24.7.1839

Afsender

N.F.S. Grundtvig

Afsendersted

Nysø

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

Nysø

Dateringsbegrundelse

Digtet blev til ved indvielsesfesten af Thorvaldsens værksted på Nysø 24.7.1839.

Resumé

Gennem den islandske sagnfigur Vølund etablerer Grundtvig med sangen en forbindelse mellem nordisk oldtid, islandsk sagadigtning og det, han kalder ”nyaars-tid”. Grundtvig udnytter her Thorvaldsens islandske herkomst til at indlæse hans værker i samme kontekst, hvor de islandske skrifter forstås som ophav til den nordiske, romantiske bevægelse.

Dokument

En BautasteenI sig hæver prudII af Havet,
En Bautasteeen for Nordens Gudeold,
Der hviler den, høitidelig begravet,
I Ringe-Brynje sidIII, med Hjelm og Skjold;
Paa Bautastenen vrimle Dværge-Runer
I Krands af Asalivets Billedskrift,
Med Tegn til meer end tusinde Basuner
For Oldtids Glands og Asathors Bedrift!

Der slumred VølundIV, DædalosV for Norden,
I Kredsen af det prude Heltekuld,
Berømt fra AlpefjeldVI til Issefjorden,
For Konsten klarere end Sølv og Guld;
Trods Vingerne han smeded sig med Snilde,
Saa høit de bar ham over Hav og Fjeld,
Han sank dog under Muld da NornenVII vilde
Og Støv-Naturen kræved stræng sin Gjeld.

Vidunderlig sig vende Livets Strømme
Paa Tidernes det store Verdens-Hav,
Saa hvad der svævende i Oldtids Drømme
I Nyaarstiden rolig sig begav:
Skrinlagte AsamændVIII og VanadiserIX
Flød op fra Islands Klint paa Danmarks KystX
Og vaagned der ved nye KæmpeviserXI
Hvor under Bøgeløv er lunt og lyst!

Forkommet var med alle sine Frænder,
Kun Vølund Vingesmed af Frost og Kuld,
Saasnart sig tøed op de valneXII Hænder,
Sig teede Konsten klarere end Guld,
Thi Fingre mindes hvad de fordum gjorde,
Som alle Skjalde deres Vuggesang,
Og Nordens Vølund kom igjen for Orde,
Saavidt som Fuglen fløi og Harpen klang!

Han bygde sig en HaldXIII bag Alpefjelde,
Et Valhal under Sydens Himmel blaae,
Hvor Alt hvad fordum rørde sig med Vælde
Livagtig man paany for Øine saae,
Fra ”Jason”XIV ned til Babels ”Alexander”,
Fra ”Guttenberg” og til ”Napoleon”
Saa ”Dag og Nat” og ”Liv og Død” sig blander
Ved Trylleslag af Nordens Konstnerhaand!

Paa Danmarks Kyst vi bygde ham en Hytte,
I Lindelæ med faverXV Blomsterkrands;
Vil Nordens Dædalos sin Konst indflytte,
Fremtrylle i den Asalivets Glands?
XVI
Hvad seer vi! Ham al Verden os misunder,
Fordi han vaagnede ved Danmarks Bryst
Og sanderXVII smilende: man sødest blunder,
Man blidest lever dog paa Danmarks Kyst!

Og see hvad sjelden saaes paa hele Kuglen
Hos Konstneren med trofast Kjærlighed
Sig hæver af sin Aske Phønix-Fuglen,
Og med ham flyver Vølund Vingesmed!
I denne Hytte mangt et Mindebæger
Skal Efterslægten tømme ud med Lyst
For Vølund-Thorvaldsen og ØhlenslægerXVIII,
Som kasted Oldtids Glands paa Danmarks Kyst!

Generel kommentar

Denne sang skrev Grundtvig i anledning af indvielsen af Thorvaldsens værksted på Nysø 24.7.1839. Sangen blev sunget til en melodi af C.E.F. Weyse, der oprindeligt var komponeret til C.J. Boyes Sang for Danske med førstelinjen Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden (1826).
Der findes en anden håndskrevet version af sangen på Thorvaldsens Museum (inspektørens skrin, nr. 8), som blev givet til museet sandsynligvis i 1917 af Rigmor Stampe. På denne version ses også nodelinjer til Weyses melodi.


Sangen blev senere samme år trykt med få ændringer i tidsskriftet Brage og Idun, hvor Grundtvig tilføjede en indledende forklaring til digtet.

I den trykte udgave af sangen er den græske sagnhelt Daidalos udeladt, selvom han optræder faktisk i den håndskrevne sangtekst. Hvor verset i strofe 2 i den håndskrevne version lyder: ”Der slumred Vølund, Dædalos for Norden”, bliver det i den trykte udgave til: ”Der slumred Vølund, Konstens Alf i Norden”. Referencen til ”Dædalos” er ligeledes ændret i strofe 6. ”Vil Nordens Dædalos sin Konst indflytte” hedder i den trykte version: ”Vil Vølund Vingesmed sin Konst indflytte”. Bevidst eller ej, har man altså i den publicerede version udeladt en hentydning, der opviser et mere komplekst og nuanceret forhold til det mytologiske forlæg. Sandsynligvis er sangteksten blevet tilpasset læserne af det fællesnordiske og skandinavistiske tidsskrift Brage og Idun.

Arkivplacering

m33, nr. 19

Thiele

Thiele IV, p. 71.

Emneord

Personer

Værker

A822 Jason med det gyldne skind, 1803, inv.nr. A822
A902 Dagen, 1815, inv.nr. A902
A901 Natten, 1815, inv.nr. A901
A114 Johann Gutenberg, 1833-1834, inv.nr. A114
A909 Napoleon Bonaparte, ca 1830, inv.nr. A909
A503 Alexander den Stores indtog i Babylon, 1812, inv.nr. A503

Kommentarer

  1. Egentlig betegnelsen for en sten, der er placeret i forbindelse med en grav eller kultbygning og som ikke bærer indskrift eller udsmykning, selvom den i digtet bl.a. fremstår med ”Dværgeruner”.

  2. Dvs. prægtig, herlig, se betydning 2 af prud i Ordbog over det danske Sprog.

  3. Dvs. langt nedhængende, se Ordbog over det danske Sprog.

  4. Islandsk og germansk sagnhelt. Vølund kaldes undertiden også Vaulunder eller Vaulundur som i Oehlenschlägers digt “Vaulundurs Saga” (Poetiske Skrifter, 1805), som også Grundtvig nævner i sin fortale i sangens trykte udgave.

  5. Den græske sagnhelt og smedekunstner Daidalos, som byggede vinger til sig selv og sønnen Ikaros og derved muliggjorde deres flugt fra Kong Minos’ labyrint.

  6. Dsv. Alperne. Sydeuropas alpelandskab og nordens kystlandskab (Isefjorden ved Roskilde) kobles her med en allitteration. Grundtvigs neologisme kan tolkes som et forsøg på at ”nordificere” sydens bjergegne.

  7. En af de tre skæbnegudinder i den nordiske mytologi.

  8. Dvs. den nordiske mytologis mandlige guder.

  9. Vanadis er et tilnavn til frugtbarhedsgudinden Freja (fra Snorres Edda). I flertal må det mere generelt betegne den nordiske mytologis gudinder.

  10. Grundtvig antyder i verset en forbindelse mellem Thorvaldsens islandske herkomst og den norrøne digtnings opblomstring i samtiden. Motivet “Danmarks Kyst” gentages fire gange i sangen og betegner netop den nordiske kultur som et sted for bestandig genopdagelse og transformation, hvor Islands norrøne digtning atter vækkes til live.

  11. Dvs. folkeviser fra middelalderen, der omhandler nordiske guder og sagnhelte. Genrebetegnelsen finder man senere hos Grundtvigs søn, folkemindeforskeren og filologen Svend Grundtvig (1824-1883). Med “nye Kæmpeviser” henviser Grundtvig til den digtning i samtiden, der har ladet sig inspirere af den norrøne digtning.

  12. Dvs. kraftesløse og stive af kulde, se betydning 1.1 og 1.2 af valen i Ordbog over det danske Sprog.

  13. Dvs. en hal eller gudebolig se Ordbog over det danske Sprog.

  14. Grundtvig indleder her en opremsning med ekfrasetræk, der opregner flere af Thorvaldsens værker. Den manglende beskrivelse af værkerne, som en ekfrase almindeligvis ville indeholde, kunne være et tegn på Grundtvigs kun overfladiske kendskab til og umiddelbare forbeholdenhed over for Thorvaldsens værker, jf. Indledning til “Chor” og “Ving-Thors Hammer”} ved Stine Holst Petersen.

  15. Dvs. fager, skøn, jf. Ordbog over det danske Sprog.

  16. De to vers kan læses som et åbent spørgsmål eller forslag til Thorvaldsen om at lave kunst med udgangspunkt i den nordiske mytologi – hvad han dog aldrig gjorde.

  17. Dvs. erfarer eller erkender, jf. Ordbog over det danske Sprog.

  18. Digteren Adam Oehlenschläger var også tilstede ved indvielsen af atelieret på Nysø. jf. Thiele IV 71 og Christine Stampes manuskript, Juli-August 1839.

Sidst opdateret 03.03.2020