Arkivet, Thorvaldsens Museum

Tilbage til P

Sophie Probsthayn

Sophie Probsthayn kendes fra to breve i Arkivet. Det ene, en nytårshilsen fra 1.1.1795 i form af et poesivers, er fra Thorvaldsen til hende, og er skrevet som en del af motivet på akvarellen C821. Hvilket forhold Thorvaldsen har haft til Sophie Probsthayn vides ikke, men i sit brev fra før 1.3.1821, fremhæver hun, at Thorvaldsen har været gode venner med hendes forældre og hendes bror.

Sophie Probsthayn var lillesøster til maleren Carl Probsthayn (se Dansk Demografisk Database, folketællingen for København 1787 under Carl Propstein (hans husstand) og Sophia), som var en af Thorvaldsens ungdomsvenner lige som C.D. Fritzsch og Heinrich Grosch.
Hun kan spores i folketællingerne i København op til 1840.

I 1801 blev Sophie forlovet med fysikeren H.C. Ørsted, kort før han drog ud på sin første lange udlandsrejse, som varede til januar 1804. I september 1803 hævede hun af ukendte grunde forlovelsen. Hun forblev ugift.


Værker på Thorvaldsens Museum

Se Probsthayn repræsenteret i Samlingerne.

Referencer

  • Dansk Demografisk Database, folketællingen for København 1787 under Carl Propstein (hans husstand) og Sophia (10 år); folketællingen 1801 under Sophie Probstein (26 år); folketællingen 1834 (58 år) og 1840 (66 år) under Sophie Probsthayn.

Sidst opdateret 02.12.2014

Sophie Probsthayn

Sophie (Sophia) Probsthayn (Propstein) ca. 1776 - efter 1840 Dansk Husholderske
Fra Thorvaldsen1 dok.
Til Thorvaldsen1 dok.
I alt2 dok.

Omtalt i1 dok.