Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til Thorvaldsenfrisen

[Note 1 i artiklen med følgende indhold:] Det er sent, men måske ikke for sent, her at omtale årsagen til min interesse for rette linier, der får fælles skæringspunkt i frisens eller felternes kanter.
For det første præciserer de jo. at billedfrisen rent flademæssigt bevæger sig inden for rammen af det led i facadernes arkitektoniske opdeling, frisen er, at den støtter sig til og benytter sig af den, men det paradoxale er, at sådanne i billedkanten sammenskærende linier også kan give en fornemmelse af rummet – ikke hvis de synligt mødes, for da forlader de ikke billedfladen, men hvis en linies retning er så mærkbar, at man ved hjælp af en anden linies retning kan præcisere hvor den ville ramme, hvis den fortsatte til billedkanten, får den faktisk mulighed for en profondørvirkning, indefter eller udefter men bort fra billedfladen, skønt den altså fremdeles ligger i den. Analogt med ovalen, der både er fladefigur og samtidigt ved hjælp af en beskrivende cirkel kan give indtryk af en cirkel drejet i rum.
Hvis man ikke allerede kender dette ejendommelige fænomen, kan man forsøge indenfor et rektangel at tegne en skråtløbende ret linie, som ikke når billedrammen noget sted. Den vil forekomme ubestemt flydende i fladen, men hvis De med en anden linieretning markerer, hvor den ville skære rammen, hvis den blev forlænget, vil De formodentlig se, at den lige så godt kan tage retning indefter eller udefter som blive liggende i fladen.

Sidst opdateret 14.02.2014