”De skulde have været her ved Thorvaldsens Ankomst, det var et venetiansk Fest-Skue. En deilig Regnbue stod paa Skyen over Fregatten.”

Sådan skrev forfatteren H.C. Andersen til sin demokratisk sindede ven, Henriette Wulff den 25. september 1838.

Det var en uges tid efter, at den kongelige fregat Rota en regnvåd 17. september kastede anker på Københavns Red – med den 67-årige billedhugger og storsamler Bertel Thorvaldsen om bord.

Skibets lastrum var fyldt med både Thorvaldsens egne værker og hans kunstsamlinger fra antikken og hans egen samtid.

Der var gået 18 år, siden Thorvaldsen før første og eneste gang havde besøgt Danmark efter afrejsen fra København i 1796. I mere end 41 år havde han levet og gjort karriere i Rom.

Forventningerne til hans ankomst og til den afledte effekt på det danske samfund var tårnhøje. Men samtidig tvivlede mange til det sidste på, at han rent faktisk var om bord på skibet: Måske var han stået af undervejs?
Man var blevet skuffet så mange gange før.

Faktisk havde man fra myndighedernes side ventet ham tilbage til varigt ophold siden 1803, altså i 35 år, fordi han ifølge Kunstakademiets statutter var forpligtet til at vende hjem efter endt studieophold for at tjene konge og fædreland. Det var prisen for enevældens gratis uddannelsestilbud. Men Thorvaldsen havde diskret og stædigt nægtet.

Drevet af idealerne bag Den Franske revolution og den Amerikanske uafhængighedserklæring insisterede han på at blive sin egen herre i frihedens og inspirationens by Rom. Men nu kom han endelig til København!

Først og fremmest kom han for at sikre opførelsen af dét museum, som skulle rumme hans livsværk.
Et museum, hvor alle borgere uanset social og økonomisk stilling skulle have mulighed for at opleve kunst og kulturarv – fra antikken og frem til deres egen samtid.
Det skulle være befolkningens museum – ikke kongemagtens.

Modtagelsen blev en massehyldest. Både den danske og den internationale presse beskrev modtagelsen som en betydningsfuld og hidtil uset begivenhed på dansk grund:
En ”tusindårshændelse”, en ”national folkefest”, en ”højtid”, et ”triumftog” og altså: et ”venetiansk festskue”.
Det er bare nogle af de ord, der blev anvendt.
Aldrig tidligere var nogen privatperson blevet fejret sådan.

Og det er netop sådanne højstemte og mytologiserende fortællinger, der har fyldt mest i historiebøgerne siden: Thorvaldsen som hele nationens helt, et apolitisk kunstnergeni, en kreativ entreprenør, en godmodig mønsterbryder, som både høj og lav på det enevældige samfunds sociale rangstige –, nordlys og regnbuer – tilbad og hyldede som en rockstjerne.

Men hvad skete der egentlig den 17. september 1838, hvor ”Kunstens konge” og ”Kunstens Holger Danske” igen betrådte dansk jord? Hvorfor blev en kunstner fejret så intenst – selv af mennesker, der hverken kendte ham eller de værker, han havde udført?
Skuespilleren Johanne Louise Heiberg skrev i sine erindringer, at nogle tilskuere råbte ”Leve Tordenskjold!” – altså en legendarisk, men for længst afdød, søhelt.
Var det alene ren eufori over et enkelt individs kreative præstation? – Eller glæden over udsigten til et kommende kunstmuseum??
Tænk, hvis vi oplevede den slags kunstnerjubel i dag – hvor der snareres lukkes eller skæres ned på kulturområdet.

Lad os høre mere om modtagelsen fra H.C. Andersen. Han forsætter sin beskrivelse af begivenheden i sit brev til veninden:

”Paa Amalienborg, som han (altså Thorvaldsen) kom over, var lidt Larm. De maatte ikke trække ham gjennem Side-Collonnen, siges der. Og da blev Skildvagten traadt ned og Geværet slængt langt bort.”

Thorvaldsens modtagelse får her en tydelig politisk drejning af nærmest revolutionær karakter – enevældens forsvarer væltes omkuld – hans våben smides væk. Optrinnet omtales IKKE i datidens presse, som var underlagt streng censur.

Myndighederne – med den enevældige konge for bordenden – frygtede, at de revolutioner, der spredte sig både i Nordamerika og Europa, også ville komme til Danmark med krav om frie forfatninger og bedre vilkår og rettigheder for et bare lidt bredere udsnit af befolkningen. Selvom optrinnet ved Amalienborg kun kendes fra H.C. Andersens brev, skinner den ulmende utilfredshed trods censur også igennem i den liberale dagspresses udlægning af fejringen:
Der ligges tydelig vægt på Thorvaldsens ydmyge baggrund, på hans beskedenhed, på fejringens folkelighed og frivillighed, – på frie tanker, fri tale og frie menneskers bedrifter. Der er fokus på det folkelige sammenhold mellem almue og borgerskab, mellem studerende, kunstnere, håndværkere og industrialiseringens iværksættere.

Det understreges i samtidens kilder, at ”Folkets søn Thorvaldsen” fejres i frivillighed og for beskedne midler i modsætning til den traditionelle magtelites selviscenesatte og kostbare fejringer: Hverken i forhold til fejringen eller opførelsen af museumsbygningen tvinges nogen til at deltage eller bidrage økonomisk. Ingen busser blev kørt ud for at hente et imponerende publikum ind til begivenheden, ingen optrådte med større eller mindre held som fodboldsfans fra andre nationer eller hvad vi ellers kan sammenligne med fra vores egen samtid.

Maleren Jørgen Sonnes Frise, der endnu, om end i rekonstrueret form, kan opleves på museets ydermure, blev til i brydningsårene mellem enevælde og demokrati. Den fortæller tydeligt, at Thorvaldsen og fremtiden tilhører den kreative klasse, borgerskabet, arbejderne, kvinder og børn. Kongemagten er skrevet ud af fortællingen og får kun, på frisens sidste felt, en tvetydig hilsen i form af en døende løve – fyrsternes traditionelle magtsymbol. Fremtiden, ifølge frisen – og fejringen, er folkets, og kunsten spiller en væsentlig rolle i dannelsen af reflekterede, demokratisk sindede borgere.

I udstillingen dykker vi ned i censurens og magtkampenes skygger, hvor symboler og begivenheder under fejringen opfattes forskelligt alt efter øjnene, der ser.
Var studenterforeningens flag på jollen, der sejlede Thorvaldsen i møde på Københavns Red – en fredelig visdomsgudinde – eller et oprørsk, republikansk drejet symbol?

Vækker Københavns byvåben, som det er fremstillet på Sonnes frise, associationer til det romerske begreb rostrum – dvs. krigsarmaturer på antikke krigsskibe, men også navnet på den politiske talerstol på Forum Romanum i Rom? Er det dermed en indirekte hentydning til ytringsfrihed, kampgejst og republikanske værdier for den forsamling af mænd, der få år senere blev til Københavns første borgerrepræsentation?

Hvorfor spændte ukendte mennesker – formentlig studerende – de heste fra vognen, der skulle trække Thorvaldsen, for i stedet selv at trække hans vogn gennem byen?

Udstillingen dykker ned i disse sprækker og åbninger og forsøger at løfte den mytologiserede fremstilling af Thorvaldsens modtagelse ud over det anekdotiske og op i andet og mere aktuelt perspektiv. Hvilken betydning har offentligt tilgængelige museer? Hvilke værdier knyttes til dem? Hvilken rolle spiller kunsten i samfundet?

Udstillingen rummer et hav af forskellige genstande – malerier, kobberstik, tegninger, tryksager, personlige ejendele, og reproduktioner efter Thorvaldsens værker. Smukkest er måske de store forarbejder til Sonnes frise – størrelsesmæssigt 1:1 ift. frisens felter på museets ydre – sarte og fragmenterede, men så detaljerede, at man får lyst til snart igen at istandsætte den ydre frise…

Udstillingen kan måske betragtes som nørdet og historisk – og bliver det helt sikkert af nogle, men håbet er, at I og publikum kan se igennem de historiske genstande i sig selv og i stedet få øje på den evigt aktuelle historie, der beskrives – et forsvar for frihed, demokrati og kunstens vigtige rolle i opnåelsen og bevarelse af begge dele.

Hver eneste genstand i udstillingen fortæller i sig selv en historie. – Men det er ikke kun en historie om en feteret kunstner og en svunden tid, men om de værdikampe, der udspandt sig omkring ham. Dermed fortæller udstillingen os forhåbentlig også om kunstens – og kunstnerens – potentielle rolle i samfundet, når ideologier og samfundsstrukturer brydes; som de gjorde den gang – og som de gør i dag.

Den fortæller om grundlæggende værdier, der fortsat er værd at kæmpe for, og om de reflektions- og dannelsesrum, som er nødvendige for at kunne få et demokrati til at opstå – og til at vedblive med at fungere.

Det er sådanne reflektionsrum, som ikke mindst kunsten og kulturen tilbyder.

Jeg håber, at I vil nyde at gå op opdagelse i udstillingen!

Tak

Til sidst vil jeg gerne takke alle, der har hjulpet med at realisere udstillingen:

Tak til opsætningsholdet, der har knoklet og løst både æstetiske og praktiske udfordringer igen og igen – kæmpe tak til Kaj Nyborg, Simon Nissen, Sonia Maria Reindl Jacques, Pauline Wedel Kaalund og Sandi Rizvic.

Til kolleger, der har været tålmodige og hjælpsomme og sørget for hver deres del i projektet:
Kristine Bøggild Johannsen, Signe Olsen og alle vores gode vagter.

Til vores direktør Annette Johansen for at bakke op om ideen.

Til Siri Buric for at have bidraget til, at publikationen Fejring / Celebration, der uddyber udstillingens temaer, ligger trykt og klar på dagen.

Til JAC Studio for gode ideer og forslag til samarbejdspartnere ifm. udstillingens realisering og iscenesættelse.

Til Georg Jagunov, der har lavet projektion og lydlandskab i udstillingens andet rum.

Til konservator Mikkel Storch, der har leveret de smukke sikringsløsninger til reproduktionerne i udstillingens sidste rum.

Jeg vil også gerne varmt takke de institutioner, der generøst har udlånt værker til udstillingen:

Nivaagaards Malerisamling har udlånt det fine lille portræt af Johannes Hage – en af de barske skæbner fra enevældens tid.

Det Kgl. Bibliotek har udlånt en befriende karikaturtegning af Thorvaldsens ankomst til København.

Teatermuseet i Hofteatret har udlånt en mindre hårsamling, samlet og videregivet af forskellige Thorvaldsen-fans gennem tiden.

Vejen Kunstmuseum har lånt os Ejnar Nielsens skitse til festsalen på Københavns Rådhus, hvor Thorvaldsen alvorsfuldt portrætteres som bindeled mellem antikken og nutiden – og som et ideal til efterlevelse.

Og så skal der lyde en stor og særlig tak til alle de private, der gavmildt har stillet deres Thorvaldsen-reproduktioner til rådighed for udstillingen. Uden jer var udstillingens sidste rum ikke blevet netop den vidunderlige ophobning og forgrening af Thorvaldsens værk, som var tanken. Tak!

Referencer

• Se de udstillede værker i Kataloget.

Sidst opdateret 19.03.2025