Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til 27.4.1818

Dvs. en borgerkrone eller borgerkrans, oftest bestående af egeløv, der kunne tildeles særligt fortjenstfulde borgere, jf. Ordbog over det danske Sprog. En sådan ses hverken på det endelige monument af Thomas Maitland opstillet på Zante eller på originalmodellen af busten, A258. Det ventede svar fra ovennævnte Bulzo vedr. borgerkronen kendes ikke. Thiele II, p. 384, skriver, at det var bestillerne, der ønskede en borgerkrone, men af brevet fra Naranzi synes det tydeligt at fremgå, at det var Thorvaldsens eget ønske. Ifølge Sass, op. cit. p. 421, blev Maitland kaldt “King Tom”. Der er intet belæg for, at Thorvaldsen skulle have kendt til dette, men tilføjelsen af en borgerkrone ville under alle omstændigheder hædre den første joniske Lord-High-Commissioner som borger, snarere end som hersker og altså være i tråd med tidens demokratiske tanker.

Sidst opdateret 21.08.2014