Jeg blev kustode eller betjent, som vi kalder det, i slutningen af oktober sidste år. Det startede med, at jeg blev kontaktet af museets skoletjeneste om at lave en workshop, der skulle formidle museets antiksamling til gymnasieelever. I samme periode blev en stilling som betjent ledig. Jeg søgte jobbet, fordi jeg er vild med museet, men også fordi der skulle brød på bordet og huslejen betales. Jeg har et virke med kunst og kulturhistorisk relaterede ting ved siden af jobbet, så det var ideelt for mig at få en stabil indkomst.

Jeg har egentlig en baggrund som tegner. Jeg er uddannet på Kunstakademiet og har blandt andet arbejdet som teknisk tegner af militær undervandsteknik og som bladtegner på Sydsvenskan. Faktisk har jeg ofte leget med tanken om at blive betjent på et museum. Det har været svært at finde et arbejde, der kan kombineres med at lave kunst og andre ting ved siden af. Da jeg arbejdede som tegner, var det de samme evner, jeg trak på, som når jeg lavede kunst, og derfor ville jeg gerne have et arbejde, der kunne inspirere det andet uden at det sugede energi af samme kilde.

’Står du der bare?’
Der er da folk, der ville mene, at det er et worst case-scenarium at være kustode, og fra publikums side mærker man nogle gange, at forventningerne til os er meget lave. De spørger nogle gange ’Er du sådan en man kan spørge om noget, eller står du der bare?’. Det er ikke sjovt, hvis folk tror, at betjenten er fyld, som ikke har nogen særlig funktion. Det er irriterende.

Dagene er meget forskellige. Om onsdagen kommer der mange skoleklasser, og det er gratis at besøge museet. Der skal man være oppe på dupperne for at holde støjniveauet nede og undgå, at der sker skade på skulpturerne. Det er den mere pragmatiske og kedelige side af arbejdet. I weekenden er der mere ro, og mange af de besøgende har en dybtfølt interesse i museet, så der kan man ende i mange og lange interessante samtaler. Nogle dage er der meget få besøgende. Så kan man måske få lidt tid til at læse. Man må godt tage en bog med arbejdet, hvis den ikke ligger fremme, og den ikke tager opmærksomheden fra arbejdet.

Statuer skal vare ved
Man får betaling for at passe på tingene, og det ansvar kan ikke gradbøjes. Det kommer før alt andet, og man må ikke interessere sig så meget for de besøgende eller kunsten, at man ikke kan leve op til den opgave.

Fordi museets skal bevare tingene i deres oprindelige stand, er figurerne ubeskyttede. Selv ting fra antikken, der er over 2.000 år gamle, står på hylder helt uden beskyttelse. Passer man ikke på, kan gå så galt, at der bliver brækket noget af skulpturerne. For eksempel fordi voksne mennesker tager på skattejagt og springer om bag kristusfiguren for at se om der er skjult noget, og så knækker der noget af. Det kan også være nogen, der begynder at køre rally med en kørestol, eller en skoleklasse, som beslutter sig for at lege World of Warcraft, fordi læreren vender ryggen til.

Jeg bliver meget ked af det, hvis der er nogen, der ødelægger noget. Faktisk bliver jeg ked af bare af at høre om det. Jeg har et stort hjerte for kulturarven. Tidens tand gnaver selvfølgelig på alt, også på de ting som er kollektive minder. Men statuer er jo lavet for at vare ved. De er statiske og skal fastholde noget i en konkret form, så vi skylder dem at passe godt på dem.

Intet technodiskotek
Jeg har et meget bevægeligt sind, så jeg keder mig stort set aldrig på arbejdet. Jeg kan gå lange ture i mit indre, og jeg bliver stimuleret af omgivelserne her. Men synes man, at der skal ske noget hele tiden, så er det et lortejob.

Når man træder herind, er det et kulturchok. Her står tingene stille og har gjort det i 162 år. Statuerne er tavse og lukker sig om sig selv. Det er jo ikke et technodiskotek, og hvis man ikke kan lide stilheden og fordybelsen, kan jeg godt forstå, at det suger energi. Faktisk er der også besøgende, der oplever, at de bliver rigtig trætte herinde.

Selv om jeg har arbejdet her i et stykke tid, kan jeg stadig finde nye ting at gå i dybden med. Skulpturer er tredimensionelle objekter, og der er indføjet så mange fortællinger i hver eneste genstand. Oven i det kommer hele den kulturhistoriske dybde i tingende, så de kan fralokkes mange lag. Det er ligesom et løg, der kan skrælles. Hvis jeg ikke ligefrem er sløj, så er det faktisk hver dag, at jeg finder en ny interessant detalje.

En lille familie
Jeg elsker, når der er børn på besøg. I hvert fald i moderate mængder. En dag, jeg gik forbi dåbsenglen inde i Kristussalen, sad der tre små piger og gemte sig inde under den store muslingeskal, som dåbsenglen holder frem. »Der har I godt nok fundet jer et hyggeligt sted,« sagde jeg så til dem. Så svarede den ene af pigerne: »Vi er bange for de mænd dér,« og pegede op på apostlene. Så forklarede jeg dem, at apostlene i virkeligheden var der for at passe på dem.

Det kollegiale på museet er meget vigtigt for mig, og man har nærmest fået en lille familie forærende herinde. Alle betjentene spiser fælles morgenmad sammen om søndagen, hvor man kan mødes og snakke med hinanden. Ellers er vi naglet fast til forskellige etager og møder kun hinanden under vagtskiftet.

Jeg kunne nok godt arbejde på andre museer, men jeg har et særligt forhold til bygningen her. Det er jo ikke bare et museum, det er også et mausoleum for Thorvaldsen, der ligger begravet her. Desuden er det Danmarks første museum, og bygningen er i sig selv et museumsobjekt. Det betyder meget, at man har et forhold til det sted man arbejder. Ellers ville man nok bare stå og se på uret og vente på, at dagen er overstået.

Rikard Silwärn
44 år
Betjent ved Thorvaldsens Museum i København

Last updated 17.07.2019