The Thorvaldsens Museum Archives

Back to M

Frances Mackenzie

Denne biografi er under udarbejdelse.


Den skotske kvinde Frances Mackenzie of Seaforth kom til Rom sammen med sin tante, Anne Proby, i begyndelsen af 1818. Mackenzie studerede billedhuggerkunst og modellerede selv. Før hendes ankomst til Rom havde briten Arthur Carrighan anbefalet hende som “una distinta persona” i et brev til Thorvaldsen af 31.12.1817, og hun og Thorvaldsen skulle komme til at gøre indtryk på hinanden. Mackenzie blev begejstret for Thorvaldsens kunst og kom ofte på besøg i hans værksteder (jf. Thiele II, p. 403). Forholdet udviklede sig; Mackenzie viste omsorg for Thorvaldsen i forbindelse med at han var syg og rekonvalescent, og han blev så glad for hende, at han bad om hendes hånd en sommerdag i 1818.

Romancen ved sygesengen

Det var da Thorvaldsen var plaget af både lungebetændelse og depression og i en længere periode lå syg og rekonvalescent i Albano syd for Rom, at Mackenzies og Thorvaldsens forhold blev en romance. (Christian 8. skriver 28.8.1818 om Thorvaldsen: ”Han har været overmaade syg paa Legeme og Siel, brystsyg og mismodig”). Den omsorgsfulde Mackenzie rejste med sin tante til det nærliggende Genzano og kom til Albano for at pleje ham. Flere andre gjorde også ophold ved Thorvaldsens sygeseng, herunder den svenske digter Per Atterbom og den tyske forfatterinde Henriette Herz. Da Thorvaldsen var i bedring, tog han i august sammen med hele det tilrejste selskab på en tur til Napoli. Her blev det tydeligt for alle, at der var opstået noget mere end bare venskab mellem ham og MacKenzie:

“Thorvaldsen, som paa hele Reisen, i sit Forhold til Miss Mackenzie, havde været som en ung Elsker, tog sit Logis i det samme Hôtel, som Damerne, og paa de Udflugter, man nu gjorte i Neapels Omegn, til Capri, Ischia og Sorrent, lagde han saa lidet Skiul paa sine Følelser, at den paagiældende Dame maatte møde ham med tilsyneladende Kulde, – hvilket altsaa ogsaa medførte Kiærligheds Sorger, – saa at disse Forhold ikke kunde undgaa at vække almindelig Opmærksomhed. Rygtet derom naaede ogsaa hurtigt til Rom” (Thiele II, p. 407).

Thorvaldsen friede til Mackenzie, mens han lå syg, men hun svarede, at hun var nødt til at spørge sine forældre om lov, før hun kunne sige ja. I et lidt længere perspektiv var det dog Thorvaldsen, der fik tingene til at stagnere. Vennen Schubart fortæller Thorvaldsen 4.11.1818, at parret er “i Munden af alle Romerne”, og han anbefaler ham på det kraftigste at gifte sig med Mackenzie, som han fremhæver som “en rar Pige, af en udmærket Fødsel og en mageløs Opdragelse og Kultur”, ejegod og sikkert parat til at tage hans datter, Elisa, til sig. Den almindelige mening var, at et ægteskab var forestående, trods Thorvaldsens hidtidige partner, Anna Maria Uhdens, trusler om mord og selvmord (jf. Thiele II, p. 410). Dog blev det efter parrets tilbagekomst til Rom synligt for mange, at alliancen ikke havde fremtiden for sig.

Germanien og Brittanien

Maleren Louise Seidler skriver i sine erindringer, at det var godt, at Mackenzie ikke med det samme kunne give Thorvaldsen sit ja, for selv en blind måtte mærke, at hun ikke var den, der skulle gå ind under “ægteskabets åg” med Thorvaldsen – “sie selbst wäre dabei am unglücklichsten geworden” (Kaufmann 2003, p. 177-178). En række billetter fra Mackenzie til Thorvaldsen tyder på hyppige møder, men også på en skæv magtbalance mellem de to, hvor Mackenzie kom til at indtage en ydmygt afventende position over for ham. Thorvaldsens samtidige voksende interesse for den tyskfødte skuespillerinde og selskabsdame Franziska Caspers gjorde komplikationerne totale; man talte spøgende om “en kamp om Thorvaldsen mellan två af Europas stormagter: England och Österrike” (Holmström 1910, p. 530).

Mackenzie boede fra midt i oktober 1818 i et hus ved siden af toldbygningen La Dogana ved havnetilløbet Porto di Ripetta, jf. hendes korte skrivelse til Thorvaldsen af 10.10.1818, hvor hun beder ham komme forbi og være med til at indvie stedet. Caspers boede over for i Via Ripetta. I en rapport til J.M. Thiele af 8.3.1845 skriver forfatteren Peder Hjort:

“Hun [Caspers] boede i Ripetta, skraat over for sin engelske – Forskudte –, men udvortes endnu hyldede M.M., og Thorvaldsen gik flere Gange om Formiddagen op til Caspers, istedetfor til Kjæresten, som saae ham gaae og komme. Det var for stærkt! Selv tyske Damer og Kunstnere som saae Triumphet ved Germaniens Triumph over Britanien, vare misfornøyede.”

Bruddet

I foråret 1819 afbrød Thorvaldsen og Mackenzie deres forhold helt, hvorefter hun 2.5.1819 forlod Rom. Thorvaldsens ven, den danske arkæolog P.O. Brøndsted beskrev 12.2.1819 sagen i sin rejsedagbog:

“Thorvaldsens forbindelse med Miss M. (...) er aldelses afbrudt, og hun har som en Følge deraf forladt Rom i Forgaars. Jeg har læst hendes særdels velskrevne 6-7 Sider lange Afskedsbrev til Thorvaldsen. Endskøndt Enden paa dette Forhold er høist ubehagelig, især for hende, maa jeg dog paa Thorvaldsens Vegne glæde mig over, at dette Forhold opløftes. Hun havde kjedet ham til døde. (...) Vistnok var hun høist anstændig og dannet, endog mere boglærd end fornødent, men uden Naturel, uden nogen Blomst, uden eiendommelig Idee, eller original Tanke, eller munter Meddelelse”. (jf. N.V. Dorph, op. cit., p. 94).

Til forskel fra Brøndsteds negative evaluering af Mackenzie fordelte Peder Hjort sine sympatier anderledes, jf. hans notater fra situationen i 1819 i hans rapport til Thiele 8.3.1845:

“Forlovelsen er brudt formedelst hans [Thorvaldsens] lunkne og karakteerløse – for ikke at sige noget værre – Opførsel. (...) Med hende, som jeg agter meget, har jeg en stor Medlidenhed. Hun blive maaskee aldrig mere tilfreds og roelig. Det har angrebet hende usigelig meget.”

Mackenzie skrev siden en lang række breve til Thorvaldsen, hvor hun i en sober og stoisk tone bekræfter sin kærlighed til ham og anerkender hans fravalg af hende, men også kraftigt bebrejder ham, at han har talt dårligt om hende og anklaget hende for at ville forholdet til ham for sin egen forfængeligheds skyld.

Gensynet

Mackenzie døde 24. februar 1840 i Rom. Hun ligger begravet på den protestantiske kirkegård, Cimitero acattolico.

Indskriften på gravstenen lyder:
 
SACRED TO THE MEMORY
OF FRANCES
CATHERINE MACHENZIE
OF SEAFORTH
WHO DEPARTED THIS LIFE IN
ROME 24 FEBRUARY 1840
 
I AM THE RESURRECTION AND THE LIFE
S. John XI, 25
 
BLESSED IS HE THAT
CONSIDERETH THE POOR.
THE LORD WILL DELIVER
HIM IN TIME OF TROUBLE.
B. XLII
Gravmæle for Frances Mackenzie
Mackenzies gravsten på den protestantiske kirkegård


Værker på Thorvaldsens Museum

Se Mackenzie repræsenteret i Samlingerne.

På Thorvaldsens Museum findes to guldringe, der er blevet omtalt som Thorvaldsens og Mackenzies forlovelsesringe, N200 og N201. Imidlertid er der ikke bevis for, at ringene har tilhørt dem, endsige at Thorvaldsen og Mackenzie var officielt forlovede.

References

  • Louis Bobé: Thorvaldsen i Kærlighedens Aldre, København 1938, p. 84-131, om hendes mulige fødeår p. 95.
  • Database over gravstederne på Cimitero Acattolico, Rom.
  • N.V. Dorph (udg.): Uddrag af P.O. Brøndsteds Reise=Dagbøger, København 1850.
  • Maria Holmström: “Thorvaldsen och hans förhållande till “England och Österrike”, Dagny. Tidning för Svenska Kvinnorörelsen, årg. 3, nr. 46, 1910, p. 530-531.
  • Sylke Kaufmann (red.): Goethes Malerin. Die Erinnerungen der Louise Seidler, Berlin 2003.

Last updated 29.01.2016

Frances Mackenzie #

Frances Mackenzie

Frances Catherine Mackenzie of Seaforth Ca. 1786-1840 British Noblewoman, amateur sculptor
To Thorvaldsen19 Doc.

To and from others1 Doc.
Mentioned in20 Doc.