Den 8. marts 1797 kom Thorvaldsen med sin hund Hektor kørende ind i Rom ad vejen fra Neapel.

Hans rejse fra København til Italien ombord på en dansk orlogsfregat havde varet måneder, og undervejs gav kaptajnen sin passager følgende skudsmål i et brev til sin kone: »Den Herre har 400 Rdlr. om Aaret, og, Gud hiælpe ham selv! han holder Hund, snuer hele Formiddagen og spørger og sørger bestandig for Magelighed og Lækkerhed. Men alle her ombord holde af ham, da han er en godmodig Person«. Da Thorvaldsen endelig på Malta måtte forlade fregatten for at komme videre til Palermo, havde han ondt ved at skjule sin gråd over at se skibet gå fra sig, og den sidste del af rejsen blev fuld af fortrædeligheder og sprogvanskeligheder. En siciliansk kunstner, der anbefalede Thorvaldsen til sin broder i Rom, skrev: »Tale med ham kan du ikke, da han ikke forstaar italiensk, men kun sit alemarkesiske sprog«. Fransk talte han heller ikke; derover beklagede Zoëga sig senere på året i brev til Frederik Münter. Han fik dog set Neapels mærkværdigheder og lærte også flere kunstnere at kende. Hos Chr. Heigelin, der var dansk generalkonsul i Neapel, traf han den et par år yngre tyske læge Christoph Heinrich Pfaff. Sammen besteg de Vesuv, og Thorvaldsen fik en plads i hans vogn på rejsen til Rom. Pfaff havde tilbragt nogen tid i København, hvor han omgikkes familierne Brun og Münter. I Rom var han venner med Zoëga, til hvem Thorvaldsen i forvejen var anbefalet af Frederik Münter. Pfaff var en beundrer af Asmus Jacob Carstens og kendte maleren J.A. Koch, som Thorvaldsen senere delte bolig med. Af sin tilfældige rejsefælle bragtes Thorvaldsen således straks ind i det milieu, han kom til at færdes i hele sin romertid.

»Enhver, der har Raad til i levende Live at være i Paradis, burde rejse til Rom«, mente Goldschmidt en menneskealder senere. Det Rom, som Thorvaldsen tilbragte sine stipendiatår i, var dog langt fra noget paradisisk sted. Dagliglivet var i begyndelsen mærket af de stadige tumulter, der fulgte i den franske revolutions spor, og senere skabte kampene, der førtes mellem Napoleons tropper, romere og neapolitanere, og som bølgede frem og tilbage om byen, bitter nød for store dele af befolkningen. De fremmede kunstnere var allerede draget bort i stort tal, og de berømte kunstværker i Vatikanet og privatsamlinger førtes væk af franskmændene for at blive indlemmet i Louvre.

Thorvaldsens tilværelse i hans første romerår kender vi i omrids uden mange detailler fra hans sparsomme breve og indberetninger til København. I vinteren 1797-98 skrev han til Abildgaard: »… ved min ankomst i Rom [over]veldede mig de mange merværdigheder som denne Bye frembyider saaledes at ieg ikke viste hvo[r ieg] skulde begynde. Ieg kunde her ikke haabe at giore nog[en Be]merning der fortiente at meddels førend at ieg h[av]de giodt mig bekent med det Hele og dets fonemmeste Delle; ikke Heller kunde ieg ligge Hand paa arbeædet entil ieg havde inrettet mig og funden et beqvem Verksted. Ieg har nu seet og til dels allerrede studeret de fornemmeste Ting her, ieg har giot mig bekent med askellige kunstnere og andre personer som intresere sig for kunsten af hvis omgan ieg kan Reæne paa at profeterre ved mit ophold her«. Den næste vinter fortsatte han sin skildring: »Jeg har ikke meget behageligt at ommælde, thi i al den tiid ieg her har tilbragt har ieg oplevet en Nyhed efter den anden, men ingen af dem til Konstens Fordel. Roms Tab har været udhyre fra alle Sider, [i] Museerne og Kirkerne er de heste Konst Verkker borte og Privat Gallerrierne som Corsini Colonna Borghese og andre har solt de beste af deres Malerrier«.

I foråret 1800 beklagede han sig over at hans pension ikke kunne strække til »for alting hvad Levnetsmidler angaar er fire gange saa Dyrt som de nogen Tiid har været«. Han sendte, således som det forventedes af en akademistipendiat, flere billedhuggerarbejder hjem til København og fik til sin forbitrelse den kostbare fragt trukket fra sit magre stipendium. Nogle af disse arbejder er senere kommet i Thorvaldsens Museums eje: en lille gruppe af Bacchus og Ariadne, nogle kopier i marmor af romerske buster, en portrætbuste af filosofien Tyge Rothe og en lille gentagelse af den ene af de kolossale hestebetvingere fra Monte Cavallo. Andre er siden forsvundne. Alt i alt var hans produktion så beskeden, at man i en liste over kunstnere i Rom omkring 1800 og deres arbejder kan se hans navn nævnt med tilføjelsen »fa niente«, laver ingenting.

Hen på efteråret 1800 var han dog i gang med arbejdet på en Jason i naturlig størrelse, men manglede de 36 scudi, det ville koste at lade den forme og måtte derfor slå modellen ned. En ny version af statuen i kolossalstørrelse stod færdig i ler i vinteren 1802-03, Friederike Brun lod den støbe i gips, og da Thomas Hope kort efter bestilte den udført i marmor, var Thorvaldsens egentlige læreår til ende.

Til det lidt knappe billede, vi har af Thorvaldsen i denne afgørende periode, i hvilken han formedes både som kunstner og som menneske, kan der nu føjes adskilligt ved betragtning af en skitsebog med tegninger, som nyligt er fremdraget af ubemærketheden. Det lille hefte, der måler 11,5×15,5 cm og består af 44 sider, tilhører Det kongelig Norske Videnskabers Selskabs Bibliotek i Trondheim og bærer påskriften: »Ungdoms Arbeider af Albrekt Thorvaldsen – da han først kom til Rom i 1796 – fundet iblandt hans gamle Papierer og bor[t]taget med hans Tilladelse den 27. Februar 1831 af Jørgen Knudtzon«. Det er skænket til biblioteket af konsul Christian Knudtzon i 1868 og har været henlagt i »Skuffen med Rariora«.

Thorvaldsens forbindelse med den Knudtzonske slægt er ofte skildret. Konsul Christian Knudtzon (1787-1870) var en ældre broder til Jørgen Knudtzon, Thorvaldsens ven, der tilbragte størstedelen af sit liv på rejser i udlandet og ofte besøgte billedhuggeren i Rom. Hans smukke, vågne træk har Thorvaldsen gengivet i en buste, modelleret 1816. At skitsebogen virkelig stammer fra Thorvaldsens første år i Rom, således som Knudtzon, vel efter billedhuggerens egen angivelse, har noteret på bindet, er der ingen grund til at tvivle på, selv om Thorvaldsen, når det kom til spørgsmål om sine arbejder var, hvad P.O. Brøndsted kaldte »den rædsomste Confusionsmand man kan tænke sig«. Tegningerne i skitsebogen minder om visse andre i to lidt større skitsebøger, som Thorvaldsen må have benyttet i begyndelsen af sit romerophold, og de er meget forskellige fra hans manddomsårs pragtfulde skitser, gennem hvilke han søgte sig frem til stillingsmotiverne i sine plastiske arbejder. Tegningerne i Trondheim er hastige rids og små skitser af figurer, landskaber og kunstværker, og de synes nøgternt at referere, hvad han så i Rom og på sine ture ud i dens omegn. Et fuldstændigt katalog med gengivelser er trykt p. 26-39.

Ingen af bladene bærer nogen påskrift, og ved første syn kan man tænke som Ernst Meyer, der i Rom fik en ham ukendt til bords og siden beskrev sit problem med ordene: »Det er ligesom en krukke, der ingen hanke har, man ved ikke hvor man skal tage den fat.« Hvorsomhelst i Roms hundreder af kirker og paladser, gallerier og haver kan Thorvaldsen have været med sin skitsebog i hånden. Han nævnte selv engang for Oehlenschläger, at han i det første år i Rom så »det altsammen«. Antageligt var Thorvaldsens nøgle til, hvad han skulle se, Vasi’s »Itinerario istruttivo di Roma« fra 1791. Ganske vist bragte han med sig til Italien den for Roms vedkommende mere kortfattede »Die vornehmsten Europäischen Reisen« af G.F. Krebel, men et eksemplar af Vasi findes i Thorvaldsens bogsamling, og fra dens sider drysser endnu fint grus og planterester ud. Man kan tro, at Thorvaldsen har haft den med sig i det romerske landskab.

Flere af skitsebogens blade viser netop tegnende kunstnere i det frie (kat. 3, 6, 15, 18 og 20). Den unge mand med kokarde i den bredskyggede hat (fig. 1) synes ved sammenligning med andre portrætter af Thorvaldsen at være et selvportræt. Kokarden er utvivlsomt den franske, og af dens tilstedeværelse kan Thorvaldsens stilling til de politiske begivenheder omkring ham måske udledes. Trikolorekokarden sås første gang i Rom 1793 og dens bærere blev udsat for forfølgelser. I februar 1798 proklameredes imidlertid den jakobinske republik, frihedstræet rejstes på Kapitol (fig. 2) og den italienske armés sejrssang lød: Romains, fondez au Capitole le Temple de la Liberté. Republikken blev dog styrtet allerede to år senere, da neapolitanske tropper triumferende drog ind i Rom. Zoëga, der i denne tid på mange måder var tugtemester for Thorvaldsen, betragtede til at begynde med det franske styre som et lykkeligt skridt henimod friheden, men skuffedes senere i sine forventninger. Antagelig har Thorvaldsen, der ofte omtales som »frihedsmand«, og den kreds af kunstnere, han færdedes iblandt, delt Zoëga’s tro på jakobinerne som repræsentanter for fremskridtet.

Den vigtigste skikkelse i Thorvaldsens kreds var Carstens, men han er ikke at finde blandt de tegnende personer i skitsebogen. Ingen af dem har den for ham karakteristiske bagudskrånende pande. Carstens var desuden ved Thorvaldsens ankomst allerede så svag, at han kun kunne bevæge sig ud til hest, og han døde i maj 1798. Derimod har en af skikkelserne (kat. 3 og 6) et aparte fremskudt mundparti, der leder tanken hen på maleren Johann Martin von Rohden, hvis træk kendes fra flere portrætter. Rohden var en original personlighed, hvis landskabsmalerier og -tegninger endnu er lidet kendt, men hvis lyriske opfattelse af Italiens natur er af en sjælden klarhed og skønhed. At Thorvaldsen kendte ham, ved vi, idet de begge, vistnok i 1797, deltog i modeltegning i et privatakademi, der var oprettet for at bøde på de utilstrækkelige muligheder for aktstudier på Lukasakademiet, og som lededes af Joh. Chr. Reinhart.

Rohden har tegnet i parken i Villa Borghese, der ligesom hovedbygningen var åben for besøgende. Det var her, under en af parkens stenege, at Thorvaldsen slyngede et sjal omkring den tiårige Ida Brun og bad »o kuns nogle stillinger!«, mens han trådte et par skridt tilbage for at iagttage den klassiske skønhed i den levende statue, som barnet ved sine bevægelser blev til. Her tegnede han også efter virkelige antikker, efter en romersk statue (kat. 17), efter sarkofagrelieffer (kat. 26, 30 og 37) og efter andre romerske relieffer (kat. 2 og 9, fig. 3). Flere af reliefferne sad dengang indmuret på fuglehusene i haven eller på casino’ets facade, men blev i årene mellem 1801 og 1809 sammen med hundreder af andre kunstværker fra samlingerne afgivet til Louvre af fyrst Camillo Borghese, der var gift med Napoleons yndlingssøster Pauline.

Thorvaldsen har ikke gengivet skulpturerne som maleriske overleveringer fra fortiden og har heller ikke pointeret deres realisme. Det, han har søgt at uddrage af dem, er deres omrids og deres bevægelsesmotiver. En af grupperne, den knælende skikkelse foran den siddende sejrherre, gjorde Thorvaldsen for eksempel senere brug af i sit relief »Priamus bønfalder Achilles om Hektors lig«. Sarkofagrelieffet med den grædende yngling (kat. 37, fig. 4) har også interesseret en anden klassicistisk kunstner: det er gengivet af Jacques Louis David i en tegning (fig. 5), der nu findes i Fogg Art Museum. Men medens Thorvaldsen lader den unge mand aftørre sine tårer med en let gestus, bliver den samme bevægelse hos David udtryk for en målløs smerte.

En anden af skitsebogens tegninger med antikt forbillede (kat. 23) stammer fra et gravalter, som dengang antagelig stod i Palazzo Albani’s gård. Det er et relief med en vinget genius støttende sig til en nedadvendt fakkel, det af Lessing i »Wie die Alten den Tod gebildet« skildrede dødssymbol, der benyttedes af alle nyklassicistiske kunstnere, også af Thorvaldsen. I Palazzo Giustiniani tegnede han en statue af en stående romerinde (kat. 36). Om derimod den vingede figur med frygisk hue (kat. 5), siddende på en løvetrone, er tegnet efter en antik er usikkert. Selv om motivet leder tanken hen på antikke tronende Kybelefigurer har Thorvaldsen dog måske snarere aftegnet et maleri eller en skulptur, der stod i forbindelse med de politiske omvæltninger. Ved de offentlige fester til republikkens ære opstilledes ofte kunstværker som dekorationer, der hurtigt forsvandt igen. En lignende tronende kvindefigur med frygisk hue, som symbol på »La République«, findes således blandt den franske billedhugger Joseph Chinards værker.

Ingen af de antikke skulpturer, som Thorvaldsen har tegnet efter i skitsebogen, hørte til de dengang berømteste. Da den engelske billedhugger Flaxman i 1792 i Rom noterede sig, hvad han for antikke skulpturers vedkommende anså for »the cream of the finest things in Rome«, omfattede listen bl.a. Laokoon, Firbensdræberen, Amor og Psyche, Borghesevasen og Apollo Belvedere. Heller ikke blandt malerier har Thorvaldsen opsøgt de uundgåelige, store forbilleder såsom Carracci’ernes udsmykning af Galleria Farnese og Raffaels fresker i Vatikanet.

Tegningen af den hellige familie (kat. 19) er udført efter et lille billede (fig. 6), som dengang hang i Palazzo Corsini og som sagdes at være af Michelangelo. Det menes nu at være malet af Marcello Venusti, dog med motiv fra en tegning af Michelangelo. For mange af kunstnerne i Thorvaldsens kreds stod Michelangelo i skyggen af Raffael, og han betragtedes som en forstyrrer af det antikke mådehold. Carstens derimod beundrede ham, hvad der kan have ført til Thorvaldsens interesse for billedets komposition.

Et par figurgrupper med sibyller og profeter (kat. 12, 14 og 32) har Thorvaldsen kopieret efter malerierne i loftet i et af kirken S. Maria del Popolo’s kapeller (fig. 7). Både malerier og stukkaturer er udført at Giulio Mazzoni i sidste halvdel af 16. århundrede. Mazzoni var elev af Vasari i Firenze, og han udførte 1556-60 i Rom de ejendommelige dekorationer af Palazzo Spada’s gård og facade.

Kvinden, der knæler med et barn (kat. 27), har Thorvaldsen også set i S. Maria del Popolo. Figurerne findes i forgrunden af fresken »Herakleios med korset« og er malet af flamlænderen Peter van Lint imellem 1635 og 40. På Thorvaldsen’s tid tilskrev man en anden flamsk maler, Louis Primo, billedet. Peter van Lint var en Antwerpenmester, der i nogle år levede i Rom og arbejdede med freskomaleri. Han havde som de fleste flamlændere, der var vant til at arbejde i lille format og i olie, vanskeligt ved at gennemføre de store figurkompositioner i freskoteknik.

De to engle (kat. 35), der stikker hovederne sammen, har Thorvaldsen også fundet i S. Maria del Popolo, i et stort alterbillede med Kristi dåb (fig. 8). Det er udført omkring 1700 af Pasquale Rossi, en romersk maler, der fik sin første uddannelse i Venedig og som efterlignede både Tizian og Correggio. Den Correggio’ske sødme i de to englehoveder hos eklektikeren Rossi er forsvundet i Thorvaldsens rids, men han kan mange år senere have haft det italienske billede i erindringen, da han modellerede de to små engle, der holder et klæde på relieffet »Kristi Dåb« i Vor Frue Kirke.

Visse af tegningerne (f. eks. kat. 1 og 10) er udført efter malerier, der endnu ikke har kunnet identificeres. Andre, som portrætterne af manden med den trekantede hat eller den præcise tegning af en maler i det frie, er tegnet efter levende model. Adskillige tegninger er rids efter bygninger og landskaber i eller omkring Rom. Ponte Milvio med det middelalderlige tårn, sådan som broen så ud for Valadier’s ombygning i 1805, har Thorvaldsen gengivet på tre forskellige blade (kat. 21, 25 og 29). Man finder også Peterskirken set fra vest (kat. 11), Piazza del Popolo tegnet ude fra Via Flaminia (kat. 31) og et middelaldertårn (Tor di Quinto Lazzaroni), i nærheden heraf (kat. 41). En landskabstegning (kat. 38), hvor den store himmel er fyldt af lys og skyer, ser ud til at være fra Kampagnen, og to skitser efter arkitektur (kat. 42 og 43) stammer fra Grottaferrata.

Det billede af Thorvaldsens færden i Rom, som tegningerne i skitsebogen giver, kan suppleres ved betragtning af andre, der findes i privateje eller i Thorvaldsens Museum. Ingen af dem har den sammenhængende rytme eller den blide bevægelse, der senere blev så karakteristisk for Thorvaldsen. De er endnu ikke rensede og befriede for vægt. Derimod afslører de en for os næsten ukendt Thorvaldsen, overvældet og forvirret af indtryk ved sin ankomst til Rom. Den svenske digter P.D.A. Atterbom oplevede den samme følelse i begyndelsen af sit eget ophold i Italien. Han havde derfor forståelse for Thorvaldsens situation, som han beskrev således:

»Under denna tid syntes han fullkomligt overksam, tilis äntligen hans inre hunnit utbilda en jämvikt mellan sig och omgivningens mäktiga inflytelser, mellan uppfattningen och återspeglingen, eller så till sägandes mellan födoämnen och digestion; då började han själv bilda oförgängliga organismer, och ådagalade med sin Jason, att han nu var bliven myndig och fri«.

Sidst opdateret 11.05.2017