The Thorvaldsens Museum Archives

Back to G

Nicolai Gerson

Denne biografi er under udarbejdelse.

Nicolai Gerson var forretningsmand, en talentfuld pianist og medstifter af Musikforeningen i København.

Gerson tog fra 1825 på en tre-årig udlandsrejse i følgeskab med notarius publicus N.C.L. Abrahams. Rejsen gik gennem Tyskland, Italien, Schweiz og Holland, hvor de studerede musik, sprog og kunst.

Gerson og Abrahams opholdt sig i Rom fra 19.3.1826 til 24.5.1827, afbrudt af et 2-måneders ophold i Napoli. De boede i en rummelig lejlighed i Via di S. Isidoro, hvor de jævnligt afholdt musikalske aftener for både danske og udenlandske bekendtskaber. De kendte Thorvaldsen godt, og han værdsatte deres musikalske indslag.

Abrahams beskriver Gerson og sit forhold til ham i sine erindringer, op. cit., p. 188-189, på følgende vis:

Nicolai Gerson, der nu skulde være min daglige Omgang i henved tre Aar, var et fra Charakterens og Tænkemaadens Side aldeles fortræffeligt Menneske, moralsk, veltænkende, et fuldstændigt Følelsesmenneske, men intet mindre end et Forstandsmenneske. Han var en fortrinlig Fortepianospiller, spillede med Færdighed og et skjønt, følelsesfuldt Foredrag, maaskee nok med alt for lidt Kraft. Da han havde nydt en omhyggelig Opdragelse og god Underviisning, havde han en vis Grad af Dannelse, talte ret godt Sprog og vidste Beskeed om en heel Deel Ting. Man hans Mangel paa Omløb, hans Borneerthed i mangfoldige Retninger gjorde ham eensidig, og, som alle indskrænkede Mennesker, var han stridig og derhos paa sin egen keitede Maade ikke lidet forfængelig. Den, der altsaa smigrede ham, kunde vinde ham om sin Finger, og paa vor Reise var der En og Anden, der snart kom efter denne Svaghed og benyttede den til liden Baade for Gersons Pung, der i øvrigt ikke just stod aaben, hvor det havde været bedre anvendt. […]
I den kreds, hvori han hidtil havde bevæget sig, havde han ikke kunnet erhverve sig synderlig Menneske- eller Verdenskundskab; han lod sig da ofte narre og var i det Hele keitet og dertil egensindig. Imidlertid kom vi dog godt ud af det sammen; hans retskafne Charakteer dannede en Modvægt mod hans Mangler, hvilket man maatte sætte Priis paa, og desuden var vi ikke saaledes sammenlænkede, at vi uafladelig skulde være sammen. I de Byer, hvor vi opholdt os i længere Tid, saaes vi stundom kun Morgen og Aften. At Gerson just ikke var en morsom Reisecompagnon vil let indsees; men Reisen havde saa mange lyse Sider, at jeg snart satte mig ud over Skyggesiderne…

Gerson var 8.3.1830 et af de første medlemmer af festforeningen De danske Romere i København.

References

Last updated 14.08.2018

Nicolai Gerson

1802-1865 Danish Banker, merchant and pianist
Mentioned in1 Doc.