Arkivet, Thorvaldsens Museum

Tilbage til B

Wolf Heinrich Friedrich Karl von Baudissin

Wolf Heinrich Friedrich Karl von Baudissin var en tysk forfatter og oversætter og dansk diplomat. I første ægteskab var han gift med Friederica Juliane von Baudissin (født Baudissin) (1784-1836) og i andet ægteskab med Sophie von Baudissin (født Kaskel) (1817-1894). Han var bror til godsejer og greve, Otto Friedrich Magnus von Baudissin (1792-1865).

Baudissin blev legationssekretær i dansk tjeneste og opholdt sig 1810-14 i Stockholm, Wien og Paris; dog måtte han på grund af tyske sympatier tilbringe et halvt års tid i fængslet på fæstningen Frederiksort.

Baudissin var på rejser til Italien, Frankrig og Grækenland. I perioden fra januar til juli 1821 boede han med sin første hustru og bror i Rom, i Via Capo le Case 79, jf. Noack, op. cit. Her deltog familien flere gange i prins Christian (8.) Frederiks middagsselskaber, hvor også Thorvaldsen var inviteret.

Fra 1827 opholdt Baudissin sig næsten uafbrudt i Dresden, hvor han udviklede venskaber med den tyske digter Ludwig Tieck (1773-1853), den tyske oversætter Dorothea Tieck (1799-1841) og den tyske forfatter August Wilhelm Schlegel, med hvem han oversatte flere af William Shakespeares værker til tysk.

Referencer

  • Friedrich Noack: Das Deutschtum in Rom seit dem Ausgang des Mittelalters, Berlin & Leipzig 1927, vol. II, p. 76.
  • John Sayer: Wolf Graf Baudissin, 1789-1878, Life and Legacy, Zürich 2015.

Sidst opdateret 14.06.2016

Wolf Heinrich Friedrich Karl von Baudissin

1789-1878 Tysk Greve, forfatter, oversætter og dansk diplomat
Omtalt i6 dok.