Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til 16.3.1822

Hverken prospektet af Trondheim eller eksemplaret af det føromtalte kobberstik af Fiskumfoss med tilhørende beskrivelse kan identificeres i museets samling eller i auktionskatalogerne over bortauktionerede værker, jf. Fortegnelse over Thorvaldsens Efterladenskaber Auction Katalog 1849, Afskrift efter Protokollen over Auktion paa Thorvaldsens Museum 17. Novbr. 1858 og Custode A.T. Wilckens Bo 1880. I breve fra Gerhard Stub af 23.5.1823 og 7.10.1823 fremgår det, at kassen med prospektet ankom til Livorno, hvorefter nyheden herom blev sendt til Thorvaldsen af to omgange. Hvad der siden er hændt med kassens indhold vides ikke.

Sidst opdateret 07.01.2013