Thorvaldsens musikvaner

Musik har spillet en stor rolle i Thorvaldsens liv, det er der mange beviser på, når man læser kildeskrifterne til hans livsbeskrivelse, J. M. Thieles Biographi og baronesse Stampes Erindringer. I en senere artikel af Godtfred Skjerne samles det meste af det da tilgængelige materiale, men der kan tilføjes et par detaljer vedrørende Thorvaldsens forhold til italiensk musik, dels gennem Gerhard Schepelerns bog om de italienske sangere i Danmark, dels gennem et nodeark i Thorvaldsens brevarkiv.

Især som ung var Thorvaldsen udøvende musiker på instrumenterne guitar og fløjte. I manddomsårene i Rom blev han lytter, vel både på grund af travlhed og mangel på øvelse. Skjernes påstand om hans hyppige violinspil er af Dyveke Helsted blevet påvist som en misforståelse.

En “violino”, som ofte optræder i værkstedsregnskaberne, er ikke musikinstrumentet, men et stykke billedhuggerværktøj, et bor, som drives af en bue med en streng.

Men der var ingen ende på musikken i Rom på Thorvaldsens tid. Flere teatre havde operasæsoner, bl.a. Argentina, Tor di Nona og Valle. Her præsenteredes værker af Rossini, Bellini, Donizetti og Mercadante. Og musikalske foreninger blomstrede. Thorvaldsen var medlem af Accademia Filarmonica Romana og kunne her høre samtidig instrumentalmusik. Desværre ved vi ikke, hvilke operaforestillinger Thorvaldsen har overværet i Rom. Mon han har været til førsteopførelsen af Rossinis Barberen i Sevilla på Teatro Argentina i 1816? Operaen, bygget over det teaterstykke af Beaumarchais, hvori han havde haft så eklatant en fiasko som ganske ung, da det opførtes i “Det dramatiske-literaire Selskab” (Borups Selskab) i København.

Bedre informeret er vi, når talen er om de operaforestillinger, Thorvaldsen så i sine sidste år i København — især hos italienerne på Hofteatret. Denne sangertrup bragte et pust fra det land, han havde levet i størstedelen af sit liv. På Hofteatret hørte han i hvert fald Bellinis Norma og Mozarts Don Giovanni, men havde også chancen for at høre Bellinis La Sonnambula, Donizettis Lucia di Lammermoor, Rossinis Barber og Cimarosas II matrimonio segreto, for kun at nævne nogle af højdepunkterne fra italienernes righoldige repertoire.

En genfunden sang af Donizetti

Utallige er de sange, skrevet af store og små ånder til Thorvaldsens ære — for det meste til allerede eksisterende musik. Specielt komponeret musik forekommer sjældnere, men der er et par undtagelser, f.eks. to udført af italienske komponister. Den ene er kendt fra samtidens litteratur, men ikke bevaret, Paolo Speratis rekviem for Thorvaldsen, den andens noder, godt nok ikke egenhændige, har gemt sig i Thorvaldsens brevarkiv, siden J. M. Thiele reddede dette materiale i Casa Buti efter billedhuggerens død. Det drejer sig om en sang, komponeret af Donizetti til Thorvaldsens romerske fødselsdag den 8. marts 1836.

Et par ord om denne dato. Thorvaldsen synes ikke at have været helt sikker på sin fødselsdag, måske ikke engang på året, før han var nødsaget til at bestemme sig for en dato, da han var vendt hjem til Danmark. Den 19. november 1770, fastslået af P. H. Haste og derefter af J. M. Thiele, bliver den officielle fødselsdag. Til trods herfor glemte man ikke hans anden fødselsdag, den “romerske” den 8. marts, årsdagen for hans første ankomst til Rom i 1797. Det var den, der var blevet fejret i Rom, og i musikalsk sammenhæng er tre “romerske fødselsdage” bemærkelsesværdige: 1822, 1827 og 1836.

8. marts 1822 spillede Thorvaldsens datter, den 9-årige Elisa ifølge Carsten Hauch “et Par Stykker paa Klaver”, men hvor dygtig hun har været, er en anden sag. Nok ikke noget vidunderbarn, skal man tro Thorvaldsen, som senere påstod, at hun altid spillede det samme stykke, “videre bragte hun det ikke heri”.7

I 1827 var det et østrigsk militærorkester og tyske og danske fakkelbærere, der fejrede Thorvaldsen med koncert og optog i Via Sistina uden for hans bolig. N. C. L. Abrahams har skildret billedhuggerens reaktion: “Jeg gik op til Thorvaldsen, som jeg aldrig før havde seet saa bevæget og forvirret: han var ude af sig selv, trippede omkring, vilde sige Noget, arrangere Noget, men det lykkedes ham ikke. Også fra tysk side findes en beskrivelse, maleren Carl Rottmanns.

Vel den morsomste “Rommerske Geburtsdag” blev fejret i 1836 i familien Puggaards regi. Udtrykket er datteren, Marie Puggaards, og fra denne 14-årige pige har vi en førstehåndsberetning om dagen.

Maleren Ferdinand Flor havde iscenesat nogle tableauer. Først en allegori, der fremstillede Danmark og Italien overrækkende Kunsten (Marie selv) en laurbærkrans, som denne kronede Thorvaldsen med. I løbet af handlingen blev der fremsagt et digt af H. J. Fried, og der afsluttedes med en korsang. Derpå fulgte forestillinger af værker af Thorvaldsen og Rafael. Her nævnes en Madame Barberi, som forestillede Rafaels Madonna Sistina og Hellige Cecilie. Hendes mand nævner Marie Puggaard ikke, selv om han også var til stede og ydede et vigtigt bidrag til underholdningen: en sang til musik af Gaetano Donizetti. Da det hele var ovre, var Thorvaldsen “Sjæleglad, og hele Selskabet var munter. Efter Bordet dansedes der lidt, og kl: 4 1/2 skildte Selskabet ad…”.

Sangen har altid ligget i Thorvaldsens brevarkiv, men er registreret under forfatteren til teksten, cavaliere Barberi. Første side bærer ellers påskriften: “Al XXXIX Compleanno dell’ arrivo in Roma/Del Comendatore Thorwaldsen/Parole improvisate del Cr. Barberi, musica del M°. Donizetti Cr./ della legion’ d’onore, ed eseguita dal Dilettante Carlo Santi/in Roma il 8 Marzo 1836”.

Noget kunne tyde på, at her har vi den omtalte korsang. Om en amatør som Carlo Santi er sanger eller musiker lader sig nok ikke afgøre ad arkivalske veje, men ordet “eseguita” må henvise til “musica” og kan derfor angive, at han har spillet, ikke sunget. Teksten tilhører ikke verdenslitteraturen, men griber nogle temaer op, som blev vist i tableauet: kroning med laurbærkrans og modsætningen Norden-Italien. Endvidere får Thorvaldsen nok et tilnavn – den danske Prometeus – ved siden af “basrelieffets patriark” og sammenligningerne med Fidias og Praxiteles.

Con le grazie con le muse venga Apollo a noi cortese
Il Prometeo Danese con l’alloro a coronar.
Con la creta con li sassi forme umane a fare imprese
il Prometeo Danese e col dito le animò.
Numi Eroi persone illustri alla vita al tatto ei rese
Il Prometeo Danese che le senti a palpitar.
Se dal Nord tanto fuoco a noi venne o qui l’accese
pel Prometeo Danese or l’Italia che farà
lo terrà per mille lustri a dar gloria al Suo Paese
e il Prometeo Danese mille allori porgerà
lo terrà per mille lustri a dar gloria al Suo Paese
e il Prometeo Danese mille allori ei porgerà
mille allori ei porgerà.

(Oversættelse ved Bianca Kornum:
Sammen med Gratierne og Muserne skal den elskværdige Apollo
til os komme
for at krone den danske Prometeus med laurbærkrans.
Med ler og med sten skaber den danske Prometeus menneskelige
former
og levendegør dem med fingeren.
Guder, helte, berømtheder giver han liv gennem berøring,
den danske Prometeus, så man føler, at deres hjerter slår.
Uanset om så megen ild kom fra Norden
eller blev tændt her for den danske Prometeus,
hvad vil Italien nu gøre? Den vil beholde ilden
i tusind gange fem år til ære for sit land
og skænke den danske Prometeus tusinde laurbærkranse.)

Bestillingen af sangen

Initiativet til sangen må være kommet fra Barberis side – ikke fra Donizettis. Han kendte ikke Thorvaldsen personligt og var en meget travl operakomponist i 1830’rne. Man kan følge ham næsten fra dag til dag i 1836. Hans Belisario havde premiere på Teatro La Fenice i Venezia den 4. februar, og nogle dage senere var han på vej til Milano for derfra at tage til Rom. Under rejsen døde hans moder, et budskab han først fik i Rom den 4. marts. Hans fader var død i december året inden, og i januar 1836 havde hans kone bragt et dødfødt barn til verden. Det kan ikke have været en munter Donizetti, der opholdt sig ganske kort i Rom i begyndelsen af marts – oven i købet i karantæne på grund af den heftige kolera, der rasede i hele Italien dette og det følgende år. Men Barberi har alligevel fået en lille komposition ud af Donizetti til Thorvaldsen-sangen, godt nok ikke et mesterværk, men trods alt et originalarbejde af Italiens nok største operakomponist på dette tidspunkt – efter Bellinis død i 1835.

Til en af sine venner skrev Donizetti den 5. marts fra Rom: “Dunque tutto è finito? Se non avessi una costituzione talmente forte ch’io stesso ne stupisco, sarei, e per sempre anch’io a raggiungere gli altri. Ire mesi solo in giro, ed in tre mesi perdetti padre, madre e bambina, oltre la moglie ancora ammalata per causa di aborto in 7 mesi e mezzo.”

Den 6. om aftenen rejste han til Napoli, hvor han kastede sig over nye arbejder og komponerede en sangcyklus, Notti d’estate a Poslippo, og to operaer, der fik premiere samme sommer: Il Campanello, en “farsa”, og Betly, en “opera giocosa”! Han var så meget af en professionel musiker, at hans depression ikke satte sig spor i hans værk.

Dette gælder også senere i Donizettis liv. Til trods for sygdom var han i 1843 stadig en “vakker, høi og velskabt Mand”, skal man tro hans danske beundrer, Rudolph Bay, der efter egen formening var den eneste danske komponist, som værdsatte ham efter fortjeneste.

Hvem var da Barberi? Selv om han skriver sit navn på denne måde — også på nogle breve til Thorvaldsen — kan han muligvis identificeres med forfatteren Gaetano Barbieri. Brevene bidrager godt nok ikke til identifikationen. Det ene er fra den 26. juli 1833 og annoncerer en datters fødsel, det andet fra den 7. april 1836 indbyder til en ny fremførelse af sangen til den danske Prometeus.

Donizettis opera Elisabetta al Castello di Kenilworth fra 1829 bygger dels på Gaetano Barbieris teaterstykke af samme navn, dels på Scribes behandling af dette emne, hentet som i så mange andre tilfælde, hvad opera-librettoer angår, hos Walter Scott.

Også efter Thorvaldsens hjemkomst i 1838 blev den 8. marts på en eller anden måde en mærkedag. Allerede inden han satte fod på dansk jord, havde kunstnere og andre “danske Romere” højtideligholdt datoen i det såkaldte Romerske Selskab – eller Macaroniklubben. En kreds af københavnske damer, ledet af baronesse Stampe, fejrede den romerske fødselsdag i 1840 ved at skænke Thorvaldsen det møblement, der nu står i hans museum. I 1841 havde baronessen til gengæld glemt dagen, men fik hentet champagnen frem dagen derpå.

Året efter var familien Stampe og Thorvaldsen i Rom og den 8. marts til diner hos den württembergske chargé d’affaires, Karl von Kolb. Men i 1843 gik det galt. Thorvaldsens datter, som i 1832 var blevet gift med oberst, senere kammerherre Fritz Paulsen, var i København og ville have sin fader hos sig på dagen til familien Stampes store ærgrelse.

Heller ikke den 8. marts 1844 blev den festdag, den skulle have været. Baronesse Stampes søster var død nogle dage inden, men Thorvaldsen kom alligevel til middag og fik “sin Livret Østers”. Baronessen beretter videre: “Man gav Don Juan i Operaen, og jeg overtalede Thorvaldsen til at kiøre derhen, det var første Gang, at han uden mig gik i Theatret, og skiønt Musikken altid paa ham giorde et behagelig Indtryk, og denne Musik var ham særdeles kiær, han havde kuns hørt den i afbrudte Stykker tilforn, og nu skulde han høre den heel første Gang, han var henrykt derover; dog: “Jeg savnede min gamle Mutter for at glæde mig fuldkommen,” sagde han mig siden.”

En opførelse af Mozarts Don Giovanni på Hofteatret må siges at være en værdig afslutning på Thorvaldsens romerske fødselsdage. Var han igen gået i Hofteatret den 24. marts 1844 i stedet for i Det kgl. Teater, havde han udåndet under lødigere og mere storslået musik, Bellinis Norma. Nu blev det førstesatsen af Ferdinand Ries’ 6. symfoni.

Det var på Hofteatret, at Paolo Speratis rekviem In morte di Alberto Thorvaldsen til tekst af Niccola Tilli blev opført den 22. april 1844 efter en del stridigheder. Et stykke musik, der ikke er hørt siden. Det er til gengæld det kvalitetsmæssigt fineste stykke musik, skrevet til Thorvaldsens ære, J. P. E. Hartmanns sørgemarsch, fremført første gang under begravelseshøjtideligheden i Vor Frue Kirke den 30. marts 1844

Sidst opdateret 11.05.2017