens religiøse motiver’, hvor en tegning visende tabernaklet over altret i Vor Frue Kirke dannede point de vue, Thorvaldsens Museum. C230. Indgangen var flankeret af Thorvaldsens modeller til Luther og Melanchton, Thorvaldsens Museum. A160 og A161.

Receptionshistorier

Fra det øjeblik gipsmodellen af Kristus i 1829 stod i det særlige tabernakel over altret i Vor Frue Kirke, har statuen – som Thorvaldsens skulpturprogram til kirken i øvrigt – været del af dagligdag og højtid i dette kirkerum. Ti år senere, til Pinsedag 1839, fik marmorudgaven sin blivende plads her. Der har gennem årene været ændret på en række af de ydre forhold i rummet, bl.a. selve nichens farve, men takket være den seneste restaurering fremtræder Thorvaldsens værker igen på baggrund af guld eller hvidgråt.

Ikke blot den monumentale Kristus-statue, men kirkens samlede udsmykning har uundgåeligt dannet afsæt for en række overvejelser og fortolkninger hos de præster, som fra 1829 har forrettet gudstjeneste og andre kirkelige handlinger i det af C. F. Hansen og Thorvaldsen nøje konciperede og gennemarbejdede rum. Men dette aspekt af det samlede værks receptionshistorie er generelt et underbelyst emne i litteraturen.

Et enkelt eksempel på konkret reference til Kristus-statuen hos en teolog fra 1800-tallets midte skal dog her nævnes. Kierkegaard var rigtignok ikke ordineret som præst, men i 1847 og 1848 prædikede – eller talte, som han selv formulerede det – han tre gange i Vor Frue Kirke i forbindelse med kirkens særlige tradition for Nadver fredag middag.¹¹ Talerne var henvendt til de personer, der netop havde forladt skriftestolen for at gå til alters. I årene frem til 1851 skrev Kierkegaard på yderligere en serie taler. Kristus-statuen spiller en væsentlig rolle i disse tekster, og Kierkegaard var bl.a. optaget af statuens bevægelsesmotiv og hele gestik i sammenhæng med ordene på soklen fra Mattæus-evangeliet, 11, 28: »Kommer til mig«.

Ligesom 1800-tallets teologer og præster er blevet inddraget i nogle af de senere års studier af f.eks. Købkes malerier, bør det tilsvarende felt for Thorvaldsens værker til Vor Frue Kirke selvsagt undersøges nærmere.¹² Omvendt ville det også være interessant at vide, om Thorvaldsens kristne ikonografi har haft betydning for salmedigtningen.

Menigheden

Kristus-statuen i Vor Frue Kirke kalder til stadighed på den fulde opmærksomhed hos kirkens tjenere og dens brugere. Statuen er mål for talrige andagtssøgende, herunder for Natkirkens menighed, ligesom den er meget brugt i meditativ sammenhæng. Lyssætningen i den guldbelagte niche forstærker den visuelle dragning. Alt kalder til koncentration.

Som i andre kirker spiller kunstværkerne i Vor Frue Kirkes skib og kor også en rolle i både liturgi og prædiken. Præsterne gør gerne tematisk brug af Kristus-statuen, som i Københavns biskop, Erik Normann Svendsens prædiken Påskedag 2007:
 

»‘Kommer til mig’ står der under Thorvaldsens store statue af Kristus her i Domkirken. Vel at mærke ikke den jordiske men den opstandne Kristus og skildret af kunstneren med sårmærkerne i hænder og fødder. På fornem vis har Thorvaldsen visualiseret det usynlige: Kristi nærvær i sin menighed, der er samlet om budskabet om opstandelsen, sådan som det budskab kommer til udtryk fra prædikestol, døbefont og nadverbord.«¹³

Denne fortolkning gør opmærksom på et grundtræk ved Thorvaldsens Kristus-statue. Den synes at rumme en dobbelthed på indtil flere planer.

Jesus & Kristus

I de ovenfor citerede passager handler denne dobbelthed primært om den historiske henholdsvis den guddommelige Jesus Kristus. Statuens dobbelthed kan også opleves på det plan, der knytter sig til den synsmæssige oplevelse – fra det øjeblik man gennem glasdøren, der som en hinde adskiller gadens rum og kirkens, får øje på statuen, træder ind i forhallen, går videre ind i Vor Frue Kirkes skib og bevæger sig i retning af døbefonten og altret, tegnene for »Badet og Brødet«.¹⁴

I første omgang fremtræder Kristus-statuen som en silhuet. Den hvide form på den guldbelagte baggrund virker flad, meget mere linie og kontur end noget andet. Den virker som et billede, som en ikon, idet dens rumdannende egenskaber ikke er særlig fremtrædende.

Dette forhold ændrer sig, når man bevæger sig ad kirkens midterakse og gradvist nærmer sig koret med dåbsenglen og alterskranken neden for tabernaklet. Her får formen krop.

Den særlige gestus, der ligger i de fremstrakte arme, indtager gradvist en del af det omgivende rum. Draperierne, hvis antal og kompleksitet er fuldkommen overvældende, får et overraskende nærvær. Sårmærkerne bliver synlige, hvide i den hvide marmor. Gestikken henter sine kilder i tidlig kristen kunst og hos Rafael. Kristus-statuens let sænkede hoved har retning. Ansigtet samler og afspejler væsentlige træk fra århundreders ikon- og mandylion-tradition.

I den fremadskridende bevægelse fra kirkens forhal op til koret følger den ene opdagelse efter den anden. At den hvide form får krop, overrasker. At det, der syntes at være en silhuet, viser sig at være en skulptur, overrasker. At man netop på denne plads står over for en statue, overrasker. Og det uanset om man ved, at her oprindelig skulle have været en altertavle med et maleri.

Thorvaldsens Kristus-statue siger konventionen imod. Så rigt forankret dette værk er i traditionen, rummer det her – set og forstået som del af tabernaklet over altret i Vor Frue Kirke, altså på sit bestemmelsessted – et nærmest revolutionært islæt.¹⁵

Hvor silhuetten i Vor Frue Kirke bliver allermest krop, er der ikke så meget tale om en fortolkning af den jordiske Jesus-skikkelse som af den opstandne Kristus. Den historiske skikkelse, den Jesus der taler hos Mattæus 11,28, viser sig i det rum- og tidsforløb, som vores møde med værket forudsætter, også at være den frelser og forsoner, som evangelie-teksterne beretter om, – og som forventes allerede i Det gamle Testamente. Heri ligger dobbeltheden i Thorvaldsens værk.

Fig. 6. En bronze-udgave af Thorvaldsens Kristus-statue indgik i det stærkt historiserende kirke- og klosteranlæg, arkitekterne Ludwig Persius og August Stüler skabte 1845-48 i Postdam nær Berlin med Friederich Wilhelm 4. som opdragsgiver. Ubekendt fotograf.

Denne dobbelthed skal ikke forstås som et paradoks eller en æstetisk stiløvelse. Den får sin egentlige betydning i vores tilegnelse af værkets form og krop, tavshed og tale i kirkerummet. Og sit liv i liturgien.¹⁶

Til forskel fra hovedparten af Thorvaldsens værker er Kristus-statuens virkningshistorie i stadig udvikling, og forhåbentlig vil statuen længe endnu være emne for dogmekritisk tilgang.

Tak til kunsthistorikeren og redaktøren Kirsten Strømstad, som endnu engang så generøst har bistået mig med ideer og kommentarer. Tak til professor, dr.phil. Lise Bek og lektor, lic.theol. Carsten Bach-Nielsen, som har delt deres overvejelser over såvel Thorvaldsen som Grundtvig med mig. Artiklen er viet mindet om min farmor, gårdejerfrue Louise Pedersen, Husby, hvis salmebøger og Grundtvig-litteratur har haft stor betydning for mig.

Sidst opdateret 11.05.2017