Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til Thorvaldsens Jason med det gyldne skind som ophævelsen af antikken

[Forfatterens note til teksten:]
Det er ikke, fordi Thorvaldsen kendte til Hegel, eller fordi Hegel ville kunne nikke anerkendende til denne analyse, at denne effekt opstår. Det er simpelthen fordi, min forståelse af Thorvaldsen og Hegel har fået sat såvel Hegel som Thorvaldsen på form. Hegel mener, skulpturens tid er ovre, eftersom skulpturen kun i græsk antik rummede essensen af ånden, der da var bundet i et forhold til det fysiske i en grad, der heldigvis, set fra Hegels synsvinkel, ikke længere er tidssvarende i Romantikken, jfr. Die Skulptur, i: Vorlesungen über die Ästhetik II, Werke, 14. bind, Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main, 1970. Det er under alle omstændigheder Jacques Derridas hegelforståelse og formuleringer omkring Aufhebung (fr. »relever, reléve«) jeg støtter mig til, særligt fra Derrida, Marges de la philosopbie, de Minuit, 1972. Disse er selvfølgelig befriet (Aufhebt) fra at have en analog forbindelse til såvel Hegel som til Thorvaldsen. Teorien og fortolkningen er i øvrigt alligevel altid med et Derridaudtryk ‘marginale supplementer’ eller resultater af en »differance«, der ikke kan analyseres eller begrundes objektivt. »Differance« er et anti-begreb, der skal sige noget om, at fortolkninger er som gravskrifter for en afdød hersker. De skal være ham til loyalt minde og skal rumme en essens af hans betydning. Det dækker over, at der efter kongens død hersker et shakespearesk kaos, hvor ingen kan leve op til testamentet, men enhver har sine egne intentioner at forfølge. Da anråbes ånden, for at sandheden skal komme for en dag, men igen: det går galt alligevel, som med Hamlet der anråber sin faders ånd med disse ord: »The time is out of joint. O cursed spite [spirit], That ever I was born to set it right.« William Shakespeare, Hamlet, akt I, scene v.

Sidst opdateret 08.08.2016