Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til B. Thorvaldsen og attituderne

I denne grundlæggende egenskab ved Thorvaldsens skikkelser ligger også svaret på det spørgsmål, som allerede optog billedhuggerens samtidige: hvorfor polerede Thorvaldsen, i modsætning til Canova, ikke marmoret på sine statuer? (J. Wittstock: Geschichte der deutschen und skandinavischen Thorvaldsen-Rezeption bis zur Jahresmitte 1819, Hamburg 1975, pp. 111-115).
Naturligvis ydede den virtuose bearbejdelse af marmoret sit store bidrag til Canovas popularitet, men Thorvaldsen kunne ikke følge italieneren i dette uden samtidig at svigte sin begavelses natur. Canova opnåede først og fremmest at skabe en illusion om det menneskelige legemes “varme”, en illusion, som hans beundrere vurderede højt, men som dog var nået ved en sejr over materialet. Thorvaldsen derimod, som i sine bedste værker havde held til smukt at gengive hudens overflade, bestræbte sig på også at vise marmoret med dets særlig kornede præg. Når Thorvaldsen lagde lige stor vægt på illusionen om det levende “varme” legeme og det “kolde” marmors virkelige overflade, havde han den særlige dobbelthed ved statue-billedet i tankerne, den paradoksalt statisk-dynamiske effekt, hvis ene side ikke kan ignoreres uden, at det fører til en falsk fortolkning af den klassiske skikkelse, til en beskyldning mod klassiske værker enten for “livløshed” eller “naturalisme”.

Sidst opdateret 02.05.2018