Arkivet, Thorvaldsens Museum

Tilbage til V

Zinaida Aleksandrovna Volkonskaia

Denne biografi er under udarbejdelse.

Den russiske forfatter og sangerinde prinsesse Zinaida Aleksandrovna Volkonskaia, der var født i Dresden, blev en forgrundsfigur i det russiske kulturliv først i 1800-tallet. Som ung kvinde var hun tæt på Alexander 1. Hun giftede sig i 1811 med grev Nikita Grigorevich Volkonski (1781-1844) og flyttede i 1817 til Sankt Petersborg, hvor hun bl.a. forskede i russisk og etnografi.

Fra 1824 holdt Volkonskaia salon på gaden Tverskaya i Moskva. Her optrådte hun selv med sang og med sit forfatterskab, og salonen tiltrak en lang række kulturpersonligheder. Den blev bl.a. frekventeret af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz og Alexander Pusjkin, hvilken sidste Volkonskaia førte en berømt korrespondance med. Den progressive franske forfatter Madame de Staël optrådte også i salonen. Salonen på Tverskaya skulle imidlertid ikke bestå, idet Volkonskaia på grund af sine politiske sympatier og religiøse overbevisning kom på kollisionskurs med zar Nikolaj 1.

Volkonskaias svoger Sergej Volkonski ledte decembristoprøret, der var vendt mod Nikolaj 1.s magtovertagelse efter Alexander 1.s død, og som førte til, at decembristerne blev sendt til Sibirien som straf. Maria Volkonskaia, der var gift med Sergej, erklærede navnkundigt – som flere andre af decembristoprørernes koner – at hun ville følge med til Sibirien. Zinaida Volkonskaia responderede ved at arrangere en storladen afskedsfest for dem alle. Disse rebelske ytringer gjorde – sammen med hendes konvertering til katolicismen – Volkonskaias liv i Rusland så usikkert, at hun så sig nødsaget at flytte til Rom i 1829.

I Rom lod Volkonskaia sin salon genopstå, og Thorvaldsen besøgte den jævnligt. I Arkivet findes bl.a. en invitation til Thorvaldsen til en soiré i Volkonskaias salon, jf. 2.2.1823, hvor Giacchino Rossinis helteopera Tancredi blev opført, givetvis med Volkonskaia selv i bukserollen som soldaten Tancredi, som hun var kendt for at synge.

Referencer

  • Alessandra Tosi: ‘Eighteenth century traditions and issues of gender in Zinaida Volkonskaia’s Laure’, in: Waiting for Pushkin. Russian Fiction in the Reign of Alexander I (1801-1825), Amsterdam & New York 2006, p. 132-149.

Sidst opdateret 15.03.2014

Orest Adamovich Kiprensky: Zinaida Volkonskaia (1829)

Zinaida Aleksandrovna Volkonskaia

Zinaida (Zinaïda / Zénéïde) Alexandrovna Volkonskaia (Volkonskaia / Wolkonsky), Зинаида Александровна Волконская, f. Belozelsky-Belozersky 1789(?)-1862 Russisk Prinsesse, digter, forfatter og sangerinde
Til Thorvaldsen2 dok.

Omtalt i1 dok.