19.7.1822

Afsender

Jørgen Knudtzon

Afsendersted

London

Afsenderinfo

Påskrift på omslaget på hver sin side af lakseglet: forwarded by G. Norman & Son / London 23 July
Desuden poststemplet: 12 AGOSTO / F 22 / 1 7 6 / C[XXXX]BERY / ANGLETERRE

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Udskrift: Monsieur / Monsieur A. Thorwaldson / &c &c &c / Rome.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.

Dokument

Det var min Bestemmelse at ville have besøgt Dem i Vinter, min gode kiære Thorwaldsen, men desværre ieg er bleven betagen denne Fornøielse; ieg har nu udsat det til neste Aar, og haaber der ingen Hindringer vil komme i Veien. Min Ven LabouchèreI, som har optaget sin Boepæl i England, har et meget smukt Landsted nogle Miile fra London, og har ladet bygge et GallerieII, hvori han har en Deel Statuer og Plads til flere; han har nylig bestilt een af CanovaIII, og ønsker ogsaa meget at have een fra Dem, men han frygter han vil aldrig faae den;IV ieg har imidlertiid givet ham Haab herom, og Herr BystrømV, som for nogen Tiid siden var i England og paa Labouchères Landsted, har i Commission at anmode Dem herom; ieg benytter denne Leilighed ikke allene for at bede Dem, om at lade min Ven faae et af Deres Arbeider, men ogsaa for at bede Dem, om at De strax tager det i Hænder; ieg troer, han skulde synes om en Apollo;VI nævn Deres egen Priis, men sørg tillige for, at han faaer udsøgt smukt Marmor.

Svar venter ieg ikke herpaa, thi ieg veed, De skriver til ingen,VII men ieg skal være meget behagelig overrasket, dersom ieg kan see Dem i Deres StudioVIII, naar ieg kommer til Italien.

I Kiøbenhavn møttes vi ikke; ieg var der nogen Tiid efter Dem, ieg skal nu see Tiiden med Glæde imøde at vi kan samles i det skiønne Italien. BaillieIX deeltager med mig i venligste Hilsning til Dem; evig

Deres Dem hengivne Ven
Jørgen Knudtzon

London den 19de July 1822.

Min addresse er til

George NormanX Esqr
23. Earl Street.
London

Arkivplacering

m7 1822, nr. 33

Andre referencer

Emneord

Personer

Kommentarer

  1. Den hollandske bankier og handelsmand Pierre-César Labouchère (1772-1839). Bror til bankier Antoine Marie Labouchére, der var gift med Jørgen Knudtzons søster Catharina Meincke Labouchère, født Knudtzon (1781-1860).

  2. Pierre César Labouchère (1772-1839) købte i 1814 landstedet Hylands Park med tilhørende ejendom Hylands House i Essex, England, hvor han boede til sin død i 1829 (læs mere om stedet historie på deres officielle hjemmeside)

  3. Den italienske billedhugger Antonio Canova.

  4. Denne frygt var ikke ubegrundet. En anden britisk bankmand Thomas Hope bestilte Thorvaldsens Jason med det gyldne skind, jf. A822, i marts 1803 og fik først skulpturen i 1828, dvs. 25 år efter værket var bestilt. Antageligt har der floreret rygter om denne bestillings langtrukne færdiggørelse og afsendelse i de engelske selskabskredse.

  5. Den svenske billedhugger Johan Niklas Byström.

  6. Thovaldsen havde i 1805 modelleret Apollon, jf. A3, som del af den russiske grevinde Irina Vorontsovas bestilling (for mere om denne bestilling, se referenceartiklen herom). Det kan have været en Apollon, efter samme model, som Knudtzon her har haft i tankerne.

  7. Thorvaldsen var ikke den store brevskriver, hvilket ofte blev kommenteret i brevene til ham. Se hertil referenceartikler omhandlende Thorvaldsens brevskrivningsproces, samt hans ringe skrivelyst i artiklen om Thorvaldsens tale- og skriftsprog.

  8. Thorvaldsen havde gennem sin tid i Rom flere værksteder, bl.a. ved Piazza Barberini og fra 1822 i en tidligere staldbygning i Palazzo Barberinni. For oversigt over Thorvaldsens værksteder, se referenceartiklen herom.

  9. Den britiske rigmand og kunstsamler Alexander Baillie.

  10. Den engelske tømmerforhandler George Norman (1756-1830).

Sidst opdateret 18.08.2014