7.4.1855

Afsender

Redaktørerne ved For tre Skilling

Modtager

Omnes

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Dokument


Albert Thorvaldsen

I.

Naar det ellers og maaskee med Grund hedder, at store Mænds Fortjenester først anerkjendes efter Døden, da gjælder dette i Sandhed ikke om den Mand, med hvem vi her kortelig skulle beskjæftige os. Faa store Mænd have i levende Live feiret saadanne Triumpher, vundet en saa villig Anerkjendelse som den Første i sin Sphære eller modtaget en saa uskrømtet og almindelig Hyldest og hjertelige Taknemmelighedsbeviser af Fædrelandet og Medborgere som Thorvaldsen. Man kan vel sige, at Danmark hædrede sig selv da det hædrede den af sine Sønner, som havde bragt dets Navn til Steder, hvor man før maaskee aldrig hørte det, men det fortjener dog at mindes, at ingen smaalig Misundelse fra den ellers dominerende Middelmaadighed løftede sin Stemme for at forhindre Kunstnerens Triumphtog til sit Fædreland. Staten sendte en af sine Orlogsmænd til Kunstens Stad, der var bleven hans andet Fædreland, for atter at føre Kunstens Søn tilbage til Danmark, for at han der kunde hvile sine Been. Og da Thorvaldsen havde viist sin Taknemmelighed i Gjerningcn Ved at testamentere Fædrelandet sine Værker, viste det sig atter i hvor høi en Grad Bevidstheden om hans Værd og Fortjenester af Fædrelandet var trængt igjennem, at der for en stor Deel ved frivillige Bidrag kunde oprettes et Opbevaringssted for den afdøde Kunstners Værker, der var ham og disse nogenlunde værdig, og hvor Kunstneren kunde hvile omgiven af sine Værker, skjønnere og fredeligere end det ellers falder i nogen Dødeligs Lod.

Det er imidlertid ikke Hensigten her at give en udførlig Biographi, vi skulle indskrænke os til kortelig at meddele de vigtigste Momenter i hans Liv og Virksomhed og navnlig dvæle ved de af hans Værker, der maae forudsættes mindst bekjendte og som pryde Christenhedens mægtigste Gudshuus, St. Peterskirken i Rom.

Bertel Thorvaldsen blev født i Kjøbenhavn den 19de Novbr. 1770 af fattige Forældre. Hans Fader Gotschalk Thorvaldsen, af islandsk Herkomst, var Billedskjærer ved Holmen; Moderen, en Præstedatter fra Jylland, hed Karen Grønlund. Allerede tidlig yttrede han Anlæg til Tegning og blev derfor indsat i Kunstacademiets Skole, da han var 11 Aar gammel.

I Aaret 1787 vandt han den mindre Sølvmedaille og to Aar senere den større. En af Professorerne ved Academiet, Historiemaleren Abildgaard, gav sig nu al Flid for at opdrage ham til Kunsten, medens Faderen, som blot ønskede sig en Medhjælper, meente at han havde lært nok, og helst vilde tage ham bort derfra. Men til Lykke vidste Sønnen at dele sig mellem Kunsten og den Bistand, han var sin trængende Fader skyldig. Omtrent 3 Aar af hans Liv hengik under saadanne Bestræbelser. Han var nu bleven 20 Aar gammel, og der forestod ham et Forsøg paa at vinde Academiets mindre Guldmedaille i den Kunst, han især havde lagt sig efter, nemlig Billedhuggerkunsten. Uagtet hans Beskedenhed og Frygt, der næsten havde afholdt ham fra at indstille sig til Prøvestykket — det var Heliodorus, som udjages af Templet — blev Medaillen dog tilkjendt ham, og han vandt tillige herved en mægtig Beskytter i Statsministeren Reventlow, som i de følgende Aar tog sig af ham og forskaffede ham baade Øvelse og Erhverv. To Aar senere vandt han den store Guldmedaille for et Basrelief i Leer, forestillende Petrus, som helbreder en Værkbruden (Apostl. Gj. 3-6). Derved erholdt han Adkomst til et Reisestipendium i 3 Aar; men da man ansaae det gavnligere for ham, at denne Reise endnu blev udsat i nogle Aar, for at han imidlertid kunde bøde paa, hvad han havde tabt ved en mindre god Skolegang, gav man ham en aarlig Understøttelse. Omsider — i Aaret 1796 — blev det bestemt at han skulde begive sig paa Reisen til Italien; men da Sygdom hindrede ham i at reise tillands, og hans Venner desuden meente, at han var for uerfaren og ikke kyndig nok i fremmede Sprog, erholdt han Tilladelse at følge med en Orlogsfregat, der just samme Tid skulde gaae til Middelhavet. Med tungt Hjerte tog han Afsked med sine Forældre, hvilke han overgav sine Sparepenge. Thorvaldsen gjensaae dem aldrig mere; thi Begge døde faa Aar efter hans Afreise, uden at kunne glæde sig ved hans Lykke og berømte Navn.

Det var den 20de Mai 1796, at Thorvaldsen forlod sit Fædreneland, hvilket han nu ikke skulde gjensee, førend han vendte hjem som dets Stolthed og Ære. Søreisen varede temmelig længe og var langtfra saa behagelig som den unge Kunstner havde tænkt sig; først i October naaede Fregatten Middelhavet og foer her frem og tilbage mellem Røverstaterne, indtil Aarets Slutning. Livet ombord blev ham endelig ufordrageligt, og han forlod derfor Fregatten og reiste i en aaben Baad fra Malta til Palermo og derfra til Neapel. Efter et kort Ophold i denne livlige Stad, ankom han til Rom den 8 Marts 1797. Paa denne Tid levede i Tiberstaden en lærd Dansk ved Navn Zoega, til hvem vor unge Kunstner medbragte Anbefalingsskrivelser. Zoega var en streng og smagfuld Kunstner, der, saasnart han opdagede sin unge Landsmands Talenter, tog sig faderlig af ham og drev ham til et grundigt Studium af Antikerne. Ved saadanne Vink blev Thorvaldsen alt ivrigere i sin Stræben og sønderslog som oftest, hvad han havde componeret; thi det Maal, som foresvævede hans Aand, var intet almindeligt. Da de tre Aar, som vare bestemte for hans Kunstreise, vare tilende, forlængede man hans Stipendium endnu i 3 Aar, og da endelig Tiden til hans Tilbagereise forestod, besluttede han at udarbeide en Statue, der skulde vise hans Landsmænd, at det ei var nogen Uværdig, Staten havde viist sin Tillid. Af denne ædle Æresfølelse, og af høi, ungdommelig Begeistring fremstod hans verdensberømte Jason, et Værk, som har gjort Epoke i den nyere Kunsthistorie.

I Januar Maaned 1803 stod den herlige Billedstøtte, afstøbt i Gibs, i Kunstnerens Atelier. Den blev beundret og begabet, men det var Alt. Ingen bestilte et Værk, som kaldte den classiske Aands Dage igjen tillive. Sørgende pakkede Thorvaldsen sine Sager sammen og sagde sin kjære Jason Farvel. Vognen holdt for Døren; hans Kufferter vare fastbundne og Reisen syntes uundgaaelig. Men en tydsk Kunstner, som skulde være ifølge med ham, kunde ei faae sit Pas paategnet og Reisen blev derfor opsat til næste Dag. Imidlertid vandrede den rige engelske Banqier Thomas Hope omkring for at besee Roms Mærkeligheder, og blev af en Leietjener ført hen til Thorvaldsens lille Værksted for at betragte den meget omtalte Jason. Kunstneren var selv tilstede. Englænderen beundrede den herlige Statue og spurgte i Samtalens Løb om, hvormeget det knude koste at erholde den i Marmor. “Sexhundrede Zechiner”, svarede den beskedne Kunstner, hvem det allerede syntes en stor Lykke at faae Lov til at udføre sit Værk i Marmor: “Det er for Lidet,” sagde den ædle Kunstven “jeg giver Dem ottehundrede, og vil strax sætte Dem istand til at paabegynde Arbeidet.”

Saaledes blev Thorvaldsen reddet for Kunsten. Denne Dag var det store Vendepunkt i hans Liv. Han forblev nu i Rom, og hans Rygte voxede med ethvert nyt Arbeide fra hans Haand. Snart frembragte hans frugtbare Geni en Række af de skjønneste Compositioner, som: Achilles og Briseis, Musernes Dands paa Helikon, Amor og Psyche, Ganymedes, Venus med Æblet og Fl. Den første Bestilling fra sit Fædreland erholdt han 1807, da Grevinde Schimmelmann overdrog ham at udføre en Døbefond af Marmor til en Kirke i Fyen. I det følgende Aar overdrog den danske Regjering ham at udføre 4 runde Basreliefs for Slottet Christiansborg, hvis store Portal de nu pryde. Omtrent paa samme Tid udførte Kunstneren ogsaa sin Adonis, som nu findes i Münchener Glyptotheket.

I de næst paafølgende Aar frembragte hans Phantasi mange skjønne Værker, hvoriblandt Amor, der kalder den afmægtige Psyche tillive (Basrelief), og Psyches Statue med Urnen. Hans inderlige Ønske var nu at kunne besøge sit Fædreland, og endelig syntes det som Intet stod iveien derfor. Da skete det, at Napoleon, der havde omdøbt Rom til Frankrigs anden Stad, faldt paa den Tanke at forskjønne det pavelige Pallads paa Qvirinal med nogle Kunstværker. Det blev overdraget Thorvaldsen at componere en Frise for et af Gemakkerne. Han fuldførte da det berømte Basrelief, “Alexanders Indtog i Babylon,” i den korte Tid af tre Maaneder, til almindelig Beundring. Naar man betænker, at dette Værk har en Længde af 29 Alen, maa man forbauses over Kunstnerens Kraft og Geni. Denne beundringsværdige Frise, der vakte stor Opsigt i den hele dannede Verden, er i det pavelige Pallads kun af Gibs, senere er den to Gange udført i Marmor, først for Grev Sommariva, og siden for Christiansborg Slot. Et Exemplar i halv Størrelse af deiligt hvidt Marmor er udarbeidet for Thorvaldsens Museum.

Kort efter erholdt han fra Polen Bestilling paa to Karyatider, der skulde være et Bord af Erts, hvori Napoleons Svar til den polske Deputation, der anraabte Keiseren om deres Fædrelands Gjenoprettelse, skulde indgraves. Hele Verden veed, hvorledes det senere gik Polen; Statuerne kunde ikke benyttes efter deres første Bestemmelse og stode derfor i flere Aar i Kunstnerens Atelier. Endelig kjøbtes de af den danske Regjering, der lod dem opstille i Thronsalen paa Christiansborg Slot.

I Aaret 1815 componerede Thorvaldsen Basrelieferne “Dag og Nat”, hvoraf især det sidste opvakte stor Beundring. Det vilde her føre os altfor vidt at levere en fuldstændig Fortegnelse over hans mange Værker, her have vi kun fremstillet enkelte Momenter af hans Liv, og nøie os derfor med at nævne de meest udmærkede af hans mange udødelige Værker. Til denne Klasse henhøre Statuerne af Hebe, Hyrdedrengen med Fl., der frembragtes i Aaret 1818. En Mængde Gravminder og Basreliefs samt hans Gratiegruppe henhøre ligeledes til denne Epoche.

Imidlertid drog hans Hjerte ham bestandig til Fædrelandet, og til hans store Glæde blev det ham endelig muligt i Juli 1819 at tiltræde Reisen til Danmark i Selskab med Historiemaleren Professor Lund og Grev Rantzau Breitenburg, hvilken sidste dog blev tilbage i Florents. Touren gik igjennem Schweits til Stuttgart, hvor han ønskede at gjøre den tydske Billedhugger Danneckers Bekjendtskab. Paa den sidste Station fra sidstnævnte By henvendte en ung Mand sig til Postillonen med Bøn om at maatte kjøre med til Stuttgart. Kudsken afslog ham det, men da Thorvaldsen erfarede, at den unge Mand var Billedhugger, indbød han ham at tage Plads i Vognen. I Samtalens Løb fortalte den Fremmede, at han var en Elev af Dannecker, og at han, efter et kort Ophold i Tübingen, vendte tilbage til Stuttgart for at see den berømte Thorvaldsen, der nu ventedes der. “De kan strax faae ham at see”, udbrød ham her Prof. Lund, “han sidder ligeoverfor dem.” Den unge Kunstner blev meget overrasket derved og havde siden den Glæde at indføre den store Mester hos Dannecker. Thorvaldsen reiste nu over Frankfurt am Main og Hamburg til Kjøbenhavn, hvor han indtraf den 3die Octbr. efter en 23aarig Fraværelse. Meget var imidlertid forandret i hans Fødeby, men en endnu større Forandring var indtraadt i hans egne Forholde. Kun Eet var uforandret — den store Mands trofaste Hjerte og kjærlige Sindelag mod gamle Venner og hans Fædreland. Det første bekjendte Ansigt, han saae, da han steg af ved Kunstacadcmiet, var den gamle Portners, der saa ofte havde tjent ham til Model. Synet af det skjønne ærværdige Hoved bevægede ham dybt; han sluttede den gamle Mand i sine Arme, og kyssede ham hjertelig. — Naturligviis blev hans Ankomst feiret i mange Kredse. Ethvert Huus stod ham aabent, enhver Familie fandt sig smigret Ved at see en saadan Landsmand hos sig, og fra Kongen til den ringeste Borger blev en venlig Modtagelse og en hjertelig Anerkjendelse ham til Deel. Især gave Kunstnerne og de Studerende ham en smuk Fest paa den kongelige Skydebane, ved hvilken Leilighed hans Ungdomsven Oehlenschläger holdt Talen. Regjeringen overdrog ham nu at udføre Frelseren og hans tolv Apostle, samt et Frontonbillede for Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn. Disse og andre Bestillinger fra Hjemmet beskjæftigede ham senere i flere Aar i Rom.

(Fortsættes)I.

–––––––––

Generel kommentar

Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i For tre Skilling 7.4.1855. Teksten er i to dele, og anden del kan ses her.

Arkivplacering

Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1855, For tre Skilling 7.4.

Emneord

Personer

Værker

A52 Jason med det gyldne skind, 1802-1803, inv.nr. A52
A830 Peter og Johannes helbreder en halt, 1793, inv.nr. A830
A508 Alexander den Stores indtog i Babylon, 1822, inv.nr. A508

Kommentarer

  1. Anden del af artiklen findes her.

Sidst opdateret 22.12.2015