C.F. Hansen havde Brug for Thorvaldsens Bistand flere Steder – Christiansborg, Slotskirken, Raad- og Domhuset, Frue Kirke – og gjorde rask væk Bestillinger uden egentlig Evne til at gennemføre dem paa forsvarlig Maade som Følge af Datidens vanskelige økonomiske Forhold. Naar Frue Kirke fik en Særstilling, skyldes det, at Thorvaldsen satte sin Vilje ind paa at gennemføre og forme denne Opgave efter sit Ønske. Han indsaa, at han havde Forholdene i sin Magt, naar han selv tog den økonomiske Risiko og delvis arbejdede paa egen Bekostning, og han løste Opgaven i en plastisk Monumentalstil, væsensforskellig fra C.F. Hansens arkitektoniske Tanke, saaledes at den færdige Kirke næsten mere blev hans, Billedhuggerens, end den blev Arkitektens.
Det tidligste, man kender til Thorvaldsens Tilknytning til Frue Kirke, er to Breve fra Stadsbygmester Peder Malling, der i sine ganske unge Dage havde været C.F. Hansens Konduktør ved Christiansborg og Raad- og Domhuset, og fra Arkæologen Professor P.O. Brøndsted. De hører til den Strøm af Opfordringer, hvormed man søgte at formaa Thorvaldsen til at vende hjem fra Rom. I det ene nævner Malling den 20. November 1815, at »interessante Opgaver til Slottet, Raad- og Domhuset og Frue Kirke vente Dem.« I det andet siger Brøndsted direkte den 2. December samme Aar: »Lycurg og Solon som Ziir for Domhuset, 12 Apostle til Frue Kirke etc. synes mig dog værdige Gienstande for Din Konst.« Thorvaldsen blev imidlertid ved med at udskyde Hjemrejsen. Dels bandt Virksomheden ham i Rom – han havde Forpligtelser over for modtagne Bestillinger, og nye Opgaver strømmede stadig ind til ham. Dels har han utvivlsomt lagt sig de Formaninger paa Sinde, hvorom Brøndsted minder ham i det samme Brev med de Ord, at han ved deres Møde i Rom 1813 »slet ikke opmuntrede Dig til paa ubestemte, halve Forslag og usikkre Løfter at forlade Dine Værksteder, Din skiønne Virksomhed og det herlige Roma.« Hvor berettiget denne Advarsel var, kunde Thorvaldsen se alene af den Omstændighed, at da den nye Billedhugger H.E. Freund indfandt sig hos ham i Rom Foraaret 1818, anbefalet af Akademiets Præses, Prins Christian Frederik, af C.F. Hansen og Brøndsted, saa mødte han med et Tilsagn om Bestillingen paa de tolv Apostle. Kuriøst nok medbragte han i sin Taske et Brev til Thorvaldsen fra Forfatteren, Professor L. Kruse, skrevet den 1. Januar 1818, med Opfordring til at komme hjem, bl. a. under Henvisning til Frue Kirkes Apostle – »disse ønskede man vel fra Deres Haand«, bemærker Kruse. Men Freund var saa sikker i sin Sag, at han tog fat paa Skitserne til dem endnu samme Aar. Foraaret 1819 stod tre af dem færdige i det lille Atelier, som Thorvaldsen havde overladt Freund. Medens Thorvaldsen opholdt sig i København, blev den første af dem, Thaddæus, modelleret i fuld Størrelse.
C.F. Hansen havde oprindelig tænkt sig at udstyre det store Kirkerum med en malet Altertavle og de tolv Apostle, indsatte i Nicher i de brede Murpiller mellem Buerne. Den projekterede Størrelse af Figurerne har man angivet derigennem, at Freund udførte sin Thaddæus i en Højde af 85 Tommer. Det nærmere Program for Kirkens Udsmykning udformedes imidlertid først, efter at Thorvaldsen var kommet tilbage Oktober 1819 paa sin første Hjemrejse og havde taget Opgaven i sine Hænder. I sin første Skikkelse foreligger den i et Møde, Thorvaldsen havde med Kommissionen for Vor Frue Kirkes Genopbyggelse, saaledes refereret i Kommissionens »Deliberationsprotokol«:

Efter Indbydelse til Her Professor Thorvaldsen havde Commissionen den Fornøjelse at modtage ham i dets Møde den 8de Novbr 1819. Her Professoren havde den forekommende Godhed at tilbyde, at ville efter Commissionens yttrede Ønske være betænkt paa at udarbeide for Frue Kirke en basrelieff i Frisen bag Colonnerne [foran Hovedindgangen] og en anden i Frontonen. Til den første foreslog han Christi Vandring til sin Lidelse paa Golgatha, den anden Johannes som prædiker for forsamlet Folk i Ørken; hvortil Commissionen gav dets fuldkomne Bifald, henstillende dog aldeles til Her Professoren, i fald han siden maatte hellere foredrage nogen anden Gjenstand, han da dertil maatte have fuldkommen frit Valg. Med Her Professoren omtalte Commissionen endvidere Statuerne af de 4 Evangelister udvendigen under den underste basrelieff, og de 12 Apostler inden i Kirken samt basreliefferne en medaillion over samme. Her Professoren gav Løfte om at ville ved den danske Pensionair Freund, som arbeider i hans attelier i Rom, samt andre der studerende Kunstnere, lade disse Statuer sammesteds forfærdige under hans Bestyrelse og Opsyn.«

Var det end – som det med al Tydelighed fremgaar af de følgende Aartiers Korrespondance mellem København og Rom – C.F. Hansen, der bestemte Udsmykningens Omfang gennem de Nicher til Figurer og Relieffer, han havde projekteret i Bygningen, saa valgte Thorvaldsen selv de Emner, der skulde fremstilles, og han føjede snart betydningsfulde Udvidelser til Planen.

Thorvaldsens Ændringer

Kristus, marmor, Vor Frue Kirke

Thorvaldsens første Indgreb gjaldt Hovedpunktet i Kirkens Udstyrelse. Allerede den 6. Januar 1820 vedtog Kirkekommissionen at undersøge Muligheden af, at den Christus-Figur, som Slotsbygningskommissionen i sit tilsvarende Velkomst-Møde med Thorvaldsen den 24. November 1819 havde bestilt i italiensk Marmor til Slotskirken, »hellere anbragtes i Frue Kirke, hvor den fortrinligen vilde være passende« – »hvilken Mening Professor Thorvaldsen ved at besee Frue Kirke indvendig ogsaa mundtlig havde udladt sig med.« I Forestillingen til Kongen fremhæves udtrykkelig, at »Etatsraad Thorvaldsen har givet den første Idee til at anbringe en Christus Figur i Stedet for Malerie i Alteret.« Forslaget vandt straks Kongens Bifald, skønt man maatte bevilge Maleren J.L. Lund 400 Rdl. som Godtgørelse for en Skitse, han efter langvarig Forberedelse havde udført til den oprindelig paatænkte Altertavle.
Af de officielle »Deliberationsprotokoller« maa man faa det Indtryk, at Bestillingen paa Christus-Statuen simpelt hen overflyttedes fra Slotskirken til Frue Kirke. Men saaledes var det ikke. J.M. Thiele forklarer i sin Thorvaldsen-Biografi, at Meningen var to Exemplarer af samme Statue, Marmor i Slotskirken og Gibs i Frue Kirke. Han paastaar, at Thorvaldsen ønskede Marmorstatuen anbragt i Frue Kirke og inden sin Afrejse 1820 beskæftigede sig med at finde paa noget andet til Slotskirken. Hvordan det nu forholder sig hermed, saa fastholdt Thorvaldsen lige til det sidste Bestillingen under den Form, der ifølge Thiele var den oprindelige Aftale, og han udførte den saaledes. Frue Kirke fik 1828 et Gibsexemplar af Christus-Statuen sammen med Gibsexemplarer af Apostlene. Da Marmorexemplaret hjemsendtes med Korvetten »Galathea«, og Prins Christian Frederik den 15. November 1833 meddelte Thorvaldsen, at Figuren var »henbragt i Frue Kirke, men endnu ei udpakket eller opstilt«, saa bemærker Thorvaldsen i et Brev til Jonas Collin 28. August 1834: »Ikke heller er det mig klart, hvorledes dette Arbeide kommer til Frue Kirke, da det oprindelig var bestemt for Slotskirken.« Spørgsmaalet løstes først i 1838 derved, at Universitetet dette Aar søgte og den 17. November fik kgl. Resolution for, at Marmorfiguren overlodes Frue Kirke mod en Betaling af 16.000 Rdl., hvorefter H.E. Freund stillede den op, saaledes at den var paa Plads til Pinsedag 1839.

Det næste vigtige Punkt, som Thorvaldsen ændrede, var Apostlenes Opstilling. Han kunde ikke lide Nicher – Skulpturer skulde staa frit. Da Statuerne kom til København i Gibs-Afstøbninger 1828 og man vilde stille dem op i Frue Kirke, viste det sig, at de var for store til Nicherne. Særlig meget kan det ikke have været. Medens Freunds Thaddæus maalte 85 Tommer, svinger Thorvaldsens Apostle mellem 89 og 93 1/ 2 Tommer, men det var tilstrækkeligt til, at man i København straks besluttede at tilmure Nicherne og stille Statuerne paa Sokler foran Murpillerne. Samtiden har enstemmig beskyldt Thorvaldsen for at have gjort Fejlen med Vilje. Thiele siger i sin Biografi, at »det var den almindelige Mening, baade i Rom og i København«. Ludvig Bødtcher, der under sit Ophold i Rom en Tid var Thorvaldsens fortrolige Sekretær, noterede i nogle Optegnelser fra 1825-26, at Thorvaldsen over for ham yttrede »lidt Misfornøjelse over, at Apostlene ikke komme til at staa frit, hver paa sin Piedestal, hvad der efter hans Mening vilde tage sig ulige bedre ud end deres Standpunkt i Nischerne, som altid trykke Figuren og berøve denne noget af den frie Virkning; tillige bemærkede han, at Nischen er et Produkt af den allerede forfaldne Kunst.« Dr. Zeuthen, Sognepræst i Fredericia, paastaar endog i sine Erindringer om et Ophold i Rom 1833-34, at Thorvaldsen ved et Middagsselskab »i ypperlig Stemning« direkte skal have fortalt, »hvorledes Architekt Hansen vilde have Statuerne underordnede Architekturen og derfor gjorde Nischer til dem, for at de ikke skulde træde frem som selvstændige Kunstværker, men hvorledes Thorvaldsen narrede ham, idet han gjorde Statuerne større end Maalet paa Nischerne.« Ligeledes har Pastor C.J. Brandt fortalt Martin Hammerich, at Thorvaldsen i et Selskab i København September 1838, hvor Brandt var til Stede, paa det direkte Spørgsmaal, om det var med Vilje, han havde gjort Apostlene for store, svarede: »Ja vist var det! jeg vilde ikke have dem staaende i Skilderhuse.« Selv erklærede Thorvaldsen i sit Brev til Kirkekommissionen den 5. Februar 1829, at han ikke kunde begribe, at Apostlene ikke passede til Nischerne, »thi Hovedet staar i Centrummet af Cirklerne i Nicherne, som de har haft den Godhed at oversende mig, saa at Maalet ikke maa være rigtigt. Jeg troer det om saa mere, da ogsaa Freund har feilet med sin Thaddeus, som er af samme Størrelse med mine Apostler. Men det fornøier mig, at denne Forandring er nu blevet nødvendig, som er upaatvivlelig en fordeelagtig, at man seer Figurerne fra alle Sider, som ved Ansigter af flere Punkter udgiør en betydeligere Dekoration for Kirken.«

Kristi dåb, gipsmodel, Thorvaldsens Museum, A557

»Af egen Længsel efter den vanlige Beskæftigelse og under saamegen Tilskyndelse udenfra« (Thiele) begyndte Thorvaldsen allerede under sit Ophold hjemme, i Januar 1820, at modellere to Relieffer til Frue Kirkes Kor, forestillende Christi Daab og Nadverens Indstiftelse. Det laa uden for Aftalerne, men der var afsat Murfordybninger til dem over Dørene til et paatænkt Daabskapel og til Skriftestolen. Det blev de første Arbejder fra Thorvaldsens Haand, man ret fik at se hjemme, da de stod i hans Atelier paa Charlottenborg. En Kreds af velstaaende Mænd med Grev A.W. Moltke og Etatsraad N.A. Holten i Spidsen indsamlede 4000 Specier til deres Udførelse i Marmor. Reliefferne kom dog aldrig til at sidde efter Bestemmelsen. Skønt Thorvaldsen hjemsendte Marmorexemplarerne 1833, blev disse først opsat 1844 og inden i de paagældende Rum, ikke over Indgangene.

Den hellige nadver indstiftes, gipsmodel, Thorvaldsens Museum, A558

Ganske paa eget Initiativ og uden at spørge nogen derom modellerede Thorvaldsen en Døbefont i Form af en staaende Engel med en Muslingeskal, tænkt som en Gave fra ham til Kirken. Den tyske Maler Schnorr von Carolsfeld fortæller i et Brev fra Rom den 2. August 1823, at han har set den i Thorvaldsens Atelier, og Thiele bekræfter, at den stod færdig inden Aarets Udgang. Denne Statue tilfredsstillede imidlertid ikke Thorvaldsen, ifølge Thiele, fordi protestantiske Venner skulde have gjort ham opmærksom paa, at den havde en vis Lighed med nogle katolske Vievandsbeholdere. Derfor modellerede han 1827 eller 1828 den knælende Engel med Muslingeskallen. Dette Skridt kan dog ogsaa staa i Forbindelse med den hjemme trufne Bestemmelse, at Figuren skulde have Plads i Koret. I sit Brev den 7. Maj 1827 havde C.F. Hansen spurgt efter den, fordi han havde Brug for en Døbefont til Kirkens forestaaende Aabning, og en passant sagt Thorvaldsen Besked herom. Det vilde jo virke uheldigt, om baade Christus og den staaende Engel anbragtes i Koret. Den staaende Engel havde Lord Lucan desuden straks bestilt i Marmor, saa at Thorvaldsen paa det Punkt var holdt skadesløs.

Hvad Udsmykningens øvrige Led angaar, blev Frontonens Fremstilling af Johannes, der prædiker i Ørkenen, bestilt som et »Basrelief« i Lighed med, hvad der var Tilfældet paa Christiansborg og Raadhuset. Allerede den 27. Marts 1821 skrev Prins Christian Frederik fra Rom til C.F. Hansen om Frontonen, som Thorvaldsen »ønskede udført med saadanne fristaaende Figurer.« Dette maa være en Disposition, som Thorvaldsen har foretaget paa egen Haand. Det er, som om man ikke vil vedkende sig de fritstaaende Figurer i København – man bliver længe ved at tale om »Basrelieffen« i Korrespondancen med Thorvaldsen –, og da Spørgsmaalet bliver, om Gruppen skal udføres i brændt Ler eller Bronze, kommer der en vis Ængstelse over for det teknisk forsvarlige til Orde i C.F. Hansens Breve 24. November 1826 og 7. Maj 1827. Det maa være »overmaade tyndt Metal, da ellers vilde Udladningen af det doriske Gesims ei kunne bære den Masse af Metal«, siger han i det ene, og i det andet, hvor han endelig har maattet bekvemme sig til at anerkende Figurerne, bemærker han, at han har »overlagt nøiere«, hvorledes de kan befæstes, »saa Lasten ei kom til at trykke paa Gesimsen«. Det er tydeligt en ny og dristig Virkning, Thorvaldsen her indførte.

Vandringen til Golgatha, udsnit, marmor, Vor Frue Kirke

Nogen Uklarhed hersker der med Hensyn til de to Friser, som Thorvaldsen udførte til Frue Kirke. I 1819 havde man planlagt en Frise paa Façaden bag Hovedportalens Søjler, og Thorvaldsen havde foreslaaet Gangen til Golgatha som Emne. Den naaede imidlertid ikke at komme til Behandling før efter Hjemkomsten i 1838. I sit Brev til Universitetet den 16. Oktober d. A. siger Thorvaldsen, at han nu vil tage fat paa denne Frise og levere den i brændt Ler, men snart maa der være foretaget en Ændring. Thiele, hvis Skildring af Thorvaldsens sidste Aar er noget usikker, har en Beretning om, at Arkitekten G.F. Hetsch, C.F. Hansens Svigersøn, efter at Christus-Figuren i Marmor var sat paa Plads til Pinsefesten 1839, havde »fundet nogen Tomhed i Omgivelsen« og foreslaaet anbragt en Frise »i Nichens øverste Parti« til at bøde herpaa – Emnet maatte være Jesu Lidelse. Denne Tanke skal Thorvaldsen have grebet og straks iværksat uden Hensyn til, at det var en Udvidelse af Planen uden for alle Aftaler. Hvad der er foregaaet, synes ikke at lade sig dokumentere. Med Sikkerhed kan det fastslaas, at Thorvaldsen modellerede Skitserne til begge Friser paa Nysø i sidste Del af Aaret 1839. Han arbejdede paa Gangen til Golgatha i August og September. Skønt denne Frise blev anbragt i Korrundingen, imod den oprindelige Bestemmelse, siger H.C. Andersen endnu i Breve fra Nysø til Jonas og Henriette Collin 16. og 27. August 1839, at den er til »Frue Kirkes Forhal«. Kort efter gik Thorvaldsen i Gang med Indtoget i Jerusalem, et helt nyt Emne, der passede bedre til Pladsen under Hovedportalen. Bevarede Brudstykker af Lermodellen er daterede 19. November 1839, og Skitsen skal være blevet færdig inden Jul. I de første Maaneder af det følgende Aar sattes begge Friser i Arbejde i stort Maal.

H.E. Freund og Frue Kirke

Synderlig Forestilling om den kunstneriske Udsmykning af de monumentale Bygværker, der var under Arbejde, kan Myndighederne i København ikke have haft. Myndighederne var Slotsbygningskommissionen og den i 1811 nedsatte Kommission for Frue Kirkes Genopbyggelse – det vil i begge Tilfælde sige C.F. Hansen. Det ser ud til, at C.F. Hansen i det væsentlige har indskrænket sig til rent arkitektonisk at bestemme, hvor Arkitekturens Flader skulde brydes eller accentueres af plastisk Udsmykning, og til at afsætte Nicher og Murblindinger i dette Øjemed. Derefter experimenterede man sig saa smaat frem med mere tilfældige Ideer, løse Aftaler og halve Løfter. Dette er blevet bebrejdet C.F. Hansen, men uforstaaeligt er det ikke. Man savnede en betydelig Billedhugger, hvem man turde betro de store Opgaver. Der kom ikke Gang i Sagerne, før Thorvaldsen vendte hjem og paatog sig den Del, han kunde magte af det overordentlig omfattende Program.
Ulykken var imidlertid, at Thorvaldsens Hjemkomst trak længe ud. Med sin taktiske Klogskab vilde han kun vende hjem som en fri Mand, der ikke kunde fanges i nogen Afhængighed til de hjemlige Forhold, og heri havde han sikkert Ret. Lige fra Baron Schubarts Besøg i Danmark 1811 lød der stadig kraftigere Opfordringer til ham om at komme tilbage, men han blev ved at udsætte, til han fandt Omstændighederne gunstige eller bydende. Da han endelig kom 1819 og fik Lyst til i særlig Grad at hellige sig Frue Kirke, var der allerede truffet et Par halve Dispositioner, der stillede sig hindrende, og hvoraf det ene er blevet et mørkt Punkt i dansk Kunsthistorie.
For det første havde man allerede i god Tid henvendt sig til Historiemaleren J.L. Lund, der blev Professor ved Akademiet 1818 og var Thorvaldsens Rejsefælle paa Hjemturen Aaret efter, om en Altertavle og modtaget en foreløbig Skitse. Januar 1820 præsenterede J.L. Lund et nyt og endeligt Kompositionsudkast, udarbejdet, efter at han havde »nu ved sit fiiraarige Ophold i Italien studeret de beste Mesterværker af saadanne religiøse Gjenstande.« Denne Vanskelighed løstes forholdsvis let og smertefrit ved en kongelig Resolution år 22. April s. A., der bevilgede Lund 400 Rbd. rede Sølv for Udkastet og lovede, at »Hans Majestæt forbeholder sig at overdrage ham andet passende Arbeide i sin Konst«.

Værre var det, at H.E. Freund, som tidligere nævnt, rejste til Rom 1818 med et eller andet Tilsagn om Apostel-Figurerne, skønt man dog utvivlsomt havde tiltænkt Thorvaldsen denne Opgave – der kan næppe være Tvivl om, at Peder Malling og P.O. Brøndsted har haft Holdepunkter for deres Udtalelser i 1815, og at deres Breve dengang i det hele taget har været skrevet i Forstaaelse med den ledende Kreds i København. Det synes umuligt nu at konstatere, af hvad Art det – formodentlig mere eller mindre usikre og mundtlige – Tilsagn, man gav Freund, har været. De eneste Holdepunkter, man har, er, at denne Sag under Thorvaldsens Forhandlinger i København aabenbart er blevet særlig behandlet i Slotsbygningskommissionen, mærkelig nok ikke i Kirkekommissionen, hvem den vel især maatte vedrøre, og at det fra Bygnings-Myndighedernes Side aldrig er blevet benægtet, at de havde en Forpligtelse over for Freund. Givet er det imidlertid, at han selv troede fuldt og fast paa at have modtaget en virkelig Bestilling, og at han i sine Forhaabninger havde gjort denne til et Kardinalpunkt i sin fremtidige kunstneriske Karriere og Udvikling.
For Thorvaldsen maa hele dette Spørgsmaal have været overordentlig pinligt. Under hans Fraværelse var Freund en af hans betroede Mænd i Rom, han havde før Afrejsen set ham udføre Skitserne til tre Apostel-Figurer i et af sine egne Atelierer, og under Forhandlingerne i København modtog han Brev fra Freund om, at denne var begyndt at udføre en af dem i stort Maal. Thorvaldsen behandlede da ogsaa Forholdet til Freund med stor Alvor. I Mødet med Slotsbygningskommissionen den 24. November 1819 gav han Freund »et meget fordeelagtigt Vidnesbyrd«. Ikke blot sikrede han sig begge Kommissioners Tilsagn om, at Freund skulde bistaa ved Udførelsen af de tolv Apostle, men han »yttrede det Ønske, at det maatte blive overdraget denne unge Kunstner at forfærdige nogle Arbeider til de nye Bygninger, der kunde bære hans Navn«. Dette var Slotsbygningskommissionen »aldeles bereedvillig at opfylde«, og den »formeente, efter Overlæg med Etatsraaden [ↄ: Thorvaldsen], at det ville være et passende og ønskeligt Arbeide for Freund at forfærdige Figurerne med tilhørende basrelieffs til de store Trapper i det nye Slot« – det tilføjes i Kommissionens »Deliberationsprotokol«: »Overbygnings Directeuren tilbød at levere Maal af Nicherne hvori disse Figurer skulde placeres og Underretning om Belysningen«. Endvidere betingede Thorvaldsen sig skriftlig Bekræftelse paa »Commissionens Beslutning angaaende Freund for ved sin Tilbagekomst til Rom derom at underrette den unge Kunstner«. Dette skete ogsaa ved Slotsbygningskommissionens Skrivelse til ham den 27. December 1819.

Hvor svært det faldt Thorvaldsen at skulle trænge Freund til Side over for Frue Kirke, fremgaar af det Brev, han lod Maleren Chr. Fædder Høyer, der i sine Romeraar 1806-11 havde været hans Fortrolige og Sekretær, skrive til Freund paa sine Vegne den 15. Februar 1820. »Det første Thorvaldsen kom hertil«, hedder det heri, »viiste Etatsraad Hansen ham strax om i sine Bygninger, for at give ham Idee om alt hvad der burde giøres. Han mødte derefter i Slotsbygnings Comissionen saa og i Commissionen for Frue Kirke; Frue Kirke skal være færdig om to Aar, det iler altsaa med Arbeiderne, man vil at Thorvaldsen skal giøre alt; Han har svaret: at han ikke kunde paatage sig noget, paa anden Maade end at lade det forfærdige ved andre under sin Opsigt i Rom og at han ikke ville berøve Freund de Arbeider der var lovet ham; følgeligen at han ikke ville paatage sig Apostlerne til Frue Kierke, før end at han først er forsikret om at Freund er dermed tilfreds ved at erstattes paa anden Maade; Dertil blev svaret: til Slottet skal der giøres en Mængde Grupper og Statuer, følgeligen Freund bliver beskieftiget, detsuden er ham ikke bestemt lovet Apostlerne, og da det til Frue Kirke skal giøres strax, er det Commissionens Ønske at Thorvaldsen begiønder disse Ting; Med alt dette har Thrvsln: ikke herpaa villet give noget bestemt Svar, forinden at De har meddeelt ham Deres venskabelige Formeening; Thorvaldsen veed ikke at kunne handle anderledes; Han udbeder sig Deres Svar og haaber De er tilfreds ham«. For at give Freund »et Bevis paa at han med varme har talt Deres Sag«, meddeler Høyer den Passus, der omhandler Freund i Slotsbygningskommissionens Brev af 27. December 1819.
Penneførerens naive Fremstilling maa man naturligvis holde Thorvaldsen til Gode. Men Brevet tegner ikke desto mindre Billedet af en Mand, der havde ondt ved at sige Nej. Vi faar her i det mindste en praktisk Grund for, at det var de hjemlige Myndigheder saa meget om at gøre at faa Thorvaldsen til at overtage Opgaven – den, at Kirken nu skulde være færdig paa to Aar, og at man aabenbart troede, han var i Stand til at gennemføre den omfattende Udsmykning paa saa kort Tid. Det maa heller ikke overses, at om man havde holdt Løfterne over for Freund med Hensyn til Christiansborg, saa havde denne haft samme storstilede Mulighed for at faa sit Navn knyttet til Slottet som Thorvaldsen fik sit til Frue Kirke.

Med det Resultat, der var opnaaet i Slotsbygningskommissionen, stillede Thorvaldsen sig endnu ikke tilfreds. Medens han opholdt sig i København, var Prins Christian Frederik paa sin store Udenlandsrejse naaet til Rom, hvor han traf Freund og fattede Godhed for ham. I et Brev den 6. Januar 1820 fortalte Prinsen om Freunds Arbejde med Apostelfiguren og tilføjede: »De sørger vel for, at han faaer en bestemt Bestilling i saa Henseende, førend De forlader Kiøbenhavn, at han ei skal anvende sin Tid forgieves paa Arbeidet for Metropolitan Kirken«. Denne Interesse var Thorvaldsen ikke sen til at udnytte, da han selv naaede tilbage til Rom den 16. December 1820, med det Resultat, at Prins Christian Frederik allerede den 23. December skrev til C.F. Hansen: »Det ligger mig meget paa Hierte, at den Sag med Freund afgiøres, thi før begynder Thorvaldsen ikke sin Christus eller Apostlene til Frue Kirke. Naar man seer Freunds Apostelfigur, saa kunde man med god Samvittighed raade til at lade ham udføre Apostlene i Thorvaldsens Attelier under dennes Øine, men eftersom denne Sag er afgiort, saa maae De endeligen ret snart give ham Bestilling paa andre Figurer i stedet for disse, thi som sagt Thorvaldsen venter herefter for ej at tage Brødet af Munden paa sin Elev, som man siger.« Det gjorde forønsket Virkning. C.F. Hansens Svar den 26. Januar 1821 lod intet tilbage at ønske. »Det bedrøver mig«, skrev han om Thorvaldsen, »at han for det første ei vil tænke paa Christus og hans Disciple. Naar blot Freund staar iveien, da skal denne hans Følsomhed for sin Eleve let blive hævet«. Derefter fulgte Anvisning paa konkrete Opgaver til Freund, fire Evangelister til Nicher i Slotskirken, om hvilke C.F. Hansen havde talt med Kongen og Slotsbygningskommissionens Medlemmer, to Nichefigurer til Marmortrappen paa Christiansborg og som yderligere Muligheder to og tyve andre Nicher paa Kongens og Dronningens Trapper sammesteds, altsammen Figurer i stort Format og ledsaget af de fornødne Maal-Angivelser. Af dette Brev fik Thorvaldsen en Udskrift, officielt overleveret gennem Prinsens Kabinetssekretær. Dermed burde dette Spørgsmaal have været bragt i Orden. At der aldrig kom videre ud af disse nye Bestillinger, er en anden Sag, som man ikke kan lægge Thorvaldsen til Last.

Arbejdets Gennemførelse

De Ønsker, man nærede i København med Hensyn til Thorvaldsens Bistand, var saa omfattende, at han umulig vilde kunne overkomme dem personlig, navnlig da ikke, naar hans Hu stod til selv at ville overtage Frue Kirkes Udsmykning fra Ende til anden. Det viste sig forøvrigt ogsaa, at det oversteg Landets økonomiske Kræfter – det endelige Resultat naaedes kun ved Thorvaldsens Gavmildhed. Han var fuldt klar over Omfanget af den Arbejds-Byrde, han paatog sig, og sikrede sig Hjemmel for at anvende Hjælpere.
Saa snart Thorvaldsen var tilbage i Rom, tog han fat paa Frue Kirke og gik med voldsom Energi løs paa Hovedsagen: Christus, Fronton-Gruppen og Apostlene. Disse Bestillinger krævede Udvidelse af hans Virksomhed og bidrog væsentlig til, at hans Atelierer i de kommende Aar blev en af Byens Turist-Attraktioner. Fremgangsmaaden var den, at Thorvaldsen selv modellerede Udkast, som derefter blev overgivet de yngre Kunstnere, der arbejdede i hans Værksteder som Medhjælpere og Elever, til Udførelse i det store Maal under hans daglige Tilsyn og personlige Indgreb i Modelleringen. Et skolet øje vil nok kunne se Medhjælperens Haand i Enkeltheder her og der, men man maa ikke af den Grund tage fejl af hans Andel i Værket. Intet viser vel bedre Thorvaldsens administrative Begavelse end, at han i den Grad, som Tilfældet var, kunde faa Medhjælperne til at gaa ind i sin Stil og arbejde efter sin egen plastiske Opfattelse. Man ser da ogsaa, at naar samtidige Kritikere vilde fratage hans Apostel-Statuer deres kunstneriske Originalværdi, bemærkede han uforstyrrelig: »Jeg mener dog, at der er Noget i dem, som hører mig selv til«, og om hans Deltagelse i Udførelsen vidner den Omstændighed, at han fratog den unge Billedhugger, hvem Paulus var overdraget, Arbejdet, da han var utilfreds med det, og modellerede hele Statuen med egen Haand.
I Virkeligheden blev Modellerne til Hovedfigurerne udført overraskende hurtigt. Skønt Christus-Statuen fik en længere og interessant Udviklingshistorie, inden den var fastlagt, var den allerede Juli 1821 saa vidt, at man kunde begynde at lægge Stativet til den store Figur op, og den 22. August rapporterer Arkitekt J.H. Koch til C.F. Hansen, at Thorvaldsen modellerer paa den. Arbejdet blev sinket af Sygdom, men den 5. Januar 1822 skriver Koch, at Thorvaldsen arbeider »meget ivrigt« paa Figuren, og endnu samme Maaned blev den færdig ifølge Thiele.

Peter, gipsmodel, Thorvaldsens Museum, A86

Efterhaanden som Skitserne forelaa fra Thorvaldsens Haand, blev ogsaa Apostelfigurerne sat i Værk. Man begyndte Juni 1821, siger Thiele. Koch meddeler hjem den 18. April, at Thorvaldsen har modelleret Petrus, Paulus og Johannes »i smaat Maal«, og den 14. Juli, at Petrus og Paulus er næsten færdige i virkelig Størrelse. I Begyndelsen af 1827 stod hele Rækken rede til Hjemsendelse i Gibs. Dette var dog kun en foreløbig Klaring. Af den første Johannes-Figur, som han havde kasseret 1823, utilfreds med sin egen Konception, havde han i sidste Øjeblik gjort en Thaddæus for at kunne præstere hele Rækken komplet til Frue Kirkes Indvielse i 1829. Senere bestemte han sig imidlertid for at udskyde baade denne Thaddæus og Andreas. Under sit sidste Ophold i Rom udførte han – efter hvad Thiele meddeler – nye Skitser til dem December 1841, og i Løbet af det følgende Foraar blev de begge udført i deres endelige Skikkelse.

Paulus, gipsmodel, Thorvaldsens Museum, A103

Fronton-Gruppen synes Thorvaldsen at have haft ondt ved at komme i Gang med. Arkitekt Kochs Indberetning til C.F. Hansen den 7. November 1821 indeholder følgende ualmindelig talende Passus herom: »Jeg har, for troelig at opfylde Deres Anmodning idelig forsøgt at faae ham til at componere denne, men ieg har, uagtet han ey er af de ubøyelige, ey kundet formaae ham hertil – han siger, han kan umulig paatage sig dette Arbeide, da han har saameget under Hænder; han mener, hvis det fandt Deres Bifald, man skulde give Freund en Bestilling paa at udføre dette Arbeide i brændt Ler«. Thiele paastaar dog, at Skitserne allerede i November blev uddelt til de udvalgte Elever, der skulde modellere de store Figurer. Den 5. Januar 1822 hedder det i et Brev fra Koch til Kabinetssekretær J.G. Adler, at der er begyndt paa Frontonen i Fjerdedels Størrelse – hvordan det nu skal forstaas –, og den 5. August s. A. fra Paris til Prins Christian Frederik, at »hidtil 4 Figurer, gandske herlige, bleve færdige i Modellerne«. Hermed kan nok stemme Thieles Beretning om, at da Thorvaldsen Efteraaret 1822 havde indrettet sit saakaldte »store Studio« i en Staldbygning ved Palazzo Barberini, samledes de store, færdige Modeller fra de forskellige Atelierer her i Oktober Maaned og blev for første Gang sammenstillede i Komposition. Der blev kort sagt arbejdet med feberagtig Energi. I Løbet af ca. 11 Maaneder skulde altsaa hele denne Gavlgruppe være baade konciperet af Thorvaldsen og fuldført i virkelig Størrelse af ham og hans Hjælpere!

Opgivne Projekter

Frue Kirkes Udsmykning var saa omfattende en Opgave, at det ikke lykkedes Thorvaldsen at gennemføre den i det projekterede Omfang ved Siden af de mange andre store Opgaver, som han løste. Tvende Kandelabrer, der skulde staa ved Altret, og som man kun kender fra C.F. Hansens Rykkerbreve 24. November 1826 og 7. Maj 1827, blev uventet afbestilte 30. December 1828 – af Thorvaldsens Svar erfares, at han har maattet lade denne Annullering gaa videre til Carrara. Dette var kun en Bagatel og forsaavidt ikke Thorvaldsens Skyld, at den bortfaldt. Derimod hørte det med i det oprindelige Projekt, at der til fire Nicher paa Façaden under Frisen og bag Hovedindgangens Søjlestilling skulde leveres fire Evangelist-Statuer. Da to af Evangelisterne jo allerede forekom i Apostelrækken, foreslog Thorvaldsen 1827 hellere at vælge to Sibyller og to Profeter som Repræsentanter for Spaadommene om Christi Komme, men C.F. Hansen svarede, at »Sibyller vil vores Geistlighed ei kiendes ved«, og anbefalede de fire store Profeter – de kunde have en Højde af 3 Alen og 18 Tommer. Herved blev det. Efter sin Hjemkomst tilbød Thorvaldsen Universitetet den 16. Oktober 1838 at levere disse Statuer, det fik kgl. Resolution paa Bestillingen og afgav den skriftlig til Thorvaldsen den 24. December. Endnu 1842 nævnede Thorvaldsen det i et Brev til Christian VIII som sin Hensigt at ville modellere de fire Profeter, men han kom aldrig saa vidt.

Noget bedre gik det paa et andet Punkt, forsaavidt som der i alt Fald kom et Par smukke Udkast ud af det – skønt det drejede sig om en Bestilling af yngre Dato. I det ofte citerede Brev af 7. Maj 1827 henledte C.F. Hansen Thorvaldsens Opmærksomhed paa to Nicher, der endnu findes i den indre Forhal, paa hver Side af Indgangsdøren: »I disse var det efter min uforgribelige Mening passende at sætte Luther og Melanchton«. Begge Statuer indbefattedes i Brevvekslingen med Universitetet 1838, men heller ikke dem naaede Thorvaldsen at udføre i sin høje Alder.
Efter Thorvaldsens Død opgav man paa Forslag af H.N. Clausen baade de to Reformatorer og de fire Profeter og lod i Stedet H.V. Bissen og J.A. Jerichau udføre Statuerne af Moses og David, der stilledes paa Sokler foran Façaden paa begge Sider af Portalen. Det er et Spørgsmaal, om det ikke nærmest var til Gavn for Helheden, at disse to Led bortfaldt i Udsmykningen. Selvom vi ikke vil undvære Bissens og Jerichaus prægtige Statuer, er det ikke engang sikkert, at de – paa det Sted, hvor de staar – arkitektonisk set tjener Kirken til Fordel.

Thorvaldsens Offervilje

Det er blevet et klassisk Træk i Thorvaldsens Historie og lidt af en Legende, at han var langsom i sine Leveringer og havde ondt ved at tage en Beslutning. Saa rigtigt dette end i mange Tilfælde er, maa man dog ikke glemme, at han virkelig havde meget Arbejde mellem Hænder og fra alle Sider blev bestormet med Bestillinger og Ønsker om det ene og det andet, som altsammen krævede Tid og Arbejde. Det har ogsaa sat sine Spor i Frue Kirke. Der var en Aarrække i Trediverne, hvor han egentlig ikke rørte Kirkens Opgaver, og beklageligt er det unægtelig, at han aldrig fik taget sig sammen til egenhændig at give Christus-Statuen den sidste Retouche i Marmoret. Men netop i Tilfældet Frue Kirke har han imidlertid arbejdet med en Energi og i afgørende Øjeblikke med en Beslutsomhed, der ikke forliges helt vel med Legenden.
Dette Storværk var heller ikke kommet i Stand uden en vidtstrakt Gavmildhed fra hans Side. Til Kirkens Indvielse 1829 leverede han Christus og de tolv Apostle i Gibs for Omkostningerne ved deres Støbning, 300 Scudi for Christus og 200 for hver Apostel. Da man i København syntes at ville slaa sig til Taals med disse Afstøbninger, fordi man ikke havde Penge til Marmor-Udførelsen, satte han uden videre Apostel-Statuerne i Arbejde i Carrara for egen Regning – hjemme fik man det kun at vide gennem Arkitekt F.F. Friis, der vendte tilbage fra Studierejse ved Nytaarstid 1832. Saa først kom der Liv i dette Spørgsmaal. Det løstes derved, at Thorvaldsen Oktober 1838 overlod Kirken de ti dengang færdige Marmorstatuer for 2000 Rdl. pr. Stk. (til Sammenligning tjener, at han som omtalt fik 16.000 Rdl. for Christus-Statuen). Endvidere betegner Thorvaldsen i sit Brev den 16. April 1834 den Betaling for Fronton-Gruppen af 4.000 Specier eller 8.000 Rdl., som Konsistorium fik kgl. Resolution for i 1838, som »ikkun mit eget Udlæg«.
Adskillige Samtidige har haft meget at udsætte paa Thorvaldsen for hans Mistroiskhed og Forsigtighed i Pengesager, og han maatte faa Skinnet imod sig paa Grund af den Paaholdenhed, han sædvanlig viste med Hensyn til sine personlige Fornødenheder. Men heller ikke paa dette Punkt savnede han store Linier. Hans Holdning over for Frue Kirke maatte – for at benytte Høyens Udtryk – ubetinget være »et Begplaster paa alle de Munde, som snakke om Thorvaldsens Gjerrighed«.

Thorvaldsens Værker i Frue Kirke

Johannes Døberen, som prædiker for forsamlet Folk i Ørkenen

Johannes Døberen prædiker

Gavlgruppe i Hovedportalens Fronton. Bronze. Bestaar af følgende enkelte Figurer og Grupper:

I Midten Johannes, staaende paa et Klippestykke, iført Kamelhaars Kofte og en vid Kappe, med en korsformet Hyrdestav i venstre Haand. Modelleret af den ældre Bienaimé.

Til venstre følger:

En yngre Mand i Eftertanke, med venstre Ben sat op paa et Klippestykke og Hovedet støttet til venstre Haand. Han bærer sin Kappe lagt over højre Arm. Modelleret af den yngre Bienaimé.

En Gruppe af en Fader med sin voksne Søn. Modelleret af Giuseppe Pacetti (1782-1839).

En knælende Moder med sit Barn, der klynger sig til hendes Skuldre. Modelleret af Carlesi.

En gammel Skriftklog, siddende paa en Sten. Modelleret af Joseph Hermann (1800-69).

Yderst i Frontonens Spids ligger udstrakt en ung Mand, der støtter Hovedet venstre Haand. Modelleret af en af Brødrene Bienaimé.

Til højre følger:

En halvvoksen Dreng. Han har aftaget sin Kappe, som han bærer over venstre Arm, og er rede til Daaben. Modelleret af Giuseppe Tenerani (f. 1793).

En hovmodig Farisæer, for et Øjeblik standset i sin Gang. Modelleret af Giuseppe Pacetti.

En Jæger, som vender tilbage fra Jagten med sin Hund. Modelleret af Pietro Marchetti.

To Børn, en Dreng og en Pige, optagne af Jægerens Hund. Pigen sagdes i sin Tid at være Portræt af Thorvaldsens Datter Elisa, f. 7. Marts 1813, senere gift med Oberst, Kammerherre Fritz Paulsen. Modellerede af Tacca.

Børnenes Moder med et tredie, mindre Barn foran sig. Hovedet er et Portræt af Vittoria Caldoni fra Albano, en berømt Skønhed, som mange Kunstnere portrætterede, og af hvem ogsaa Thorvaldsen udførte en Buste. Modelleret af Carlesi.

I Fontonens Spids en Hyrde, siddende i strakt Stilling med venstre Knæ løftet og hvilende paa højre Arm. Han vender Hovedet ret ligegyldigt mod Taleren. Modelleret af Giuseppe Tenerani.

Gruppen blev bestilt November 1819. Modellerne udførtes i Tidsrummet fra November 1821 til Oktober 1822 med Bistand af den Række Elever og Medhjælpere, hvis Navne er nævnt ovenfor.

Desuden blev der udført to Statuer af en staaende romersk Kriger

og en siddende Jøde (begge i Thorvaldsens Museum), som imidlertid blev udskudt af Kompositionen.

I Breve udtalte Thorvaldsen om Figurerne 1827: »Disse var min Mening at burde støbes i Bronze, da det er den eneste Materie, som kan udholde at staae i fri Luft i vort Clima, og som kan støbes saa tyndt og ved Stænger fra Ryggen af Figurerne befæstes i Muren, saa de næsten kunne bære sig selv, uden at give nogen Tyngde paa Gesimsen«, og 1829: »De behøver heller ikke at overarbeides, da Modellerne ere saa vel udarbeidede«. Øjensynlig fordi Kirkekommissionen af økonomiske Grunde foretrak det, blev Figurerne dog udført i brændt Ler og hjemsendt med Korvetten Galathea 1833. Gruppen blev sat paa Plads i Kirkens Fronton af H.E. Freund og afsløret paa Thorvaldsens Fødselsdag den 19. November 1838.
Dette Brændtlers Exemplar blev malet med en Terracotta-Farve til Beskyttelse mod Vejrliget og Baggrunden bag Figurerne med en mørk Farve. I 1878 nedtoges det (nu i Aalborg Museum) og erstattedes med et Marmor-Exemplar, udført af en Række Billedhuggere, som Kunstakademiet havde udpeget. Da ogsaa det led Skade ved Vejrets Indflydelse og tillige ved uheldig Rensning, blev det nedtaget (Figurerne nu opstillet i St. Markus Kirken i Aalborg i restaureret og overarbejdet Stand, med Undtagelse af Jægeren, der gik til Grunde). Det nuværende Bronze-Exemplar opstilledes 1928 og afsløredes 4. November.

Christi Indtog i Jerusalem

Relief-Frise paa Façaden bag Hovedportalen. Gibs.
Frisen blev bestilt November 1819, dog med Gangen til Golgatha som Emne. Den endelige Bestilling ordnedes ved Universitetets Indstilling og den kgl. Resolution af 17. November 1838. Uden at de nærmere Omstændigheder kendes, blev Emnet imidlertid ændret til Christi Indtog i Jerusalem, og den færdige Frise blev ikke udført i brændt Ler, som det havde været Hensigten. Thorvaldsen modellerede Skitsen paa Nysø i Slutningen af 1839. Den blev udført i virkelig Størrelse af H.E. Freunds Elever 1840 under Ledelse af Freund, efter dennes Død af Thorvaldsen, og samme Aar bragt paa Plads paa Kirkens Façade.

Caritas eller Den kristelige Kærlighed og Barnets Skytsengel

Relieffer over henholdsvis Skoleblokken, Marmor og over Fattigblokken, Marmor. Anbragt paa Skibets Langvægge, henholdsvis nordre og søndre, op til Vestvæggen. Begge indfattet i en Ramme af blaaligt Marmor og opsat 1840.
Caritas blev modelleret i Rom 1810. Da en forhenværende Toldkasserer, Hans Henrik Gunnerus, som sad i norsk Gældsfængsel, 1822 bønfaldt Thorvaldsen om et lille Arbejde fra hans Haand, for at han ved Salget af det kunde udfries af Fængslet, lod Thorvaldsen dette Relief udføre i Marmor som Gave til ham. Det hjemsendtes 1825. I Mellemtiden var Gunnerus afgaaet ved Døden. Relieffet solgtes til Fordel for hans Efterladte, blev købt af Kirkekommissionen, der lod det opsætte over Fattigblokken.
Barnets Skytsengel modellerede Thorvaldsen i København 1838 som Pendant til Caritas. Det var det første Arbejde efter hans Hjemkomst.

De tolv Apostle

Marmorstatuer i Kirkens Skib.

Ved nordre Langvæg, fra Indgangen hen til Koret: Bartholomæus. Kniven i hans højre Haand hentyder til hans Martyrdød. Modelleret af Carlesi.

Thomas. Vinklen i hans venstre Haand symboliserer Tvivleren, der ikke tror, før han har maalt. Modelleret af Giuseppe Tenerani.

Jakob den yngre, Alphæus’ Søn. Støtter Hænderne paa en Vandringsstav; karakteriseret som den, der af Udseende lignede Jesus. Modelleret af den yngre Bienaimé.

Philip. I højre Haand et Rørkors. Modelleret af Ferdinand Pettrich.

Matthæus. Som Evangelist udstyret med Skrivetavle og Griffel. Ved hans højre Side Englen, der er hans Symbol. Pungen ved hans Fod antyder hans Fortid som Tolder. Modelleret af en af Brødrene Bienaimé, »formodentlig den yngre« (Thiele).

Paulus. Fremstillet talende med venstre Haand hvilende paa et Sværd, der henviser til hans Martyrdød. Modelleret af Thorvaldsen selv.

Ved søndre Langvæg, fra Koret hen mod Indgangen:

Petrus. Holder i højre Haand to Nøgler, hentydende til Christi Ord til ham. Modelleret af den ældre Bienaimé.

Johannes. Holder Skrivetavle og Griffel i Hænderne. Ved venstre Fod Ørnen, hans Evangelist-Symbol. Modelleret af Pietro Marchetti.

Jacob den ældre, Zebedæus’ Søn. Fremstillet som Vandringsmand med Stav og en Hat hængende paa Ryggen. Modelleret af Pietro Marchetti.

Andreas. Støtter sig med højre Arm til det x-formede Kors, hvorpaa han skal have lidt Martyrdøden. Modelleret i Rom 1842 af Pietro Galli og Thorvaldsen selv.

Judas Thaddæus. Med foldede Hænder og en Hellebard hvilende i den venstre Arm. Modellen udført i Rom 1842 af Thorvaldsen personlig, kun med Bistand af Baronesse Stampe, i Løbet af 14 Dage, heri indbefattet den rent haandværksmæssige Oplægning af Stativet.

Simon Zelotes. Holder i de korslagte Hænder en Sav som Hentydning til sit Martyrium. Modelleret af Emil Wolff.

De tolv Apostle blev bestilt November 1819 under Thorvaldsens Ophold i København. Meget snart efter sin Tilbagekomst til Rom tog Thorvaldsen fat paa Skitserne dertil, og Juni 1821 sattes de første af Modellerne i Arbejde. I Begyndelsen af 1827 stod alle tolv Modeller færdige i Gibs. Afstøbninger af dem hjemsendtes med dansk Skib fra Livorno næste Aar, ankom til København Maj 1828 og var bragt paa Plads i Kirken ved dens Indvielse 7. Juni 1829. Af disse Modeller udskød Thorvaldsen senere Andreas og Judas Thaddæus, som ikke tilfredsstillede ham.
Omtrent paa samme Tidspunkt, i 1829 og følgende Aar, sendte Thorvaldsen de ti Apostel-Figurer til Carrara for at lade dem udføre i Marmor for egen Regning. Fregatten Bellona bragte dem til Danmark 1835. Ved Skrivelse af 16. Oktober 1838 til Universitetet overlod Thorvaldsen disse Marmorstatuer til Kirken, og under H.E. Freunds Ledelse blev de opstillet i Kirken, saaledes at de var paa Plads Pinsedag 1839.
December 1841 modellerede Thorvaldsen nye Skitser til Apostlene Andreas og Judas Thaddæus under sit sidste Ophold i Rom. Modellerne udførtes 1842, og 1848 var begge Statuer afleverede til Kirken i Marmor.

Tolv Medaillon-Relieffer

I Muren over Apostel-Statuerne, mellem Murpillens Kapitælbaand og den afsluttende Ornamentfrise foroven. Alle ens, cirkelrunde, Gibs. Et Englehoved, baaret af fire Vinger, omgivet af en Æggestav. Opsat 1828. Disse Medailloner udelades almindeligvis ved Omtalen af Thorvaldsens Værker i Kirken, men maa formentlig være de »Basrelieffer en medaillon«, som Kirkekommissionen bestilte November 1819.

Christus

Statue over Alteret. Marmor. Opstillet i et Tabernakel, hvis Niche er malet rød (oprindelig forgyldt). Paa Soklen med Messingbogstaver i to Linier: KOMMER TIL MIG MATTH. XI. 28.
Slotsbygningskommissionen bestilte Statuen i Marmor til Slotskirken November 1819, og ved kgl. Resolution April 1820 bevilgedes der Kirkekommissionen Tilladelse til, at den maatte opstilles i Frue Kirke, som det synes: i Gibs. Modellen udførtes med Bistand af Pietro Tenerani Juli 1821 til Januar 1822. En Afstøbning sendtes til København 1828 sammen med Apostel-Figurerne og opstilledes i Frue Kirke. Statuen blev sat i Arbejde i Carrara 1827 og fuldført i Marmor af Pietro Bienaimé August 1828 saa vidt, at kun Thorvaldsens afsluttende Retouche manglede. Efter Thorvaldsens Ordrer blev der dog endnu foretaget forskellige Rettelser inden Afleveringen. Den blev hjemsendt med Korvetten Galathea 1833 og bragt hen i Frue Kirke. Efter at Konsistorium ved kgl. Resolution af 17. November 1838 havde faaet Tilladelse til at overtage Statuen for 16.000 Rdl., opstillede H.E. Freund den i Kirken til Pinsedag 1839.

Daabens Engel

Kirkens Døbefont, Statue i Koret. Marmor. En knælende Engel med en stor Muslingeskal i sine udstrakte Arme.
Som paatænkt Gave til Frue Kirke havde Thorvaldsen 1823 modelleret en lignende Engel, men staaende. Senere ændrede han Motivet til den knælende Engel. Dette rygtedes i København og bevirkede, at Kirkekommissionen den 8. Juli 1828 gav Bestilling paa en Døbefont med følgende Bemærkning: »Man har nogen Underretning om, at Hr. Etatsraaden skal have indrettet en Døbefundt saaledes, at en knælende Engel, mesterligen udarbejdet, bærer Døbefadet«. En Afstøbning af denne Figur blev ifølge Thorvaldsens Brev af 5. Februar 1829 sendt til København. Korvetten Galathea hjemførte Fonten Marmor 1833. Den indviedes Pinsedag 1839.

Christi Gang til Golgatha

Relief-Frise i Korrundingen. Gibs.
En Frise til Façaden bag Hovedportalen med Gangen til Golgatha som Emne aftaltes allerede November 1819. Denne Plan fulgte Thorvaldsen endnu 1838, da det resterende i Kirkens Udsmykning ordnedes. Arkitekten G.F. Hetsch skal imidlertid, efter at Christus-Statuen var stillet paa Plads 1839, have foreslaaet anbragt en Frise i Korrundingen, Thorvaldsen ændrede da Emnet for Hovedportalens Frise og modellerede i Tiden omkring August-September 1839 Skitsen til Gangen til Golgatha paa Nysø. Under hans egen Ledelse blev den udført i virkelig Størrelse og sat op i Kirken af Gotthilf Borup og A.J. Kolberg 1840.

Tre svævende Engle med en Guirlande

To Rosetter fylder Mellemrummene mellem Figurerne. Gibs. Opsat i to Exemplarer i Koret højt over Indgangsdørene til de to Skriftestole.

Christi Daab og Nadverens Indstiftelse

Relieffer i henholdsvis nordre og søndre Skriftestol. Marmor.
Først paa Aaret 1820 modellerede Thorvaldsen de to Relieffer i København. Den nordre Skriftestol var paa det Tidspunkt udset til Daabskapel, og Reliefferne tænktes anbragt i Koret over Indgangsdørene til de to Rum. Straks efter indsamledes paa privat Initiativ 4000 Specier til Relieffernes Udførelse i Marmor. Afstøbninger sendtes til Thorvaldsen i Rom 1822, men synes ikke at være kommet ham i Hænde. 1827 blev Modellerne sendt til ham, og Korvetten Galathea hjemførte 1833 de endelige Marmor-Exemplarer, der blev sat op i Kirken 1844.

Skulpturer af andre Billedhuggere

Frue Kirkes Udsmykning afsluttedes med, at man til Opstilling foran Vestfaçaden bestilte to Kolossalstatuer af Bronze, Moses af H.V. Bissen og David af J.A. Jerichau. Moses opstilledes paa Hovedportalens Nordside 1859, David paa dens Sydside 1860.
Paa Frue Kirkeplads staar tre Portrætbuster af Bronze paa røde Granitsokler langs Kirkens Façade, nemlig (regnet fra Vest) Biskop H.L. Martensen (1888) og Biskop J.P. Mynster (1875), begge af Th. Stein, og Komponisten C.E.F. Weyse (opstillet 1866) af H.V. Bissen.

Referencer

Af den righoldige Litteratur om Thorvaldsen henvises til f. som særlig benyttet:

• J.M. Thiele: Thorvaldsens Biographi, II- IV. Kbh. 1852-56.
• Th. Oppermann, in: Bjørn Kornerup (ed.) Vor Frue Kirkes og Menigheds Historie, Kbh. 1929.
• (Rikard Magnussen): Københavns Domkirke. En illustreret Vejledning, Kbh. 1929.
• Sophus Bauditz: ‘Fra Ludvig Bødtchers ‘Romerske Dage’, in: Nær og Fjern, 1878, nr. 306
• Dr. Zeuthen, in: H. Scharling (ed.): Dansk Tidsskrift for Kirke- og Folkeliv, Litteratur og Kunst, 1870, II (S. 500).
• Martin Hammerich: Thorvaldsen og hans Kunst, 2. Oplag, Kbh. 1870, p. 127.
• Briefe aus Italien von Julius Schnorr von CarolsfeId, Gotha 1886, p. 396, 437.
• J.L. Ussing (ed.): Niels Laurits Høyens Skrifter, Bd. 1. Kbh. 1871, p. 334-41, 345, 347, 348.
• Frue-Kirke, som den er, 25 Aar efter Indvielsen, Kbh. 1854.
• E. Collin: H.C. Andersen og det Collinske Hus, Kbh. 1882, p. 313-16.
• Albert Repholtz: Thorvaldsen og Nysø, Kbh. 1911, p. 33-36, 41, 52, 98-103.
• Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912, p. 42, 47, 55 f., 63-65, 161, 172 f., 175-77, 198.
• Victor Freund: Hermann Ernst Freunds Levned, Kbh. 1883.
• Th. Oppermann: Hermann Ernst Freund, Kbh. 1916.
• Chr. Bruun & L.P. Fenger: Thorvaldsens Musæums Historie, København 1892, p. 17-19, 42.
• H.N. Clausen: Optegnelser om mit Levneds og min Tids Historie, Kbh. 1877, p. 202-04.
• L. Müller: Fortegnelse over Thorvaldsens Værker i Thorvaldsens Museum, Kbh. 1848.

• Dokumenter vedrørende emnet Bestillingen til Vor Frue Kirke.

Sidst opdateret 13.12.2022