Kommentar til 16.9.1804

Dvs. den danske forfatter Thomas Thaarup.
Det følgende citat stammer fra Thaarups syngestykke Peters Bryllup, 1793, 1. akt, 9. scene, hvor det i visen I Østen sølvblaa Dagen smiler lyder:
“Den, som sin Fryd med Ord kan male,
Hans Sjæl er arm paa Fryd;”
Citatet blev i øvrigt genbrugt af Adam Oehlenschläger i Marionetspillet, der er en del af Sanct Hansaften-Spil fra Digte 1803), hvor Frieren siger:
“Den som sin Fryd med Ord kan male -
Han er arm paa Fryd, eller ogsaa paa Tale!”


Både Stanley og Thorvaldsen kendte Thaarup fra teater- og diskussionsklubben Borups Selskab, hvor de alle var medlemmer i 1790’erne. Stanley har derfor kendt Thorvaldsens teaterinteresse, så henvisningen til Thaarups stykke har næppe været spildt på billedhuggeren.

Sidst opdateret 28.08.2013