Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til 27.8.1840

Druen voxer paa vor Klode, en drikkevise digtet af Enevold de Falsen (1755-1808) til melodi af F.L.Æ. Kunzen (1761-1817).
Den oprindelige tekst lyder således:

Druen voxer paa vor Klode
og paa Ranken Glæden groer;
Vinen gjør os vel til mode,
skjøn er vores runde Jord.
Klinker, Brødre! Glædens Skaal!
Det er hele Jordens Maal.


Stundom vil man dog fornemme,
at der Sorg hos Glæden boer;
Druen spiller, og vi glemme
Sorgerne paa denne Jord.
Al dens Galskab, al dens Fjas
druknes i de fulde Glas.


Fader Evan Frihedshuen
paa sin Isse fæstet har,
frie Hænder presse Druen,
og dens Saft er dobbelt klar.
Klinker Brødre! synger Chor:
Frihed for den hele Jord!


Christine Stampe anfører i sine erindringer (op. cit., p. 349, note 32), at sangen blev sunget på en anden melodi, nemlig Peter Schütt i barndomsalder:


Peter Schütt i barndomsalder
tænkte alt på list og svig,
mangen bitter tåre falder
fra hans moders kinder ned.
Selv hans lærer kunne ej
føre ham på dydens vej.


Da han voksen nu var bleven,
skulle han i lære ud,
ikke han af flid blev dreven,
derfor snart han skejed ud.
Tømrerhåndværk lærte han,
drog derpå til fremmed land.


Længe sværmed han omkring,
levede i sus og brus,
lærte kende mange ting,
piger, spil og fulde krus;
efter lange vandrertid
kom han til forældre blid.


Ja, i deres stille kæde
leved han med dem så fro,
han forskønned deres glæde,
og de følte arnens ro.
Men, hvad skete? Midt i fred
fulgte dobbelt bitterhed.


Peter elskede en kvinde,
loved hende troskabspagt;
kort de kun tilsammen finde
kærlighedens tryllemagt.
Snart var glædens tid forbi,
Peters hjerte lukkes i.


Han en ung, uskyldig pige
lokker i sit fule net,
smigers ord foruden lige
fangede hans offer let;
thi hun gav sig i hans vold
for at drikke smertens skål.


“Vil du mig til ægte have,
må du løftet give mig,
at du dødens gift må lave,
da først er jeg lykkelig;
dø må først min egen viv;
du må korte hendes liv”.


Catharina først blev bange,
gysen blegned hendes kind;
men han vidste snart at fange
hendes uerfarne sind;
ængstelig hun vandred ud,
fulgte sin forførers bud.


For nu konen at besøge
triner hun i stuen ind;
ingen trusel kan forøge
stemmen i det indre sind.
Pigen føler ak og ve,
beder om en smule the.


Mens den arme kone henter
mælk til theen udenfor,
giften hun i koppen hælder,
som til konen rede står.
Snart hun føler smertens bråd,
straffen venter – sværdets od.


Dog, det er jo skæbnens veje,
underligt de føre os,
retfærds vægtskål lønnen veje,
tungt er lastens bitre kors.
Schütt og Catharina fandt
dommens død på et skafot.


Der de straffen monne lide
for det grumt begangne mord.
Der de ved hinandens side
for en fælles dommer står.
Skrækkeligt det var at se,
Herre, lad din vilje ske!


Når man vandrer tro herneden
og gør stedse ret og skel,
da vi nyde sjælefreden,
som os bringer fryd og held,
da vi føle smerten ej,
som ledsager lastens vej.

Sidst opdateret 17.06.2016