Museer indtager i dag i stigende grad rollen som samfundsaktører – som institutioner, der bidrager til eller tilbyder refleksionsrum i forhold til aktuelle debatter i samtiden. Der har således gennem de seneste år været adskillige udstillinger om oversete kvindelige kunstnere, og udstillinger, der perspektiverer den aktuelle klimakrise.
F.eks. har vi her på museet vist udstillingen Flora Italica, der med udgangspunkt i en botanisk kuriositet i museets historie, foldede samtidskunstneres perspektiver på bl.a. biodiversitetskrisen ud.

Sådanne udstillinger er med til at skabe eller nuancere eksisterende, nutidige debatter og understreger museernes eksistensberettigelse og vigtighed.
Og der er ingen tvivl om, at man som kulturinstitution rigtig gerne vil lave relevante og vedkommende udstillinger – udstillinger som I, vores gæster, kan se jer selv og jeres – og vores – verden afspejlet i eller udfordret af.

Udstillingen, som åbner i aften, skulle ifølge museets oprindelige planer, have været åbnet for 3 år siden i en noget anden form, end det nu er tilfældet, men planerne ændrede sig, som planer ofte gør, og den vises først nu. Normalt vil man i museumssammenhæng blive lykkelig for, at det tema, man arbejder med, kun bliver mere og mere relevant, men sådan har det faktisk ikke helt føltes denne gang. Da jeg i første omgang satte mig for at udvælge værker og vinkler, var alt på et mere generelt plan – vigtige frihedsrettigheder, vigtige kampe, ja – men på sæt og vis var det også ufarlige, givne og efterhånden næsten banale temaer i en dansk kontekst. Det vildeste dengang i 2020-21 var protesterne ifm. corona-nedlukningen og minkerhvervets – midlertidige – afslutning, og på en eller anden måde, blev det for de fleste af os aldrig rigtig alvorligt eller truende i vores lille land.

Da udstillingen i efteråret 2024 for alvor skulle forberedes og formidlingsteksterne skulle skrives denne vinter, var verdenssituationen ændret ganske fundamentalt. For tre år og to dage siden angreb Rusland Ukraine. Krigen fortsætter stadig, og om en snarlig afslutning skaber fred og frihed er tilsyneladende mere end uvist.
Krig var et europæisk vilkår, der fyldte rigtig meget på Thorvaldsens tid, men som vi i vores nordlige del af verden og i vores levetid har været nogenlunde lykkeligt forskånet for.

Gennem de sidste ganske få år, måneder og uger er vi imidlertid blevet konfronteret med krigen i Gaza, med Talibans genovertagelse af magten i Afghanistan og med nye politiske vinde på tværs af Atlanten. Der er sået uvished omkring eksisterende alliancer, om landegrænser og om fremtidig sikkerhed. Vi må tage alvorligt stilling til, hvordan vi distribuerer og finder information – om informationen er faktatjekket eller ligefrem bevidst det modsatte, og vi må navigere ift. hvordan magtfulde publiceringskanaler bruges. Alt dette påvirker naturligt vores grundlæggende frihedsfølelse negativt, og gør, at vi tvinges til at reflektere over, at drømmene om frihed og demokrati, som fyldte og forankredes i Thorvaldsens sam- og eftertid, ikke er evigtgyldige eller selvfølgelige. Frihed bliver pludselig noget alvorligt og er slet ikke længere så banalt eller selvfølgeligt.

Men Frihed er et vidt begreb, og det føles mere vigtigt, end det længe har gjort, at reflektere over, hvad frihed egentlig betyder; hvordan friheden kommer til udtryk i vores dagligdag og i vores samfund, og hvad frihedstankerne i Thorvaldsens periode betyder for vores frihedsbegreber i dag.
Som altid, når man dykker ned i det historiske kildemateriale, viser det sig at være mere relevant og mere moderne, end man umiddelbart skulle tro. Temaer som ligestilling, køn, religions- og ytringsfrihed, fyldte også dengang, men måtte ofte komme anderledes diskret til udtryk pga. enevælde, censur og religiøse dogmer og fordomme.

Så: Frihed er aftenens og udstillingens tema, og som Thorvaldsen selv livet igennem hyldede fred og frihed – bl.a. i et af sine allersidst udførte relieffer, vil udstillingen gøre det samme, men den sætter også frihedens dilemmaer til debat, for frihed forpligter, frihed for én, kan betyde det modsatte for en anden, og det er, som så meget andet i verden, sjældent helt sort/hvidt.

Vi kender alle den personlige følelse af frihed, som vi kan opleve i individuelle situationer – det er forskelligt, hvad der udløser den: Nogle springer ud med faldskærm eller står på ski ned ad et bjerg for at opnå følelsen, andre har nok i en cykel- eller vandretur med en termokande i rygsækken eller en fridag uden andre planer end at opholde sig på et tæppe i en solbeskinnet park. Det er den slags frihed, der fylder en med en susende lykkefølelse, og som man næsten kan mærke helt fysisk.
Men frihed er meget mere end en følelse eller en tilstand, vi kan befinde os i. Frihed er også i høj grad – i vores top-privilegerede samfund – en grundlovssikret ret: – friheden til at ytre sig, til at forsamle sig, til at tro på og elske, hvem man vil, til at stemme ved demokratiske valg, til selv at vælge uddannelse, partner, venner, karrierevej og bolig. Alt det var ikke en selvfølge eller en mulighed på Thorvaldsens tid, alligevel forsøgte han og mange andre at efterleve de principper, vi stadig bygger vores samfund på i dag. Det er dét, udstillingen handler om – broen, sammenfaldene og forskellene mellem den gang og nu – sprækkerne af frihed, som blev skabt eller benyttet. Ved at stille skarpt på dem, ses også kontrasten til tider og samfund, der ikke er så heldigt stillede, som vi er i dag i Danmark – på trods af verdens foranderlighed og nye vinde. Om lidt skal vi høre dansk-afghanske Zara Wali synge en afghansk frihedssang – en kvindestemme fra et land, hvor kvindestemmer er forbudte i det offentlige rum, og hvor et nyt bygningsreglement forbyder huse at have vinduer mod gaden, for at forhindre kvinder i at blive set og kommunikere…

Omfangsmæssigt og fysisk er udstillingen, som vi åbner her til eftermiddag, anderledes end dem, som I har oplevet på museet gennem de seneste år, hvor vi oftest har benyttet rækken af rum på museets første sal til særudstillinger.

Frihedsudstillingens hovedbestanddel og det iscenesatte udstillingsrum udgøres af ét eneste af museets mange rum. Det gør, at udstillingen bliver meget koncentreret. Og det er helt bevidst, for vi har prøvet at indfange lidt af frihedens væsen i udstillingens opbygning: Det fortættede, betydningsladede og koncentrerede rum maner til fordybelse og refleksion og signalerer samtidig temaets alvorlighed og vigtighed. På samme tid er udstillingsrummet afgrænset i begge døråbninger af transparente, florlette, bevægelige, flygtige og skrøbelige forhæng. Forhængene er skabt til udstillingen af stoftrykker og tekstildesigner Anne Fabricius Møller. Med deres påtrykte frihedssymboler fra forskellige tider og kulturer og deres referencer til Thorvaldsens værker og brevarkiv afspejler de frihedens mangfoldighed og skrøbelighed.
De er fantastisk smukke så nyd dem, og behandl dem lige så varsomt, som friheden bør behandles.

I udstillingsrummet står 8 bordmontrer, primært med små, sarte og sjældent udstillede værker på papir og med håndskrevne sange og breve fra Thorvaldsens efterladte arkiv. Hvis I gerne vil læse breve og sange, men kløjes i håndskrifterne, kan I læse dem alle i museets digitaliserede arkiv.
På en plint i midten af rummet står 4 skulpturer. Værkerne er samlet i temaer med hver sin lille frihedsfortælling, som også åbner op for diskussioner i nutiden.
I udstillingsrummet vil I også finde en video med loopende fotos, der er projiceret ind i rummets åbne pejs. Videoen er dermed flankeret af to af Thorvaldsens marmor-karyatider, dvs. søjler udformet som kvindefigurer, der oprindelig i stor størrelse skulle have holdt en indskrift, der lovede polakkerne et frit og selvstændigt polsk rige. Det havde Napoleon 1. lovet polakkerne, hvis de til gengæld hjalp ham i felttoget mod Rusland.

Billederne i pejsen er både historiske og nutidige – og apropos frihed, information og publiceringskanaler, så kunne vi ikke finde nok brugbare frie fotos til formålet, og vi har derfor måttet tilkøbe flere fotos for at nuancere billedet af verdens frihedssymboler og frihedsmanifestationer.
Inden I forlader udstillingsrummet, vil I overfor den udstillede sokkel til Thorvaldsens monument over den europæiske bogtrykkerkunsts fader Johann Gutenberg (som I ser i fuld størrelse her i museets forhal) kunne formulere jeres egne frihedstanker eller se, hvad andre besøgende eller ansatte på museet forbinder med frihed.
Og I skal ikke holde jer tilbage – man må gerne overskrive eller omformulere, hvis der ikke er plads til ens egne tanker – det vil være et skiftende frihedsbillede, der tegnes der.

Til sidst kan I gå ud igennem Anne Fabricius Møllers andet forhæng – ud i lyset og friheden – forhåbentlig med en øget opmærksomhed på, hvad vi selv forbinder med frihed, hvad vores samfundsværdier bygger på, og hvad vi hver især og sammen vægter og forfægter i vores fælles verden af i dag.
Jeg tror næsten, at også dén passage gennem forhænget kan mærkes fysisk – det kan den i hvert fald i dagtiden på en solskinsdag, når lyset falder ind i rummene gennem museets gamle glasruder.

Og – på udvejen kan I tage en frihedsfolder med jer og gennem den finde frem til og læse mere om 8 udvalgte Thorvaldsen-værker med frihedstema i museets stueetage.
Jeg håber, at I vil nyde udstillingen.

Og så til den uomgængelige og oprigtige takkeliste.

TAK

Tak til Fuglsang Kunstmuseum for generøst udlån af de smukke bordmontrer, som dels gør sig uendelig godt i museets smukke rammer, dels hjælper os til at være mere bæredygtige i vores udstillingsproduktion.

Tak til billedkunstner Kaj Nyborg for utrættelig udtænkning, sparring, forbedring og opbygning af udstillingens elementer.

Tak til stoftrykker og tekstildesigner Anne Fabricius Møller for at sige ja til arbejdet med at lave de helt vidunderlige og uundværlige forhæng.

Tak til fotograferne Jakob Faurvig og Ole Akhøj, der hver især har kæmpet med at omdanne Anne Fabricius Møllers skitser til stoftrykkene til så gode fotos, at de kunne forstørres op til banneret på museets facade. Jeg må helt upartisk sige, at det er længe siden, jeg har set så imponerende og inspirerende et reklamebanner.

Tak til konservatorerne Sonia Maria Reindl Jacques, Mikkel Storch og Tobias Sørensen for forberedelse, bistand og monteringer af de udstillede værker.

Tak til PR, kommunikations, arrangements- og udstillingsmedarbejder Clara Trude Skov for al grafisk opsætning inklusiv den smukke folder, for tekstgennemlæsning og produktion og utrættelig tilretning af det lille video-loop med frihedsbilleder.

Tak til kunstner Georg Jagunov for teknisk assistance, da det brændte på ift. projektoren.

Tak til alle andre gode kolleger på museet for deres respektive hjælp undervejs.

Og til sidst tak til Annette Johansen, museets direktør, for at tro på udstillingen i dens nye udformning og for at lade mig have frie hænder.

Referencer

• Se de udstillede værker i Kataloget.

Sidst opdateret 19.03.2025