Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til Jason og Hopes bestilling

Thiele I, p. 165, læste dog tydeligvis Thorvaldsens udsagn til Akademiet som om, lermodellen snart ville falde sammen – muligvis fordi, han tydeligvis mente, at det først skete i 1802. En helt anden forklaring på ødelæggelsen kan læses i Wilhelm Schadows erindringer, op. cit. p. 70, hvor det hævdes, at modellen faldt sammen, fordi Thorvaldsen havde insisteret på selv at udføre det jernskelet, hvorover den skulle udføres Skelettet var derfor ikke var stærkt nok. Der findes ikke andre beretninger, der underbygger denne fremstilling. Schadow ankom først 1810 til Rom, og hans oplysninger bygger dermed ikke på selvsyn i dette tilfælde. Hans udlægning skal derfor sandsynligvis ikke tages for gode varer, slet ikke, når vi har Zoëgas samtidige kunstberetning at støtte os til.

Rent praktiske årsager kan ikke hjælpe med at tidsfæste en sønderslåning mere præcist – ved jævnlig udskiftning af våde klude omkring lermodellen har det været muligt at holde den så godt som uforandret meget, meget længe. Den eneste “fare” var, at den kunne blive angrebet af mug, men dette har i sig selv ikke ændret på formen. Alternativt kan man have tørret modellen meget langsomt, hvorved kun mindre sætningsskader ville forekomme, men om forholdene i Thorvaldsens værksted har været gode nok til en sådan kontrolleret tørring er ikke til at sige. En praksis med fugtige klude synes derfor mest sandsynlig. Tak til konservator Tobias Sørensen, Fælleskonserveringen, Kronborg, for ekspertudtalelser i denne sag.

Sidst opdateret 21.12.2014