C.H. Lorenzen lærte Thorvaldsen at kende under sit ophold i Italien 1828-1829, og han virkede undertiden som koncipist for Thorvaldsen.

Billedhuggeren lod ham organisere sin bog- og møntsamling i sin lejlighed i Casa Buti. Denne tillid svigtede Lorenzen dog ved at stjæle en del af Thorvaldsens mønter og bøger samt nogle af de mønter og medaljer, som billedhuggeren opbevarede for P.O. Brøndsted. Tyveriet fandt sted sidst i februar 1829.
Efter at Lorenzen var blevet konfronteret med sagen, erkendte han dog ikke direkte at være den skyldige, men bad maleren Ditlev Martens om, at han “skulde anmode Thorwaldsen om at han ikke vilde gjøre noget ved Sagen i nogle Dage, saa vilde han sørge for at om ikke alle, dog de fleste Medalier skulde komme tilbage…” Nogle dage senere blev de fleste af mønterne anonymt tilbageleveret, viklet sammen til en bylt og kastet ind gennem et vindue i Thorvaldsens bolig, jf. Martens’ vidneforklaring af 14.4.1829. “Derpaa befalede Thorwaldsen mig at tie om den heele Sag da han ikke vilde gjøre noget Menneske ulykkelig”, som Martens rapporterer.

Men da der stadig manglede nogle af de stjålne genstande, blev sagen endeligt ordnet ved, at Lorenzen blev tvunget til at underskrive en erklæring af 4.4.1829 udfærdiget af Christian Karl Josias von Bunsen, hvor Lorenzen ikke direkte beskyldtes for tyveriet, men dog måtte erkende at have haft ansvaret for bog- og møntsamlingen, da dele af den forsvandt, og desuden forpligtede sig til at erstatte eller tilbagelevere de bortkomne genstande, som stadig ikke var blevet fremskaffet. Til gengæld skulle Thorvaldsen undlade at mistænke ham for at være ansvarlig for bortkomsten. Det sidste var tydeligvis kun en overbærende gestus, som lod Lorenzen slippe ud af den pinagtige situation uden at blive fuldstændigt vanæret. Thorvaldsen gav endda Lorenzen en ring og en p.t. ukendt “æreserklæring”, som øjensynlig skulle hjælpe med at genetablere hans efter røveriet fallerede ry.
Det må formodes, at årsagen til tyveriet var, at Lorenzen var i pengebekneb og solgte mønterne for at løse sit problem. Han må så sidenhen have skaffet penge andetsteds fra til at købe en del af tyvekosterne tilbage.

Efter Thorvaldsens hjemkomst til Danmark 17.9.1838 mødtes de igen, idet Lorenzen var adjunkt på Sorø Akademi, hvor også flere af Thorvaldsens egentlige venner, blandt andre B.S. Ingemann, Hans Harder og Carsten Hauch, var tilknyttet. Her var Thorvaldsen dog temmelig reserveret; han var ifølge Christine Stampe “fremmed og kold mod ham, man troede, han havde ikke kiendt ham; dog netop fordi han kiendte ham, undgik han at støde an mod ham, da man drak hans Skaal. Han kiendte da kuns altfor godt Sammes gode Tieneste i Rom. – Man har bebreidet Thorvaldsen at have givet Samme en Ring; dog dette troede Thorvaldsen vilde gavne Lorenzen, hvis Rygte havde lidt; men noget venskabeligt Haandtryk eller Samquem kunde Thorvaldsen ikke bequemme sig til.” Stampe, op. cit., p. 8.

C.H. Lorenzen var svoger til maleren C.A. Jensen og førte korrespondance med H.C. Andersen.

Referencer

• Erklæring af 4.4.1829 fra Lorenzen til Thorvaldsen.
• Ditlev Martens’ vidneforklaring af 14.4.1829.
• Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912.

Sidst opdateret 02.10.2019